Johann Albrecht von Korff

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johann Albrecht von Korff.

Johann Albrecht baron von Korff (16977. april 1766) var en russisk gesandt i bl.a. Danmark.

Korff blev født på Rengenhof i Kurland. Han var russisk gesandt i Danmark fra 1740 til sin død, med undtagelse af årene 1746-47, da han var ambassadør i Stockholm.

Hans optræden som diplomat er skildret som pågående, overmodig og undertiden uforskammet; men han handlede vistnok overensstemmende med sin regerings bestemte pålæg.

Før han kom til Danmark, var han præsident i Videnskabsakademiet i Sankt Petersborg og optrådte der som mæcen samt udrustede en ekspedition til Kamchatka i videnskabeligt øjemed. Han samlede efterhånden et meget stort bibliotek (36,000 bind) med mange sjældne og kostbare værker. Her var, hedder det, hans kæreste opholdssted, og han stillede i København med stor liberalitet sin bogsamling til benyttelse for videnskabsmænd. Dette bibliotek blev mod slutningen af Korffs liv købt af kejserinde Katharina 2. af Rusland for 50,000 rubler for at hjælpe ham til betaling af sin gæld. Efter hans død blev det sendt til Rusland og for en del senere skænket til universitetet i Helsinki.

Efter alt at dømme var han en højt dannet mand med alsidige interesser. Han kendte efter Johan Clemens Tode endog medicinsk litteratur.

Han var stifter af den københavnske frimurerloge St. Martin i november 1743.

I eftertiden er hans navn blevet knyttet til et rygte omkring skuespillerinden Caroline Thielo (1735-1754). Thielo døde som 19-årig meget pludseligt, sansynligvis af en feber. Korff var angiveligt hendes elsker, og Thomas Overskou fortæller at et rygte florerede at Thielo havde formået at aflokke Korff oplysning om nogle hemmelige frimurertegn, og at Korff som følge af dette havde beordret sin tjener til at årelade Thielo til hun døde. Historien er digt, og synes ikke at have været gængs før Overskous værk udkom i 1856.[1]

Korff døde i København, og hans døsfald medførte mange nekrologer og sørgedigte i den danske presse.[2]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. K.L. Bugge, 1910, s. 374-82.
  2. K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 2, 1927, s. 90-91. Her er to sørge-digte aftrykt.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 1, 1910, s. 79-81.