Johan Anton Frederik Hoffmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johan Anton Frederik Hoffmann

Johan Anton Frederik Hoffmann (28. juni 1818 i Frederiksstad4. maj 1864 i Bogense) var en dansk officer.

Baggrund og jernbaneingeniør[redigér]

Han var født i Frederiksstad og søn af derværende borger J.F.P. Hoffmann (f. 1795 d. 1839) og Marie Elisabeth f. Maniens (1795-1872), blev kadet 1832, sekondløjtnant ved Oldenborgske Infanteriregiment 1837, forsat til 7. bataljon 1842 og samme år forfremmet til premierløjtnant ved 2. bataljon. Ved siden af sin militære uddannelse havde Hoffmann, der var af en virksom natur og fortrinlig praktisk anlagt, fundet lejlighed til at sætte sig ind i landinspektørforretninger og forskellige forhold vedrørende jernbaneanlæg, og i 1846 lod han sig stille uden for nummer i Hæren og medvirkede under den engelske overingeniør William Radford som sektionsingeniør ved anlægget af den første danske jernbane fra København til Roskilde. I forbindelse hermed kan anføres, at Hoffmann senere blev benyttet af Indenrigsministeriet til at udsøge jernbanelinjer i Fyn og Jylland og var dets konsulent ved ekspropriationerne, ligesom han sammen med senere jernbanedirektør, etatsråd Niels Henrik Holst sendtes til England for at gøre sig bekendt med dampfærgerne.

De slesvigske krige[redigér]

1848 indtrådte Hoffmann på ny i nummer og rykkede i felten med 3. reservebataljon, hvorfra han det følgende år, efter at være blevet udnævnt til kaptajn, overgik til 5. forstærkningsbataljon. 1850, få dage efter slaget ved Isted, stilledes han til rådighed for det på Hærens højre fløj under Schepelern opererende vestkorps og attacheredes oberstløjtnant Hans Helgesen, der 7. august i spidsen for korpsets avantgarde fravristede fjenden Frederiksstad, og hans navn knyttedes under det påfølgende mindeværdige forsvar af denne hans fødeby fast til Helgesens som dennes uforfærdede, dygtige og trofaste hjælper og rådgiver. Efter krigens ophør fulgte han Helgesen til Slesvig og fungerede som adjudant ved kommandantskabet der indtil 1853, da han blev ansat som kompagnichef ved 16. bataljon, hvorfra han 1856 forflyttedes til 22. bataljon, 1863 til 13. bataljon. I slutningen af sidstnævnte år, da krigen stod for døren, stilledes han til rådighed for 4. infanteribrigade, der kantonnerede i og om Frederiksstad, og da brigadens chef, generalmajor Ernst Wilster, 9. februar 1864 overtog kommandoen over 3. armédivision, blev Hoffmann ansat som stabschef ved divisionen. Hoffmanns virksomhed i denne nye stilling blev dog brat afbrudt. 8. marts, under forpostkampen ved Fredericia ud for Havreballegård, sprang en granat midt i den på landevejen øst for Stovstrup værende divisionsstab og sårede Hoffmann så alvorligt, at han måtte gennemgå amputation, og at døden påfulgte 4. maj på lazarettet i Bogense. Umiddelbart forinden sin død var Hoffmann blevet forfremmet til major. Han blev Ridder af Dannebrog 1850 og siden Dannebrogsmand.[1]

Han var gift med Caroline Vilhelmine f. Flor (21. februar 1822 – ), datter af bataljonskirurg Hans Flor (1771-1838) og Martha Elisabeth f. Joenstrup. Hoffmann er bl.a. mindet i Frederiksberg Kirke.

Kilder[redigér]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.