Jus cogens

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ved det juridiske begreb jus cogens (latin = tvingende ret) forstås den del af retssystemet, som ikke må ændres ved omskrivninger eller forklaringer. Bortset fra privatretten bruges begrebet mest i folkeretten. Det tilsvarende modbegreb er jus dispositivum (foranderlig ret).

Folkeretlig betydning[redigér | redigér wikikode]

I folkeretten betegner retsgrundsætninger som jus cogens, når de beskriver tvingende normer, som ikke bør tilsidesættes hverken ved folkeretlige traktater eller nationale love. Det teoretiske grundlag for disse normsæt er som udgangspunkt naturretten, og dernæst har retsgrundsætningen vundet stor tilslutning blandt hovedparten af staterne til, og disse retssætninger udgør dermed et ufravigeligt grundlag for samordning af lovsystemerne.

Eksistensen af en jus cogens afvises stadig af mange forfattere, men en af de vigtigste lovsamlinger i folkeretten, Wienerkonventionen om traktatretten[1], forudsætter netop, at tvingende folkeret findes, og den tilskriver traktatbestemmelser ugyldighed, hvis de er i modsætning til jus cogens. Det er usikkert, præcist hvilke bestemmelser der hører ind under jus cogens, men i hvert fald kernen i forbuddet mod magtmisbrug, forbuddet mod folkedrab og de grundlæggende menneskerettigheder hører til den tvingende del af folkeretten.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. FN: Vienna Convention on the Law of Treaties, vedtaget i Wien den 23. maj 1969 og ikrafttrådt den 27. januar 1980(Engelsk)