Johanniterordenen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johanniterordenens våbenskjold med det kors, der i dag er generelt kendt som "malteserkorset"

Johanniterordenen er både betegnelse for den ridderorden, som i middelalderen mestendels var kendt som "Hospitalsordenen" (og herhjemme som "Korsbrødrene"), og hvis katolske del senere blev kendt som Malteserordenen[1], da den i 1500-tallet blev fravristet sin base på Rhodos og fik Malta som len af den tysk-romerske kejser, samt for denne ordens protestantiske udgreninger.

Som sådan er Johanniterordenen en af de store ridderordner fra de kristne korstog, men er oprindeligt grundlagt allerede inden det første korstog for at hellige sig beskyttelse af pilgrimme til Det Hellige Land og sygepleje blandt disse.

I dag bruges på dansk betegnelsen Johanniterordenen således i flere betydninger: Dels om den middelalderlige orden fra før den fik betegnelsen Malteserordenen; dels som en fællesbetegnelse for Malteserordenen og de fire ikke-katolske johanniterordener, der er opstået som aflæggere af førstnævnte og anerkendes af Malteserordenen; og dels ofte som den danske betegnelse for den af de fire førnævnte, "Balley Brandenburg", som har hovedkvarter i Tyskland, og som gennem århundreder har haft talrige medlemmer i bl.a. Danmark.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Krak des Chevaliers i Syrien

Ordenen grundlagdes af kristne lejesoldater som en munkeorden for sygepleje, der af kaliffen i Egypten fik tilladelse til at oprette et hospital for pilgrimmene i Jerusalem, og den havde således det dobbelte formål at beskytte pilgrimmene med væbnet eskorte og at pleje dem, der pådrog sig sygdomme på pilgrimsrejsen. Under korstogene voksede ordenen til en betydelig militær magt i området. Mange af de vigtigste korsridderborge blev bygget af Johanniterne. Den største borg, Krak des Chevaliers, var deres hovedsæde.

I midten af det 12. århundrede opdeltes Ordenen i praksis i to sideordnede dele: En militær gren og en gren, der arbejdede med pleje af de syge.

Efter at korsridderne var blev presset ud af Palæstina ved arabernes erobring af Jerusalem i 1187 og Acre i 1291, fortsatte Johanniterridderne deres virke, først med hovedsæde på Cypern, sidenhen med ordensstatRhodos, indtil denne bastion blev erobret af osmannerne i 1522, og endelig med stat på Malta. Ordensstaten stod formelt i et lensforhold til den tysk-romerske kejser, men agerede i praksis suverænt.

Da Tempelridderordnen blev opløst i 1314, overtog Johanniterordenen mange af dens besiddelser, ligesom tilfældet var ved den senere opløsning af Skt. Lazarus-ordenen.

Brandenborg-balivatet opnåede med Heimbach-forliget i 1382 en temmelig selvstændig stilling indenfor ordenen. Lederen af balivatet bar den særlige titel ’Herrenmeister’. Den selvstændige status betød at da reformationen kom, kunne herremesteren og hele Brandenborgbalivatet gå over til den protestantiske tro i 1538, uden at det i øvrigt medførte væsentlige ændringer. Herefter var Ordenen imidlertid de facto opdelt i herremesterens protestantiske del – Brandenborgbalivatet – og stormesterens katolske del. Mens den katolske del af ordenen begyndte at kalde sig ’Malteserordenen’, fortsatte den protestantiske del, Brandenborgbalivatet, med at kalde sig Johannitere og Johanniterordenen. De ydede bidrag til den katolske stormester i en årrække efter Reformationen, lejlighedsvis helt op til 1763.

Efter Napoleons erobring af Malta i 1798 stod ordenen (bortset fra det tyske rigsfyrstedømme Heitersheim, som Ordenen besad indtil Det Hellige Tysk-Romerske Kejserriges opløsning i 1806) uden et territorium, men fik efter nogen tids omflakken hovedsæde i Rom under pavelig protektion. (Ordenen havde også i 1653 fået foræret en række caribiske øer, heriblandt Sankt Croix, men afhændede dem atter i 1665.)

Adolf Hitler forbød i 1938 medlemmer af nazistpartiet at være johannitere. Ordenen stod i klar opposition til nazismen, og mange tog konsekvensen heraf: Listen over henrettede som umiddelbar følge af det mislykkede attentat på Hitler d. 20. juli 1944 viser en markant overrepræsentation af Ordenens medlemmer: 13 johanniterriddere, heriblandt generalfeltmarskal Erwin von Witzleben, og tre malteserriddere.

Malteserordenen i nutiden[redigér | redigér wikikode]

Matthew Festing, Malteserordenens regerende stormester og fyrste
Soldater fra Malteserordenens militærkorps i Rom
Malteserordenens flag

Den formelle betegnelse for Malteserordenen er Sankt Johannes' Suveræne Militære Hospitalsorden af Jerusalem, (kaldet) af Rhodos og (kaldet) af Malta, på italiensk Sovrano Militare Ordine Ospedaliero di San Giovanni di Gerusalemme, (detto) di Rodi e (detto) di Malta, og kaldes på dansk oftest Malteserordenen (eller i daglig tale SMOM som forkortelse for Sovrano Militare Ordine di Malta). Den er en integreret del af og fungerer i et tæt samarbejde med Den katolske kirke.

Malteserordenen helliger sig stadig omfattende aktiviteter inden for sygepleje, godgørenhed og sociale formål, bl.a. med ambulancetjenester, hospitaler og plejehjem i det meste af den katolske verden. Hertil kommer omfattende deltagelse i nødhjælpsprogrammer i Den Tredje Verden og i forbindelse med naturkatastrofer. Også ordenens militære gren, der i dag indgår i det italienske forsvar, er specialiceret i samaritertjeneste.

Malteserordenen er organiseret i seks storpriorater, seks subpriorater og 47 nationale afdelinger. Den har 12.500 medlemmer af begge køn (riddere og damer), der inddeles i tre klasser. Riddere af tredje klasse er lægmedlemmer, mens riddere af anden klasse har aflagt lydighedsløfte over for ordenen. Riddere af første klasse har desuden aflagt fattigdoms- og kyskhedsløfte.

Skønt Den Suveræne Militære Malteserorden ikke besidder et egentligt territorium, fungerer den stadig som et suverænt folkeretsligt subjekt med mulighed for at indgå aftaler med suveræne stater og har bl.a. observatørstatus i FN. Endvidere har ordenens hovedsæde nær Den Spanske Trappe og sædet for dens italienske storpriorat på Aventinerhøjen eksterritorial status og er således, ligesom ambassadegrunde, undtaget italiensk jurisdiktion. De fleste katolske lande har desuden ambassader over for ordenen, beliggende i Rom,[2] ligesom ordenen har eksterritoriale ambassader i mange lande.

Den suveræne Malteserorden besidder desuden tre borgere, idet stormesteren (der jævnligt aflægger statsbesøg hos fremmede statsoverhoveder), vicestormesteren og kansleren har eksterritorialt borgerskab i ordenen, hvorimod de øvrige ordensmedlemmer beholder deres respektive statsborgerskaber[3][4]

Malteserordenen har endvidere ret til at udstede diplomatpas til sine medlemmer til brug for rejser i ordenens tjeneste; den udgiver egne frimærker, der anerkendes af de fleste katolske lande, og dens køretøjer har egne nummerplader med teksten SMOM (Sovrano Militare Ordine di Malta). Ordenens officielle valuta er scudo (én scudo à 12 tarì à 20 grani à 6 piccoli), men da den ikke er konvertibel, udgives i dag kun erindringsmønter. Siden 2005 angives frimærkernes værdi desuden i euro.

Ordenens stormester, siden 2008 Matthew Festing, fører titel af fyrste og anerkendes af den katolske kirke som kardinal. Han vælges for livstid, og ordenen fungerer således som et valgmonarki. Stormesteren præsiderer over Det Suveræne Råd, bestående af fire højofficerer og seks andre medlemmer, der vælges for fem år ad gangen af ordenens Generalkapitel.

Ordenens symboler[redigér | redigér wikikode]

  • Ordenens flag er et centreret hvidt kors på rød bund; desuden føres dens våbenskjold med malteserkorset som banner.
  • Ordenens devise er Tuitio fidei et obsequium pauperum, "Troens forsvar og de fattiges bistand".
  • Ordenshymnen er "Ave, Crux Alba" ("Hil, hvide kors").
  • Ordenens højtidsdag er i sagens natur 24. juni, sankthans (= sankt Johannes' dag).

Johanniterordenen i nutiden[redigér | redigér wikikode]

Den formelle betegnelse for den protestantiske Johanniterorden er Brandenborgbalivatet af Sankt Johannes' Ridderorden af Hospitalet af Jerusalem, på tysk Die Balley Brandenburg des Ritterlichen Ordens St. Johannis vom Spital zu Jerusalem.

Johanniterordenen er en officielt anerkendt tysk orden. Johanniterordenens overhoved, herremesteren, er H.K.H. Prins Oskar af Preussen.

Johanniterordenen står for den største ambulancetjeneste i Tyskland efter Røde Kors, ligesom man driver 15 hospitaler, 62 alderdomshjem og ca. 200 børnehaver, der årligt hjælper omkring 7 millioner patienter, handicappede, gamle og børn. Ordenen har ca. 4.000 medlemmer, ca. 31.000 frivillige hjælpere, og ca. 25.000 fuldtidsansatte, modsvaret af et budget på godt 1,3 milliarder Euro (ca. 9,7 milliarder kroner).

Johanniterordenen udfører også et stort nødhjælpsarbejde. Efter jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 var johanniterne blandt de første internationale hjælpeorganisationer som ydede hjælp. Indenfor få dage var første hjælperteam sendt af sted, og nogle dage efter fulgte det andet. Den 28. januar forlod Johanniternes tredje hjælperteam lufthavnen i Franfurt. Johanniternes teams består bl.a. af erfarne læger og af frivillige redningsassistenter.

Johanniter-Alliancen af anerkendte ordener[redigér | redigér wikikode]

Der forekommer i nutiden en lang række organisationer, som hævder, at de er fortsættelser af den historiske orden. De eneste organisationer, som har en direkte og ubrudt forbindelse til den historiske orden, er Malteserordenen og den protestantiske gren, Johanniterordenen. Endvidere findes der i Holland, Sverige og Storbritannien nationale, kongelige johanniterordener, som på forskellig vis har skilt sig ud fra den originale Johanniterorden. Alle fem organisationer anerkender hinandens legitimitet, og de fire ikke-katolske er i dag er samlet i den såkaldte "Johanniter-Alliance" ( "The Alliance of the Orders of Saint John of Jerusalem", eller blot "Saint John Alliance"). Udover den ovennævnte Malteserordenen drejer det sig om:

  • Der Johanniterorden ("Balley Brandenburg"). Var oprindeligt Johanniterordenens balivat i Brandenburg m.v., som opnåede en betragtelig autonomi i 1382 og som i forbindelse med Reformationen i Tyskland blev en irregulær, protestantisk del af ordenen. Med den Westfalske Fred i 1648 anerkendtes markgreverne af Brandenburg (de senere konger af Preussen og kejsere af Tyskland) som balivatets protektorer. Ordenens nuværende retsstatus er fastsat ved kongelig fundats af 1852, og Ordenen har siden 2. verdenskrig stået under Forbundsrepublikken Tysklands beskyttelse og med dens dekorationer fastsat og anerkendt ved forbundspræsidielt dekret (1959). Mindst 100 danskere har været medlemmer af ordenen, bl.a. gehejmestatsminister Conrad Rantzau og Kong Christian IX's svigerfader, landgreve Vilhelm 10. af Hessen-Kassel, der var dansk general. Nuværende Herrenmeister er H.K.H. Prins Oskar af Preussen.
  • Johanniterorde in Nederland. Var oprindeligt (fra 1909) det hollandske kommanderi af førnævnte, men blev i 1946 en selvstændig hollandsk ridderorden under kongelig protektion. Seneste Landkommandør var H.K.H. Prins Bernhard, gift med Dronning Juliana af Nederlandene og fader til Dronning Beatrix af Nederlandene, der er æresmedlem af ordenen.
  • Johanniterorden i Sverige. Var oprindeligt (fra 1920) det svenske kommanderi af førstnævnte, men blev i 1946 en selvstændig svensk ridderorden med Kong Gustaf V som overhoved. Nuværende "Høje Beskytter" (Protektor) er H.M. Kong Carl XVI Gustaf af Sverige.
  • The Most Venerable Order of Saint John. Var oprindeligt i 1830erne en irregulær aflægger af Malteserordenen men fik i 1888 en kgl. fundats givet af Dronning Victoria, og siden har alle britiske monarker ledet ordenen. De danske konger Christian 10. og Frederik 9. har været medlemmer af ordenen. Nuværende "Sovereign Head" er H.M. Dronning Elizabeth II, mens hendes slægtning, H.K.H. Prins Richard, Hertug af Gloucester, er ordenens Storprior.

Falske johanniter- og malteserordener[redigér | redigér wikikode]

Ud over de anerkendte ordener forekommer en række andre "johanniterordener" eller "malteserordenener", der er helt selvbestaltede og blandt andet påberåber sig en kontinuitet fra Malta gennem Rusland og USA. Dette har dog ingen hjemmel i historiske kilder.[5] Blandt disse har i Danmark opereret f.eks. "Den Danske Johanniterorden", "Den Danske Malteserorden" m.fl. Popmusikeren Johnny Reimar hævder ligeledes at være leder af en dansk afdeling af en "Malteserriddernes Hospitalsorden", der dog intet har at gøre med hverken Malteserordenen eller Johanniterordenen, men er en rent privat forening.

