Jødekristen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Jødekristne betegner enten alle kristne som af fødsel er jøder, eller sådanne, som tilstræber at forene jødedom og kristendom. I mange tilfælde falder de to grupper dog sammen, da det ligger i sagens natur, at når jøder antog kristendommen, måtte de være tilbøjelige til at føre så meget som muligt af deres gamle religion med over i den nye.

Moseloven

Det drejede sig særlig om de mange ceremonielle bestemmelser i Moseloven og traditionen (omskærelse, sabbatsoverholdelse, renheds- og spiseforskrifter, se "Jakobsklausuler"), senere tillige om den jødiske monoteisme, der blev hævdet så strengt, at der ikke blev plads for Jesu guddom.

Stillingen til Moseloven blev meget hurtigt et brændende spørgsmål inden for kirken. Jesu første disciple og overhovedet den ældste menighed i Palæstina overholdt den utvivlsomt som noget selvfølgeligt; mén så snart kristendommen var nået ud til hedninger, opstod problemet; ville man over for disse fastholde kravet om opfyldelse af ceremonialloven, kunne kristendommen nemlig ikke vente at finde nogen synderlig tilslutning uden for de fødte jøders kreds, og det var da udelukket, at den kunne blive nogen universalreligion.

Hedningekristne

Missionen blandt hedningerne medførte imidlertid rent spontant den betragtning, at man ikke kunne pålægge de hedningekristne lovens åg, og først og fremmest apostlen Paulus udformede opfattelsen teoretisk og forsvarede den over for de jødekristelige angreb. Vi hører i Det Nye Testamente, at spørgsmålet blev behandlet på apostelkonventet i Jerusalem, og under hele sin virksomhed måtte Paulus kæmpe mod "judaistiske" dvs. jødekristelige modstandere, der rundt omkring i de af ham stiftede menigheder søgte at fremstille hans syn på Loven som en forvanskning af den sande kristendom, en svækkelse af dens moralske krav for at gøre den mere tiltalende i menneskers øjne. Der var vei nogle jøder, som for deres eget vedkommende overholdt Moseloven, men mente, at dette ikke var nødvendigt for de hedningekristne; imidlertid viste dette standpunkt sig i længden uholdbart i blandede menigheder, da der således ikke kunne være tale om bordfællesskab eller samkvem mellem de to grupper af kristne; jøder blev jo nemlig urene ved omgang med sådanne, som ikke overholdt Loven. I den græsktalende verden tabte det jødekristelige element derfor snart sin betydning, men i Palæstina og Syrien holdt det sig længere.

Jerusalems ødelæggelse

Omkring midten af 1. århundrede samlede de jøder sig om Jakob ("Herrens bror"). Jerusalems ødelæggelse år 70 var imidlertid et slemt slag for dem, skønt de fleste forinden var udvandrede til Pella i Jordan, og Hadrians forbud mod, at omskårne bosatte sig i Jerusalem, fordrev dem ganske fra deres gamle hovedstad. I den følgende tid svandt deres antal da også mere og mere ind; omkring 200 eksisterede de kun som små samfund (ebjonæere, nazaræere og lignende), som fra kirkens side betragtedes som kætterske. En del af jødekristendommen var da faktisk også ligesom tidligere jødedommen blevet revet med af den synkretistiske bevægelse, man plejer at kalde gnosticismen, som på Jesu tid og endnu tidligere rørte sig meget kraftigt i Østjordanlandet, Samaria og Syrien; pseudoklementinerne er vidnesbyrd om en sådan gnostisk jødekristendom.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.