Kæmpeblæksprutte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Kæmpeblæksprutte ?
KæmpeblæksprutteGreta Point, Wellington, New Zealand.20. februar 1999
Kæmpeblæksprutte
Greta Point, Wellington, New Zealand.
20. februar 1999
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Mollusca
(Bløddyr)
Klasse: Cephalopoda
Overorden: Decapodiformes
(Tiarmede
blæksprutter
)
Orden: Teuthida
Familie: Architeuthidae
Slægt: Architeuthis
Art: dux
Videnskabeligt artsnavn
Architeuthis dux
Steenstrup 1857
Ar efter sugekopmærker på kaskelotskind
Alectons forsøg på at indfange en kæmpeblæksprutte i 1861

Kæmpeblæksprutten (Architeuthis dux) er en af de største arter af tiarmede blæksprutter. Den har 8 almindelige arme med sugekopper og 2 længere fangarme ligeledes med sugekopper. Længe blev dyret opfattet som et fabeldyr, kaldet Kraken, hvorom der gik drabelige historier om aggressive dyr, der overfaldt skibe. Senere har det vist sig at fabeldyret rent faktisk eksisterer og at myternes overdrivelser om dyrets størrelse måske ikke er så vilde endda. Kæmpeblæksprutten har dyreverdenens største øjne, de er op til 25 cm i diameter. Hunnerne kan blive op til 18 meter lange og veje op til 900 kg. Hannerne kan blive 9 meter lange. Dyrene lever på mellem 200 og 1000 meters dybde. Kæmpeblækspruttens farve er purpurrød. Det er den danske naturforsker Japetus Steenstrup der i 1857 første gang beskrev kæmpeblæksprutten videnskabeligt og gav dyret dets latinske navn.

Det er endnu ikke kendt, hvor kæmpeblæksprutten lever naturligt, men man tror, at den er udbredt over hele verden ved kontinent- og ø-skrænterne. Kæmpeblæksprutteslægten huser 8 forskellige arter, den atlantiske kæmpeblæksprutte (Architeuthis dux), som denne artikel omhandler er typedyr for slægten.

Det er ekstremt sjældent at mennesker ser kæmpeblæksprutten. Igennem de sidste 150 år har man kun fundet 250 opskyllede eksemplarer eller rester efter eksemplarer, så vores viden om det levende dyr, dets adfærd og dets udbredelse er mildt sagt mangelfuld. Man har heller ikke vidst, hvad den levede af, men ved de få eksemplarer der er fundet, har maven indeholdt dybhavsfisk. Den eneste fjende, den voksne kæmpeblæksprutte har, er kaskelothvalen. Nogle af de første indikationer på blæksprutternes eksistens var rent faktisk ar efter sugekopmærker på størrelse med 5-kroner på kaskelothvaler. Tidligere er disse ar blevet forklaret med, at det var nogle som kaskelothvalen fik som lille og arene derefter var vokset med kaskelothvalens størrelse.

Hver kæmpeblæksprutte har hundredvis af sugekopper på armene. Hver sugekop sidder på sin egen lille stilk. Rundt i randen af hver sugekop sidder en ring af skarpe tænder, der hjælper blæksprutten med at fastholde byttedyr og føre dem til blækspruttens mund, der består af et skarpt næb, der minder om et papegøjenæb. Næbbet og dermed blækspruttens mund sidder ved roden af armene. I kaskelothvalers maver er funder store mængder af blækspruttenæb, der kunne stamme fra kæmpeblæksprutter. Man mener at de voksne kæmpeblæksprutter lever på meget dybt vand og at kaskelothvalen netop er tilpasset dykning på ekstrem dybde for at kunne jage disse dyr. Flere forsøg med påspænding af fotoudstyr på kaskelothvaler har været udført i bestræbelserne på at få billeder af den levende "kraken", men denne metode har indtil videre ikke båret frugt.

Den 30. september 2004 kl. 9.15 og 4 timer frem lykkedes det alligevel endelig, efter 3 års ekspeditioner, for første gang at tage billeder af en levende og mere end 8 meter lang kæmpeblæksprutte i sine naturlige omgivelser. Det skete ved Bonin-øerne syd for Japan.

Man lokkede kæmpeblæksprutten med madding fra en line og den angreb gentagne gange vandret ind mod linen i 900 meters dybde, hvor vanddybden var 1200 meter. Det blev fotograferet og kæmpeblæksprutten formodes ud fra billederne til at være langt hurtigere i sine bevægelser end tidligere formodet og beskrevet. Den fik revet et 5,5 meter langt fangarmstykke af, i forsøget på at få maddingen fri.

Efter at linen med fangarmstykket var halet om bord, forsøgte det at suge sig fast til f.eks. fingre og selve bådsdækket, selvom det ikke sad på blæksprutten mere. Fangarmens DNA matchede med mellem 99,7–100% af tidligere fundne kæmpeblæksprutters DNA.

Ud for New Zealands kyst er fundet unger af kæmpeblæksprutten i overfladevandet. Man har her forsøgt at indfange levende individer for at studere dyrene, deres adfærd og deres vækst i et akvarium, men indtil videre er alle forsøg mislykkedes, da forsøgsdyrene døde.

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: