Israels historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Israel med Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne

Israels historie er opregnelsen af begivenhederne, der har fundet sted i det område, der i dag er kendt som Israel. Landet har gennem historien været under skiftende herskere, som hver især har sat deres præg på landet.

Bibelens beretninger[redigér | redigér wikikode]

Det Hellige Land anno 1759 med de 12 stammer

Den tidlige historieskrivning er traditionelt baseret på Bibelens beretninger. Deres historiske korrekthed er omdiskuteret; der findes dem, som hævder, at det jødiske folk aldrig befandt sig i Ægypten. Ejheller mener de, at blot dele af folket nogensinde befandt sig dér.

Navnet Israel udspringer egentlig af den bibelske person, Jakob, som var far til de tolv sønner, som siden blev stamfædre til Israels tolv stammer. Efter en periode på nogle hundrede år i Ægypten flyttede disse stammer omkring år 1200 f.Kr. til det nuværende Israel/Palæstina, som dengang kaldtes Kana'ans land, og som beboedes af kanaanæerne. Jøderne fejrer påske for at mindes udvandringen fra Ægypten. Det Gamle Testamente beskriver udførligt, hvordan det jødiske folk gennem hårde kampe besejrede det kanaanæiske folk.

De næste ca. 300 år er kendt som dommertiden, hvor landet regeredes med militær magt, men omkring 1020 f.Kr. vælges Saul ifølge Bibelen til landets første konge. Saul efterfølges af David, ophavsmanden til bl.a. Davidsstjernen. Hans søn Salomon blev derefter det forenede kongeriges sidste konge. Salomon var kendt for sin visdom, og landet blomstrede under hans regeringsperiode. Han byggede Salomos Tempel i Jerusalem ca. 960 f.Kr. på den plads, hvor Klippemoskeen i dag findes. Efter Salomons død splittes riget i en nordlig del (Israel) med Samaria som hovedstad og en sydlig del (Juda) med Jerusalem som hovedstad. Disse riger var ikke sjældent i krig med hinanden. Det nordlige rige gik under ved et assyrisk angreb år 722 f.Kr. og det sydlige ved et babylonisk angreb i år 586 f.Kr., hvor Salomons tempel ødelægges af den babyloniske konge Nebukadnesar, og folket tages med i landflygtighed i Babylon. Da perserne senere erobrede Babylonien, fik jøderne mulighed for at vende tilbage og opbygge templet igen i årene 526-515, senere kendt som Serubabbels tempel, på ruinerne af Salomos tempel. År 167 f.Kr. lod kong Antiochus IV Epifanes bygge et alter til guden Zeus ovenpå templets brændofferalter. Jøderne gjorde da oprør og rensede templet. Til minde om dette fejres tempelindvielsesfesten (Chanukka) i dag.

Under forskellige magter 63 f.kr. – 1917[redigér | redigér wikikode]

Romersk styre 63 f.kr. – 330[redigér | redigér wikikode]

Herodes den Store påbegyndte renoveringen af Serubabbels tempel ca. 20 år før Jesu fødsel. Dette tempel ødelagdes i år 70 e.Kr. af den romerske hærfører Titus i forbindelse med den totale ødelæggelse af Jerusalem. Dette skete efter en kortere tids oprør mod besættelsesmagten – den første jødisk-romerske krig. Efter Det andet jødiske oprør ledet af Simon Bar Kokhba år 132-135 jævnede romerne Jerusalem med jorden og byggede en romersk by, Aelia Capitolina, på samme sted. Den jødiske befolkning blev fordrevet, navnet på provinsen ændredes fra Judæa til Syrisk Palæstina, og jøderne blev forbudt at samles der. Det indledte den lange diaspora, som først ophørte ved dannelsen af den nye stat Israel.

Byzantinsk styre 313 – 636[redigér | redigér wikikode]

Efter romernes overgang til kristendommen i år 313 kom Israel under det Østromerske rige, også kendt som det Byzantinske Rige. Omkring år 614 mistede byzantinerne grebet om Israel pga. den persiske invasion.

Arabisk styre 636 – 1099[redigér | redigér wikikode]

Araberne erobrede landet i 636 og styrede det helt frem til år 1099. I denne periode byggede de KlippemoskeenTempelbjerget.

