Jean-Louis-Ernest Meissonier

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jean Louis Ernest Meissonier
Meissonier.jpg
Jean Louis Ernest Meissonier
Født 21. februar 1815
Lyon
Død 31. januar 1891
Paris
Nationalitet fransk
Felt Slagmaleri
Periode Akademisk kunst
Inspirerede Édouard Detaille

Jean Louis Ernest Meissonier (21. februar 1815 i Lyon - 31. januar 1891 i Paris) var en fransk maler.

Meissonier blev oplært af Léon Cogniet og studerede gamle hollandske malere på gallerier. I begyndelsen tjente han penge ved at lave illustrationer af værker af Jacques-Henri Bernardin de Saint-Pierre og andre.

Efter debutarbejdet Borgere i Zaandam (1834), kom Det lille Bud (1836), Læseren (1840), og Skakpartiet (1841). Han fik inspiration fra især det 18. århundrede og stillelivets situationer. I en snes år malede han næsten udelukkende arbejder i denne art, ganske små billeder, lige til spillekortsformat: forgrundsfigurerne ofte ikke mere end en tomme, udførte, hvad form og bevægelse angår, med forholdsvis bred pensel. Her kan eksempelvis nævnes Et Parti Piquet (1845), Keglespillere, Soldater (1848), Bravi, Mand, der udvælger sig en Kaarde (1852), Holdt ved Kroen, Striden (1855), i større målestok end sædvanlig; Buckingham Palace i London og Hos Diderot.

På foranledning af Napoleon III kom Meissonier ind på det egentlige historiemaleri. Hovedværket her er det berømte, i forholdsvis stor målestok udførte i 1864 Napoleon med sin Stab på Tilbagetoget, der kan ses i BaltimoreWalters Art Museum. Hans maleri Napoleon i Slaget ved Friedland fra 1875 blev solgt til Metropolitan Museum of Art i New York for 300.000 franc.

De to billeder Napoleon III ved Solferino fra 1864, i akvarel fra 1859 og det endnu mindre: samme kejser til hest fulgt af sin stab kom til et Luxembourg-museum. I sin levetid var malerier af Meissoniers hånd i høj kurs, således blev Napoleon ved Marengo solgt for 154.000 franc og Skiltemaleren for 112.500 franc. Umiddelbart efter hans død dalede priserne, men er siden steget igen.

Det fantasifulde og den maleriske kælen for farvetonerne var ikke Meissoniers sag, om 1807 sagde Édouard Manet elskværdigt: "alt er Jern her, kun ikke Kyrasserne", men hans penselstrøg er beskrevet ras "indholdsrig og træffende prosa". [Kilde mangler] Hans malemåde var i betragtning af billedernes lille format overraskende bred. [Kilde mangler] Ifølge Chr. Blanc var han "flidens geni" og "de uendelig små tings geni".

Louvre i Paris ejer mange af hans arbejder, Musée Condé Kyrasseren 1805, Hamburger Kunsthalle En Rytter tager ind i et Værtshus, 1875, med flere, andre i Wallace-Collection i London og særlig i USA er mange af hans værker.

Man har 15 raderinger af ham og nogle litografier. Antonin Mercié har modelleret hans statue som står i Poissy i Paris.

Hans søn, Jean Charles Meissonier (1848—1917) var som så mange andre efterligner af faren. Jean Louis Ernest Meissonier, der selv var en glødende patriot [Kilde mangler] og var kaptajn i Nationalgarden under Den fransk-preussiske krig og fulgte med Napoleon under det italienske felttog, fik ikke ringe indflydelse på den berømte franske bataljemalerskole, Édouard Detaille var hans elev. [Kilde mangler] Han malede også portrætter, selvportrætter, Alexandre Dumas fils i naturlig størrelse og landskaber.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Litteratur frem til 1901[redigér | redigér wikikode]

  • J. Claretie, Ernest Meissonier, 1881
  • E. Hubrard, Ernest Meissonier, New York 1899
  • Julius Lange i Nutids-Kunst 1873, S. 295 ff.;
  • Biografier ved Larroumet, 1895, L.Bénédite, 1911
  • Alexandre, Histoire de la peinture militaire en France, Paris, 1891
  • Laurens, Notice sur Meissonier, Paris, 1892
  • Gréard, Meissonier, Paris og London, 1897
  • T. G. Dumas, Maîtres modernes, Paris, 1884
  • Ch. Formentin, Meissonier, sa vie—son œuvre, Paris, 1901
  • J. W. Mollett, Illustrated Biographies of Modern Artists: Meissonier, London, 1882

Ny litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Marc Gotlieb, The plight of emulation: Ernest Meissonier and French salon painting(Princeton University Press, 1996) ISBN 0-691-04374-4, ISBN 978-0-691-04374-6
  • Ross King, The Judgment of Paris (Walker & Company, New York 2006) ISBN 0-8027-1466-8
  • Patricia Mainardi, The end of the Salon: art and the state in the early Third Republic ( Cambridge; New York: Cambridge University Press, 1993) ISBN 0-521-43251-0

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: