Ioniserende stråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ioniserende stråling betegner forskellige former for stråling som har tilstrækkelig stor energi (typisk af størrelsesorden nogle megaelektronvolt) til at ionisere det stof som strålingen passerer. Ioniserende stråling udsendes fortrinsvis i forbindelse med henfald af radioaktive atomkerner.

Symbol for ioniserende stråling

Radioaktivitet blev første gang observeret i 1896 af Henri Becquerel, som iagttog at uranholdige og thoriumholdige mineraler udsender gennemtrængende stråling, der bl.a. kan sværte en fotografisk plade. Senere opdagede han at et radium-præparat som han bar i sin lomme, udsendte stråling som var i stand til at fremkalde et langsomt helende sår.

Typer af ioniserende stråling[redigér | redigér wikikode]

Alfastråling består af helium-4-kerner og kan stoppes af et stykke papir. Betastråling, i form af elektroner, bremses af en tynd aluminiumsplade. Gammastråling, bestående af energirige fotoner, kræver tungere og tykkere materialer, som f.eks. bly, for at blive bremset.

De vigtigste former for ioniserende stråling er alfastråling (heliumkerner), betastråling (elektroner eller positroner) og gammastråling (elektromagnetisk stråling med bølgelængde kortere end røntgenstråling).

Alfastråling er mindst gennemtrængende. Afhængigt af energien når den kun få centimeter væk fra kilden før partiklerne er opbremset ved sammenstød (ionisering) med luftmolekyler.

Betastråling er mere gennemtrængende. Afhængigt af energien er rækkevidden i luft af størrelsesorden nogle meter.

Gammastråling er mest gennemtrængende og passerer så godt som usvækket gennem luft. Afhængigt af energien skal der nogle centimeter bly til for at svække intensiteten væsentligt. Halveringstykkelsen er på 6-7 mm bly ved en fotonenergi på 0,66 MeV.

Ud over de allerede nævnte typer af ioniserende stråling er neutronstråling og i mindre grad røntgenstråling også ioniserende.

Detektion af ioniserende stråling[redigér | redigér wikikode]

Til påvisning af ioniserende stråling benyttes typisk et Geiger-Müller-rør. Det er et apparatur som består af et rør med en tråd i midten. Over rør og tråd er der en spændingsforskel på nogle kilovolt. Når ioniserende stråling kommer ind i røret, skaber den ioner som tillader en kortvarig strøm at løbe mellem rør og tråd. Herved opstår der en spændingsforskel over en resistor som er serieforbundet med rør og tråd. Spændingspulsen registreres af en tæller.

Til synliggørelse af ioniserende stråling kan man alternativt benytte et tågekammer. I et sådant trækker ladede partikler spor af dugdråber efter sig. Vha. af magnetfelter kan man afbøje partiklerne og herved opnå information om deres ladning og fart.

Absorption af ioniserende stråling[redigér | redigér wikikode]

Svarende til de forskellige typer af ioniserende stråling findes forskellige absorptionsmekanismer.

Alfastråling nedbremses ved sammenstød med de molekyler som den møder på sin vej. En alfapartikel danner tusindvis af ioner på en kort strækning. Ved hvert sammenstød afgiver den en forsvindende lille del af sin energi.

Betastråling nedbremses ligeledes ved stød, men da en betapartikel vejer langt mindre end en alfapartikel, afgives en langt større del af energien ved hvert sammenstød. Til gengæld er der længere mellem sammenstødene. Betastråling nedbremses endvidere under udsendelse af bremsestråling ved tæt passage af atomkerner, som afbøjer betapartiklerne pga. den elektriske tiltrækning.

Gammastråling absorberes afhængigt af energien på tre forskellige måder: Ved fotoionisering, ved Compton-spredning og ved pardannelse. Ved fotoionisering absorberes gammastrålingen i form af fotoner fuldstændigt af atomer, som til gengæld ioniseres. Ved Compton-spredning afgiver gammastråling i form af fotoner noget af deres energi ved sammenstød med frie elektroner. Ved pardannelse omdannes et gammakvant til en elektron og en positron.

Virkninger af ioniserende stråling[redigér | redigér wikikode]

Illustration af radioaktive doser opgivet i SI-enheden Sievert både fra hverdagsting, flyrejser – og det kernekraftarbejdere kan risikere at blive udsat for osv.

Klik på billedet – og 2 gange mere for fuld størrelse. Bemærk at doserne kun siger noget om dosen i det specificerede tidsinterval.

Hvis man f.eks. får radioaktive stoffer ind i kroppen (se f.eks. Alexander Litvinenko), som udskilles langsomt, vil man få betydeligt mere skadende stråling f.eks. resten af livet.

Det er grunden til at man skal undgå fødevarer og drikkevand, som indeholder radioaktive stoffer – da nogle af dem opkoncentreres i kroppen (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90[1]).

Nogle radioaktive stoffer indeholdes i støvpartikler og det er grunden til, at man anbefaler folk at holde en stykke fugtigt stof for luftvejene, da partiklernes radioaktive stoffer ellers kan få adgang til blodet via lungerne – og dermed kroppen.

Partiklernes radioaktive stoffer er også grunden til at udsatte kernekraftarbejdere skal tage en lufttæt dragt på og nogle gange med ren lufttilførsel så partiklerne ikke kan komme ind via evt. mindre dragtutætheder. Den lufttætte dragt stopper udefrakommende alfapartikler, protonstråling og betapartikler, men ikke neutronstråling, røntgenstråling og gammastråling.

Ydermere vil visse radioaktive stoffer som opkoncentreres i kroppens kirtler (f.eks. Jod-131[1]) og benmarv (f.eks. plutonium[2]) skade mere end et kort eksempeltidsinterval.

Ioniserende stråling kan forvolde betydelig skade i biologiske organismer. Ved ionisering af molekyler i det organiske væv skabes frie radikaler som kan give anledning til mutationer dvs. ændringer af cellernes arveanlæg der så godt som altid er skadelige – de medfører typisk kræft – selv ved lave koncentrationer af ioniserende radioaktivt nedfald og lader til at gøre at børn bliver mindre intelligente. [3] [4] [5] [6]

Alfastråling bremses af beklædning eller i huden. Betastråling bremses f.eks. af en mur. Gammastråling svækkes først væsentligt af et par meter beton eller jord. Heraf følger at det kræver de mest omfattende foranstaltninger at beskytte sig mod gammastråling.

Som mål for hvor meget ioniserende stråling en (del af en) organisme har modtaget, haves den ækvivalente dosis (H). Per definition er dosis givet ved D = E/m, hvor E er den energi som strålingen har afsat, og m er massen af det væv som energien er afsat i. D angives i grey (Gy). Man tager højde for at forskellige typer af stråling ikke er lige ioniserende ved at indføre størrelsen ækvivalent dosis. Per definition er H = QD, hvor Q er en kvalitetsfaktor. Eksempelvis er kvalitetsfaktoren 20 for alfastråling, men kun 1 for gammastråling. H angives i sievert (Sv).

Den ækvivalente dosis benyttes f.eks. i forbindelse med vurdering af skadevirkning af ioniserende stråling i arbejdssituationer. En tommelfingerregel siger at der er 5 %'s risiko per Sv for at en person som har været udsat for ioniserende stråling udvikler stokastiske skader.

I Danmark er den gennemsnitlige, årlige strålingsbelastning per indbygger 4 mSv fordelt med 1 mSv på medicinske undersøgelser (herunder optagelse af røntgenfotos) og 3 mSv på baggrundsstråling (fortrinsvis fra henfald af radon og dens datterkerner).

Anvendelser af ioniserende stråling[redigér | redigér wikikode]

Ioniserende kan imidlertid også helbrede. I helsefysikken anviser man metoder til diagnosticering og behandling af en bred vifte af sygdomme.

Ved diagnosticering benytter man sig typisk af radioaktive sporstoffer som i kraft af en fysiologisk selektionsmekanisme koncentreres i det organ man ønsker at undersøge. Den udsendte stråling detekteres og monitoreres.

Ved strålebehandling udnytter man den kendsgerning at celler er særligt følsomme over for ioniserende stråling mens de deler sig. Kræftceller er karakteriseret ved at dele sig uhæmmet, og af den grund er det muligt at ramme en kræftsvulst hårdere end det omgivende raske væv.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 iaea.org: Feature Stories: Frequently Asked Chernobyl Questions Citat: "...the most dangerous of the elements released, and have half-lives of 8 days, 29 years, and 30 years respectively. The isotopes Strontium-90 and Caesium-137 are therefore still present in the area to this day. While iodine is linked to thyroid cancer, Strontium can lead to leukaemia. Caesium...This element affects the entire body and especially can harm the liver and spleen...."
  2. Case Western Reserve University (2008, October 2). Chernobyl Fallout? Plutonium Found In Swedish Soil. ScienceDaily.
  3. Swedish Research Council (2004, November 22). Chernobyl Disaster Caused Cancer Cases In Sweden. ScienceDaily Citat: "...There is a statistically established correlation between the degree of fallout and an observed rise in the number of cancer cases. The increase involves all types of cancer in the aggregate...It is remarkable that an increase in cancer morbidity could have occurred after such a relatively short time following the accident..."
  4. Linköping University (2007, May 30). Increase In Cancer In Sweden Can Be Traced To Chernobyl. ScienceDaily Citat: "...The cancer risk increased with rising fallout intensity: up to a 20-percent increase in the highest of six categories. This means that 3.8 percent of the cancer cases up to 1999 can be ascribed to the fallout...The increase in Tondel’s studies came a remarkably short time after the disaster, since it is usually assumed that it takes decades for cancer to develop...The conclusion is that there is scientific support for a connection between the radioactive fallout and the increase in the number of cancer cases...."
  5. Federation Of European Cancer Societies (2001, October 26). Cutting The Cost Of Fall-Out From Chernobyl 15 Years After The World's Worst Nuclear Accident. ScienceDaily Citat: "...Nearly 2000 cases of thyroid cancer have been linked to the world's worst nuclear accident which occurred in Ukrainian city 15 years ago – and the number is still rising...That increase has continued and new cases are still being seen in those who were children at the time of the accident"..."
  6. Aug. 17, 2007, upi.com: Chernobyl fallout hurt Swedish infants Citat: "...The report by researchers from Stockholm University and New York’s Columbia University found that children born in the eight municipalities experiencing the highest levels of radiation were 3.6 percent less likely than others to qualify for high school, The Local said Thursday. The researchers said it appears prenatal exposure to radiation levels previously considered safe was actually damaging to cognitive ability..."
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: