Kvistgang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jordstråler)
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
En kvistgænger, fra en 18. århundredes fransk bog om folketro.
Ønskekvist.
L-formet ønskekvistpinde.

Kvistgang, vandvisning, er en udøvelse som en vandsøger, metalsøger, kvistgænger eller jordstrålemåler siger, tillader dem at finde skjulte brønde, begravet metal, ædelstene og andre objekter, såvel som jordstråler uden anvendelse af videnskabeligt udstyr.

Y- eller L-formede kviste, rør, ståltrådsbuer eller vinkelpinde anvendes under søgningen – kaldet pilekvist eller ønskekvist, men nogle kvistgængere anvender andet udstyr (f.eks. pendul, "elektrogeobioskop") – eller slet intet.

Jordstråling, W-bølger eller vandåre-stråling skulle omfatte [1] [2]:

  • Gitternetzoner, strålebaner
    • Hartmann-gitteret – ca. 2 meters afstand nord-syd og ca. 2,5 meters afstand øst-vest linjer.
    • Curry-gitteret – ca. 3 meters afstand diagonalt i forhold til polerne.

Kvistgang er meget udbredt [3] på trods af at de fleste videnskabelige test er negative. [4] [5] En enkelt test i følgende kilde viste dog at 1/3 af kvistgængerne fandt det ønskede i en dobbeltblind test. [6] Om det er statistisk signifikant vides ikke.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kvistgang har eksisteret i forskellige former i tusinder af år. [7]

Kvistgang som den udøves i dag, kendes historisk fra Tyskland i slutningen af 15. århundrede, hvor minearbejderne anvendte den til at finde malmårer. Skepsis til metoden er ligeså gammel. Martin Luther, hvis far var minearbejder, var i lighed med Paracelsus og Georgius Agricola modstander af ønskekvisten. [8] Teknikken blev spredt til England via tyske minearbejdere, som tog dertil for at arbejde i kulminerne.

I 1662 blev kvistgang erklæret for "overtro, eller rettere satanisk" af jesuitten Gaspar Schott, selvom han senere bemærkede, at han ikke var sikker på om det altid var djævlen, der var årsag til bevægelsen af kvist eller pinde. Den franske kemiker Michel Chevreul gjorde et forsøg med håndpendel i 1812, og publicerede resultatet i 1833 i et åbent brev til sin ven André-Marie Ampère. Pendel-udslag blev dengang fortolket som virkningen af "animalsk magnetisme", en væskeagtig, universel substans, der blev påstået at forbinde mennesker, planeter og stjerner med hinanden. Chevreul viste med enkle eksperimenter, at det er den, der holder i pendelen, som giver ophav til dens bevægelser, ud fra, hvad personen tror skal give udslag. Hvis vedkommende tror, at pendelen giver udslag for fx kviksølv, og at der er kviksølv under, giver pendelen udslag, selv om der slet ikke er noget kviksølv i nærheden. [9] Chevreul kunne godt se sammenhængen mellem sine pendelforsøg og kvistgang. I dag forklares fænomenet som ideomotorisk effekt – en tanke, der giver ophav til ubevidste muskelbevægelser.

I de sene 1960'ere under Vietnam-krigen anvendte nogle U.S.Marinere kvistgang i et forsøg på at lokalisere våben og tunneller. [10] En omfattende bog om kvistganghistorie er publiceret af Christopher Bird i 1979 med titlen The Divining Hand. James Randis bog fra 1982, Flim-Flam!, tilegner 19 sider til omfattende dobbelt-blind teste udført i Italien, som viser at kvistgang resulterer i, hvad man kan forvente ved ren tilfældighed.

Ønskekvist anvendt i praksis[redigér | redigér wikikode]

England[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 1990 indrømmede Thames Water Authority i London, der har ansvaret for vandet i Themsen, at de havde benyttet en vandsøger (kaldt dowserengelsk) med en pilekvist til at lokalisere lækager, der dagligt førte til et tab på tusindvis af liter vand fra vandledningerne. Det kom der ingen brugbare resultater ud af, og de få gange, hvor vandsøgere har været villige til at deltage i kontrollerede videnskabelige forsøg, har de ikke opnået bedre resultater end ved helt vilkårligt gætteri. [11]

Norge[redigér | redigér wikikode]

