Jeg elskede dig i går

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jeg elskede dig i går
[[Image:{{{billede}}}|250px|]]
Originaltitel Le Mépris
Dansk titel {{{dansk titel}}}
Genre drama
Instrueret af Jean-Luc Godard
Produceret af Carlo Ponti
Georges de Beauregard
Joseph E. Levine
Manuskript af Jean-Luc Godard efter Alberto Moravias roman
Baseret på {{{original}}}
Medvirkende Brigitte Bardot
Michel Piccoli
Jack Palance
Musik af Georges Delerue
Fotografering Raoul Coutard
Klip {{{klipper}}}
Filmstudie {{{studie}}}
Distributør
Udgivelsesdato Italien 29. oktober 1963
Censur {{{censur}}}
Længde 103 min.
Land Frankrig Frankrig
Italien Italien
Priser
Sprog fransk, engelsk, italiensk, tysk
Budget $900.000 (estimeret)
Indtjening {{{indtjening}}}
Efterfulgte {{{forgænger}}}
Fortsættes i {{{fortsættelse}}}
på IMDb
Hjemmeside {{{hjemmeside}}}
DVD {{{DVD}}}
VHS {{{VHS}}}
Blu-ray {{{Blu-ray}}}

Jeg elskede dig i går (fransk: Le Mépris) er en fransk-italiensk film fra 1963 instrueret af Jean-Luc Godard med Brigitte Bardot og Michel Piccoli i hovedrollerne. Filmen er baseret på romanen af samme navn af Alberto Moravia.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Den amerikanske filmproducer Jeremy Prokosch (Jack Palance) får den velanskrevne østrigske instruktør Fritz Lang (spillet af ham selv) til at indspille en film baseret på Homers Odysseen. Prokosch er imidlertid utilfreds med den måde, hvorpå Lang behandler materialet og ansætter nu Paul Javal (Michel Piccoli) til at omskrive manuskriptet. Konflikten mellem det kunstneriske udtryk og de kommercielle interesser kommer til at forløbe parallelt med Pauls pludselige fremmedfølelse over for sin hustru Camille (Brigitte Bardot), som fjerner sig fra Paul, da hun kommer i selskab med Prokosch, der er en rig playboy.

Medvirkende[redigér | redigér wikikode]

Filmens temaer og referencer[redigér | redigér wikikode]

Filmen baserer sig på Moravias roman af samme navn med handlingen om et ægtepar, der gradvis bliver mere og mere fremmede for hinanden. Godard skaber i filmen en parallel til sit privatliv, hvor Paul, Camille og Prokosch dels svarer til Odysseus, Penelope og Poseidon, dels til Godard, hans hustru Anna Karina og en af filmens producere Joseph E. Levine. På et tidspunkt i filmen tager Bardot en mørk paryk på, hvorved hun næsten kommer til at ligne Anna Karina. Derudover kan Piccoli minde lidt om Bardots tidligere mand, Roger Vadim.

Undervejs i filmen oplever man en diskussion om Dantes Den guddommelige komedie, specielt canto XXVI af Inferno om Odysseus' sidste fatale rejse hinsides Herkules' Søjler, samt om Friedrich Hölderlins digt "Dichterberuf" ("Poetens kald").

Filmens tilblivelse[redigér | redigér wikikode]

Produceren Carlo Ponti var interesseret i et samarbejde med Godard, og denne foreslog en filmatisering af Moravias roman med Kim Novak og Frank Sinatra i hovedrollerne, men de afslog. Ponti foreslog i stedet Sophia Loren og Marcello Mastroianni, men det var Godard ikke interesseret i. Til slut valgte man Bardot, idet produceren insisterede på, at det ville være godt for indtjeningen, hvis man viste Bardots berømte sensuelle krop.

Som en kommentar til dette lavede Godard filmens indledning som en parodi på filmbranchens grådighed ved at vise lidt nøgenhed. Scenen blev indspillet, efter at Godard ellers anså filmen for at være færdig, fordi den amerikanske co-producer insisterede på at vise en nøgen Bardot. I filmen ser man Godard selv spille Fritz Langs assistent, der på sin karakteristiske vis får Lang til at forklare mange af Godards egne teorier og holdninger fra den ny bølge. Godard ansatte endvidere to ellers glemte filminstruktører fra den ny bølge, Luc Moullet og Jacques Rozier til filmen: Man ser undervejs Bardot læse i en bog om Fritz Lang skrevet af Moullet, og Rozier lavede en kort dokumentarfilm om optagelserne af Jeg elskede dig i går med titlen Le Parti Des Choses.

Filmen foregår i og blev optaget i Italien, dels i Cinecittà i Rom, dels i villaen Casa Malaparte på Capri. I en af filmens kendte scener ser man Bardot og Piccoli gå frem og tilbage i villaen, mens de skiftevis skændes og forsones. Scenen er optaget som en udvidet serie af optagelser fra kamera på dolly med naturlig lyssætning og i næsten realtid.

Versioner[redigér | redigér wikikode]

Filmen kom i tre forskellige udgaver: Fransk, italiensk og amerikansk. Den franske udgave er flersproget, hvor der tales både fransk, engelsk, italiensk og tysk, mens de to øvrige udgaver var eftersynkroniseret til deres egne sprog. Klipningen af de tre versioner er også forskellig, idet den franske og den amerikanske kun har meget små forskelle, mens den italienske version er omkring tyve minutter kortere. Desuden har den italienske udgave erstattet George Delerues musik med en helt anden type musik i form af ukontroversiel jazz skrevet af Piero Piccioni.

Modtagelse[redigér | redigér wikikode]

Filmen er ikke blandt de første, der fremhæves i Godards produktion, men den har dog fået nogle pæne kommentarer, fx Edward Buscombes vurdering: "En intelligent og elegant film med en chokerende slutning".[1] samt Colin MacCabes "the greatest work of art produced in post-war Europe".[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. (2007) Steven Jay Schneider 1001 film du skal se før du dør. Politikens Forlag, side 418.
  2. Philip Lopate (1997-06-22). "Brilliance And Bardot, All in One". The New York Times. http://query.nytimes.com/gst/fullpage.html?res=9403EFDD173EF931A15755C0A961958260. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]