Josef Mengele

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Josef Mengele (16. marts 1911 i Günzburg, Tyskland – 7. februar 1979 ud for Bertioga, Brasilien) var en tysk nazist og SS-læge. I koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau var Josef Mengele i perioden 1943-1945 ansvarlig for udvælgelsen af nyankomne jøder til døden i gaskamrene, likvideringer, samt medicinske forsøg på bl.a. tvillinge-børn. Efter 2. verdenskrig blev han tildelt øgenavnet "Dødsenglen fra Auschwitz".

Josef Mengele stod anklaget for nogle af de mest grusomme forbrydelser begået mod menneskeheden under 2. Verdenskrig. Han flygtede fra Auschwitz-Birkenau før lejrens befrielse og siden til Sydamerika, hvor han blev genstand for en af de mest langvarige menneskejagter set i nyere tid. Josef Mengele blev aldrig fanget og bragt til retsforfølgelse, men døde i 1979 som følge af et hjertestop under en badeudflugt i Brasilien; det land som var hans sidste tilholdssted. Først i 1985 blev hans død afsløret i forbindelse med en ransagning i Tyskland, hvor fundet af brevkorrespondance førte til afsløringen af Mengeles kontakter i Sydamerika. Dette samt Mengele-familiens overdragelse af Josef Mengeles personlige dagbøger, bevirkede at mysteriet om næsten 35 år på flugt kunne afdækkes.


Indholdsfortegnelse

[redigér] Ungdom

Josef Mengele var ældste søn af tre, af forældrene Karl og Walburga Mengele. Karl Mengele var ingeniør og ejede en fabrik der fremstillede landbrugsmaskiner under navnet; Karl Mengele & Söhne i Günzburg. Mengele-familien var førende i byen, og som dreng var Josef Mengele blandt bysbørnene vellidt og kendt under kælenavnet ”Beppo”. Hans karakterer i skolen var middel, og selvom han var udset til at efterfølge faderen, ville han gå sine egne veje og ønskede brændende at opnå akademisk berømmelse. Da Josef Mengele i 1930 afsluttede gymnasiet havde han besluttet at læse lægevidenskab. Til sin gymnasiekammerat Julius Diesbach skal han på den tid pralende have udtalt; "en dag vil man læse mit navn i alverdens leksika" [1]. Mengele studerede de efterfølgende 6 år ved universiteterne i München, Bonn, Frankfurt, samt Wien. Han var på dette tidspunkt ikke særlig politisk interesseret, men trådte i 1932 ind i Stahlhelm, en halvmilitær organisation af frontkæmpere, men da denne i 1934 blev nedlagt og indlemmet i SA, forlod han organisationen.

Mengele tog i 1936 læge-eksamen med speciale i antropologi. Han blev efterfølgende ansat som forsknings-assistent på det prestigefyldte "Institut for arvebiologi og racehygiejne" ved universitetet i Frankfurt, som var den forskningsmæssige del af "Det Tredje Riges" racehygiejniske praksis. Instituttet belv ledet af Otmar Freiherr Von Verschuer; den tids ledende forsker indenfor tvillingeforskningen i Europa. Mengele deltog i udarbejdelsen af indstillinger vedrørende arrestation og tvangssterilisering af romaer, som skulle deporteres. Allerede på dette tidspunkt gjorde Mengele sig medansvarlig i afgørelser, som betød ødelæggelsen af menneskers tilværelse. I 1937 skrev han sin 2. doktordisputats og arbejdede i denne periode ofte sammen med Verschuer på dennes projekter. Verschuer indtog en mentor-rolle for Mengele, som var under betydelig indflydelse af sin læremesters overbevisninger og det var bl.a. Verschuer der lærte Mengele, at eksperimenter på mennesker var fuldt acceptable, når blot de havde et videnskabeligt formål.

