JET

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
JET
Virksomhedsinformation
Branche Olieindustri Rediger på Wikidata
Organisation
Ejer Phillips 66 Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Virksomhedens hjemmeside
Virksomhedens hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Denne artikel omhandler en kæde af tankstationer. For forskningsanlægget til forskning i fusion, se Joint European Torus.

JET er et varemærke for tankstationer, som blev grundlagt i år 1953 i Yorkshire, England. Navnet er hentet fra den lokale geografiske kode på nummerpladerne. Siden foråret 1961 ejes JET af det amerikanske olieselskab ConocoPhillips, og har stationer i Storbritannien, Tyskland og Østrig. Frem til foråret 2014 havde JET også stationer i Danmark og Sverige.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

JET, som blev grundlagt i 1953 i Yorkshire, profiterede sig tidligt som en lavpriskæde. I foråret 1961 blev JET købt af det amerikanske Conoco, som også købte Sopi i Vesttyskland og Østrig. Dette køb omfattede knap 500 tankstationer. Senere i 1960'erne købte Conoco flere olieselskaber såsom det norditalienske Marathon, et antal tankstationer i Irland samt SECA i Belgien og Luxembourg. I 1970'erne købtes den tyske benzinkæde Klaus Salm, hvilket blev det sidste køb i 1970'erne på grund af oliekrisen i 1973. I stedet fokuserede selskabet på at vokse organisk. I 1980'erne begyndte Conoco igen at opkøbe olieselskaber på markeder, som de anså som vækstområder, som f.eks. det britiske Tenneco og det svenske ARA i 1981. I 1990'erne ekspanderede JET i stedet gennem organisk tilvækst, og opførte automatstationer i Finland, Norge, Spanien og Østeuropa. I starten af 2000'erne fusionerede Conoco med konkurrenten Phillips til det nye ConocoPhillips. Året inden fusionen frasolgtes stationerne i Italien til Shell og de irske stationer til Statoil. Også de britiske stationer blev frasolgt. I løbet af år 2004 købte ConocoPhillips en lille andel af det russiske olieselskab Lukoil, hvilket førte til at JET-stationerne i Belgien, Polen, Tjekkiet og Slovakiet blev omdøbt til Lukoil mens de finske stationer omdøbtes til Teboil. I løbet af 2009 blev de nordiske stationer solgt til Statoil og St1. I år 2014 fandtes JET stadigvæk som varemærke i Storbritannien, Tyskland og Østrig.[1]

Pr. oktober 2008 bestod JET af 727 stationer i Tyskland, 423 i Storbritannien, 203 i Schweiz og 142 i Østrig.[kilde mangler]

JET i Norden[redigér | rediger kildetekst]

Kæden JET blev etableret i Sverige i 1978, i Danmark i 1985 og i Norge i 1992.

Den 19. september 2007 meddelte ConocoPhillips, at de planlagde at sælge deres 274 ubemandede tankstationer i Norden, heraf 163 i Sverige, 39 i Norge og 72 i Danmark til det norske Statoil.[2] Den 21. september 2008 meddelte Europa-Kommissionen at man godkendte handlen på betingelse af at StatoilHydro solgte samtlige JET-stationer i Norge og 40 af de i alt 163 svenske stationer. Handlen omfattede til sidst at StatoilHydro overtog 123 stationer i Sverige og samtlige 72 stationer i Danmark.[3] De 80 af stationerne i Sverige samt alle stationerne i Norge solgtes til det finske St1.

Efter Statoils køb af JET-stationerne benyttede man i Skandinavien varemærket JET på licens. Fra og med den 7. april 2014 med start i Malmö og København blev de danske og svenske stationer omdøbt til Ingo.[4][5]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Conoco Group (Jet) road maps from Europe (på engelsk)". Arkiveret fra originalen 17. juli 2014. Hentet 3. august 2016.
  2. ^ Westerlund, Kenneth (19. september 2007). "Statoil köper Jet" (svensk). DN.SE. Hentet 3. februar 2020.
  3. ^ "StatoilHydro får tillåtelse att köpa JET, 22. oktober 2008 (på svensk)". Arkiveret fra originalen den 9. juli 2015. Hentet 3. august 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
  4. ^ Ritzau Info (4. april 2014). "JET skifter navn til INGO". Avisen.dk. Arkiveret fra originalen 28. august 2016. Hentet 20. maj 2016.
  5. ^ "JET blir INGO (på svensk)". Arkiveret fra originalen 20. juli 2016. Hentet 3. august 2016.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]