Injurie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Overtrædelser af straffeloven
§ 114 Terrorisme
§ 119 Vold mod personer
i offentlig tjeneste
§ 123 Vidnetrusler
§ 140 Blasfemi
§§ 171-2 Dokumentfalsk
§§ 180-2 Brandstiftelse
§§ 203-4 Hasardspil
§ 216 Voldtægt
§ 222 Seksuelt misbrug af børn
§ 232 Blufærdighedskrænkelse
§ 237 Drab
§ 244 Vold
§ 245 a Kvindelig omskæring
§ 261 Frihedsberøvelse
§ 263-1 Brevhemmelighed og aflytning
§ 264 d Privatlivets fred
§ 266 Trusler
§ 266 b Racismeparagraffen
§ 267 Ærekrænkelse
§ 276 Tyveri
§ 277 Ulovlig omgang med hittegods
§ 278 Underslæb
§ 279 Bedrageri
§ 280 Mandatsvig
§ 281 Afpresning
§ 282 Åger
§ 283 Skyldnersvig
§ 288 Røveri
§ 291 Hærværk
§ 293 Brugstyveri
§ 299 b Ophavsretskrænkelser af
særlig grov karakter
Rediger

Injurie (latin: injurie, uret, fornærmelse) betegner en ærekrænkelse.

Injurier er ulovlige efter straffelovens § 267 og kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder. Som noget specielt er injurier undergivet privat påtale. Det betyder, at den krænkede ikke kan indgive politianmeldelse, men selv (ofte gennem advokat) skal rejse sag. I visse grovere tilfælde kan ærekrænkelser dog påtales af det offentlige.

Straffelovens § 267:

Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds[redigér | redigér wikikode]

I 2003 tabte Pia Kjærsgaard i Højesteret en injuriesag mod Karen Sunds, efter at have vundet i både By- og Landsretten. Karen Sunds havde i forbindelse med diskussion om nej-kampagnen mod euroen udtalt sig:

Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter.

I kendelsen udtalte Højesteret[1] at

(Karen Sunds)' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« kunne ikke under de foreliggende omstændigheder anses for utilbørlig, og (Karen Sunds) havde derfor ikke overtrådt straffelovens § 267, stk. 1

Højesteret anvendte dermed Dansk Sprognævns definition af racisme, der dækker tre betydninger i nutidig sprogbrug:

  • som relateret til nazismens racelære og dens følger for jøderne,
  • som sigtende til en races overlegenhed over andre, især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide, og
  • som sigtende til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv.

Især den sidste definition blev på det tidspunkt anset for et nybrud i definitionen af racisme.

Injurie i Storbritannien[redigér | redigér wikikode]

Storbritanniens injurielovgivning var (specielt indtil 2014) berygtet. Der er omvendt bevisbyrde, sagerne er ofte meget dyre og udenlandske firmaer og enkeltpersoner kan anlægge sag mod andre udenlandske firmaer og enkeltpersoner i en britisk ret, hvis en udtalelse har betydning i Storbritannien.[2] For eksempel lagde det islandske selskab Kaupthing, Investment Bank sag an mod danske Ekstra Bladet efter at avisen havde udgivet en kritisk artikel i Danmark. Artiklen fandtes på engelsk på avisens hjemmeside. Sagen kom ikke for retten, da parterne indgik et forlig hvor Ekstra Bladet måtte betale en betydelig kompensation.[3]

I 2007 holdt Henrik Thomsen, dansk professor i radiologi fra Københavns Universitet, et lille videnskabeligt foredrag på Oxford Universitet hvor han fortalte om alvorlige bivirkninger ved GE Healthcare's MR-kontrastmiddel Omniscan. Efterfølgende blev han stævnet. Sagen blev afsluttet i februar 2010 med et forlig.[2]

På vegne af efterkommerne af profeten Muhammed har en saudiarabisk jurist, Faisal Yamani, truet med injuriesag mod danske dagblade efter deres optrykning af Jyllands Postens Muhammed-tegninger.[4]

I en meget omtalt sag var forfatteren Simon Singh stævnet af den britiske kiropraktorforening efter udgivelse af en artikel i avisen Guardian. Simon Singh vandt denne sag. Efterfølgende har de britiske politikere lovet reform af injurielovgivningen.[2]

En ny injurie-lov (Defamation Act 2013) som kræver større bevisbyrde fra den forurettede, blev vedtaget den 25. april 2013 og trådte i kraft i 2014.

Referencer[redigér | redigér wikikode]