I 1937 var Josef Mengele blevet medlem af nazipartiet NSDAP, og i 1938 trådte han ind i SS. Da han havde modtaget sin indkaldelse i 1940, meldte han sig som frivillig i SS-elitekorpset Waffen-SS. Han deltog som feltlæge ved Østfronten, og fik senere udmærkelsen Jernkorset af 1. og 2. grad for heltemodig indsats. I 1942 blev Mengele såret og erklæret uegnet til videre kamptjeneste hvorefter han blev genansat i Berlin, hvor Verschuer havde indtaget stillingen som chef ved Kaiser-Wilhelm instituttet. Dette gav Verschuer mulighed for at skaffe Mengele opgaver indenfor forskning, som han savnede. På dette tidspunkt kendte de begge til de forsøgsprojekter, der fandt sted i nogle af kz-lejrene. Det findes ikke noget bevis for at Verschuer havde andel i beslutningen om Mengeles efterfølgende udstationering som SS-læge i Auschwitz i 1943 og meget tyder på, at Mengeles navn stod øverst på listen, da indkaldelsesmyndigheden skulle besætte en lægestilling som var blevet ledig i lejren. De var imidlertid begge klar over, at der i Auschwitz ville være uanede muligheder for menneskeligt forsøgsmateriale, og Verschuer skaffede bevillinger til to tvillingeforskningsprojekter.


[redigér] Auschwitz-Birkenau 1943-1945

Den 30. maj 1943 tiltrådte Josef Mengele som læge med rang af SS-Hauptsturmführer, i Auschwitz-Birkenau. Mengeles tid i lejren blev skæbnesvanger og det var hans handlinger der, som for al fremtid skulle tjene til hans vanry. Når togene ankom med jøder til Birkenau som var udryddelseslejren i Auschwitz, var det SS-læger, der stod for udvælgelsen af de op mod 80% af en fangetransport, som blev sendt direkte til gaskamrene. Josef Mengele deltog straks efter sin udstationering i lejren, i udvælgelserne og blev dermed medansvarlig i, at flere hundredetusinde mænd, kvinder og børn blev sendt i døden, frem til sprængningen af gaskamrene i oktober 1944.

Ifølge vidneudsagn fra fanger og SS-kollegaer skilte Josef Mengele sig ud fra sine kollegaer ved den entusiasme, hvormed han udførte udvælgelserne, som ellers hørte til den mest forhadte opgave blandt SS-lægerne. Øjenvidneberetninger lyder, at Mengele ofte stod på ankomstrampen i Birkenau, ulasteligt klædt i sin SS-uniform, og undertiden fløjtede melodien fra et stykke klassisk musik, mens han med antydningen af et smil og en håndbevægelse, viste de nyankomne til højre eller venstre, alt efter om de skulle leve eller dø. Selv når Mengele ikke havde vagt, kunne han vise sig på rampen i Birkenau. Hans tilstedeværelsen sikrede, at han blandt de ankomne fik frasorteret tvillinger til den medicinske forskning, som han havde påbegyndt i lejren.

Dokumentation for formålet med Mengeles tvillingeforsøg er aldrig fundet. Ud fra den forskning, som Mengele allerede havde deltaget i sammen med Verschuer, menes det imidlertid, at det højere mål var at finde en nøgle til at kontrollere menneskets arvelige anlæg, og med denne viden lede Tyskland til hastigt, at kunne rendyrke og reproducere den ariske race - sandsynligvis gennem kontrollerede tvillingefødsler. Allerede i 30'erne var tvillinger af Verschuer blevet anset for det optimale afsæt i forståelsen af arvelige anlæg. De enorme deportationer af jøder til Auschwitz gav en enestående adgang til et stort antal tvillinger, og Verschuer fandt her en enestående mulighed for at lade sin assistent (Mengele) udføre in vivo forsøg som hidtil ikke havde været afprøvet eller været etisk mulige. Inden selve forsøgene blev detaljerede undersøgelser af tvillingerne foretaget af fangelæger og -assistenter. Mange af de forsøg, som efterfølgende blev udført på tvillinger, som næsten udelukkende var mindreårige børn, må betegnes som bizarre og grusomme, og uden reel videnskabelig værdi. Mengele udførte oftest ikke indgrebene selv, men beordrede fangelæger til det, mens han undertiden deltog eller overværede dem. Der er mange eksempler på ofte meningsløse og barbariske indgreb, bl.a. kirurgiske operationer uden bedøvelse, forsøg på kønsskifteoperationer, fjernelse af raske organer, blodtransfusioner, indsprøjtninger med dødbringende bakterier, samt amputation af lemmer.

Mengele blev desuden interesseret i at undersøge, hvorvidt farven på øjeniris kunne ændres. Tvillingebørn fik dryppet eller indsprøjtet kemikalier i øjnene, som forårsagede infektioner og undertiden blindhed. Resultaterne fra forsøgene, herunder præparerede øjne fra de henrettede forsøgspersoner, blev ligesom mange andre organobjekter, sendt til nærmere undersøgelse på Verschuers institut i Berlin. Mengeles tvillinger var privilegerede i lejren og havde bl.a. særlig indkvartering og forplejning, og fik lov at beholde tøj og deres hår. Dette var alene med henblik på at gøre børnene trygge og dermed skabe de mest gunstige betingelser for forsøg, som alligevel ofte endte med at forårsage ofrene store smerter eller døden. Det er anslået, at i alt ca. 3000 tvillinger blev sendt til Mengeles laboratorier i Birkenau, og at omkring 200 overlevede befrielsen af Auschwitz d. 27. januar 1945.

Udover medicinske forsøg på tvillinger var Mengele involveret tvangssterilisation på fanger, samt i flere typer medicinske forsøg - selvbestaltede eller i samarbejde med andre SS-læger i lejren. Forsøgene spændte vidt inden for det lægevidenskabelige felt og lå ofte udenfor for Mengeles kompetencer, men i følge beretningerne udførte han forsøgene uden at bekymre sig om fangernes lidelser. Mengele havde under sin tid i Auschwitz en særlig interesse for fanger med medfødte fysiske anormaliteter. Når han blandt de nyankomne fandt disse tilfælde, beordrede han ofte fangerne undersøgt, men den efterfølgende likvidering og patologisk undersøgelse var det egentlige formål.

Mengele blev under sin tjeneste i Auschwitz udnævnt til lejrchef for sigøjnerlejren i Birkenau, samt cheflæge for hospitalet i kvindelejren i Birkenau, og i sidstnævnte foretog han under stuegang udvælgelser til gaskamrene blandt de syge. Ifølge øjenvidneberetninger demonstrerede Mengele en særlig ondskab overfor de kvinder som han opdagede var gravide, og gaskammeret eller smertefulde provokerede aborter blev ofte straffen.

I det tyske anklageskrift mod Josef Mengele fra 1981, opregnes i alt 78 dokumenterede forbrydelser begået af Mengele, heriblandt forbrydelser hvor Mengele egenhændigt har udført drab. Her står han bl.a. anklaget for i flere tilfælde, at have likvideret fanger med sin tjenestepistol, at have henrettet talrige fanger ved indsprøjtning med fenol, benzin eller luft i hjertearterien, samt egenhændigt at have kastet børn levende i de brændende krematoriegrave, da krematorieovnene i sommeren 1944 ikke havde kapacitet til at følge med gasningen af de mange ungarske jøder. Mengeles hustru besøgte ham under tjenesten i Auschwitz, men det menes ikke, at han nogensinde fortalte hverken hende, familie eller venner detaljer om, hvad han foretog sig i lejren. Under hans orlov og besøg i hjembyen Günzburg skal han om sit arbejde i lejren have udtalt; ”det er forfærdeligt, jeg kan ikke tale om det”.


[redigér] Flugten efter 1945

Josef Mengele forlod Auschwitz i hast den 17. januar 1945, inden de russiske tropper nåede lejren 10 dage senere. Forinden destruerede han bevismateriale fra tvillinge-forsøgene, men sikrede de vigtigste prøver og dokumenter og sendte disse til instituttet i Berlin. Mengele opholdt sig herefter bl.a. i kz-lejren Gross-Rosen, hvorefter han i maj 1945 søgte mod vest og tilsluttede sig en Wehrmacht lazaretenhed, som efterfølgende måtte se sig taget til fange af amerikanerne. Forinden havde han nået at udskifte SS-uniformen med en almindelig Wehrmacht-uniform. Mengele forfalskede under sin internering sine identitetspapirer til "Fritz Ullmann" med hjælp fra en medfange. Mengele havde år forinden valgt ikke at få lavet den karakteristiske SS-tatovering i armhulen, og det menes at være en hovedårsag til, at amerikanerne ikke fattede mistanke til Mengele som tilhørende SS. Det lykkedes ham at blive løsladt i august 1945, hvorefter han søgte mod fødebyen Günzburg.

I en periode opholdt Mengele sig i skovene nær Günzburg, men frygtede at blive taget til fange, hvis han forsøgte at opsøge familien. I efteråret 1945 valgte han under sin falske identitet at skjule sig ved at tage ophold som landbrugsmedhjælper på en gård i Mangolding udenfor München. Mengele var på dette tidspunkt eftersøgt af de allierede. Mengele-familien blev forhørt, men fortalte myndighederne, at de ikke havde modtaget livstegn fra ham. Hans hustru havde på dette tidspunkt haft kontakt med Mengele og vidste hvor han opholdt sig. Mengeles efterfølgende møder med hustruen samt familiemedlemmer var få, og familien undgik kontakt af frygt for opdagelse. Da Mengele i 1947 hørte dommene som blev afsagt i Nürnberg-processen opgav han det spinkle håb, han havde haft om en dag at blive renset for anklagerne og vende tilbage til sin forskning. Fremtiden i Tyskland syntes nu udsigtsløs og tilskyndet af sin hustru besluttede Mengele sig for et liv i Sydamerika, hvor der blev berettet om gode tilflugtsmuligheder for eks-nazister. Det var en ansat af familieforetagendet og tidligere ungdomsven; Hans Sedlmeier, der forestod planlægningen og med familiens finansielle bistand flygtede Mengele i juli 1949, via Italien, med skib til Buenos Aires i Argentina.


[redigér] Sydamerika 1949-1979

Tyskland var under hastig genopbygning i 1950'erne, og myndighederne havde andre prioriteter end at retsforfølge tidligere naziforbrydere, hvoraf mange tilsyneladende ikke var blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. Forhenværende kz-fanger rettede opmærksomhed på dette, og under indsamlingen af bevismateriale til den forestående Auschwitz-proces (1963-65) mod tidligere SS-vagter i Auschwitz, begyndte Mengeles navn at dukke op i talrige øjenvidneberetninger. Anklagemyndigheden i Tyskland valgte i 1959, at udstede en international arrestordre på Josef Mengele.

Myndighederne blev efterfølgende opmærksomme på Mengeles tilholdssted i Argentina via hans skilsmissebegæring fra sin hustru, udstedt i 1954. Mengele levede under sit rigtige navn i Buenos Aires. Hvad man ikke vidste var at Mengele var blevet indlemmet i et netværk af eks-nazister og at han ernærede sig som kompagnon i et mindre firma. Mengele havde desuden i 1956 været tilbage i Europa, hvor han fløj til Schweiz og under en skiferie genså sin søn, samt besøgte familien i Gunzbürg, inden han igen vendte tilbage til Buenos Aires. Det var imidlertid ikke arrestordren, men nyheden om Adolf Eichmanns tilfangetagelse i Buenos Aires i 1960, der blev den direkte årsag til, at Mengele valgte flytte fra Argentina til Paraguay, og snart efter Brasilien. Mengele havde indtil da haft 10 år i Argentina og ført et udadvendt og velstillet liv, men dette var slut nu, hvor han igen måtte leve i skjul.

