Interdikt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Af latin: undsigelse. Kirkeforbud. Paven kan lyse interdikt over et land eller et område. Det indebærer forbud mod alle kirkelige handlinger, gudstjenester, (messelæsning), dåb, begravelser osv.

I Middelalderen, hvor kirken havde fuld kontrol med folks religiøsitet, var interdiktet en forfærdende straf. Alene truslen var som regel nok til at få konger, adelige og andre magthavere til at falde til føje, men virkningen fortog sig, efterhånden som gejstligheden i de enkelte lande blev mere loyale overfor statsmagten end overfor paven.

F.eks. medførte Erik Menveds (Erik 6.) fængsling af ærkebiskop Jens Grand, at Pave Bonifatius 8. i 1299 lyste interdikt over Danmark.[1]

Kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Denne artikel stammer oprindelig fra Lexopen. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af en anden tekst, bedes skabelonen venligst fjernet.