Den arabisk-israelske krig 1948
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Den Arabisk-Israelske krig 1948 | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948 |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 |
 Ægypten Syrien Transjordan  IrakPalæstinensiske iregulære Arabisk befrielseshær |
||||||||
| Ledere | |||||||||
| Yaakov Dori Yigael Yadin |
Glubb Pasha Abd al-Qadir al-Husayni† Hasan Salama Fawzi al-Qawuqji |
||||||||
| Styrke | |||||||||
| 29.677 ved udgangspunktet–108.300 i december 1948 | Ægypten: 10.000 ved start, stigende til 20.000 Irak: 5.000 ved start stigende til 15–18.000 Syrien: 2.500–5.000 Transjordan: 6.000–12.000 Libanon: 1.000 til start stigende til 2.000 (Pollack, 2004; Sadeh, 1997) Saudi Arabien: 800–1.200 Et ukendt antal yemenitiske trooper Arabisk befrielseshær: 3.500-6.000 |
||||||||
| Tab | |||||||||
| 6.373 (4.000 militære og omkring 2.400 civile) | Uvist (mellem 5.000 og 15.000) 750.000 palæstinensiske flygtninge |
||||||||
Den Arabisk-Israelske krig 1948, (Engelsk): 1948 Arab-Israeli War, af israelerne kendt som (Hebraisk): מלחמת השחרור, Frihedskrigen) og af palæstinenserne (Arabisk: النكبة, Nakba, "Katastrofen") var den første i en serie af krige som er udkæmpet mellem Israel og dets arabiske naboer i den langvarige Arabisk-Israelske konflikt.
Krigen, som begyndte øjeblikkeligt efter afslutningen af Mandatet den 15. maj 1948, og som hovedsagelig blev udkæmpet på Mandatets område, og en kort overgang også på Sinai halvøen, markerede en exodus af hundredtusinder af palæsinensere. Medens 1948 krigen blev afsluttet med våbenhvileaftalerne, sluttede den Arabisk-Israelske konflikt ikke dermed.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] FNs Delingsplan
Den 29. november 1947 vedtog FNs Generalforsamling en plan, FNs Generalsforsamlings Resolution 181, for at løse den Arabisk-Jødiske konflikt ved at dele Palæstina i 2 stater, en jødisk og en arabisk . Hver stat skulle bestå af 3 hoved-sektioner, forbundet af ekstra-territorielle veje ; den arabiske stat skulle også have en enklave ved Jaffa. Med omkring 32% af befolkningen, skulle jøderne have 56% af territoriet, et område som dengang rummede 499,000 jøder og 438,000 palæstinensere, skønt dette omfattede den svært beboelige Negev ørken i syd. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818,000 Palestinians og 10,000 jøder. I erkendelse af Jerusalem-området (inkl.Bethlehem) religiøse betydning, skulle dette være Corpus Separatum, administreret af UN.[1]
Skønt nogle jøder kritiserede visse aspekter af planen, blev resolutionen hilst velkommen af størstedelen af den jødiske befolkning. Det Zionistiske leaderskap accepterede delingsplanen som "the indispensable minimum,"[2] De var glade for den internationale anerkendelse, men kede af at de ikke fik mere.[3]
Argumenterende at delingsplanen var unfair overfor araberne, med tanke på befolkningsbalancen på denne tid, afviste repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og Den Arabiske Liga bestemt FNs handling, og afviste endda FNs autoritet til at blande sig i hele sagen. [4] De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til dets indbyggere, i overenstemmelse med FNs Charter. [5] I henhold til Article 73b af Charteret, skal FN udvikle selvstyre for folkene i et terriotorium under dets administration.
[redigér] Borgerkrigen i Mandatområdet 1947-48
I tiden umiddelbart efter FNs vedtagelse af delingsplanen, blev eksplosionen af glæde i den jødiske befolkning, balanceret af udtryk af utilfredshed i den arabiske befolkning. Snart udbrød der vold, og den blev stadig mere omfattende. Mord, afpresninger og mod-afpresninger hørte til dagens orden, dræbende dusinvis undervejs.