I Brasilien modtog Mengele i de efterfølgende år økonomisk hjælp fra Mengele-familien, som han korresponderede med via Hans Sedlmeier. I de ca. 18 år som Mengele levede i Brasilien sørgede Sedlmeier desuden for at formidle kontakten med to familier af europæisk herkomst, som Mengele i længere perioder boede hos. Disse mennesker fik kendskab til Mengeles sande idenditet. De sidste 6 år af sit liv levede Mengele under navnet "Wolfgang Gerhard", en identitet han overtog fra en østrigsk nationalsocialist, som i en periode var hans trofaste ven og støtte. Mengele indrømmede sin sande identitet over for familierne i Brasilien, men aldrig anklagerne mod sig. Om sine forfølgere kommenterede han; "De er ikke anklagere, men hævnere".


[redigér] Afsløringen i 1985

I 1985 blev verdens opmærksomhed igen rettet mod Mengele. Det var 40-året for befrielsen af Auschwitz, og overlevende Mengele-tvillinger udøvede pres på myndighederne for at finde ham. En sidste kraftanstrengelse fra Tyskland og USA’s side blev iværksat, og den hidtil største dusør for informationer, der kunne føre til hans tilfangetagelse, blev udlovet. Et afgørende gennembrud kom i maj 1985, hvor de tyske myndigheders ransagning i Hans Sedlmeiers hjem, førte til fundet af en kasse med omfattende og brevkorrespondance med Mengele, herunder kontaktadresser i Brasilien.

Da var det imidlertid for sent at arrestere Mengele, idet Mengele-familien valgte at bryde deres årelange tavshed og meddele, at Josef Mengele var død 6 år forinden af et slagtilfælde, under en svømmetur i Brasilien. Fundene i lejligheden og afhøringen af Sedlmeier ledte de tyske og brasilianske myndigheder til Mengeles tidligere tilholdssteder i Brasilien og til afhøringen af Mengeles kontakter. Dette førte til lokaliseringen af Mengeles gravsten i Embu, nær Sao Paulo, hvor han lå begravet under navnet Wolfgang Gerhard. Under stor mediebevågenhed blev Mengeles rester gravet op og efterfølgende retsmedicinsk undersøgt af eksperter fra USA og Tyskland.

Offentligheden fik kendskab til Mengeles liv på flugt, efter at sønnen Rolf Mengele overdrog Mengeles dagbøger, notater og breve til det tyske ugeblad Bunte. Mengele havde levet et spartansk og tilbagetrukket liv i Brasilien med begrænset kontakt til omverdenen. Materialet afslørede et liv i ensomhed og at Mengele havde følt stor selvmedlidenhed over sin skæbne. Han var i de sidste år af sit liv plaget af en tiltagende neurotisk angst for sin tilfangetagelse, samt dårligt helbred. Mengele afslørede i sine dagbøger en slet skjult bitterhed over tabet af det akademiske liv, han havde måttet opgive og gav udtryk manglen på nationalsocialistiske idealer i det genopbyggede Tyskland og den omverden, som han betragtede på afstand. Mengele kommenterede aldrig tiden i Auschwitz direkte og fortrængte, hvad han havde foretaget sig under krigen. Det stod klart i det materiale som mengele efterlod, at han ikke følte nogen anger. ”I Auschwitz gav jeg liv - jeg tog det ikke”; skrev han.

Identiteten af resterne fundet i graven i Embu var i følge de retsmedicinske undersøgelser i 1985 Josef Mengele, men konklusionen blev mødt med skepsis af flere nazijægere. Identiteten blev endegyldigt afklaret i 1992, ved hjælp af en DNA-test af resterne, som da var blevet bragt til England, og sammenholdt med blodprøver fra Mengeles søn og tidligere hustru. Afgørelsen fra retsmedicinerne var entydig: knogleresterne i Brasilien stammede fra Josef Mengele.