Korsfarernes herredømme (1099 – 1291)[redigér | redigér wikikode]

Pave Urban 2. opfordrede i 1095 de europæiske adelsmænd og konger til at erobre den hellige by Jerusalem i Palæstina. I alt 8 korstog blev sendt af sted. I denne periode var skiftende dele af landet samlet i Kongeriget Jerusalem. Ved slutningen af 200 års kampe døde korstogene ud, og Jerusalem kom under de ægyptiske mamelukkers styre i perioden ca. 1291-1516.

Osmannisk styre 1517 – 1917[redigér | redigér wikikode]

Palæstina kom under det mægtige Osmanniske Rige, da Suleiman den Prægtige erobrede Jerusalem i 1517. Den Første Aliyah – en stor jødisk indvandring, hovedsagelig fra Rusland – fandt sted i perioden 1882-1903. 30-40.000 jøder drog fra Østeuropa og Yemen til Palæstina og oprettede byer på jord, der tilhørte den engelske baron Rothschild. Ved den Anden Aliyah i 1904-1914 emigrerede yderligere 40.000 russiske jøder, der grundlagde de første kibbutzer. Under Første verdenskrig erobrede briterne Palæstina efter 400 års tyrkisk styre. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour, lovede skriftligt at støtte oprettelsen af et "jødisk hjemsted i Palæstina".

Den zionistiske bevægelse 1891 – 1933[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Zionisme

Zionisme er både en ikke-religiøs og en religiøs politisk bevægelse, der arbejder for et sikkert fædreland til det jødiske folk. Den moderne zionisme blev skabt i det 19. århundrede som en direkte følge af det tiltagende had til jøderne i Europa, også kaldt antisemitismen. Efter Israels oprettelse blev zionismen opfattet som en støtte til staten Israel, og for nogle – men langt fra for alle – som en støtte til at udvide landet til alle områder, der menes at være nævnt i Det Gamle Testamente, og som en støtte til at gøre Jerusalem til Israels hovedstad.

Religiøs zionisme vs. den sekulære zionisme: Jødisk religiøs zionisme har eksisteret siden Jerusalems ødelæggelse i år 70. Drømmen om at vende hjem til Jerusalem og genopbygge templet har været en del af jødisk tradition lige siden, og én af forestillingerne om Messias har været, at Messias skulle være være dén eller dét, der kunne bringe jøderne tilbage til Jerusalem.

Theodor Herzl læner sig ud over balkonen ved kongressen i Basel, Schweiz.

Den moderne jødiske zionisme har mange ansigter og udgør et bredt område, lige fra en religiøs zionisme, som opfatter Biblen som Guds konkrete vejviser til en jødisk stat, hvor Moselovens lovgivning skal være det eneste, som gælder, og til en realistisk, jordisk erkendelse af, at jøder ligesom andre folk har behov for et landområde, hvor man kan være sig selv og selv bestemme sin samfundsindretning uden større skelen til Biblen.

Den ikke-religiøse zionisme opstod i 1800-tallet i Europa pga. jødeforfølgelser og chikane. Det traditionelle svar var at vente på Messias. I 1896 formulerede Theodor Herzl problemet og fremstillede i sin bog ”Jødestaten” ideen om, at jøderne skal vende tilbage til Palæstina, der skulle være en sekulær jødisk stat. Det betød f.eks., at de arabere, der boede i området, skulle have fuld borgerret, og der skulle være religionsfrihed. Den jødiske indvandring kom hovedsageligt fra Rusland og i 1930'erne fra Tyskland. Efter den nazistiske jødeudryddelse, Holocaust, kulminerede zionismen med oprettelse af staten Israel i 1948. Theodor Herzl var grundlægger af den politiske zionisme, som f.eks. samlede penge ind til køb af jord i Palæstina med tilladelse fra det Osmanniske Rige. I 1896 skrev han bogen Der Judenstaat – Jødestaten. I bogen fortæller han, at den eneste løsning på det jødiske problem var at oprette en jødisk stat. Hans ønske blev fuldført i 1948, efter at han var død. De jordiske rester af Theodor Herzl blev ført til Israel.

