Jacques de Molay

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men dens kilder er uklare, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.
Text document with red question mark.svg
Jacques de Molay, 1800-talls litografi af Chevauchet

Jaques de Molay var den 23. stormester for Tempelridderordenen. Hans henrettelse, som kætter i 1314 markerede et markant vendepunkt – nogen mener slutningen – for ordenen.

Molay var født i 1244 som søn af en lavere adelig familie. Det var samme år som Jerusalem blev endelig tabt til Muslimerne.

Han blev optaget i Ordenen i en alder af kun 21 år. Ceremonien blev udført af den engelske Tempel-mester Humbert of Pairaud, sammen med med Mesteren af det franske tempel, Aimery de La Roche.

Molay blev senere Mester for Templet af England, og i perioden mellem april 1292 og december 1293 blev han valgt til "Grand Master of the Order" – ordenens Stormester. Hans indsættelse skete på et for Ordenen meget vanskeligt tidspunkt i historien. Ordenen havde lidt store tab mod muslimerne, og var blevet tvunget til tilbagetrækning fra det Hellige Land. Han så det derfor som sin opgave at forsøge at sætte endnu et korstog i gang for at genvinde det Hellige Land, og søgte herfor nærmest desperat tilslutning fra Europas adelige, men det skulle ikke være.

Han opholdt sig i 1306 på Cypern, i det herværende hovedkvarter for tempelridderne, da han blev kaldt tilbage til Frankrig af Pave Clement V, for at diskutere en sammenlægning af Tempel Ordenen med Hospitallier Orden – en plan begge parter i øvrigt var voldsomme modstandere af.

Det var på denne tur at Jaques de Molay blev arresteret, fredag d. 13. August 1307, da han opholdt sig i templet i Paris.

Herefter fulgte en lang pinefuld periode for Molay. 7 lange år under inkvisitorisk tortur. Det var William Imbert der havde opgaven at tvinge de falske bekendelser og tilståelser ud af Molay. Tilståelser han siden hen trak tilbage foran Pavens kommission i Wien 26. november 1309: "Hvis Jeg, eller nogen anden Ridder, har afgivet en tilståelse over for Biskoppen af Paris, eller andetsteds, da har vi forrådt sandheden – Vi har givet ind overfor frygt, for fare, til vold, vi er blevet tortureret af vore fjender!"

Jaques de Molay forblev i fængslet i endnu 5 år, hvor han var i selskab af Geoffred de Charney, Hugh de Payraud og Guy de Auverene, indtil år 1314 hvor pave Clement satte en ny Kommission op denne gang ledet af biskoppen af Alba. Denne havde ikke det formål at forhøre medlemmerne af ordenen, men man tog deres skyld for givet, og bekymrede sig alene om at kundgøre dommen.

Selve henrettelsen var en meget offentlig affære. Den skete efter henvisning fra kong Philip 4. af Frankrig, 18. marts 1314 foran en stor forsamling af mennesker . Fangerne blev anbragt på et stort til lejligheden anrettet skafot, hvor biskoppen af Alba læste deres påståede bekendelser højt, og efterfølgende kundgjorde den afsagte livsvarige fængseldom. Stormesteren fik ordet og sagde henvendt til skaren. "Lige nu, en så forfærdelig dag som denne, og i de sidste stunder af mit liv, ser jeg falskhedens syndefuldhed, og da kan jeg lade sandheden triumfere. Jeg deklarerer deraf, for himlens og jordens åsyn, og vedkender, til min inderligste skam, at jeg har begået den største af alle synder nemlig den at anerkende den skyld der på så fej en vis er klaget mod Ordenen. Jeg bevidner – og sandheden pålægger mig så så – at den er uskyldig heri! Jeg gjorde den modsatte kundgørelse alene for at bryde den voldsomme smerte af torturen og for at blødgøre dem der udøvede den imod mig. Jeg kender den straf alle de Riddere der havde modet til at tilbagekalde lignende bekendelser, men dette frygtelige skue jeg kender til, kan ikke få mig til bekræfte løgn med løgn. Det liv jeg ville få herefter på denne svigagtighed, frasiger jeg mig uden anger."

Denne tale genklang i forsamlingen i en sådan grad af støtte for Ordenen og Molay, at rettergangen hurtigt blev afbrudt af Kommissionen. Sagens udvikling blev rapporteret til Kong Philip, som uden tøven underkendte dommen om livsvarigt fængsel. Han dømte – uden rettergang og enevældigt – Molay og Charney til døden. Mord af første grad om man så kan sige.

På øen Javiaux, i floden Seinen, overgav man de to riddere til flammerne. Det forlyder at de blev langsomt ristet over et varmt, røgfrit bål der forlængede deres lidelser idet deres kød langsomt kogte og blev sort. Molay insisterede på at deres hænder ikke blev bundet, sådan at de ikke kunne bede i disse sidste minutter af deres liv. Før han døde forbandede han både Kong Philip og Pave Clement, idet han stævnede dem begge til indenfor et år at stå for Gud, den højeste dommer, og svare herfor for deres gerninger. Hans sidste ord var: "Må det onde hurtigt tilkalde sig dem som så fejlagtigt har fordømt os – Gud vil hævne os", Geoffrey de Charney der var med ham i flammernes fagntag skal opfølgende have sagt: "Jeg vil følge min mesters vej, ham I som martyr har dræbt. Det er hvad i har gjort, om end I ikke indser det. Om Gud vil, da skal jeg, på denne dag, dø som han, i vor Orden."

Molays sidste ord skulle vise sig at blive hørt. Pave Clement V døde kun en måned senere, den 20. april – formentlig af mavekræft – og Philip 4. blev dræbt under en jagt d. 2. november samme år.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]