Irland 1691-1801

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Artiklen indgår i en serie om Irlands historie

Perioden 1691-1801 i Irland var præget af Protestanternes Magtdominans (en: Protestant Ascendancy). De var efterfølgere af engelske bosættere der var kommet til landet i forbindelse med englændernes erobring og bosættelsen af Irland (se Det tidlige moderne Irland 1536-1691). Irland var i denne periode et selvstændigt og autonomt kongerige med eget parlament, men langt størstedelen af befolkningen, de romersk katolske, der langt størstedelen nedstammede fra de indfødte irere, blev ekskluderet fra magt og ejendomsret som følge af straffelove. Periodens kronologiske inddeling begynder med jakobinernes nederlag i de Vilhelminske Irlandskrige i 1691 og afsluttes med unionsloven i 1800, der formelt gødede jorden for Irlands indlemmelse i Det Forenede Kongerige i 1801.

Økonomiske Forhold[redigér | redigér wikikode]

I kølvandet på erobringskrigene i det 17. århundrede, blev det irske fjendskab til England forværret i det 18. århundrede, mest som følge af de økonomiske forhold. Handelen med Irland var i løbet af århundredet Englands vigtigste. En anglo-irsk protestantisk jordejer kunne tjene omkring 800.000 GPB (britiske pund) i den første del af perioden, og op til 1 mio GBP i den sidste del, hvor i en økonomi der havde et BNP på 4 mio GBP. Da de irske skove var blevet ryddet totalt (de havde været brugt til den engelske flåde) og med en primitiv jernminedrift lagde Irsk landbrug i løbet af 1600-tallet økonomien om så den i stedet baserede sig på saltet kød, gris, smør og hård ost det blev eksporteret ud af fra havnebyen Cork der forsynede England, den britiske flåde og sukkerkolonierne på de vestindiske øer. Biskoppen af Cloyne undrede sig over "Om en udlænding nogensinde ville kunne fatte at halvdelen af befolkningen er ved at dø i et land med mad i så rigelige mængder". Der skulle dog ikke mere til end en ualmindelig kold vinter der gav en dårlig høst før konsekvenserne af de enorme forskelle i samfundet udløste den store irske hungersnød (1740-41) hvor 400.000 mistede livet. I 1780´erne måtte landbruget igen omlægge fra eksport af salt kød til eksport af korn grundet konkurrence fra de baltiske lande og Nordamerika, mens at den irske befolkning var hensat til at spise kartofler og havregryn.

Hemmelige foreninger af bønder blev udbredt da det var den eneste måde at fæstebønderne kunne lufte deres utilfredshed med godsejerne. Foreninger blev kaldt navne som The Whiteboys, the Rightboys, The Hearts of Oak og Steelboys. Det var spørgsmål om for høje renter, pantsættelse, privatiseringen af fællesjord, og betalingen af tiende til den etablerede irske kírke (der var protestantisk og bønderne var næsten udelukkende katolikker). Foreningerne benyttede sig af aktionsmetoder som myrderi og lemlæstelse af kvæg og får, nedrivning af private indhegninger og lejlighedsvis vold mod godsejere, ridefogeder og landværn. Den landlige utilfredshed blev yderligere stimuleret af den voksende befolkning – en tendens der ville fortsætte frem til den store hungersnød i 1840´erne.

Der var store regionale uligheder i områderne i landet, hvor den nordlige og østlige del var forholdvis højt udviklet og gav sig af med vareeksport, var det meste af vesten uden veje og økonomien var en pengeløs subsistensøkonomi.

Det Irske Parlament og dets politik[redigér | redigér wikikode]

Irland blev i denne periode regeret af Irlands kongelige guvernør og af det irske parlament. Tidligere havde parlamentet kun trådt sammen når den kongelige guvernør (tidligere den kongelige stedfortræder) eller monarken selv havde kaldt det sammen. Men, fra 1700 og fremefter, krævede det irske parlament som dets ret at mødes hvert andet år og derudover erklærede det sig at være permanent i drift. Det afspejlede den magtforøgelse som parlamentet oplevede i England efter The Glorious Revolution. Parlamentet havde ret til at godkende såvel som at ændre lovgivning men dagligdagens drift stod kongens guvernør for. En begrænsning for det irske parlament var at det ikke kunne lade sig gøre at godkende en lov der ikke allerede var godkendt i det engelske parlament, som et resultat af Poynings lov fra 1494.