I maj 1987 blev søgevinkler (L-formede ønskekviste, hvor personen holder i de korte ender, med de lange pegende ud foran sig) testet ud i Norge på Hjerkinn skydefelt [12] i 1.600 meters højde. På et område på 50 x 50 meter blev sneen rodet op, så man ikke kunne se, hvor der lå nogen begravet. En soldat blev så gravet ned i en hule under to meter sne. Fire vinkelsøgere med lang erfaring – tre fra Norges Røde Kors – og to soldatgrupper med nogle timers oplæring, skulle så hver for sig prøve at finde den nedgravede. Forsøget var dobbelt blindt, dvs at ingen af de tilstedeværende vidste, hvor han lå. Søgerne måtte godt markere mere end ét sted, men ikke føle efter med en stav, om stedet var rigtigt. Testen blev foretaget i strålende sol og uden tidsbegrænsning. Der var tre gemmesteder og atten individuelle søg. Totalt 24 steder blev markeret af vinkelsøgerne. Træf blev regnet indenfor et kvadrat med fem meters sider, og sandsynligheden for et tilfældigt træf var dermed én procent. Testen gav ingen træf overhovedet. [13]

Metoden med at bruge søgevinkel/ønskekvist til at finde folk, der er begravet af sneskred, blev derefter opgivet af det norske forsvar, men Norges Røde Kors tog først i november 1987 en "tænkepause", hvor søgevinklerne "midlertidigt" blev fjernet fra hjælpekorpsenes oplæringsprogram. Ifølge sneskredsvejledningen udgivet af Norges Røde Kors hjælpekorps, der rykker ud ved skred-ulykker, skulle det schweiziske sneforskningsinstitut i Davos have foretaget forskning til fordel for søgevinklerne, og IKAR (= den internationale bjergredningskommission) have anerkendt teknikken i 1975. Disse oplysninger blev benægtet af lederne for begge organisationer. [14] Der blev også rejst spørgsmål om ulykken i Vassdalen 5.marts 1986, der er den værste, der har rammet det norske forsvar i fredstid. [15] Skreddet begravede 31 soldater, de fleste værnepligtige; 16 omkom. Hvorfor tog det tre dage at finde de sidste ofre, hvis søgevinkler virker? Norges Røde Kors påstod, at søgeren havde været ukyndig, og at det blæste for meget. Men skredforskeren og meteorologen Steinar Bakkehøi, der blev tilkaldt til redningsarbejdet i Vassdalen, benægter dette. [16]

