Jane Boleyn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jane Boleyn
Født ca. 1505
Død 13. februar 1542
Ægtefælle(r) George Boleyn
Forældre Henry Parker og
Alice St. John

Jane Parker Boleyn (født ca. 1505 – 13. februar 1542) var en engelsk adelskvinde, der levede under kong Henrik 8. af Englands regeringstid. Hun var svigerinde til kong Henriks anden kone, Anne Boleyn, og hofdame til hans femte kone, Catherine Howard som hun blev henrettet samtidigt med.

Begyndelsen[redigér | redigér wikikode]

Jane blev født i Norfolk, England, omkring år 1505. Hendes far, Henry Parker, og mor, Alice St. John tilhørte den rige overklasse hvor de var respekterede, havde gode forbindelse, og var politiske aktive. Hendes far havde en stor interesse for kultur og uddannelse, og Jane blev sendt til hoffet for at modtage undervisning inden hun var fyldt 15. Der blev hun tilknyttet husholdningen hos Kong Henriks første hustru Dronningen Katharina af Aragonien. Hun skulle angiveligt også have været på Guldbrokadelejren, da kongen fortog den berømte rejse for at knytte venskabelige bånd med den franske konge, Frans 1. af Frankrig [1].

Der findes ingen officielle portrætter af Jane, men man regner med at hun har været relativ køn, da hun blev udvalgt til at være en af skuespillerne/ danser til maskeraden i 1522. De syv danserinder blev udvalgt af hoffets damer udefra deres skønhed. To af de andre deltager var Janes senere svigerinder, Anne Boleyn og Mary Boleyn.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Sent i 1525 eller tidligt i 1526 indgik hun ægteskab med George Boleyn, bror til Anne og Mary Boleyn. På dette tidspunkt var Anne endnu ikke involveret med Kong Henrik, selvom hun allerede var en af de førende i selskabslivet. Hendes første møde med den meget mere sofistikerede og glamourøse Anne, skabte historien om at Jane med det samme hadede og misbillige hende. Imidlertid, hvis dette virkelig var sandt, findes der ingen beviser på dette hverken dengang eller i dag.

Som bryllupsgave til de nygifte gav kongen Jane og George herregården Grimston Manor, i Norfolk [2]. Efter ægteskabet fik hun titlen grevinde af Rochford, hvilken hun hurtig blev kendt under ved hoffet. Som Boleyn familiens rigdom og indflydelse voksede fik parret skænket paladset Beaulieu Palace, Essex, som deres faste residens [3]. Denne bygning dekorerede George og Jane med et overdådigt kapel, en tennisbane, et badeværelse med varmt og koldt vand, importerede tapeter, mahogni møbler og deres egen store samling af sølvtøj. Deres ægteseng var draperet i guld med en baldakin af hvid satin, sengetøj og et gult sengetæppe [4].

George og Janes ægteskabe bliver traditionelt blevet beskrevet som værende ulykkeligt, og historiker har antydet at grunden til dette har været George homoseksualitet. Den engelske historiker Alison Weir, skriver at ægteskabet var ulykkeligt; hovedsagligt på grund af George, selvom hun fastslår at hans seksualitet ikke kan fastslås officielt:” En talentfuld und mand... Han så godt ud og var meget promiskuøs. Faktisk, i følge George Cavendish; levede han i udsøgt tøj, fornøjede enker, begravede jomfruer i blomster … og det har været under diskussion om han muligvis udøvede sodomi og havde homoseksuelle tilbøjeligheder...” [5] Imidlertid har den seneste biografi om Jane afvist begge ting, og konkluderet at der ikke findes officielle beviser på om ægteskabet var lykkelig eller ulykkeligt, selvom mange mener at det må have været ulykkeligt.

Forholdet til hendes royale svigerinde, Anne, står ej heller klart, og der findes absolut ingen beviser på, hvordan hendes forhold var til Mary, der havde været ved hoffet lige så længe som Jane. Det bliver generelt antaget at Jane ikke var ovenud lykkelig for Anne, hvilket blev tilskrevet Janes store jalousi. Men Jane rottede sig dog sammen med Anne for at forvise en af kongens unge ukendte elskerinder fra hoffet i 1535. da kongen opdagede Janes andel i dette blev hun forvist fra hoffet et par måneder [6].

Georges henrettelse[redigér | redigér wikikode]

Efter at have været gift i elleve år blev George anholdt i maj, 1536, og sat i Tower of London, på grund af beskyldninger om at han havde været seksuel aktiv med sin søster, den daværende dronning Anne. Det var efter sigende Janes udsagn der gjorde det sidste til at han blev dømt: da hun under ed sagde at hun troede at han havde haft et forhold til Anne siden vinteren 1535; og dermed med al sandsynlighed var faderen til det foster som Anne aborterede tidligt i 1536. Der var angiveligt intet sandt i dette ifølge størstedelen af vidner, men de gav grobund til Boleyn familiens fjender der ønskede deres fald fra magten.