I 2004 fandt det brasilianske politi i Sao Paolo en arkiveret kasse på kontorerne med sagsmateriale fra efterforskningen i 1985, og som indeholdt hidtil ikke-offentliggjorte breve og dagbogsnotater fra Mengele. Brevene der både var hånd- og maskinskrevne afslørede kun yderligere Mengeles racistiske overbevisninger, hvor han i et brev fra 1971 bl.a. priste Sydafrikas apartheidsystem. I september 2007 frigav United States Holocaust Memorial Museum et fotoalbum med hidtil ukendte billeder taget nær Auschwitz i sommeren 1944 ved et rekreationssted for SS-officerer. Billederne viser SS-officerer der holder fri og fornøjer sig og de i alt 8 fotos med Mengele og er de første dokumenterede billeder af ham under hans tjenstetid i Auschwitz [2].


[redigér] Læge, morder og myte

Josef Mengele er med rette blevet kaldt det personificerede symbol på Auschwitz. Han fremstod i dæmonisk harmoni med stedets brutalitet og umenneskelighed i en grad hvor han ikke kun udnyttede, men kynisk og skruppelløst ekspanderede de muligheder, som lejren gav ham. Mengele var ikke en sadist, han fandt ikke nydelse i at dræbe, men han nød almægtigheden ved at bestemme, hvornår og hvordan en fange skulle dø. Mengele var en utilregnelig Dr. Jekyll & Hyde, der var istand til at fremstå venlig og omsorgsfuld eller kynisk og grusom, alt efter hvordan det bedst tjente hans personlige ambitioner. Han kunne således tage et tvillinge-barn kærligt i sine arme, give det et bolche og underholde det, for efterfølgende at sætte barnet i sin bil og køre det til gaskammeret. Når alt kom til alt, var tvillingerne samt de øvrige fanger i Auschwitz blot et midlertidigt forsøgsmateriale, som Mengele var overbevist om at han frit kunne udnytte og derefter kassere.

Der er intet i den unge Josef Mengele, der kunne forvarsle de forbrydelser, han senere begik. Præcist hvad der korrumperede Mengeles ambitiøse sind og det lægeløfte som han aflagde ved sin eksamen, er vanskeligt at slå fast, men det var på universitetet, at Mengeles ideologiske grundlag for de senere handlinger i Auschwitz slog rod. Kombinationen af det politiske klima i Tyskland under NSDAP og Mengeles store interesse og ambition indenfor genetik og antropologi, faldt sammen med det fremherskende koncept, at de mennesker som havde fysiske eller psykiske skavanker, var uegnede til at reproducere sig selv - endda uværdige til at leve. Mengele studerede under Tysklands fremmeste genetikere og antropologer, og de var alle fortalere for teorien om "uværdigt liv", som den akademiske verden havde taget til sig og som blev ført fra auditorierne og ud i praksis, i form af nazisternes euthanasi-program. Samtidig var propagandaen for den jødiske races underlegenhed i stadig større grad en del af retorikken, og universitetsfagene fik en klar antisemitisk drejning. Mengele blev overbevist om alle disse idéer og vejen var dermed banet for, at visse mennesker kunne betragtes som undermennesker, og at foranstaltninger som medlidenhedsdrab og koncentrationslejre kunne anses som fuldt acceptable.

Mengeles stræben efter karrieremæssig succes gav ham enorme ambitioner og vrangforestillinger om egne lægefaglige evner, herunder den forskningsmæssige relevans i hans medicinske forsøg. Der findes ikke nogen endegyldig forklaring på, hvordan Mengele samvittighedsløst var i stand til udføre grusomme medicinske forbrydelser eller sende folk i døden, men det er en kendsgerning, at for Mengele helligede hans ambitioner midlet, ligesom hans menneskelige medfølelsesevne og etik var stærkt undertrykt. Mengele var overbevist om, at den jødiske og ariske race kæmpede om verdensherredømmet, og at den jødiske race efter hans overbevisning derfor måtte tilintetgøres. Mengeles SS-lægekollega i Auschwitz; Dr. Hans Münch har udtalt at; "enhver læge vil se det som sin pligt, at fjerne en patients kræftsvulst og helbrede sit medmenneske. For Mengele var jøderne imidlertid denne kræftsvulst".

Efter Auschwitz fortrængte Mengele sin tid og handlinger i lejren. Der ingen omtale eller tegn på anger i samtalerne med familien og venner, ej heller i dagbøgerne, og han kommenterede aldrig anklagerne direkte. Hans søn konfronterede ham under sit i besøg hos ham i Brasilien, i 1977, men Mengele nægtede at svare direkte på dette kapitel i sit liv, men fortalte at han havvde gjort sit bedste for at hjælpe menneskene Auschwitz og reddede mange menneskers liv. I sine notater og breve omtalte han sig selv i det romantiske billede, som en soldat der havde kæmpet tappert for sit fædreland og handlet efter ordre.

Mengeles forbrydelser blev først kendt af den brede offentlighed under Auschwitz-processen fra 1963-65, hvor hans navn ofte blev nævnt under de mange hundrede vidneudsagn. De efterfølgende 20 år var han blandt de mest eftersøgte og mystikken om hans liv og tilholdssteder gav basis for mytedannelse, og deciderede fejlagtige oplysninger, som den dag i dag stadig florerer, bl.a på internettet. Mengele er ofte blevet portrætteret som den perfekte SS-mand i litteratur og på film. Dette har tildels baggrund i talrige øjenvidberetninger, hvor der bl.a. berettes om hans flotte udseende, forfængelighed og betydelige tiltrækningskraft på selv de kvindelige fanger. Det er dog sandsynligt, at sådanne beskrivelser af Mengele tildels må tilskrives, at han stod i en skærende kontrast til de forfærdelige forhold i Auschwitz - ikke mindst de forhutlede fanger der omgav ham.

Under sin tjeneste i Auschwitz fik Mengele betydelige poster i dele af Birkenau-lejren. Kilder beskriver fejlagtigt Mengele som cheflæge i Auschwitz. Dette var imidlertid en titel, som hans overordnede; Standort-Arzt Eduard Wirths bestred. Mengele var kendt og frygtet i Auschwitz, men han var ikke nogen prominent nazist eller SS-læge udenfor Auschwitz og der er intet der tyder på, at han har været kendt af Hitler eller haft forbindelse til prominente personer i partiledelsen. Det har været beskrevet, at Mengele havde en doktorgrad i filosofi, en titel han ikke havde. Mengele tog ud over sin eksamen i medicin kun doktorgrad i antropologi.

Antallet af ofre, som Mengele udvalgte til gaskamrene, har været opgivet til omkring 400.000, hvilket ikke er et realistisk antal. Mengele havde tjeneste i den periode, hvor gasningen af jøder var på sit højeste i Auschwitz, men et betydeligt antal SS-læger gjorde tjeneste i lejren, og for mange af dem var deltagelse i udvælgelserne af nyankomne fanger en del af pligten. Mengele havde desuden flere opgaver i lejren. Den nyeste forskning foretaget af Auschwitz-Birkenau museet anslår, at ca. 1,1 mio. mennesker omkom i lejren mens den fungerede, heraf alene ca. 865.000 jøder i gaskamrene. Ud fra disse betragtninger menes et fem-cifret tal at være det tætteste, man kan komme det antal af drab på mennesker, som Mengele kan stilles personligt til ansvar for.

Trods store internationale anstrengelser og dusører for opsporingen af Mengele lykkedes det aldrig at opspore ham, selvom om Sydamerika blev anset for hans skjulested. Fra flere nazijægere kom der gennem 1960'erne og -70'erne efterretninger om mengeles fashionabele liv samt hans forsættelse af tvillingeforskningen, som dog siden har måttet betegnes som nazi-jægeres forsøg på at bevare mediernes interesse for sagen. Myten blev imidlertid portrætteret i litteratur og spillefilm, og det satte sig spor i offentlighedens billede af Mengele. I realiteten levede Mengele de sidste mange år af sit liv isoleret og spartansk, og dette var en betydelig faktor i hans held med at undslippe tilfangetagelsen og retsforfølgelse. Mengele ville dog aldrig have klaret sig uden mangeårige hjælp fra Mengele-familien, samt den lukkede kreds af få loyale venner og kontakter, under og efter flugten fra Europa, samt i Sydamerika. Heldet blev Mengeles eneste straf. Efter tiden i Auschwitz måtte han leve resten af sit liv i angst for sin tilfangetagelse.