Straffelovene[redigér | redigér wikikode]

Periodens irske parlament var i dets sammensætning næsten udelukkende anglikansk. Katolikker var blevet udelukket fra regeringen i starten af det 17. århundrede, – udelukket fra at sidde i parlamentet i midten af samme århundrede og i 1727 endeligt frakendt retten til at stemme. Jakobisme, – gælisk og katolsk støtte til Stuartdynastiet – , havde lidt totalt nederlag i de Vilhelminske Irlandskrige som sluttede i 1691. Nederlaget havde betydet at de katolske jordejende klasser, der havde kæmpet for James II, fik deres jorder konfiskeret. Resultatet af krigen betød også at katolikker var udelukket fra den politiske magt. Magten var koncentreret på anglikanske hænder – også kendt som den Protestantisk Magtdominans – der bestyrkede deres position i kraft af straffelove der udelukkede alle andre religiøse grupperinger fra indflydelse. Som et resultat af disse love faldt andelen katolsk ejet jord fra 1691 og i løbet af det næste århundrede fra 14 procent til 5 procent. En af grundene var bl.a. at katolske jordejere konverterede til protestantisme for at kunne beholde deres jord. En anden grund var at katolsk ejet jord ikke kunne overgå i intakt form til en arving. Det gjorde at mange katolske jorder blev uproduktive efter nogle generationer faldt dem af hænde. I irsk sproget poesi blev perioden, af tilsyneladende håbløshed og nederlagsstemning, refereret til som long briseadh – eller bare "Forliset". Protestanterne beretter derimod om positive aspekter som The Glorious Revolution, frihed fra absolutisme, beskyttelsen af den private ejendom og graden af valgmagten.

Presbyterianere, der mest var koncentreret i den nordlige provins Ulster og som stammede fra skotske bosættere, blev også ramt af straffelovene. De kunne sidde i parlamentet men ikke i regeringen. Såvel katolikker som presbyterianere var udelukket fra en række erhverv, – eksempelvis advokat, dommerstanden og militæret -, og havde restriktioner på arvet jord. Katolikker måtte ikke bære våben endsige praktisere deres religion offentligt.

I den tidlige fase af det 18. århundrede, blev disse straffelove forøget i antal og strammet indholdsmæssigt op, da den protestantiske elite vedvarende følte deres position truet i kraft af eksistensen af det katolske irske regiment i Frankrig der arbejdede for en genindsættelse af Stuartdynastiet. Ind i mellem kunne denne frygt forværres af katolske banders hærgen, – de såkaldte "Rapparees" -, og af bondeforeninger såsom The Whiteboys. Da den jakobistiske bevægelse i Skotland forsvandt ved Culloden i 1745 og da paven i 1766 anerkendte Hannoverdynastiet til den engelske trone, løsnede det op for en del af den protestantiske frygt og straffelovene blev efterfølgende langsomt formildet. Det skal siges at nogle katolske familier omgik straffelovene ved at lade sig konvertere mere af navn end gavn, eller at lade et familiemedlem konvertere for at sikre land til den resterende del af familien, eller for at kunne pante jorden ud til katolikker.

Fra 1766 arbejdede katolikker på en reform af forholdene i Irland. Deres politik blev repræsenteret af de – de katolske komiteer – en moderat organisation af katolske lavadelige og gejstlige i hvert grevskab der talte for at tilbagekalde straffelovene og lagde vægt på deres loyalitet med England. Reform af ejendomsretten tog sin begyndelse i 1771 og 1778-79.

Grattan´s Parlament og De Frivillige[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af det 18. århundrede, var mange i den protestantiske elite begyndt at opfatte Irland som deres hjemland. En fraktion i parlamentet ledt af Henry Grattan agiterede for en mere retfærdig handel med England, specielt en annullering af navigationsloven der satte en tvungen told på de irske varer i England, mens at engelske varer i Irland var fritaget denne told. Allerede tidligere i århundredet havde irske parlamentarikere foreslået at det irske parlament blev valgmæssigt uafhængigt af det engelske parlament i London, her gjaldt specielt annulleringen af Poynings lov der gjorde det engelske parlament til lovfremsættere i det irske parlament. Mange af deres krav blev mødt i 1782, da der blev lovet frihandel mellem England og Irland og at Poynings lov blev kraftigt forbedret. Medvirkende til denne forbedring var bevægelsen De Irske Frivillige, grundlagt i Belfast 1778. Denne milits, der kunne stille med cirka 100.000 mand, blev dannet for at beskytte Irland mod udenlandsk besættelse under Den amerikanske Uafhængighedskrig, var uden for regeringens kontrol og støttede Grattans reformprogram.

