Johann Wolfgang von Goethe

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Johann Wolfgang von Goethe
Tysk litteratur
Oplysningstiden/Romantikken
Johann Wolfgang von Goethe
malet af Joseph Karl Stieler i 1828.
Personlig information
Født 28. august 1749
Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 22. marts 1832 (82 år)
Weimar, Thüringen, Tyskland Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Goethe-Hus (Frankfurt)

Johann Wolfgang von Goethe (28. august 1749 - 22. marts 1832) var en tysk forfatter, videnskabsmand og filosof.

Goethe er især berømt for som ung forfatter at præge Sturm und Drang-perioden, og i en ældre alder at være nærmest synonym med den litterære retning Weimarklassikken. Goethe var enormt produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer og romaner til essays og naturvidenskabelige afhandlinger. Blandt hans vigtigste værker er bl.a. Den unge Werthers lidelser, Faust og Zur Farbenlehre (farvelære). Han inspirerede Darwin med sin uafhængige opdagelse af de menneskelige premaxilla-kæbeknogler.

Johann Wolfgang von Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749. Han studerede jura, og allerede under sin studietid skrev han mange digte. I 1775 kom han til Weimar, og her blev han, på nær to års ophold i Italien, indtil han døde. Han blev minister, og indledte et venskab med hertug Karl August. Goethe forelskede sig i mange kvinder igennem livet, bl.a. Charlotte von Stein, der også boede i Weimar. Deres (ufuldbyrdede) forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine 7 børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. Otte år senere forfattede han Illmenau ”Wandrers Nachtlied II”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.

Ungdom

Goethe tilegnede sig igennem sin opvækst kundskaber inden for matematik, geografi, naturkundskab og historie og lærte sig desuden syv fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skulle tage en juridisk uddannelse og sendte ham derfor til Leipzig som 16-årig. Rokokoens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med på det tidspunkt, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.

Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter der skrev kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsatte i Leipzig, hvor han digtede lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læste om klassisk litteratur, oversatte litteratur samt tilegnede sig færdigheder i tegning og radering.

Sorg og sygdom

En afgangseksamen fra sine juriststudier opnåde han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte således nedbrudt hjem til Frankfurt i en alder af 19 år.

Lili Schönemann, Goethes forlovede

Faderens bebrejdelser over hans manglende juridiske eksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbredstilstand, men Goethe overvandt dog sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra pietistiske kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som religion, astrologi og alkymi. Heri lå spiren til det eksistentielle og metafysiske kæmpedrama Faust.

Goethe drog til Strassburg for hurtigt at få sine studier afsluttet, og det var samtidig her, han mødte Johann Gottfried Herder, som gav ham indblik i nye horisonter, såsom Shakespeare og folkedigtning. Årene 1770-71 betragtes således som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han opdagede gotikken. Han vendte hjem til Frankfurt som nyuddannet jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for det juridiske.

Digtningen, nu i frirytmiske former, forblev hans passion og afspejler samtidig den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil, og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen Die Leiden des jungen Werthers (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en i forvejen forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var således trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Denne fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men herefter udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik endda selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og midlertidigt forbudt i flere lande.

Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham igennem resten af livet. Da han senere rejste til Schweiz, blev han ligeledes ven med hertug Carl August af Sachsen-Weimar, der var stærkt optaget af naturvidenskaberne, en interesse som fik betydning for Goethes eget arbejde.

Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af Weimar-teatret, som han dog fratrådte igen i 1817 på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev Weimar under hans ledelse en ledende kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren, og måske i særdeleshed af Frau Charlotte von Stein, som han stod i nært men kysk forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.

I 1786 forlod han det snæversynede Weimar og rejste til Italien. Dette skift i scenarie medførte en slags menneskelig befrielse og stilistisk set en stærkere betoning af det plastiske og det objektive, foruden af det erotiske: i Rom havde han sin første dokumenterede seksuelle oplevelse, i en alder af 37; kvindens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes via breve hjem og artikler i Italienische Reise (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i Römische Elegien (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er dog skrevet efter hjemkomsten og handler snarere eller også om samlivet med Christiane Vulpius (se nedenfor).

Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdedede han senere, under diskussion med dramatikeren og digteren Friedrich Schiller, som han sidenhen indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes metamorfose" – et forsøg på at finde frem til urplanten ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevisførelse på at enhver planteart har en fælles urform. Samtidig påviste han at mennesket havde et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om at hvad der fandtes hos dyrene, også måtte findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.

Italiensopholdet affødte desuden en undren over malernes farvevalg – den æstetiske vurdering, som han ikke finder forklaret ud fra Newtons teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk Zur Farbenlehre (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger disse en mystisk symbolik. Goethe opfandt også begrebet "komplementærfarver", hvoraf gul overfor violet nok er det bedste eksempel.

Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge pige Christiane Vulpius, med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af at hun ved resolut at konfrontere nogle invaderende franske soldater nok havde reddet hans liv.

Goethes død i et rum i Weimar.

Goethe var kun i ringe grad i pagt med det 19. århundredes tendenser, idet han afviste såvel de nationale som de liberale strømninger, samt romantikken som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil fik et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske Sturm und Drang- år til den harmoniske klassicisme og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket, dramaetFaust. Fra 1823 blev Johann Eckermann Goethes privatsekretær, og han opmuntrede Goethe til at færdiggøre fortsættelsen af Faust: Faust II. Et aldersværk er ligeledes "Wahlvervandtschaften", der faktisk gik ind for kollektiv-tanken, som dermed ikke blot var en boform hippierne opfandt.

Eckermann havde mange personlige samtaler med Goethe, som blev skrevet ned og udgivet i Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.

1832 udkom Faust II. Faust I-II er såvel en nyfortolkning af den velkendte legende om den middelalderlige magikerlærling Johann Faust som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter. Værkets betoning af individets frihed og styrke til at undersøge aspekter af menneskelige og guddommelige elementer, indskrev det som det første store værk inden for den moderne individualisme. Dramaet er i eftertiden blevet betragtet som hans hovedværk; på teatret opføres dog næsten kun første del.

Vigtige værker

  • Lyrik
    • Römische Elegien (1795), dansk oversættelse v. Ole Meyer 2012.
    • West-östlicher Divan (1819)
    • Der Erlkönig (1782)
  • Prosa
    • Die Leiden des jungen Werthers (1774)
    • Die Wahlverwandtschaften (1809)
  • Teori
    • Über Kunst und Altertum (1816-32)
    • Zur Farbenlehre (1810)
  • Selvbiografier
    • Dichtung und Wahrheit (1811-33)
    • Italienische Reise (1816-17)
    • Gespräche mit Goethe in den letzten Jahres seines Lebens (1835)

Se også

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Johann_Wolfgang_von_Goethe&oldid=7960108"