[redigér] Kilder/litteratur henvisninger

  • Sven Keller (2003). Günzburg und der Fall Josef Mengele: Die Heimatstadt und die Jagd nach dem NS-Verbrecher.. ISBN 3-486-64587-0.
  • Ulrich Völklein (2003). Josef Mengele. Der Arzt von Auschwitz. ISBN 3-88243-685-9.
  • Gerald L. Posner & John Ware (1986). Mengele: The Complete Story. ISBN 0-440-15579-7.
  • Lucette Matalon Lagnado & Sheila Cohn Dekel (1992). Children of the Flames: Dr. Josef Mengele and the Untold Story of the Twins of Auschwitz. ISBN 0-688-09695-6.
  • Robert J. Lifton (1986). The Nazi Doctors: Medical Killing and the Psychology of Genocide. ISBN 0-465-04904-4.
  • Danuta Czech (1989). Kalendarium der Ereignisse im Konzentrationslager Auschwitz-Birkenau 1939 - 1945. ISBN 3-498-00884-6.
  • Miklos Nyiszli. Auschwitz, a Doctor;s Eyewitness Account. ISBN 1-55970-202-8.
  • Gisella Perl (1948). I Was a Doctor in Auschwitz. ISBN 0-405-12300-0.
  • Ella Lingens-Reiner (1947). Prisoners of Fear. ISBN 0-300-09557-0.
  • Eva Mozes Kor und Mary Wright (1995). Echoes from Auschwitz: Dr. Mengele's Twins: The Story of Eva & Miriam Mozes. ISBN 0-9643807-5-7.


[redigér] Film

  • Hitlers Håndlangere II: Mengele - Dødsenglen (2005), Dokumentarfilm, ZDF. Biografi over Mengeles liv, med rekonstruktion af hændelserne, samt interviews med overlevne tvillinger samt Mengeles tidligere SS-kollega; Dr. Hans Münch.
  • Auschwitz (2005), Dokumentarfilm, af: Laurence Rees, BBC. Detaljeret gennemgang af lejrens funktion og historie.
  • Forgiving Dr. Mengele (2005), Dokumentarfilm, af: Bob Hercules, Cheri Pugh. Mengele-tvillingen Eva Mozes Korr's beretning fra Auschwitz og tilgivelse af Mengele.
  • The Grey Zone (2001), Fiktion. Instr: Tim Blake Nelson. Med Henry Stram som Mengele. Baseret på virkelige hændelser fra det Sonderkommando som i 1944 gjorde oprør i et af krematorierne i Birkenau.
  • Nichts als die Wahrheit, (1999), Fiktion, Instr:: Roland Suso Richter, Med Götz George som Mengele. Fiktiv skildring af retssagen mod den ældre Mengele.
  • Out of the Ashes (2003), Fiktion (TV-film), Instr: Joseph Sargent. Med Jonathan Cake som Mengele. Baseret på Gisella Perls øjenvidneberetninger som fangelæge under Mengele i Auschwitz.
  • Und die Geigen verstummen (And the Violins Stopped Playing, 1988), Fiktion, Instr: Alexander Ramati, Med Marcin Tronski som Josef Mengele
  • The Boys from Brazil (1978), Fiktion, Instr: Franklin J. Schaffner. Med Gregory Peck som Mengele. Spillefilm om Mengeles fashionable liv i sydamerika som tvillinge-forsker og hans planer om fuldføre drømmen om den ariske races verdensherredømme.


[redigér] Internet links


[redigér] Billeder

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Josef_Mengele"
Personlige værktøjer
organisation