Jacob Berzelius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg "Berzelius" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Berzelius, se Berzelius (flertydig).
Berzelius ved Olof Johan Södermark 1843.

Jöns Jacob Berzelius (29. august 1779 i Väversunda, Östergötland 7. august 1848 i Stockholm) var en svensk kemiker.

Skønt tidlig grebet af kærlighed til kemien, måtte Berzelius, tvunget af de daværende forhold ved universitetet i Uppsala, hvor han studerede, uddanne sig som læge, og først da han 1807 udnævntes til professor i medicin og farmaci ved den medico-kirurgiske læreanstalt i Stockholm, hvor han havde virket som adjunkt siden 1802 samtidigt med at praktisere som læge, kunde han hellige sig de kemiske eksperimentelle arbejder, der blev af så gennemgribende betydning for kemien.

Med små midler og væsentlig uden hjælp udarbejdede Berzelius, særligt 1810-18 eksakte analytiske Metoder til kvantitativ Bestemmelse af talrige Grundstoffer, bestemte ved Hjælp af dem Atomernes relative Vægt og gav dermed et fast Grundlag for Daltons 1808 fremsatte Atomteori. B. betragtede oprindeligt den Vægtmængde af et Grundstof, der forener sig med l Atom = 16 Vgtd. Ilt, som Vægten af dets Atom, og i hans først meddelte Atomtalstabeller er derfor f. Eks. de monovalente (engyldige) Metallers Atomvægte opførte med det dobbelte af den virkelige Værdi, men ved Benyttelse af de efterhaanden fremkomne Holdepunkter: Gay-Lussacs lov, Avogadros lov, læren om isomorfi og Dulong og Petits lov om Atomvarmen lykkedes det Berzelius at opstille et Atomvægtssystem, der har staaet gennem Tiderne; og saa forbavsende nøjagtigt var B.’s eksperimentelle Arbejde, at de Ændringer, som vor Tids højt udviklede Teknik og Metodik, særlig gennem de af Jean-Servais Stas (1860-65) og senest af Theodore William Richards (siden 1906) gennemførte Arbejder, har foraarsaget i B.’s Atomvægtværdier, kun er ret ubetydelige.

Den af B. skabte analytiske Metodik anvendte han i det hele til omhyggelig Fastsættelse af de Mængdeforhold, i hvilke Grundstofferne forener sig til kemiske Forbindelser, der førte ham til Opstilling af et Mineralsystem paa kem. Grundlag (1812) og til Eftervisning af, at ogsaa de organiske Forbindelser følger de atomistiske Love (1814). – Aarsagen til, at Grundstofferne forbinder sig efter bestemte Vægtforhold, søgte B. i en for Atomerne ejendommelig elektrisk Polaritet og grundlagde paa denne Antagelse (1812) sin i 1819 udførligt udarbejdede elektrokemiske Teori i Forbindelse med den paa dualistisk Grundlag opbyggede Lærebygning, hvor B. første Gang (1814) benyttede det siden da anvendte kem. Tegnsprog.

For alle B.’s teoretiske Betragtninger dannede Eksperimentet det nødvendige Grundlag, og Kemien skylder ham derfor mangfoldige mønstergyldige Enkeltundersøgelser paa de forskelligste Omraader, bl. hvilke bør nævnes banebrydende Arbejder over Selen, Fluorforbindelser, Ferrocyanforbindelser, Sulfosalte, sjældne Mineralier og fysiol. vigtige Stoffer, over Druesyre og Vinsyre (med den skarpt hævdede Opfattelse af Begrebet Isomeri inden for den organiske Kemis Omraade), samt ogsaa de Arbejder, der førte B. til Fremstilling af Grundstofferne Silicium (1823), Zirkonium (1824) og Tantal (1824).

Af ikke mindre Bet. for Videnskaben blev B.’s omfattende litterære Virksomhed; sine talrige eksperimentelle Arbejder meddelte han først paa Svensk, dels i de af ham selv sammen med Hisinger o. a. 1806-18 udgivne »Afhandlingar i Fysik, Kemi och Mineralogi«, 6 Bd, der indeholder over 200 Afh. af B., dels i »Vetenskaps Akademiens Handlingar«, derefter i Datidens vigtigste videnskabelige Tidsskrifter; Afhandlingerne udmærker sig alle ved sjælden Klarhed, Grundighed og Omhyggelighed i Udarbejdelsen. Det samme gælder i udpræget Grad de 27 Bd »Årsberättelser om Fremstegen i Kemien«, som B., som livsvarig Sekretær ved Vetenskaps Akademien, 1821-48 afgav til dette, og som udkom i tysk Bearbejdelse: »Jahres-Bericht über die Fortschritte d. phys. Wissenschaften, der Chemie u. Mineralogie«  ved Fr. Wöhler; de indeholder ikke blot Redegørelse for alt, hvad der fremkom, men tillige en objektiv Kritik, baaret af dyb Indsigt og overlegen Tilegnelse, og vidner om enestaaende Arbejdsevne.

Det samme gør den af B. udg. »Lärbok i Kemien«, hvis. 1. Udg. udkom i 3 Bd 1808-18; 2. Udg., 4 Bd, 1825-31, blev overs. paa Tysk af Fr. Wöhler, 3. og 4. Udg., ligeledes 4 Bd, udkom kun paa Tysk, overs. efter B.’s Manuskript af Wöhler, medens 5. Udg. (5 Bd), 1843-48, blev udg. paa Tysk af B. under Medvirkning af Wöhler; B.’s fortrinlige Lærebog staar som Mønster for alle senere Tiders Lærebøger. Ogsaa B.’s »Föreläsninger i Djurkemien«, 1806-08, fortjener at fremhæves.

I 1815 overtog B. et for ham oprettet Professorat i Kemi ved førnævnte Læreanstalt, og talrige Kemikere søgte til ham; bl. hans Elever kan nævnes Brødrene Rose, Mitscherlich, Wöhler, Gmelin, Magnus, Mosander o. fl.; 1832 opgav han sin Lærergerning og udnævntes til prof. emeritus honorarius. Karl XIV Johan ophøjede 1818 B. i Adelsstanden, idet det som særlig Naade tilstedes B. at beholde sit Navn. og 1835 udnævntes han til Friherre; 1858 rejstes hans Statue i Sthlm.

Kilder[redigér | redigér wikikode]