Jan Hendrik Scholten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jan Hendrik Scholten.

Jan Hendrik Scholten (17. august 1811 i Vleuten ved Utrecht10. april 1885) var en nederlandsk protestantisk teolog.

Scholten var fører for den moderne kritiske teologiske skole i Holland. Han arbejdede både på det dogmatisk-filosofiske område og på det nytestamentlige; på det sidste område vakte især hans isagogiske værker med deres ofte meget radikale anskuelser opsigt. Fra 1843 virkede han som professor i Leyden.

Blandt hans skrifter må nævnes: De leer der heervormde kerk, I—II (1848—50), Geschiedenis van Godsdienst en wysbegeerte (1853), en religionens og filosofiens historie, oversatdansk i forkortet form af R.R. Vestergaard (1886), Inleiding tot de schriften des N. T. (1853), De vrije wil (1859) og forskellige værker om evangelierne og om Paulus. Sin egen teologiske udvikling har han beskrevet i Afscheidsrede bij het neerlegen van het hoogleeraarsambt (1881).


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.