For patrioterne, som Grattans støtter blev kendt som, ville Forfatningen af 1782 starte en proces der på sigt ville ende den sekteriske diskrimination og danne grundlag for en æra af velstand og irsk selvstyre. Mange liberale irske protestanter var forstående over for Den Franske Revolution i 1789, som viste af katolikker ikke var fremmed overfor frihed som Whig-ideologien bag The Glorious Revolution havde påstået så længe. Loyale konservative som John Foster, John Fitzgibbon og John Beresford forblev modstandere af yderligere indrømmelser til katolikkerne og ført an af denne `junta´ argumenterede man at protestantiske interesser kun kunne sikres ved at bibevare et nært forhold til England.

Som et resultat der delvist skyldtes liberaliseringen af handelslovene oplevede Irland et økonomisk boom i 1780´erne. Kanaler blev udgravet fra Dublin og vestpå og bygninger som Dublins firfoldige Retsbygning samt det centrale postkontor blev anlagt i Dublin. Dublins granitbelagte kajanlæg blev anlagt og man pralede af at kunne kalde sig Imperiets by nummer 2. I 1784 blev kornlovene indført det var en gave for melindsejlingen til Dublin; det promoverede spredningen af møller og opdyrket land.

De Forenede Irere, opstanden i 1798 og Unionsloven[redigér | redigér wikikode]

Reformerne der betød at katolikker igen kunne stemme, danne anklagejury og igen købe jord til selveje fortsatte frem til 1793. Men de kunne stadig ikke sidde i parlamentet eller tage medborgerhverv. Reformerne gik i stå grundet krigen med Frankrig(1793), men da franske republikanere stod i modsætning til den katolske kirke, indvilligede den irske regering i at bygge St.Patrick´s college i Maynooth til katolske studier i 1795.

Der var folk i Irland der følte sig tiltrukket af de mere militante aspekter af den franske revolution i 1789. I 1791 dannede en lille gruppe af radikale protestanter De Forenede Irere i Belfast, for at komme den religiøse diskriminering til livs samt at sikre en lige stemmeret. Gruppen radikaliserede dog snart dets krav til at ville gøre en ende på britisk styre i Irland og skabe en ikke-sekterisk republik. Med Theobald Wolfe Tones ord var målet at indsætte Irer i stedet for katolik, protestant og religiøs afviger og at bryde forbindelsen med England, den evige kilde til vores politiske ulykker.

De Forenede Irere voksede sig hurtigt stærke i hele landet. Ideen om en republik vandt specielt tilslutning blandt de presbyterianske samfund i Ulster, hvilket menes at skyldes deres kundskaber og dermed kontakt til deres skotsk-irske emigranter i USA der havde kæmpet mod det britiske kongerige under den amerikanske revolution. Mange katolikker, specielt blandt den nye middelklasse, var også stærkt tiltrukket af bevægelsen som brystede sig af at have 200.000 medlemmer i 1798. I 1793 blev De Forenede Irere forbudt efter at Frankrig havde erklæret England krig og bevægelsen gik fra at være politisk til at være en militant organisation der kæmpede for en opstand. Bevægelsen af de frivillige blev også undertrykt. Disse forbud løste dog ikke problemet med revolutionær uro i Irland og blev mødt af loyale protestanter som John Foster med kraftig modstand. Det udviklede sig til en vid grad af vold og uro. Loyale protestanter dannede på baggrund af truslen fra republikanismen Orangeordenen i 1795 for at markere deres loyalitet overfor England.

De Forenede Irere, der efterhånden var fastlagt på en våbnet revolution, skabte et sammenhold med den militante katolske bondeforening Forsvarerne, der siden 1792 havde overfaldt bondegårde. Wolfe Tone drog til Frankrig for at søge om fransk militær støtte. Disse initiativer bar frugt da franskmændene sendte en ekspedionsstyrke på 15.000 mand der ankom ud for Bantrybugten i 1796, men mislykkedes at gøre landgang som en kombination af ubeslutsomhed, dårlig sømandsskab og en storm ud for Bantrybugten.

