Den arabisk-israelske krig 1948

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Israels uafhængighedskrig)
Gå til: navigation, søg
Den arabisk-israelske krig 1948
De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948
De arabiske angreb mod Israel mellem den 15. maj og 10. juni 1948
Dato November 1947–marts 1949
Sted Mellemøsten
Resultat Israelerne udvidede deres territorium til at omfatte 68% af området.
Casus belli Israelsk ønske om ekspansion, og fjernelse af den oprindelige befolkning. Arabisk ønske om at tilbagerulle delingen af området.
Parter
Israel Israel Egypten Egypten
Syrien Syrien
Jordan Transjordanien
Libanon Libanon
Irak Irak
Saudi-Arabien Saudi-Arabien
Palæstinensiske iregulære
Arabisk befrielseshær
Ledere
Yaakov Dori
Yigael Yadin
Glubb Pasha
Abd al-Qadir al-Husayni
Hasan Salama
Fawzi al-Qawuqji
Styrke
29.677 ved udgangspunktet–108.300 i december 1948 Egypten: 10.000 ved start, stigende til 20.000
Irak: 5.000 ved start stigende til 15–18.000
Syrien: 2.500–5.000
Transjordanien: 6.000–12.000
Libanon: 1.000 til start stigende til 2.000 (Pollack, 2004; Sadeh, 1997)
Saudi Arabien: 800–1.200
Et ukendt antal yemenitiske trooper
Arabisk befrielseshær: 3.500-6.000
Tab
6.373 (4.000 militære og omkring 2.400 civile) Uvist (mellem 5.000 og 15.000)
750.000 palæstinensiske flygtninge

Den arabisk-israelske krig 1948 (engelsk: 1948 Arab-Israeli War, af israelerne kendt som: מלחמת השחרור, Frihedskrigen og af palæstinenserne som: النكبة, Nakba, "Katastrofen") var den første i en række krige mellem Israel og dets arabiske naboer i den langvarige arabisk-israelske konflikt.

Krigen begyndte, som en forsættelse af den allerede, igangværende borgerkrig, umiddelbart efter afslutningen af Mandatet den 15. maj 1948, og som hovedsagelig blev udkæmpet på Mandatets område og en kort overgang også på Sinai-halvøen, markerede en tvangsflytning af hundredtusinder af palæstinensere. Medens 1948-krigen blev afsluttet med våbenhvileaftalerne, sluttede den arabisk-israelske konflikt ikke.

FN's Delingsplan[redigér | redigér wikikode]

Deling af Palæstina i følge FN's plan.

Den 29. november 1947 vedtog FN's generalforsamling FN's Generalsforsamlings Resolution 181 for at løse den arabisk-jødiske konflikt ved at dele Palæstina i to stater: en jødisk og en arabisk. Hver stat skulle bestå af tre hovedsektioner forbundet af ekstraterritorielle veje (ikke undergivet områdets administration); den arabiske stat skulle have en enklave ved Jaffa. Jøderne, som udgjorde omkring 32% af den samlede befolkning, skulle have 56% af territoriet. Området med Negev-ørkenen i syd rummede på det tidspunkt 499.000 jøder og 438.000 palæstinensere. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818.000 palæstinensere og 10.000 jøder. I erkendelse af den religiøse betydning flere religioner tillagde Jerusalem-området med Bethlehem, skulle det være Corpus Separatum under FNs administration.[1]

Størstedelen af den jødiske befolkning hilste aftalen velkommen. Det zionistiske lederskab accepterede delingsplanen som "the indispensable minimum,"[2] De var glade for den internationale anerkendelse, men kede af at de ikke fik mere.[3]

Repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og Den Arabiske Liga afviste fuldstændig FN's handling som unfair og afviste endda FN's autoritet til overhovedet at blande sig i sagen. [4] De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til landets indbyggere i overenstemmelse med FN's Charter. [5] I henhold til Article 73b i Charteret, skulle FN udvikle selvstyre for folkeslagene i territoriet under FNs administration.

Borgerkrigen i Mandatområdet 1947-48[redigér | redigér wikikode]

Snart udbrød der vold, og den blev stadig mere omfattende. Mord, afpresninger og mod-afpresninger hørte til dagens orden.