Det er i flere europæiske lande (Tyskland, Italien og Frankrig) strafbart at bære disse falske johanniter-/malteserordeners dekorationer. I Danmark har myndighederne også ved flere lejligheder forhindret sådanne falske ordener i at anvende deres symboler.[6]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Hjemmesiden for Sankt Johannes' Suveræne Militære Hospitalsorden af Jerusalem, Rhodos og Malta
  2. Heraf følger, at mange lande har tre diplomatiske missioner i Rom: én over for Italien, én over for Pavestolen, der repræsenterer Vatikanstaten, og én over for den suveræne Malteserorden. I alle tilfælde er missionen over for ordenen dog beliggende sammen med ambassaden over for Pavestolen.
  3. "Report from Practically Nowhere" by John Sack, 1959, published by Harper, page 140: "as part of the bargain only three men - the grand master, the lieutenant grand master, and the chancellor - could be citizens there. The other S.M.O.M.ians were to be citizens of the country they lived in."
  4. Sovereign Military Order of Malta, 2008-12-26 by rob raeside: "by agreement with the Italian government, citizens of the S.M.O.M. are limited to three: the Grand Master, the Deputy Grand Master, and the Chancellor. These carry S.M.O.M. passports. The numerous other members of the order remain citizens of their own respective countries."
  5. Den Danske Malteserorden – The Danish Order of Malta
  6. Kurrild-Klitgaard, Peter (2002). Knights of fantasy: An overview, history, and critique of the self-styled 'Orders' called 'of Saint John' or 'of Malta', in Denmark and other Nordic countries, Pubblicazioni di Lingua e Cultura Italiana, bd. 13, Anna, Luigi de (red.). Turku: Center for Chivalric Studies & Department of Italian Language, University of Turku.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Om ordenens historie i middelalderen m.v.:

  • Sainty, Guy Stair (1991). The Orders of Saint John: The history, structure, membership and modern role of the five Hospitaller Orders of Saint John of Jerusalem, New York: The American Society of the Most Venerable Order of the Hospital of Saint John in Jerusalem.
  • Sire, H. J. A. (1994 [1996]). The knights of Malta, New Haven: Yale University Press.
  • Reitzel-Nielsen, Erik: Johannitterordenens historie med særligt henblik på de nordiske lande, 3 bind, C.A. Reitzels Forlag, 1984-91. ISBN 87-87526-66-2.
  • Bind 1: Tiden før Rhodos, 1984
  • Bind 2: Rhodos og Malta (1309-1798), 1988
  • Bind 3: Tiden efter 1798, 1991.

Om danske medlemmer af Johanniterordenen ("Balley Brandenburg"):

  • Kurrild-Klitgaard, Peter & Robert M. Clark (2004). "Johanniter in Denmark: Knights of the Order of Saint John (Bailiwick of Brandenburg) and of the Royal Prussian Order of Saint John residing in Denmark in the 18th to 20th centuries", Traditio melitensis, 6, pp. 27–33.
  • Kurrild-Klitgaard, Peter & Friedrich Adolph Freiherr von Dellingshausen (2010). "Johanniter in Dänemark", Johanniterorden, 1, pp. 8–9.
  • Kurrild-Klitgaard, Peter (2013). “Johanniterriddere i Danmark: Riddere af Johanniterordenen (»Balley Brandenburg«) og af Den Kgl. Preussiske Johanniterorden, bosiddende i eller med tilknytning til Danmark”, Personalhistorisk Tidsskrift 2013:2, pp. 160-187.

Om falske johanniter-/malteserordener:

  • Kurrild-Klitgaard, Peter (2002). Knights of fantasy: An overview, history, and critique of the self-styled 'Orders' called 'of Saint John' or 'of Malta', in Denmark and other Nordic countries, Pubblicazioni di Lingua e Cultura Italiana, bd. 13, Anna, Luigi de (red.). Turku: Center for Chivalric Studies & Department of Italian Language, University of Turku.
  • Kurrild-Klitgaard, Peter (2002). "Knights of history vs. knights of fantasy: Self-styled 'orders' in the Nordic countries", Traditio melitensis, 3-4, pp. 37–60.
  • Kurrild-Klitgaard, Peter (2004). "Self-styled knights "of Saint John" and "of Malta" in the Nordic countries", Anales Melitenses, 1 (2002-2003), pp. 491–508.
  • Kurrild-Klitgaard, Peter (2005). "De såkaldte "falske" ridderordener og de deraf følgende problemer", Traditio melitensis, 7, pp. 41–50.
  • Den Suveræne Militære Malteserorden
  • Johanniterordenen (den protestantiske gren)
  • Johanniter-Alliancen (Saint John Alliance)