Janes vidneudsagn mod sin mand har måske været et udslag af ondskab; på grund af deres svære forhold og måske på grund af hendes jalousi over hans tætte forhold til Anne. Dette var konklusionen som eftertiden kom frem til. Efterfølgende har generationer af historiker også fundet ud af at Janes udsagn ved domstolen har været mere påvirket af andres mening end af hendes tro på deres skyld.

George Wyatt, hvis fader var Thomas Wyatt der personligt havde kendt Boleyn familien, beskrev Jane som:” en ondskabsfuld hustru, bøddel over sin egen mand, og ivrig efter at se hans blod. [7]” Historiker fra klunketiden pegede på at Janes halshugning i 1542 som værende moralsk berettigede da” den berygtede kvinde Rochford... kun fortjente dette for den skæbne hun forvoldte Anne såvel som sin egen ægtemand på deres vej til blokken.[8]

Dette negative syn på Jane bliver ændret af Julia Fox, den seneste til at skrive hendes biografi. Julia mener at Jane faktisk var en varm kvinde der aktivt støttede sin mand i hans forhold til Anne, og det var fjenderne i paladset der fordrejede sandheden om Boleyn familien i 1536, og dermed fik indflydelse på Janes vidneudsagn i retten. Om familiens fald skrev Fox:” Jane Rochford fandt sig selv i en malstrøm af intriger, insinuation og spekulationer. For da Cromwell kom til Jane havde han allerede nok til ikke kun at bringe Anne og hendes nærmeste til falds, men også at lovliggøre kongens ægteskab med Jane Seymour. Spørgsmålene til Jane skulle være kommet hurtige... Stående foran sådan nogle ubarmhjertige, usandsynlige spørgsmål havde Jane ingen muligheder end at svare... Jane ville være tvunget til at gennemtænke hver eneste lille hændelse der fandt sted.... men Jane har ikke været hurtig nok til at fortælle historier, så hun bukkede under for presset af de utallige spørgsmål... Og det var hendes svaghed under forhøret der gave hendes senere synder – glade for at have fundet en syndebuk til kongen for at have slået sin uskyldige hustru ihjel- det ammunition der skulle bruges for at skaffe beviser til kongen og ødelægge Anne og George... [4]

Enke[redigér | redigér wikikode]

George Boleyn blev halshugget den 17. maj, 1536, i Tower of London foran en hob af mennesker. Hans sidste tale handlede hovedsagligt om hans nyfundne protestantiske tro. Fire andre mænd, deriblandt en borgerlig, blev også halshugget samme dag på selvsamme grundlag som ham. Kun den borgerlige, en musikant, havde tilstået og det blev afsløret at han var blevet tortureret til det. Medlemmer af aristokratiet måtte ikke tortureres [9]. Anne blev halshugget to dage senere af en fransk sværd bøddel inde i Tower. Anne sidste tale blev efter henrettelsen ofte genfortalt og den almindelige mening ændrede sig til:” at Anne var en forurettet heltinde, kvik og god som den unge kvinde hun var, smuk og elegant.” Det er ikke sikkert om Jane var tilstede under henrettelserne af først sin mand og senere svigerinde.

Hvad enten forklaringen måtte være for Janes handlemåder i Boleyn familiens fald, og hendes følelser for det er, kan man med sikkerhed fastslå at tiden efter dette var hårde for hende både socialt og finansielt. Grundene som familien i Annes tid havde fået og bygget på, og havde gået i arv i fire generationer, inklusiv titlerne jarl af Wiltshire og jarl af Ormonde der gik i arv til sønnerne, blev med et taget fra familien. Jane forsatte med at bruge titlen grevinde af Rochford, men uden en søn, hvilket et hvert håb om forsvandt med henrettelsen af George, ville hun ikke kunne drage fordele af dette.

Nye intriger[redigér | redigér wikikode]

Efter sin mands henrettelse holdt Jane væk fra hoffet, hvor hun brugte tiden på at få sin økonomiske situation under kontrol, hvilket den kom med hjælp fra sin fader og ikke mindst fra kongens øverste minister, Thomas Cromwell. Boleyn familien tildelte hende en årlig pension på £100, præsis det samme beløb som Mary have modtaget da hun var blevet enke efter William Carey 8 år tidligere. Dette var langt fra det beløb hun havde modtaget da hun var den tidligere dronnings svigerinde, men det var nok til at holde et overklasse hjem, hvilket var vigtig da hun gennem 1536 og 1537 planlagde sin tilbagevenden til hoffet. Det er uvist præsis hvornår hun kom tilbage til hoffet, men hun tjente dronning Jane Seymour som hofdame, hvilket betyder at hun højst sandsynligt vendte tilbage til hoffet inden et år efter Georges død, da Jane Seymour døde efter kun 18. måneders ægteskab med kongen under fødselen af en dreng. Som grevinde havde Jane lov til at have et antal af tjenestefolk med sig, og hun blev stadig tiltalt Lady Rochford.

Efter Dronning Jane Seymours død indgik kongen ægteskab med en tysk prinsesse, Anne af Kleves, efter råd fra Thomas Cromwell. Jane skulle senere i retten som vidne sværge på at kongen og den daværende dronning aldrig havde fuldbyrdet deres ægteskab, hvilket gav kongen mulighed for at få sit ægteskab annulleret [10], og gifte sig med sin unge elskerinde, Catherine Howard. Senere opstod der dog et varm venskab mellem kongen og Anne, og hun besøgte ham ofte for at spille kort med ham, en passion de delte [8]. Men i starten var kongen rasende på Cromwell over dennes råd om ægteskab med Anne, hvilket i sidste ende kostede rådgiveren hovedet.

Jane beholdte sin plads som hofdame for den nye dronning, Catherine Howard, og fik hurtigt stor indflydelse på hende. Da den unge dronning hurtig blev træt af sin ældre og overvægtige ægtemand var det Jane, der organiserede de hemmelige møder mellem dronningen og den unge hofmand, Thomas Culpepper [11].

Da affærenv opdaget blev undersøgelser sat i gang, og i første omgang fik dronningen stuer arrest i sin lejlighed, men senere blev hun flyttet til husarrest på Syon Abbey, Middelsex, langt fra hoffet [12]. Hendes fortrolige og tjenestefolk blev udspurgte og mange fortalte om Lady Rochford underlige adfærd omkring Catherine og Thomas Culpepper, hvilket bragte Jane til en grundig efterforskning.

Efterfølgende blev et kærlighedsbrev fra Catherine til Thomas fundet, og deri stod hvilken rolle Jane havde haft med at arrangerer hemmelige møder mellem dem [13]. Dette var en forbrydelse der medførte fængsling, og døden i Tudor tiden. Jane blev bragt til Tower of London, hvor hun tilbragte adskillige måneder mens der blev besluttet hvilken straf hun skulle have og hvordan den skulle udføres.

Enden[redigér | redigér wikikode]

Under sin fængsling i Tower, hvor hun blev forhørt i adskillige måneder, undgik hun kun tortur fordi hun var adelig. Under det hårde psykologiske pres skulle hun angiveligt havde fået et nervøst sammenbrud, i begyndelsen af 1542, hvor hun derefter blev erklæret sindssyg. Hendes anfald af vanvid betød juridisk at hun ikke kunne gøres ansvarlig for dronningens utroskab, men siden kongen var opsat på at hun skulle straffes fik han lavet en lov der gjorde henrettelser lovlige at udføre på sindssyge [14].

Jane fik derfor dødsstraffen uden en retssag, og dagen for henrettelsen blev sat til den 13. februar, 1542, samme dag som Catherine skulle henrettes.

Jane der de forgående måneder i fængselet havde lidt adskillige nervøse sammenbrud, var denne sidste dag i sit liv afklaret og rank. Et øjenvidne, en købmand ved navn Ottwell Johnson skrev at:” deres sjæle må være hos gud for de fremstod gudfrygtig og kristne”, og at hun ”undskyldte for sine mange synder [15].” Ifølge Alison Weir skulle den unde dronningen ikke have være meget mere end 17 år, da hun døde, mens Jane var omkring 36- 37 år.

Henrettelsen blev udført af et eneste hug med øksen, og hun blev begravet i Tower of London ved siden af Catherine Howard, og tæt på gravene af Anne Boleyn og George Boleyn [16].

Bøger og film[redigér | redigér wikikode]

Jane findes i utallige bøger der handler om Anne Boleyn, og Catherine Howard.

Phillippa Gregory omtaler hende i sin fiktive romaner som ”To dronninger”, der handler om Catherine Howard, og i ”Kongens frille”, der handler om Marys liv før og efter kongen. Også i Margaret George bøger om, ”Henrik den ottende selvbiografi”, findes hun.

I BBC mini serie, ”The Six Wives of Henry VIII”, spillede den engelske skuespillerinde Shila Burell rollen som Lady Rochford. I år 2003 kom den 2 delte serie, ”Henry VIII”, hvor rollen blev spillet af engelske Kelly Hunter, der spillede overfor Helena Bonham Carter der havde rollen som Anne, Ray Winstone som Henrik, og Emily Blunt som Catherine Howard. I filmversionen af Philippa Gregorys roman, ”Kongens frille”, blev rollen som Jane Boleyn spillet af Juno Temple. I disse tv serie og filmversion blev Jane fremstillet som et politisk værktøj for sin mand, George Boleyn, onkel Jarlen af Norfolk.

Den irske/ canadiske tv-serie, ”The Tudor”, der blev indspillet imellem 2007- 2010 kunne man også finde Jane Boleyn. I denne udgave blev Jane og Georges ægteskab fremstillet som virkelig dårligt, på grund presset fra deres forældrene, og Jane må udstå den ydmygelse at finde sig i sin affære med Mark Smeaton. Men Jane bliver ikke fremstillet som hade Anne, og grunden til hendes forræderi mod Boleyn familien vises at havde grundlag i hadet til George.

Henvisninger og fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]