Jean Paul

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jean Paul (Johann Paul Friedrich Richter)
1763-1825

Jean Paul, egentlig Johann Paul Friedrich Richter, (21. marts 1763 i Wunsiedel14. november 1825 i Bayreuth) var en tysk forfatter. Litterært står han mellem den såkaldte Weimar-klassik og romantikken. Navneændringen skyldes hans store beundring for Jean-Jacques Rousseau.

I sit andet år kom han med sine forældre til en landlig præstegård i nærheden af Hof og vænnedes her fra barndommen af til det stille indendørs liv, som altid senere var ejendommeligt for ham.

Han fik sin første undervisning i hjemmet og var allerede som dreng en udpræget læsehest, der uophørlig optegnede alt, hvad der havde vakt hans interesse, i sirlige bøger – til sidst et helt lille håndskrevet bibliotek. Da faderen døde, måtte hans moder og han selv leve af den understøttelse, bedsteforældrene kunne yde dem, men efter at også disse var døde, arvede slægten hele formuen, og moder og søn fik meget ublide kår.

1781—83 studerede den unge Richter teologi i Leipzig, var også optaget af æstetiske og filosofiske studier og blev især grebet af Rousseau og af 18. århundredes engelske romanforfattere, der senere fik en så afgørende indflydelse på hans egen digtning.

1784—86, da han levede hos sin moder i Hof, fortsatte han sine optegnelser og forberedte sig til den forfattervirksomhed, han higede efter. Han fuldendte her sin første bog, satirerne Grönländische Prozesse (1783—84), der allerede med sin brede fremstilling, sine episodiske indskud og parenteser bebuder den senere Jean Paul.

Huslærer

Han blev foreløbig huslærer på godset Torpen ved Leipzig og udgav 1789 sin anden bog Auswahl aus des Teufels Papieren, der ligesom den første fik en krank skæbne. Han forsøgte nu at grunde en elementarskole i Schwarzenbach, og han ledede den til 1794, da han forpint af gæld måtte vende tilbage til sin moder. Hos hende boede han nu til hendes død 1797. Lysten til forfatterskab var vågnet allerede på ny i Schwarzenbach, og han skrev bl.a. Das Leben des vergnügten Schulmeisterleins Wuz, der blev indlemmet i den ufuldendte roman Die unsichtbare Loge (1793).

I Hof skrev han Hesperus oder 45 Hundeposttage, eine Lebensbeschreibung (1795) og Das Leben des Quintus Fixlein (1796), hvormed han endelig grundede sit forfatterry, der yderligere blev fastslået med Blumen-, Frucht- und Dornenstücke, oder Ehestand, Tod und Hochzeit des Armenadvokaten F. St. Siebenkäs im Reichsmarktflechen Kuhschnappel (1796—97), der indeholder flere selvbiografiske træk.

Richter levede nu efter moderens død nogen tid i Leipzig og havde allerede vundet anerkendelse hos læseverdenen, der fandt behag i Siebenkäs' snart sentimentale, snart burleske skildringer. Fra Charlotte von Kalb, hans "titanide", modtog han på dette tidspunkt en indbydelse til Weimar, hvor især Herder viste ham bevågenhed, medens Goethe og Schiller indtog en mere forbeholden stilling til ham og hans digtning.

Weimar

I Weimar fik især Emilie von Berlepsch indflydelse på ham. Han arbejdede her på sin "anti-meister-roman" Titan (1800—03), der fastslog hans ry som en af tidens mest læste og beundrede skribenter, hvad der for så vidt var mærkeligt, som han er en af de mest ujævne og mest formløse forfattere, den tyske litteratur opviser. Han skolede dog sit talent, og leverede den betydningsfulde opdragelsesroman Die Flegeljahre (1804), humoresken Dr. Katzenbergers Badreise (1809), Des Feldpredigers Schmelzle Reise nach Flätz (1809) og Leben Fibels (H811). Også Levana, oder Erziehungslehre (1807) hører til digterens betydelige værker og er betegnende for hans interesse for sociale og pædagogiske spørgsmål. Hans Vorschule der Ästhetik (2. udg. 1913) vidner yderligere om hans studium af vigtige æstetiske problemer.

Han levede fra århundredeskiftet vekselvis i Berlin, hvor han ægtede Karoline Meyer (Caroline Mayer ?), i Meiningen, hvor hertug Georg interesserede sig for ham, desuden i Coburg og Bayreuth. Fyrsteprimas von Dalberg [1] skænkede ham en årlig understøttelse på 1000 gylden, som den bayerske regering senere udbetalte. I Bayreuth hvor hans statue rejstes 1841, boede han til sin død.

Vurdering

For eftertiden står Jean Paul som en digter, i hvem højst uensartede elementer kæmper om overmagten, hos hvem stærke følelsesudbrud og snærtende vid, fantastiske indfald og burlesk satire mødes. Han har beundrere, men også modstandere, få læsere, men mange kritikere. Han har påvirket Freytag, Keller, Vischer og Fr. Reuter.[2] Han skrev mod slutningen af sit liv en autobiografi: Wahrheit aus Jean Pauls Leben (1826).

Jean Pauls værk afspejler sin tids samlede verdensanskuelsesmæssige spektrum. Skønt E.T.A. Hoffmanns værk i sin grotestke komik står nær, så har han i egentlig forstand ingen efterfølger. Dog er Adalbert Stifter (1805-68) påvirket, og hos Wilhelm Raabes (1831-1910) findes talrige lån. Under alle omstændigheder kan også forfattere fra 1900-tallet som Georg Heym, Hermann Burger, Albert Vigoleis Thelen eller Arno Schmidt på grund af deres sprogartisteri (ty. Sprachartistik) og digressionskunst anses som arvtagere af den Jean Paulske prosa. Jean Paul nød i denne sene digtergeneration stadig den højeste anseelse.[3]

Noter
  1. Fyrsteprimas von Dalberg: se hertil Karl Theodor von Dalberg 1744-1817, friherre, ærkekansler, katolsk ærkebiskop af Mainz.
  2. "Han har påvirket Freytag, Keller, Vischer og Fr. Reuter." Det drejer sig muligvis om disse: Gustav Freytag 1816–1895, Gottfried Keller 1819–1890, Friedrich Theodor Vischer 1807–1887 og Fritz Reuter 1810-74.
  3. Denne del af vurderingen er fra den tyske artikel.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: