Johann Joachim Spalding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anton Graff: Johann Joachim Spalding, 1800

Johann Joachim Spalding (1. november 171425. maj 1804) var en tysk protestantisk teolog, salmedigter, populærfilosof og den mest kendte fortaler for neologien.

Spalding havde skotske aner og var søn af præsten i byen Tribsee. Efter en grundlæggende privatundervisning af faderen gik han på gymnasiet i Stralsund. Efterfølgende studerede han fra 1734 filosofi, teologi og oldsprogene på universiterne i Rostock[1] og Greifswald.

Han tjente til sit ophold som huslærer samtidig med at han læste til eksamen. Efter at have opnået at få tildelt titlen "dr. theol." blev han 1735 ansat som hjælpepræst i sin fødeby.

1745 avancerede Spalding i Berlin til sekretær for den svenske gesandt von Rudenskjöld. 1748 debuterede han med værket Betrachtung über die Bestimmung des Menschen ("Betragtninger over menneskets bestemmelse"). Dette korte værk blev udgivet anonymt i Greifswald og kan i dag med rette anses som værende den tyske oplysningstids teologiske manifest. Spaldings bog er med sin indre monolog helt rettet mod den kristne åbenbaring og dogmatiske autoritet. Den fremstiller der hvordan individet uden brug af disse af sig selv opnår sikkerhed om sin "udødelighed" ved hjælp af "sanselighed", "åndens herredømme", "dyd" og "religion".

1755 udnævntes Spalding til sognepræst for Lassan. Her gifter han sig med Wilhelmine Gebhardi fra Stralsund. Han fik to sønner med hende: den senere jurist Karl August Wilhelm Spalding og filologen Georg Ludwig Spalding. 1757 blev Spalding præst i Barth. 1762 dør hustruen; efter udstået sørgeperiode gifter han sig igen, denne gang med Maria Dorothea von Sodenstern.

Ved årsskiftet 1763-64 havde Spalding fornemt besøg fra Zürich: Johann Heinrich Füssli, Felix Hess og Johann Caspar Lavater boede i denne tid som gæster i hans hjem.

1764 kaldte kong Frederik 2. af Preussen Spalding til domprovst for St. Nicolai-kirken i Berlin og udnævnte ham desuden til konsistorieråd. I denne kirke og i St. Marie-kirken fik Spalding igennem sine prædikener en stor indflydelse og blev kendt langt ud over byens grænser. I denne periode blev Spalding også nær ven af forfattererne Ewald Christian von Kleist og Johann Wilhelm Ludwig Gleim. Spalding øvede stor indflydelse på teologerne August Friedrich Sack og Siegmund Jacob Baumgarten og vandt dem for sine oplysningsteologiske idéer. Efter det Wöllnerske religionsedikt fra 1788 nedlagde Spalding alle sine embeder.

1774 døde hans anden hustru, og i det følgende år giftede han sig for tredje gang, denne gang med Maria Charlotte Lieberkühn.

Allerede i Greifswald gjorde Peter Ahlwardt ham bekendt med filosoffen Christian Wolffs værker og han tog dennes teorier til sig og viderudviklede dem. Han gjorde sig også fortrolig med de engelske antideisters arbejder, herunder Joseph Butler, Francis Hutcheson og Anthony Ashley Cooper, og han oversatte dele af deres skrifter. Spaldings tvivlen på ortodoksien førte ham snart over i neologien, hvilken retning han senere skulle blive den mest kendte fortaler for. Han bekæmpede desuden ivrigt Julien Offray de La Mettrie og dennes materialisme.

Han døde næsten 90 år gammel in Berlin. Hans søn Georg Ludwig Spalding (1762-1811) blev professor på Grauen Kloster i Berlin.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Se immatrikulation af Johann Joachim Spalding i Rostock Matrikelportal

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hans Nordmann: Johann Joachim Spalding : ein Bild aus dem geistigen Ringen der deutschen Aufklärung. Univ.Diss. Berlin 1929.
  • Josef Schollmeier: Johann Joachim Spalding : ein Beitrag zur Theologie der Aufklärung. Bertelsmann 1967.
  • Andreas Urs Sommer: Sinnstiftung durch Individualgeschichte : Johann Joachim Spaldings Bestimmung des Menschen. I: Zeitschrift für neuere Theologiegeschichte, Bd. 8 (2001), S. 163-200.
  • Wolfgang E. Müller (Hrsg.): Religion : eine Angelegenheit des Menschen. Darmstadt 1997. ISBN 3-534-13641-1.