Jimmy Carter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jimmy Carter
39. amerikanske præsident
Embedsperiode
20. januar 1977 – 20. januar 1981
Vicepræsident Walter Mondale
Foregående Gerald Ford
Efterfulgt af Ronald Reagan
76. guvernør i Georgia
Embedsperiode
12. januar 1971 – 14. januar 1975
Foregående Lester Maddox
Efterfulgt af George Busbee
Medlem af Georgia statssenate fra 14. distrikt
Embedsperiode
14. januar 1963 – 1966
Foregående Nyt distrikt
Efterfulgt af Hugh Carter
Valgkreds Sumter County
Personlige detaljer
Født James Earl Carter, Jr.
1. oktober 1924 (90 år)
Plains, Georgia
Politisk parti Demokrat
Ægtefælle(r) Rosalynn Smith Carter
Børn John William Carter
James Earl Carter III
Donnel Jeffrey Carter
Amy Lynn Carter
Alma mater Georgia Southwestern College
Union College
United States Naval Academy
Profession Landmand (jordnødder), Flådeofficer
Religion Baptist
Signatur
Militærtid
Værn United States Navy
Tjenestetid 1946 – 1953
Rang Løjtnant
Nobel prize medal.svg Nobels fredspris
2002

James Earl Carter, Jr. (kaldet Jimmy Carter, født 1. oktober 1924) var amerikansk præsident 1977-1981.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Jimmy Carter tjente i den amerikanske flåde som løjtnant i mange år. Hans faders død bevirkede dog, at han og hustruen måtte vende hjem til Plains, Georgia, for at passe familiens jordnøddefarm.

med sin hund, i 1937, omkring 13 år gammel.

Valgkampen 1976[redigér | redigér wikikode]

Carter, hvis politiske erfaring begrænsede sig til en 4-års guvernørperiode i Georgia, blev overraskende demokraternes præsidentkandidat i 1976, på trods af, at mange mere erfarne og kendte politikere opstillede.

Allerede i 1974, mens han stadig virkede som guvernør, satte han sig som mål at blive valgt til præsidentembedet ved valget i 1976. Han og hustruen turnerede USA rundt, og han gik fra at være "Jimmy Who" til en seriøs præsidentkandidat.

Der var i USA en udbredt politikerlede efter årene med Watergate, og den religiøse Carters budskab om aldrig at lyve over for det amerikanske folk, blev vel modtaget.

Under kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat udmanøvrerede han bl.a. et så prominent navn som Ronald Reagans efterfølger som guvernør i Californien Jerry Brown, der ellers var gået ind i valgkampen med ene det formål at holde Carter ude pgr.a. dennes mangel på politisk erfaring. Carter slog også Edward Kennedy, Lloyd Bentsen, Hubert Humphrey og Sargent Shriver samt Adlai Stevenson III og 17 andre kandidater.[1]

Modparten i valgkampen endte med at blive den siddende præsident Gerald Ford, der måtte igennem en hård kamp om præsidentnomineringen mod Californiens tidligere guvernør Ronald Reagan, inden han kunne tage kampen op mod Jimmy Carter. En kamp, der først endte ved Republikanernes partikonvent.

Valgresultatet 1976 (røde til Carter, blå til Ford)

Carter vandt præsidentvalget den første tirsdag i november 1976, efter en af de tætteste valgkampe i amerikansk historie. Allerede ved selve præsidentindsættelsen viste Carter den nye stil, da han og hustruen Rosalynn samt børnene forlod limousinen og gik til fods op ad Pennsylvania Avenue.

Dagen efter sin indsættelse opfyldte præsidenten et valgløfte ved at benåde dem, der havde undgået krigstjeneste i Vietnam ved fx at rejse til udlandet.

Indenrigspolitisk markerede præsidenten, at det var sparetider. Han iførte sig en sweater og skruede ned for varmen i Det Hvide Hus. Desuden solgte han den præsidentielle yacht. Samme år standsede han B1-bombeflysprojektet, hvilket medførte vrede ikke mindst blandt de traditionelle koldkrigere.

Efterhånden viste det sig ganske svært for præsidenten at få lovgivning gennem USAs Kongres: Han var blevet valgt som et modspil til det etablerede Washington, men nu viste det sig, at han af netop denne grund havde svært ved at samle flertal for sine lovforslag. Det blev ikke lettere af, at hans stab for en stor dels vedkommende udgjordes af mennesker han havde kendt fra sin tid som guvernør i Georgia, og disse blev i pressen kendt som The Georgia Mafia.[2]

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Mellemøst-fredsforhandlingerne[redigér | redigér wikikode]

Egyptens præsident Anwar Sadat og den israelske premierminister Menachem Begin med den amerikanske præsident Jimmy Carter i Camp David i 1978.

Udenrigspolitisk satte præsidenten fokus på menneskerettighederne, herunder afviklingen af kolonistyret i Afrika og fredsprocessen i Mellemøsten. I 1978 lykkedes det således præsidenten at få en fredsaftale i stand mellem Egyptens Anwar Sadat og Israels Menachem Begin.

Kort efter normaliserede Carter forholdet til Kina og underskrev SALT II-aftalen med Sovjetunionen.

Strategic Arms Limitation Talks (SALT II)[redigér | redigér wikikode]

Præsident Jimmy Carter og generalsekretær Leonid Bresjnev underskriver SALT II aftalen 18. juni, 1979 i Wien

Et særligt udenrigspolitiske område som Carter arbejdede hårdt for, var SALT II-aftalen, som reducerede det antal atomvåben-sprænghoveder, som blev produceret og/eller opretholdt af både USA og Sovjetunionen. Det var Gerald Ford og Richard Nixon som fik SALT I aftalen i stand, der havde reduceret antallet af atomvåben, som blev produceret, men Carter havde ønsket en yderligere reducering. Det var hans hoved-mål – som det blev gjort klart i hans Indsættelsestale (Inaugural Address) – at atomvåben skulle fjernes fuldstændig fra jordens overflade.

Carter og Leonid Bresjnev nåede en aftale herom i slutningen af 1979 — SALT II aftalen, trods kongressens modstand mod at ratificere den, fordi mange var af den opfattelse, at det svækkede USAs forsvar. Efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i slutningen af 1979, trak Carter aftalen tilbage fra godkendelses-proceduren i kongressen, og aftalen blev aldrig ratificeret- skønt den var underskrevet af både Carter og Brezhnev. På trods af dette, levede begge parter op til forpligtelserne, som der var blevet enighed om under forhandlingerne.

USSR invaderer Aghanistan[redigér | redigér wikikode]

Juledag 1979 invaderede USSR Afghanistan. Det blev besluttet, at USA skulle støtte modstandsbevægelsen i Afghanistan med våben, her i blandt Stinger-missiler rettet mod sovjetiske helikoptere, og det menes af mange, at USA dermed selv væbnede den styrke, der siden skulle sprede terror på amerikansk jord.[3] Invasionen af Afghanistan førte desuden til, at præsidenten i sin State of The Union-tale i 1980 fremsatte Carter-doktrinen samt at USA boykottede De Olympiske Lege i Moskva i 1980.

Imidlertid begyndte de problemer, der skulle hjemsøge resten af Jimmy Carters præsidentperiode, i Iran.

Shahen af Iran var efterhånden grundigt upopulær – ikke mindst på grund af sekulariseringen af Iran – og ayatollah Ruhollah Khomeini styrede fra Paris det oprør, der efterhånden førte til shahens fald. En forsmag på dette fik USA i 1977, da shahen gæstede Washington og blev mødt med store demonstrationer foran Det Hvide Hus.

Shahen drog i eksil i 1979, men blev snart efter alvorligt kræftsyg, hvilket betød, at han måtte indlægges på et hospital i USA, hvor han siden udåndede. Episoden blev så uheldigt håndteret, at det skabte en udbredt mistro mod USA blandt gamle allierede – og nye fjender.

Den 4. november 1979 besatte iranske studenter den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 amerikanere som gidsler. I begyndelsen af gidselkrisen samledes det amerikanske folk bag deres præsident, men da forhandlinger, indefrysning af iranske pengebeløb og et fejlslagent befrielsesforsøg ikke førte nogen vegne, svandt opbakningen.

På 1 års dagen for besættelsen af ambassaden, var der præsidentvalg i USA.

valgresultatet i 1980

Præsident Carter's nederlag til den republikanske modstander Ronald Reagan var så massivt, at Carter ringede og gratulerede Reagan med sejren, inden de sidste valgsteder var lukket. Carter vandt blot fire af de 50 amerikanske stater – til det sidste var der tvivl om, hvorvidt han ville vinde sin hjemstat, Georgia.

I perioden indtil vagtskiftet i Washington den 20. januar 1981 arbejdede Carter-administrationen febrilsk på at få de 52 gidsler hjem, mens Carter stadig var præsident. Det lykkedes at få en aftale i stand med iranerne, men gidslerne blev først sat fri i det øjeblik, da Ronald Reagan havde aflagt præsidenteden. Det var derfor i egenskab af præsident Reagans særlige udsending – ikke længere som præsident – at Jimmy Carter modtog de hjemvendte gidsler, da de satte fod på tysk jord.

Efter præsidentperioden[redigér | redigér wikikode]

Jimmy Carter i 1991 med Gerald Ford, Richard Nixon, George H. W. Bush, og Ronald Reagan ved indvielsen af Reagan Presidential Library.

Carter fredscenter[redigér | redigér wikikode]

Efter sin præsidentperiode har Jimmy Carter oprettet et fredscenter, The Carter Center, der monitorerer situationen rundt omkring i verden og bl.a. overvåger valg, når der er risiko for valgsvindel samt bekæmper sult og analfabetisme. Ekspræsidenten deltager endvidere i husbygningsprojekter for hjemløse og underviser fortsat i søndagsskolen i Plains, Georgia. Han har desuden skrevet et væld af bøger om såvel sin præsidentperiode som kunst og kultur samt sine oplevelser omkring det at blive ældre.

Jimmy Carter er ofte blevet kaldt "verdens bedste ekspræsident" på grund af sin humamitære indsats. Samtidig må det dog nævnes, at han ikke mindst i USA møder stærk modstand, fordi han ofte går imod USA's officielle politik. I april 2007 kaldte Carter præsident Bush for en af de dårligste præsidenter nogensinde, hvilket fik Bush's talsmand til at kalde ekspræsidenten for "irrelevant".

Nordkorea[redigér | redigér wikikode]

I 1994 fik Jimmy Carter overtalt præsident Clinton til at sende ham på en mission til Nordkorea. Nordkorea havde udvist undersøgere fra IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur, og truede med at begynde at forarbejde brugt atombrændsel. Carter mødtes med den nordkoreanske præsident Kim Il Sung, og det resulterede i Rammeaftalen ( Agreed Framework), under hvilken Nordkorea indvilligede i at stoppe forarbejdningen af atombrændsel til gengæld for en genoptagelse af normale relationer, olieforsyninger og to letvandsreaktorer som afløsning for dets grafitreaktorer.

Rammeaftalen forhandlet på plads af Jimmy Carter blev lovprist vidt og bredt som en diplomatisk landvinding, som fik Nordkorea ud af isolationen.

Cuba[redigér | redigér wikikode]

Carter besøgte Cuba i 2002 og blev modtaget af Fidel Castro. Carter er dermed den eneste amerikanske præsident, der personligt har hilst på Castro. (Nixon mødtes med Castro i 1959, men han var dengang vicepræsident). På Cuba mødtes Carter endvidere med modstandere af Castro-styret. Han udtalte da, at USA's embargo mod Cuba, den har varet siden 1960, burde ophøre.[4]

Nobels fredspris[redigér | redigér wikikode]

Jimmy Carter fik Nobels fredspris i 2002 for årtiers vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder og for at fremme økonomisk og social udvikling.

Præsident Carter (til højre), går sammen med, fra venstre: George H.W. Bush, George W. Bush og Bill Clinton ved indvielsen af William J. Clinton Presidential Center and Park i Little Rock, Arkansas, 18. november 2004

Carter om Den israelsk-palæstinensiske konflikt[redigér | redigér wikikode]

"Palestine: Peace Not Apartheid"[redigér | redigér wikikode]

Bogen Palestine: Peace Not Apartheid fra 2006 har bragt ekspræsidenten på kant med en del af det jødiske samfund i Amerika, på grund af ordet "apartheid" i titlen samt en uheldigt formuleret sætning der antyder, at palæstinenserne kan fortsætte selvmordsbombningerne indtil Israel giver dem bedre forhold. Carter undskyldte for den uheldigt formulerede sætning på Brandeis universitetet i Massachusetts den 23. januar 2006, men ville ikke undskylde bogens titel, der baserer sig på forskelsbehandlingen af jøder og palæstinensere i Israels besatte områder.

På grund af ovennævnte bog har 14 medlemmer af The Carter Center's bestyrelse forladt institutionen.

Carter: "Israels behandling af palæstinenserne en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne på planeten lige nu."[redigér | redigér wikikode]

På en bogmesse i Wales den 25. maj 2008, udtalte Jimmy Carter, at "udsultningen og indespærringen af 1,6 millioner palæstinensere er en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne, som sker nu,- noget sted på planeten." Han citerede statistikker, som han sagde viste, at nærings-indtaget for nogle palæstinensiske børn var under niveauet for børn i Afrika syd for Sahara[5] Han sagde videre at Storbritannien havde en rolle at spille i, at fordømme Israels behandling af palæstinenserne. "Jeg kunne tænke mig Storbritannien sige: Dette er ikke rigtigt og jeg er for en gang skyld uenig med mine venner i USA, og vi mener at palæstinenserne i Gaza bør behandles med respekt for alle menneskerettigheder." Præsidenten sagde videre, at palæstinenserne udsættes for horribel behandling, og tilføjede: " at se Europa gå med til det, synes jeg er beskæmmende. Det burde være beskæmmende. Der findes ingen grunde, som berettiger at folk behandles på denne måde."[6]

Carter om tortur-politik[redigér | redigér wikikode]

Da han blev spurgt om sine følelser overfor den tortur politik, som George Bush har sanktioneret overfor terror-mistænkteGuantanamo, svarede han: "Forlegenhed og Forfærdelse og Fortvivlelse", og at han håbede, "at den næste præsident for Amerikas Forenede Stater, hvad enten han er republikaner eller demokrat, offentligt vil tilkendegive, permanent og på global basis, at vores land vil aldrig igen tortere en fange og vi vil for fremtiden overholde betingelserne i internationale aftaler."[6]

Carter: "Israel har 150 atomvåben"[redigér | redigér wikikode]

Som svar på et spørgsmål om hvad der burde være USAs politik overfor et atombevæbnet Iran, sagde han, at ethvert land bevæbnet med atomvåben vil have overvældende odds imod sig. " USA har mere end 12.000 atomvåben, Sovjetunionen (sic) har omkring det samme, Storbrittanien og Frankrig har askillige hundrede og Israel har 150 eller mere", sagde han.[5]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

(udv. titler)

  • Why not the Best? – 1976
  • Keeping Faith – Memoirs of a President – 1982
  • The Virtues of Aging – 1998
  • The Personal Beliefs of Jimmy Carter: Winner of the 2002 Nobel Peace Prize – 2002
  • Our Endangered Values: America's Moral Crisis – 2005
  • Just Peace: A Message of Hope – 2006
  • Palestine: Peace Not Apartheid – 2006
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]