I perioden fra begyndelsen af december 1947 og til slutningen af januar 1948 anslår man at næsten 1000 mennesker mistede livet og 2000 blev såret. [6] I slutningen af marts, var tallet vokset til 2000 døde og 4000 sårede[7] Disse tal svarer til mere end 100 dræbte og 200 sårede pr. uge, i en befolkning på 2.000.000.
Fra januar blev operationerne mere militære, med interventionen i Palæstina a et antal regimenter af Den arabiske Befrielses-front, som delte sig ud omkring de forskellige kystbyer samt forstærkede Galilæa og Samaria.[8] Abd al-Qadir al-Husayni kom fra Ægypten med flere hundrede mand fra Helligkrig-hæren.
[redigér] Massakren i Deir Yassin
En faktor var en af israelske terrorister anstiftet massakre, natten til 9. april, på en arabisk landsby, Deir Jassin, vest for Jerusalem. Det er uvist hvor mange menneskeliv den krævede, men under indtryk af rygtet om rædslerne flygtede omkring 300.000 palæstinensere de følgende uger til nabolandene.
David Ben-Gurion erklærede den 14. maj 1948 Israel for en uafhængig og selvstændig jødisk stat, velvidende at det ville betyde krig, men også med erkendelsen af at nabolandene Syrien, Ægypten, Jordan, Libanon og Irak ikke kæmpede for deres egen stat.
Den afgørende faktor var lokale palæstinenseres angreb på konvojerne imellem den israelske hovedstad Tel Aviv og Jerusalem. Dette førte til manglen på basale fornødenheder i den jødiske halvdel af Jerusalem, hvilket fik staten Israel til at træffe beslutningen om at gå ind i det palæstinensiske område.
Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet Israel Defence Forces (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset i antal til 36.500 - dog meget slet udrustet, den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.
Briterne åbnede også de jødiske flygtninge-lejre på Cypern, hvor det jødiske forsvarsforbund, Haganah, op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 - 6.000 frivillige Machal, fra hele verden meldte sig i disse måneder til soldatertjeneste på israelsk side.
Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede israelske minører for, at broerne oppe på den libanesiske grænse blev sprængt, således at libanesiske kampvogne blev forhindret i at rulle ind. Om aftenen rykkede syriske topper ned fra Golan-højderne og, støttet af kampvogne, angreb to jødiske landbrugskollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage, indtil samtlige 42 indbyggere var blevet dræbt af syrerne. Den senere så legendariske general og forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".
Efter fire ugers krig og flere appeller fra de Forenede Nationer blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni 1948. Da krigen sluttede i juni 1949 i en endelig våbenhvile, havde Israel indtaget nye områder, mens nabolandet Jordan havde besat Vestbredden og halvdelen af Jerusalem, og Ægypten erobret Gazastriben. En meget stor del af den flygtede palæstinensiske del af befolkningen blev af FN-organisationen UNRWA interneret i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Gaza og Jordan.
[redigér] Noter
- ↑ Pappe, 2006, p. 35
- ↑ El-Nawawy, 2002, p. 1-2
- ↑ Morris, 'Righteous Victims ...', 2001, p. 190
- ↑ Gold, 2007, p. 134
- ↑ [http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/arab_invasion.html Arab League Declaration on the Invasion of Palestine May 15, 1948], Jewish Virtual Library.
- ↑ Special UN commission (16 April 1948), § II.5
- ↑ Yoav Gelber (2006), p.85
- ↑ Yoav Gelber (2006), pp.51-56
[redigér] Eksterne henvisninger
- Israel 1948 og Nakbaen (Katastrofen) - Emneliste med links til artikler, bøger og sites med debat og dokumentation om fordrivelsen af palæstinenserne i 1948 (På Modkraft.dk/Tidsskriftcentret)
[redigér] Se også
- Suez-krigen 1956
- Seksdageskrigen 1967
- Udmattelseskrigen 1969-70 (en:War of Attrition)
- Yom Kippur-krigen 1973
 |
Stub Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
