Jagten på Odin

Jagten på Odin er projekttitlen på en serie af pseudovidenskabelige arkæologiske udgravninger foretaget af Thor Heyerdahl, som foregik ved den russiske by Azov nord for Sortehavet. Det er også titlen på den følgende bog, som blev til i dialog med Per Lilliestrõm. Ved Heyerdahls død i april 2002 var udgravningerne netop afsluttet. Projektet er blevet mødt med stærk kritik, da den grundlæggende hypotese er i direkte modstrid med især gængse sprogvidenskabelige og historiske metoder.

Heyerdahls intention var at finde asernes (normalt opfattet som det oldnordiske gudefolk) oprindelse ved at følge Snorri Sturlusons beretninger fra midten af 1200 tallet i bl.a. Edda, Kongesagaerne og Ynglingesagaen. Snorri Sturluson fortæller os, at historierne om Odin og de andre guder i virkeligheden handler om et folk (ase- og vanefolket), der udvandrede fra et område omkring byen Azov til Skandinavien, på flugt fra det uovervindelige Romerske Imperium, der var ved at okkupere deres hjemland i kaukasus-området. De indfødte skandinaver var ifølge Snorri så imponerede over folkene fra Don (tidligere Tanakvisl), at de tillagde dem gudestatus. Ifølge beretningen var Odin heller ikke sen til, at profitere af denne nyvundne status i forhold et en skandinavisk befolkning, der fortsat befandt sig på jernalderniveau. Asefolkets egen chefgud hed i øvrigt Thor (der sandsynligvis også er en historisk person, og forfader til Odin), som i den senere folklore, både blev gjort til Odins søn, og en slags 'kollega' til Odin og de andre 'guder' i Valhal. Denne beretning er skrevet mere end 1000 år efter disse begivenheder angiveligt fandt sted. Beretningen tillægges derfor normalt ikke stor værdi som historisk kilde til en evt. indvandring til Skandinavien fra Asien.

Hovedtesen

Asefolket (anført af Odin og hans sønner) rejste nordpå, fra området omkring Azov ved Sortehavet, på den østlige side af floden Dons udmunding. De slog sig en tid ned i de saksiske områder i Nordtyskland, hvor Odin satte et par af sine sønner til at regere, inden han selv drog videre mod Fyn, for til sidst at slå sig ned i Sigtuna i Sverige (hvor han senere døde af sot), på et landområde han fik stillet til rådighed af kong Gylfe.

Thor Heyerdahl peger på mange navnesammenfald i sin forskning, bl.a. at Odin skulle have givet navn til hovedbyen på Fyn (hvor han bosatte sig en tid). Det er i hvert fald påfaldende, at netop Odense lyder meget hen ad Odins Ø. Denne teori er dog blevet generelt afvist i akademiske kredse. Derimod menes navnet Odense at stamme fra Odins Vi, som betyder Odins helligdom.

Udgravningerne

Udgravningerne, som blev foretaget i Azov, nær floden Dons udløb i Sortehavet, har vist, at Azov var beboet i den tidsepoke, hvor Heyerdahl postulerer asernes emigration fandt sted (omkring år 60 f.v.t., hvor den romerske ekspansion ind i Kaukasus begyndte). Heyerdahl hævder også at russiske skriftlige kilder fra Kaukasus-området ikke bare bekræfter eksistensen af Aserne og de iranske osseter; dem han beskriver som ”vore dages Odin-folk”– men også eksistensen af en historisk folkegruppe som levede i området ved Vansøen i det moderne Tyrkiet, og som han identificere som Vanerne.

Kritik

Heyerdahls Odin-projekt bliver af det akademisk-videnskabelige miljø anset som et klart eksempel på pseudoarkæologi, baseret på selektiv læsning af kilderne, og af en manglende forståelse, eller ligefrem mangel på vilje til at benytte grundlæggende videnskabelig metodologi.

Størstedelen af fundamentet for hans teorier er baseret på ligheder i navne på personer fra den norrøne mytologi og geografiske stednavne i Sortehavs- og Kaukasusregionen. Sammenligningen mellem disse navne er dog gjort helt uden at tage hensyn til moderne lingvistiske teorier. Fx mente Heyerdahl at byen Azov i Rusland har sit navn fra as-hof – asenes tempel. Blandt lingvister og historikere er det i dag alment accepteret at byen Azov fik navnet sit fra en tyrkisk befolkningsgruppe, over 1.000 år efter den periode, hvor Heyerdahl troede at aserne levede der. Heyerdahl peger desuden på lighederne mellem ordene asir og navnene på folkeslagene azeri og osseter fra Kaukasus, mellem gudenavnet Odin og det kaukasiske sprog udinsk og mellem gudenavnet Tyr og Tyrkiet, og mellem vaner (en gruppe norrøne guder) og ordet vannisk, som i en periode i det 19. og 20. århundrede blev brugt til at betegne et urartisk sprog, som i tidligere tider blev talt i området omkring Vansøen. Lingvister og historikere mener modsat Heyerdahl at det ikke er nogen grund til at tro at disse ligheder er andet og mere end tilfældigheder. Det fremstår som en svaghed ved Heyerdahls historieformidling, at han ikke i tilstrækkelig grad inddrager den vestlige sprogvidenskab, herunder accepterede teorier om sprogforandring.

Diakrone lingvister regner med, at guden Odin for 2.000 år siden blev kaldt *Wotanaz. Denne urgermanske betegnelse er ophav til den oldhøjtyske betegnelse Wotan og det oldengelske Woden, samt det norrøne (oldnordiske) navn Óðinn, hvori Heyerdahl ser en lighed med navnet på det udinske sprog, der fortsat er udbredt i Kaukasus. Da gudenavnet på det tidspunkt, han henlægger asemyternes oprindelse til, netop ikke var Óðinn, men formodentlig *Wotanaz, der har en betydeligt ringere lighed med sprognavnet, ses det tydeligt, hvordan Heyerdahls manglende anvendelse af diakron lingvistisk metode fører til pseudovidenskabelige antagelser.

Se også

• Pseudovidenskabelige teorier om nordisk religion
• Nordisk mytologi
• Nordisk saga

Litteratur

Projektet er beskrevet i bogen Jakten på Odin—På sporet av vår fortid af Thor Heyerdahl og Per Lillieström (ISBN 82-7201-316-9).

Eksterne henvisninger

• Bjornar Storfjell A personal account of an anthropologist who worked with Thor Heyerdahl
• Jakten på Odin J.M. Stenersens Forlag
• Odin var en asiatisk shaman Sammenfattende artikel i tidsskriftet Udfordringen