Så sent som i 1995 udtalte vicepræsident i Norges Røde Kors, Oddbjørn Røys, til avisen Sunnmørsposten at "når man har den rette øvelse, har det vist sig, at det er muligt at finde folk nedgravet i skred ved hjælp af søgevinkler". I 1998 benyttede Røde Kors igen resultatløst søgevinkler for at finde en savnet person i Sør-Trøndelag. Metoden blev overfor pressen stadig forsvaret af Røde Kors' ledelse, og Adresseavisen skrev på lederplads 8.april 1998, at Røde Kors og offentlige etater som politi ikke bør "kaste tid og resurser væk på metoder, som baserer sig på overtro." I 2006 var det dog klart, at dem, der i dag står fagligt ansvarlige for redningsmetoderne i Norges Røde Kors hjælpekorps, blankt afviser kvistgang. [17]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. skeptica.dk: Geomystik: Da dødsstrålerne kom til Danmark, af Jens Laigaard Citat: "...[1. del]...Om aftenen den 23. januar 1986 blev en lille undergrundsbevægelse med et kendt over hele Danmark. Det var jordstrålefolket, som debuterede for den brede offentlighed i tv-udsendelsen „Truslen fra jorden”...Tv-seerne fik at vide, at det strømmende vand nede i jorden var dødsens farligt. Det udsendte en stråling, som skar sig lodret op gennem jorden og virkede nedbrydende på folks helbred...[3. del]... Udsendelsen sluttede med et forsøg, hvor nogle af landets mest kendte jordstrålesøgere skulle vise, hvad de duede til. Der blev gennemført tre opmålinger af et gulvareal på Gjorslev slot...De modstridende målinger fik lov at tale for sig selv, og tv-seerne måtte drage deres egne konklusioner..."
  2. Pro jordstråle: Miljø & jordstråleforeningen Danmark: Vandårer
  3. As translated from a preface of the Kassel experiments, "roughly 10,000 active dowsers in Germany alone can generate a conservatively-estimated annual revenue of more than 100 million DM (US$50 million)". Skeptiker 1/1991: König, R.; Moll, J.; Sarma, A. (1991): Wünschelruten-Test in Kassel. Skeptiker 1/91, S. 4-10. (ingen tysk artikeltekst – kun overskrift) and English version [med artikeltekst].
  4. Enright, Jim T. (Jan/Feb 1999). "The Failure of the Munich Experiments". 'Skeptical Inquirer'. Paul Kurtz. http://www.csicop.org/si/show/testing_dowsing_the_failure_of_the_munich_experiments/. Hentet 2006-11-14. "The researchers themselves concluded that the outcome unquestionably demonstrated successful dowsing abilities, but a thoughtful re-examination of the data indicates that such an interpretation can only be regarded as the result of wishful thinking." 
  5. phact.org: Flere artikler – bl.a. ca. 1/3 nede: "Water Dowsing: The "Scheunen" Experiments", J. T. Enright, Neurobiology Unit 0202, Scripps Institution of Oceanography, La Jolla, CA 92093, USA Citat: "...Abstract...The most extensive and carefully controlled experimental investigation ever undertaken of whether dowsers can, as they claim, detect hidden water at a distance, was conducted in a barn (German: "Scheune") near Munich in 1987 and 1988 by physicists at nearby Universities, a project funded by the German government for 400,000 Marks (about a quarter of a million dollars, at present exchange rates). More than 500 dowsers participated, in more than 10,000 individual, double-blind tests, and the researchers claimed to have demonstrated in these Scheunen experiments that a real dowsing phenomenon "can be regarded as empirically proven." Several years later, Enright undertook a thorough re-examination of the data on which that claim was based, and concluded that the entire research outcome can reasonably be attributed to chance..."
  6. phact.org: A scientific investigation of dowsing by Gareth John of John Moores University Citat: "...[Lund delcitatstart]3.2.2b Location of Karst Water Channels...One of the most powerful arguments for dowsing as an efficient means of detection is the University of Lund's 1983 paper. (Leif Engh; Detektering av underjordiska vattendrag – Test av tregeofysiska metoder (slingram, VLF, georadar) samt biofysisk metod(slagruta). Lunds Universitets Naturgeografiska Institution. Rapporter och Notiser 55, Lund 1983. Summarised in Betz, 1995)[Lund delcitatslut]...5.1 Summary of the Evidence...Many of the dowsing tests presented here show very little evidence for a dowsing ability...However, the work conducted in natural environments is highly promising. The Lund tests in particular show a very impressive success rate..."
  7. "the earliest sign of its usage dates from a 4500-5000 year old grave inscription in Brittany." Ramsus, Jansson (1999-01-27 (revised)). "Dowsing: Science or Humbug?". http://www.lysator.liu.se/~rasmus/skepticism/dowsing.html. 
  8. Rolf Manne: "Ønskekvist i snøskred", Åpent sinn eller høl i hue? (s. 112-3), forlaget Humanist, Oslo 2006, ISBN 82-92622-16-0
  9. Michel Eugène Chevreul, De La Baguette Divinatoire du pendule dit explorateur at des table tournants au point de vue de l'histoire, de la critique, and de la méthode expérimentale, Paris, 1854. "Le père Gaspard Schott (jés.) considère l'usage de la baguette comme superstitieux ou plutôt diabolique, mais des renseignements qui lui furent donnés plus tard par des hommes qu'il considérait comme religieux et probe, lui firent dire dans une notation à ce passage, qu'il ne voudrait pas assurer que le demon fait toujours tourner la baguette." (Physica Curiosa, 1662, lib. XII, cap. IV, pag. 1527). See facsimile on Google Books
  10. FIX ME (could not access entire article) Claudia Sandlin (1989-11-30). "Divining Ways; Dowsers Use Ancient Art in Many Kinds of Searches". Washington Post. http://www.highbeam.com/doc/1P2-1225953.html. "[Louis Matacia] worked as a Marine Corps analyst at Quantico during The Vietnam War teaching Marines how to dowse..." 
  11. Lars Thomas: Det uforklarlige (s. 115), forlaget Sesam, 2002, ISBN 87-11-13557-3
  12. Hjerkinn skytefelt
  13. Lars Manne: "Ønskekvist i snøskred", Åpent sinn eller høl i huet? (s. 117)
  14. Lars Manne: "Ønskekvist i snøskred", Åpent sinn eller høl i huet? (s. 115)
  15. 1986 – Vassdalen
  16. Lars Manne: "Ønskekvist i snøskred", Åpent sinn eller høl i huet? (s. 114-6)
  17. Lars Manne: "Ønskekvist i snøskred", Åpent sinn eller høl i huet? (s. 120)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]