Hitler, Holocaust og konsekvenser 1933 – 1945[redigér | redigér wikikode]

Allerede som følge af Hitlers magtovertagelse i 1933 voksede den jødiske indvandring til Palæstina. I tidsperioden fra 1931–1939 indvandrede op imod 500.000 jøder til Palæstina.

Holocaust var en systematisk udryddelse af jøder, der resulterede i ca. 6 mio. dræbte. Udryddelserne skete i koncentrationslejre, som lå fordelt over de lande i Europa, der var besat af Tyskland. Tragedien prægede holdningen til oprettelsen af en jødisk stat i tiden efter 2. verdenskrig, hvor FN blev dannet. Her var man enige om nødvendigheden af oprettelsen af en jødisk stat, et ønske jøderne længe havde haft. Oprettelsen skulle ske i form af en opdeling af Palæstina. Der skulle nu opstå en jødisk stat (Israel). Denne beslutning blev ikke accepteret i den arabiske verden. Palæstina-arabere indledte en guerillakrig mod den jødiske befolkning, der selv begyndte at forme guerillagrupper.

Staten Israel bliver til og Uafhængighedskrigen 1945 – 1949[redigér | redigér wikikode]

Jøderne i Palæstina støttede England under 2. verdenskrig, men efter krigen forsøgte englænderne at forhindre en stor del af de jødiske flygtninge i at flygte til Palæstina.

Udryddelsen af 6 mio. jøder rystede hele den civiliserede verden. Efter 2. verdenskrig havde holocaust gjort det klart, at antisemitismen i Europa var for udbredt til, at jøderne kunne leve i fred. En jødisk stat var mere nødvendig end nogensinde. Palæstina skulle deles op i en jødisk og arabisk del, og Jerusalem skulle blive et internationalt FN-mandat ifølge FN’s delingsplan. Denne plan blev accepteret af jøderne, mens den blev forkastet af araberne (inklusive de palæstinensiske arabere). Den jødiske del af Palæstina blev kendt som Israel. De arabiske lande erklærede herefter Israel krig den 15. maj 1948. De arabiske lande bestod af landene Syrien, Saudi Arabien, Ægypten, Libanon, Jordan og Irak. Det lykkedes jøderne med succes at gå til modangreb mod de arabiske hære. De af Israel selvskabte grænser varede derefter indtil 1967, hvor de herefter erobrede Sinai, Golanhøjderne og Jerusalem.

Under Israels uafhængighedskrig (1948-1949) benyttede Jordan og Ægypten sig af situationen. Jordan erobrede Vestbredden, hvilket vil sige: Hebron – Abrahams begravelsessted, og den halvdel af Jerusalem, hvor det hellige tempelbjerg, Zion, ligger. I 1967 erobrede jøderne hele Jerusalem, bortset fra de kvadratmeter, hvor templet og senere muslimske moskeer er beliggende, som den dag i dag stadig hører under araberne. Araberne indså allerede i 1949, at fjernelsen af Israel fra landkortet ikke ville ske foreløbigt – og der blev indgået en våbenhvile.

Suez-krig, Seksdagskrig og PLO opstår 1949 – 1967[redigér | redigér wikikode]

Suez-krigen startede i 1956. Det var Israel, der angreb Ægypten og besatte Gazastriben og Sinaihalvøen. Baggrunden for angrebet var, at Ægyptens leder Gamal Abdel Nasser nationaliserede Suezkanalen. Han mente, at den tilhørte Ægypten, eftersom den ligger i dette land. Konflikten opstod, da ægypterne ikke informerede Storbritannien og Frankrig om overtagelsen af kanalen, da noget af kanalen også tilhørte dem. Både Frankrig og Storbritannien ville forhindre, at Ægypten under Nassers ledelse blev en stormagt, og Nasser samlingsfigur i Mellemøsten. Heller ikke Israel var glad for den nye ledelse.

Suez-kanalen afmærket på landkort

USA og Sovjetunionen reagerede kraftigt på angrebet i FN's Sikkerhedsråd, men Frankrig og Storbritannien nedlagde veto mod en resolution i Rådet. Storbritannien og Frankrig trak sig bort fra Suez-kanalen i marts 1957 efter pres fra USA og fordømmelse fra FN, samtidig med at FN satte en styrke ind, som skulle adskille de israelske tropper fra de ægyptiske.

Israel forlader Gazastriben og Sinaihalvøen på betingelse af, at området bliver demilitariseret, og at der indsættes en FN-styrke i Gaza. Ti år senere genbesætter Israel Gaza og Sinaihalvøen under Seksdagskrigen i 1967.

Seksdagskrigen var mellem på den ene side Israel og på den anden Ægypten, Jordan, Syrien og Irak. Den foregik fra den 5. juni10. juni 1967. Krigen startede, da Israel som en modforanstaltning angreb Ægypten. Dette var et svar på, at Ægypten beordrede FN-tropper til at forlade deres poster på Sinaihalvøen, samt at de lukkede Tiran-strædet for israelsk indsejling. Allerede i 1957 forudsagde den daværende israelske udenrigsminister Golda Meyer, at dette ville være lovlig krigsgrund ifølge artikel 51 i FN-charteret. På seks dage erobrede Israel Sinaihalvøen, Vestbredden, Gaza og Golan-højderne.

PLO blev oprettet i 1964 og står for "Palestine Liberation Organization". Oprindeligt skulle PLO kæmpe mod al Fatah og andre terrorgrupper, men da formanden Ahmed Schukairy gik af, blev Yasser Arafat valgt som den nye leder i 1969. Han var i forvejen formand for al Fatah, som nu sluttede sig til PLO. PLO’s formål var at kæmpe for et frit Palæstina og beskytte befolkningen. Palæstinenserne betragtede de arabiske stater som deres beskytter, men da de arabiske stater led et stort nederlag under Seksdageskrigen, mistede palæstinenserne troen på dem. Derfor støttede palæstinenserne nu PLO. PLO ville erstatte Israel med en samlet, demokratisk stat. Organsationen ville også have, at Palæstina skal være en ikke-jødisk stat. I løbet af 1980'erne opgiver PLO terrormetoder og bliver derfor mere acceptabel som forhandlingspartner. PLO går med til at dele Israel og ikke erstatte det med Palæstina, det får derfor mere indflydelse og er med til at underskrive Oslo-aftalen i 1993. Oslo-aftalen var ved underskrivelsen det hidtil mest seriøse forsøg på en varig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.

Yom Kippurkrig og Camp David-aftaler 1968 – 1986[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Yom Kippur krigen

Følgerne af Seksdageskrigen i 1967 kunne stadig mærkes i den arabiske verden og havde ikke gjort hadet til Israel mindre. Det var især Ægypten, der led under nederlaget, og derfor besluttede Ægypten at tage de første skridt til en krig mod Israel. Formålet var bl.a. at få generobret de tabte landområder. Ægypten, Syrien og Jordan forberedte derfor et angreb på Israel d. 6. oktober 1973, den dag, hvor den vigtigste jødiske helligdag bliver fejret. (Yom Kippur) Angrebet på fronterne i Golanhøjderne og på Sinai kom som en stor overraskelse for Israel, der ikke havde mobiliseret. Det var derfor også ved at gå galt for Israel, der kun med nød og næppe fik slået angrebet tilbage. Den selvsikkerhed og tryghed, israelerne havde opbygget efter den store sejr i 1967, fik et hårdt slag i Yom Kippur krigen. Derimod blev nationalismen, dér for alvor opstod under seksdagskrisen, som følge af Yom Kippur krigen, yderligere radikaliseret, især hos de nationalreligiøse zionister (kookisme, fortolker dette som guds prøvelse af landet). De første dage i løbet af krigen havde de arabiske styrker et klart overtag, men trods overraskelsen fik den israelske hær hurtigt bremset de arabiske fremstød, og efter 18 dages kampe var de arabiske hære trængt tilbage i Golan og en ægyptisk hær var omringet på øst for Suez kanalen, mens israelske styrker stod blot 101 km fra Cairo. Under konflikten havde Ægypten og Syrien fået våben fra Sovjetunionen, mens Israel senere fik våben fra USA. Da FN efter forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA fik vedtaget en våbenhvile, var den tæt på sammenbrud. Med Saudi Arabien i spidsen begynder de arabiske lande at true lande med kontakt til Israel med at lukke for olien, og ved den handling havde Mellemøstkrisen spredt sig til at blive en verdensomspændende konflikt.

I 1978-1979 indgik Israel og Ægypten en fredsaftale, med USA som mægler, den såkaldte Camp David-aftale. Aftalen betød, at Ægypten og Israel sluttede fred, og at der blev en forståelse mellem de tre lande. Aftalen betød også, at Ægypten ville få hele Sinai halvøen tilbage, da Israel ville trække sig ud over de næste tre år. Ægypten var på daværende tidspunkt meget afhængig af hjælp fra USA. Det begyndte at modtage økonomisk bistand fra USA, og Ægypten blev den næststørste modtager efter Israel og det første arabiske land, der anerkendte Israel. Dette gjorde USA ud fra et ønske om at skabe allierede i Mellemøsten.

Fra 1. Intifada til i dag 1987-2014[redigér | redigér wikikode]

Antallet af palæstinensere, der levede i flygtningelejre rundt om Israel, var vokset fra en halv million mennesker til seks millioner. Flygtningelejrene lå mod nord i Libanon og mod vest ved Gaza-striben. Palæstinenserne måtte ikke få statsborgerskab af Israel eller nogen af de andre arabiske lande, fordi de boede i flygtningelejre. Dette forhold medførte, at store grupper af palæstinensiske demonstranter drog gennem gaderne i Gaza og råbte religiøse slagord, viftede med flag og kastede med sten. De fleste demonstranter var unge og børn. Dette oprør kaldes intifada. Det var en asymmetrisk form for krig, der forvandlede Israel. Det var ikke længere muligt for israelerne frit at færdes i Jerusalems gamle by og på Vestbredden. Palæstinensernes sejr var i første omgang meget klar, fordi der gik billeder af bevæbnede børn rundt i hele verden, og kritikken af Israel voksede kraftigt rundt om i verden. Kritikken kom også fra de hjemlige fløje: Fra den hjemlige fredsfløj blev Israel anklaget for at løse sine problemer med vold og overtrædelse af menneskerettighederne. Fra den borgerlige fløj blev Israel anklaget for ikke at anvende tilstrækkelig magt. Intifadaen varede fra 1987-1992. Der døde 1100 palæstinensere som følge af sammenstød med israelsk militær. 160 israelere mistede livet.

Yitzhak Rabin kom i 1992- sammen med nyvalgte Bill Clinton – til magten. De tog for alvor fat på fredsprocessen i Israel. I 1993 mødtes Rabin og Arafat for første gang hos Clinton i Washington D.C., og de gav hinanden hånd og underskrift på Osloaftalen( Den hed Osloaftalen, fordi Rabin og Clinton havde mødtes hemmeligt og uofficielt i Oslo forinden.) Aftalen skulle betyde et palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza til gengæld for, at PLO anerkendte Israels eksistens og stoppede al terror. I 1995 blev Rabin dræbt af en jødisk fanatiker. Det skabte stor turbulens i Israels politik, og fredsprocessen blev stillet i bero efter valg af ny premierminister. I 2001 faldt fredsaftalen på gulvet. Årsagen var et elendigt forhandlingsklima, og at begge parter var gået ud over, hvad deres bagland ville acceptere. Efter at have stået meget tæt, stod palæstinensere og israelere længere fra hinanden end nogensinde før. 2. intifada begyndte.

Efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 blev der erklæret krig imod terror. Det fik Ariel Sharon til at formulere tre ”doktriner” 1. Yassir Arafat er en terrorist. Ingen forhandlingspartner 2. Israel må selv bekæmpe selvmordsangreb. 3. Der skal oprettes en selvstændig palæstinensisk stat.

2004-2007 ses islamistisk oprustning i tiden efter Arafat og Sharon. Efter Arafat og Sharon får Hamas en valgsejr i Palæstina i 2006. I sommeren 2006 kommer Hizbollah i Sydlibanon i krig med Israel.

I dag er situationen i Israel svært overskuelig, bl.a. pga. Irans atomoprustning, borgerkrigen i Irak samt den ustabile situation i Libanon. Disse forhold i den nære omverden gør behovet for en konstruktiv fredsproces presserende, men de skubber samtidig enhver dialog længere bort.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: