Isolationsfængsling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Isolationsfængsling er en fængsling, hvor arrestanten ikke har kontakt til andre indsatte og ingen, eller stærkt begrænset, kontakt til omverdenen. I moderne demokratiske samfund er isolationsfænsling enten begrundet i hensynet til politiets efterforskning eller hensynet til samfundets sikkerhed. FN og forskellige menneskeretsorganisationer, f.eks. Amnesty International har iværksat initiativer, der tilsigter at begrænse anvendelsen af isolationsfængsling. FN-konventionen mod tortur, OPCAT, [1] indeholder en tillægsprotokol om isolationsfængsling.

Isolationsfængsling forekommer ofte i forbindelse med varetægtsfængsling for at hindre, at formodede medskyldige i en kriminel handling koordinerer deres forkaringer.

Indholdsfortegnelse

Formål [redigér]

Formålet med isolationsfængsling er typisk strafferetsligt begrundet i hensynet til politiets efterforskning eller hensynet til samfundets sikkerhed. I 1800 -tallet begrundede religiøse bevægelser i USA denne form for fængsling med hensynet til straffefangers poersonlige udvikling, idet disse under rolige former ville forbedre sig gennem bod og bøn. [2] En række lande isolerer fanger, der er mistænkt for deltagelse i terrorisme af hensyn til statens sikkerhed. Bl.a. har USA anvendt dette middel på Guantanamo og i forskellige hemmelige CIA – programmer. [3] I diktaturstater er isolationsfængsling blevet anvendt som et led i systematisk tortur med henblik på at fremkalde en tilståelse fra formodede modstandere af regimet, en praksis som formentlig stadig finder sted i bl.a. Kina[4]

Der forekommer også en række tilfælde, hvor fanger vælger frivillig isolation for at undgå overgreb fra medfanger. I Danmark valgte bl.a. Frede Sander Jensen dette efter at være blevet overfaldet og stukket med et jernspyd af en anden indsat.

Virkning [redigér]

Der findes en række eksempler på, at isolationsfænslede udvikler sindssygdomme, ofte kombineret med fysiske lidelser.[3] I Danmark har bl.a. Peter Rohde, der i 1994 blev isolationsfængslet i 11 måneder på en uberettiget mistanke om at smuugle narkotika, udviklet en sindssygdom. Han er efterfølgende blevet tilkendt erstatning ved kendelse fra Højesteret. I et interview har han udtrykt, at han havde foretrukket egentlig fysisk tortur i stedet for isolationsfængsel.[5]

Dansk retspraksis [redigér]

Internationale eksperter har ved flere lejligheder, senest i 2008 rettet kritik mod Danmark for brugen af isolationsfængsel.[6]

De danske myndigheder har taget forskellige initiativer for at imødekomme kritikken. I 2007 blev retsplejelovens tidsgrænser for isolationsfængsling forkortet ligesom der i 2008 blev vedtaget en lovændring på området i Folketinget.[7] Dette har medført en reduktion i antallet af varetægtsfængslede i isolation, men i erkendelse af, at der stadig er et betydeligt antal isolerede fanger, har justitsminister Lars Barfoed nedsat en arbejdsgrupperådet i maj 2010 med henblik på at begrænse brugen brugen af administrativ isolationsfængsling.[8]

Noter [redigér]

  1. ↑ (Optional Protocol to the Convention Against Torture)
  2. ↑ Institut for menneskerettigheder (2003)
  3. ↑ 3,0 3,1 Scharff Smith: Amerikansk fangebehandling og forhørspraksis i kampen mod terrorisme1
  4. ↑ Dorrit Kjær Christianen: Dødsstraf og tortur i Kina i et menneskeretligt perspektiv
  5. ↑ I en kronik i Berlingske Tidende den 3. maj 1997.
  6. ↑ Istanbul-erklæringen
  7. ↑ Rrapporth%C3%B8ring.pdf; Udenrigsminsteriet
  8. ↑ Regeringen nedsætter en arbejdsgruppe

Eksterne links [redigér]

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Isolationsfængsling&oldid=7004257"