Efter denne episode indledte regeringen et felttog af undertrykkelse mod De Forenede Irere bestående af henrettelser, hyppig brug af tortur, transport til strafkolonier og husafbrændinger. Da undertrykkelsen begyndte at have sin effekt besluttede De Forenede Irere at indlede en opstand uden fransk hjælp. Deres aktiviteter kulminerede i den Irske Opstand i 1798. Da den centrale del af planen, at få indledt en opstand i Dublin, den mislykkedes spredte oprøret sig i stedet til tilfældige spredt modstand først ved Dublin og siden ved Kildare, Meath, Carlow og Wicklow. I det sydøstlige County Wexford kom det til den mest indædte kamp i opstanden der i en kort periode blev understøttet af folk fra Antrim og Down i nord. Ved Killalabugten i Mayo gik en lille fransk styrke i land, det var med til at forårsage en sidste rest af opstanden til at fortsætte i grevskaberne Mayo, Leitrim og Longford. Oprøret varede kun godt 3 måneder men menes at have kostet 30.000 livet.

Det rebublikanske ideal om at optræde ikke-sekterisk blev kraftigt undermineret under opstanden da begge parter i konflikten begik grusomheder. Regeringstropper og militser havde generelt katolikker som mål, mens at oprørerne ved adskillige lejligheder dræbte civile loyalistiske protestanter. Ulster i 1790´erne blev præget af ren sekterisme i form af grupper som de katolske Defenders og de loyalistiske Peep O´Days Boys for ikke at glemme Orangeordenen.

Opstanden var en af de vægtigste grunde til at det irske selvstyre blev ophævet med indgåelsen af Unionsloven 1.januar 1801. Det Irske Parlament stemte for deres egen nedlæggelse, kraftigt påvirket af anglikanske landejeres frygt for katolikker og bestukket af Lord Cornwallis, kongens guvernør i Irland. De katolske bisper, der havde fordømt oprøret, støttede unionen og så det som en del af katolsk frigørelse.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Der er nogle historikere der mener at der eksisterede to kulturer i det 18.århundredes Irland, uden at de havde særlig meget kontakt med hinanden. Den ene var katolsk og gælisk, den anden anglo-irsk og protestantisk. Der vedblev at være en klangfuld irsksproget litteratur specielt fremhæves skal Aisling-genren i irsk poesi. Det var drømmende digte, der typisk fremstillede Irland som en sårbar kvinde der bad Irlands unge mænd om at redde hende fra slavegørelse og undertrykkelse. Mange af de irsksprogede poeter klyngede sig til håbet og hyldesten af den jakobinske sag, det på trods af at mange af de samme hyldede de Forenede Irere i 1790´erne. Igen kunne andre digte være ret så seksuelt ekslicitte eksempelvis digtet Cuirt an Mean Oiche (midnatsretten). Gæliske digtere fra perioden tæller folk som Aogán Ó Rathaille og Brian Merriman.

De anglo-irske forfattere gennemgik en mindst lige så frugtbar periode med folk som Jonathan Swift der skrev Gullivers Rejse samt den liberale politiske teoretiker Edmund Burke. En intellektuel der krydsede den kulturelle barriere var John Toland der oprindelig var irsktalende katolik fra Donegal, han konverterede til protestantisme og blev en ledende filosof i intellektuelle kredse i Skotland, England, Tyskland og Bøhmen.

Endelig skal det ikke glemmes at en stor del af Irlands fornemste arkitektur blev anlagt i denne periode, mest tydeligt i det georgianske Dublin.

Fremtidig Arv[redigér | redigér wikikode]

Perioden er efterfølgende blevet kaldt "den lange fred", og i modsætning til de foregående århundreder, oplevede man et århundrede næsten uden politisk vold. På den anden side begyndte perioden 1691-1801 såvel som sluttede perioden med vold. Da den endte var den protestantisk magtdominans, der havde siddet totalt på magten i perioden, ved at blive udfordret af en betydelig mere selvsikker katolsk befolkning. Dog havde 1790´ernes vold ødelagt de mange radikale håb om at den sekteriske vold i det irske samfund kunne blive glemt. Specielt blandt presbyterianere så man et brud i alliancen med katolikkerne og radikalismen i det 19. århundrede Under Daniel O´Connells ledelse blev irske nationalisme i det 19. århundrede, et udpræget katolsk fænomen. Mange protestanter så unionen med England som det eneste der kunne garantere deres forrang i det irske samfund, så de blev næsten alle unionister i det 19. århundrede.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Thomas Bartlett, Kevin Dawson, Daire Keogh, Rebellion, Dublin 1998
  • James Smyth, The Men of No Property – Radical Politics in Ireland in the 1790s
  • J.G Simms, War and Politics in Ireland 1649-1730, London 1986
  • Fernand Braudel, The Perspective of the World, vol III of Civilization and Capitalism. (1979, in English 1985)
  • R. F. Foster, Modern Ireland, 1600-1972