Israel Defense Forces
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Israel Defense Forces (Hebraisk: צבא ההגנה לישראל, translitteration: Tsva HaHagana LeYisrael, ofte forkortet med det hebraiske akronym צה"ל Tsahal, translitteration: Tzahal eller Zahal), forkortet IDF, er den militære gren af det israelske forsvar. Det hører under Israel Security Forces, som er en samling af organisationer, der er ansvarlige for Israels sikkerhed. Organisationerne herunder er uafhængige, men samarbejder med hinanden. IDF er alment betragtet en af de bedst trænede og operative militære tjenester i verdenen.
IDF blev oprettet efter grundlæggelsen af Israel i 1948 med elementer fra det tidligere Haganah (specielt den operative gren Palmach) og Den Jødiske Brigade, som havde kæmpet under britisk flag i 2. verdenskrig.
Efter oprettelsen gik de to jødiske undergrundsorganisationer Irgun og Lehi ind i en løs sammenslutning med forsvaret, men fik tilladelse til at operere selvstændig i nogen sektorer frem til slutningen af Uafhængighedskrigen, hvorefter de to organisationer blev opløst.
IDF er underlagt kommando af Israels demokratisk valgte regering og bekender sig i et og alt til Israels love. IDFs formål er at beskytte staten Israel og statens selvstændighed samt at forhindre fjendtlige kræfter fra at forstyrre freden og sikkerheden i Israel.
IDF er organiseret under en fælles stab og har ingen selvstændige forsvarsgrene. Organisationen er imidlertid inddelt i en landstyrke med infanteri, pansertropper, artilleri og ingeniørtropper, Heyl Ha'Avir med jagerfly, kamphelikoptere, transporthelikoptere og transportfly samt Heyl Ha'Yam med patruljebåde, missilbåde og undervandsbåde. I tillæg kommer det militære efterretningsdirektorat Aman, logistik- og teknologidirektorat, militære domstole, militære skoler og andet.
IDF, både land-, fly- og søstyrker, består af et ganske beskedent antal professionelle soldater, et stort antal værnepligtige og et endnu større antal reservister. Obligatorisk værnepligt gælder for alle – såvel mænd som kvinder. For mændenes vedkommende er værnepligten 36 måneder og for kvinder 21 måneder og gælder jøder og drusere, men ikke kristne eller muslimer.
IDF er det eneste militær i verden, der har en form for ligeberettigelse mellem kønnene, når det gælder værnepligt. Der er kvinder i efterretningstjenesten og hemmelige operationer. Ligeledes er der kvindelige teknikere, radar-operatører, forsyningsfolk og sanitetsfolk. Selv i de israelske flystyrker uddannes der nu kvindelige kamppiloter.
Når den egentlige værnepligt er overstået, er det dog ikke slut for de israelske mænd. Hvert år frem til 50-årsalderen, bliver de ofte genindkaldt i op til en måned ad gangen. IDF arrangerer det således, at den gruppe, de var indkaldt sammen med under den egentlige værnepligt, fortsætter de med i de mange år fremover.
IDF har deltaget i en mængde krige og konflikter siden oprettelsen:
- Uafhængighedskrigen 1948-49.
- Suez-krigen 1956.
- Seksdageskrigen 1967.
- Udmattelseskrigen 1969-70 (en:War of Attrition)
- Yom Kippur-krigen 1973.
- Operation Entebbe 1976 - befrielsen af gidsler fra Idi Amin.
- Første Libanoninvasion 1978.
- Operation Babylon 1981 - ødelæggelsen af Osirak-reaktoren i Bagdad.
- Operation Fred i Galilæa 1982-85
- Første intifada 1987-93
- Anden intifada 2000 -
- Tredje Libanoninvasion 2006
[redigér] Eksterne henvisninger
Wikimedia Commons har flere filer relaterede til Israel Defense Forces
- Officiel hjemmeside (Hebraisk)
| Stub Denne artikel om militær er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide det. |