Fra begyndelsen af december 1947 og til slutningen af januar 1948 døde måske 1000 mennesker, og 2000 blev såret. [6] I slutningen af marts, var tallet vokset til 2000 døde og 4000 sårede[7] Disse tal svarer til mere end 100 dræbte og 200 sårede pr. uge, i en befolkning på 2.000.000.

Fra januar blev operationerne mere militære, med interventionen i Palæstina af regimenter af Den arabiske Befrielses-front i kystbyerne samt forstærkede Galilæa og Samaria.[8] Abd al-Qadir al-Husayni kom fra Egypten med flere hundrede mand fra Helligkrig-hæren.

Massakren i Deir Yassin[redigér | redigér wikikode]

En væsentlig faktor til optrapning af konflikten blev en massakre anstiftet af jødiske terrorister natten til 9. april 1948 (få dage før uafhængighedserklæringen). Massakren var på beboerne i en arabisk landsby Deir Jassin vest for Jerusalem. Det er uvist hvor mange menneskeliv den krævede, men af den grund flygtede omkring 300.000 palæstinensere de følgende uger til nabolandene. Baggrunden for massakren var palæstinenseres angreb på forsyningskonvojerne mellem Tel Aviv og Jerusalem. Det førte til mangel på basale fornødenheder i den jødiske del af Jerusalem. Hemmelige planer beskrev, hvorledes anlæggelsen af en lufthavn kunne sikre Jerusalem forsyninger. Ulykken for landsbyen var, at det, trods beboernes kritik af angrebene på forsyningerne, var byens jord der skulle bruges til lufthavnen. Det fik organisationerne Irgun og Stern til at beslutte at gå ind i det palæstinensiske område.

David Ben-Gurion erklærede den 14. maj 1948 Israel for en uafhængig og selvstændig jødisk stat, vel vidende at det ville betyde krig og med erkendelsen af, at nabolandene Syrien, Egypten, Jordan, Libanon og Irak ikke kæmpede for deres egen stat.

Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet Israel Defence Forces (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset til 36.500. De var dårligt udrustet; den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.

Briterne åbnede de jødiske flygtninge-lejre på Cypern, hvor det jødiske forsvarsforbund Haganah op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og de blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 – 6.000 frivillige Machal fra hele verden meldte sig i disse måneder til soldatertjeneste på israelsk side.

Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede israelske ingeniørtropper for, at broerne på den libanesiske grænse blev sprængt, så libanesiske kampvogne blev forhindret i at angribe. Om aftenen rykkede syriske topper ned fra Golan-højderne og støttet af kampvogne angreb de to jødiske landbrugskollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage til samtlige 42 indbyggere var dræbt. Den legendariske senere general og forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".

Efter fire ugers krig og flere appeller fra de Forenede Nationer blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni 1948. Da krigen sluttede i juni 1949 med en endelig våbenhvile, havde Israel erobret nye områder, mens Jordan havde besat Vestbredden og halvdelen af Jerusalem, og Egypten havde erobret Gazastriben. En meget stor del af den flygtede palæstinensiske befolkning blev af FN-organisationen UNRWA interneret i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Gaza og Jordan.

Jødisk udvandring fra de arabiske lande i kølvandet på krigen[redigér | redigér wikikode]

Et andet umiddelbart resultat af krigen var de arabiske landes behandling af deres jødiske mindretal. I Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Yemen boede der tusinder af jøder. De arabiske landes nederlag i krigen mod Israel betød en stærk stigning i antisemitismen. Jødiske ejendomme blev konfiskeret, der var hærværk mod synagoger og andre institutioner, og mange jøder blev tvunget til at emigrere til det nye jødiske land. Men det er også et faktum, at staten Israel med alle midler har ønsket at jøder skulle emigrere til Israel, og det er derfor svært at sige noget om, hvor mange der i virkeligheden emigrerede frivilligt til Israel. Der er derfor stor debat om, hvorvidt at der overhovedet kan stilles lighedstegn mellem fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning, og den senere strøm af jøder til Israel fra de arabiske lande.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Pappe, 2006, p. 35
  2. El-Nawawy, 2002, p. 1-2
  3. Morris, 'Righteous Victims ...', 2001, p. 190
  4. Gold, 2007, p. 134
  5. Arab League Declaration on the Invasion of Palestine May 15, 1948, Jewish Virtual Library.
  6. Special UN commission (16 April 1948), § II.5
  7. Yoav Gelber (2006), p.85
  8. Yoav Gelber (2006), pp.51-56

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]