Københavns historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikler: København og Danmarks historie.

Københavns historie kan føres tilbage til omkring år 700, hvor der lå et mindre fiskerleje, hvor byens centrum nu er. Den skriftlige historie begynder, da Absalon i 1100-tallet byggede sin borg ved Havn. Byens beliggenhed kan økonomisk forklares med sildefiskeriet i Øresund og den dermed forbundne handel. Fra 1300-tallet blev byen Danmarks rigeste og mest betydningsfulde – en status som den har fastholdt lige siden. Byen blev også senere Danmarks hovedstad, hvad der også medførte økonomisk aktivitet. Gennem hele sin tidlige historie var København omgivet af volde, der skulle bruges i forsvaret af København. I løbet af 1800-tallet begyndte disse at blive umoderne, og de hindrede byens vækst. Da voldene blev nedbrudt i 1850'erne, skete der en enorm vækst, og byen dækker således i dag en stor del af det østlige Sjælland – et forhold, der kun delvis afspejles i den administrative opdeling. Efter en økonomisk nedgangstid i slutningen af det 20. århundrede har byen det sidste årti oplevet økonomisk og kulturel fremgang og står nu stærkere både nationalt og internationalt.

Det oprindelige landskab[redigér | redigér wikikode]

Landskabet omkring København er opstået efter den seneste istid, som efterlod området som et fladt og lavtliggende morænelandskab med spredte bakkedrag, som ses ved f.eks. Valby og Brønshøj. Mod nord er det mere bakket med ådale, og mod syd fladere og mere sandet.

København og det nære opland fordeler sig på tre højereliggende områder, som omtrent udgøres af det nuværende indre København, Valby/Frederiksberg samt Nørrebro/Østerbro. Herimellem og udenom var der fugtige dalsænkninger, som i varierende grad har været gennemløbet af åer: Harrestrup å i vest, som løber ud i Køge Bugt igennem den nuværende Damhussø, Rosbæk Å mod øst, som mundede ud ved Hellerup, og endelig er der det nuværende indre søområde, som hovedsagelig blev afvandet gennem en sænkning mod syd ved Kalvebod Strand. Mellem Frederiksberg og Brønshøj gennemskæres landskabet af Grøndalen, hvor Ladegårdsåen nu løber.[1]

Ud for kysten mellem Sjælland og Amager lå flere holme, hvoraf den senere Slotsholmen var den største. De lave øer beskyttede farvandet mod bølger og gjorde det til et naturligt sted for en havn.

Der er fundet tegn på menneskelig aktivitet, som rækker ca. 8.000 år tilbage i historien, men man har ikke kendskab til permanente bosættelser i København fra den tid.[2] Fra perioden omkring 3.000 f. Kr. findes bl.a. en stendysse i det nuværende Gladsaxe.[3]

700-1043: Den første bydannelse[redigér | redigér wikikode]

De ældste spor fra bydannelse er spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig tilbage til omkring år 700. Disse spor blev fundet i forbindelse med udgravningen til metrostationen ved Gammel Strand. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden.[4] Lidt senere arkæologiske spor viser spor fra huse i et område, der i dag er omkranset af Mikkel Bryggers Gade, Vestergade, Gammeltorv/Nytorv, samt endelig af Løngangstræde som dengang var strandlinjen. Denne bebyggelse begynder lige før år 1100. Men man har også fundet samtidige spor efter matrikelskel, huse, en smedje, vejforløb mm. ved Kongens Nytorv, som viser, at der også må have været beboelse der allerede på det tidspunkt.[5]

Udover spor af bygninger er der også fundet mange fiskerester, som fortæller, at byen havde en solid forplejningskilde i sildefiskeriet i Øresund, og selv tidlige fund antyder, at der har været handel forbundet med fiskeriet. Selve havnen lå sandsynligvis, hvor nu vingårdsstræde ligger.[6] Herfra er gået en vej ind i landet langs Købmagergade-strækningen og en vej over mod landsbyen langs Strøget. Ud over fiskeriet har det også været en overfartshavn, som har skabt forbindelse med Skåne.[6]

1043-1536: Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Middelalderen i Danmark afgrænses af den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke. Denne periode var præget af at skiftende danske, norske og hanseatiske konger, ledere og bisper ønskede kontrol over byen. Omkring slutningen af denne periode manifesterede København sig som hovedstad i det danske rige.[7]

København omtales første gang i 1043 under navnet Havn (Hafnæ, senere latin Hafnia), da det i Knytlingasagaen berettedes, at Svend Estridsen var flyttet dertil, efter han var blevet slået af Magnus den Gode.[8] I senere kilder bruges navnet Kaupmannahafn eller Saxos Portus Mercatorum, som begge betyder "købmændenes havn", hvorfra det nuværende navn stammer. I 1167 omtales Havn som vicus (landsby), efter 1171 som urbs (by).[9]

Ruinerne af Absalons borg med et bevaret parti af kridtstensringmuren i venstre side af billedet

København blev først en reel magtfaktor med etableringen af den første borg på stedet fra 1167. Biskop Absalons etablering af borgen var muliggjort med et gavebrev fra 1157. I dette år skænkede Valdemar den Store København og flere omkringliggende landsbyer til sin fosterbroder biskop Absalon.[10][11] Det oprindelige gavebrev er gået tabt, men på Rigsarkivet ligger et stadfæstelsesbrev fra den daværende pave, Urban III udstedt den 21. oktober 1186.[12][13] Stadfæstelsesbrevet bekræfter, at Havn med andre byer lægges under Roskilde bispestol, men er i Absalons personlige eje indtil hans død. Der fulgte et betydeligt tilliggende med, som bl.a. dækkede Valby, Brønshøj, Virum, Bagsværd, Tårnby og Nærum.[14]

Omkring år 1200 grundlagde Absalon Vor Frue Kirke, som ligger uden for den oprindelige landsby, og det gav afsæt til en voldsom vækst i byen.[15] Byens størrelse og kristendommens styrke understreges også af, at der allerede i 1200-tallet var fire kirker i København, (Vor Frue, Skt. Peder (nu Skt. Petri), Sankt Clemens og Skt. Nikolai) samt to klostre (Gråbrødreklostret, 1238, og Helligåndshuset, 1296).

Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og kongers indædte kamp om retten til byen. I 1245 satte Erik Plovpenning sig i besiddelse af København, hvilket medførte dens ødelæggelse af lübeckerne i 1248. Nogle år senere, i 1251, tvang biskop Jacob Erlandsen den pressede kong Abel til at overgive ham byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret (lovgivning gældende for byen). Stadsretten knyttede dog blot borgerne nærmere til biskoppen.[16][17] Stridigheder fortsatte og i 1259 under kamp mellem kongen og præsteskabet indtoges og plyndredes København af biskoppens allierede, fyrst Jaromar af Rügen.[16][18][19]

De urolige tider fortsatte i Danmark og norden hvor Erik Klipping myrdes i 1286 og de dømte stormænd flygtede til Norge hvor kongen Erik Præstehader yder dem beskyttelse. I 1289 drager Erik Præstehaders flåde hærgende gemmen Danmark og ligger også udenfor København, men flåden angriber dog ikke. Byens borgere lover biskoppen at forbedre byens befæstning og tilstås en udvidet stadsret.[20] Den nye stadsret fastslog 1294 yderligere borgernes afhængighed af biskoppen, og da de tidligere samme år havde forsøgt et oprør i tiltro til, at kongen ville hjælpe, måtte de føje sig og blev 1296 biskoppens "arvefæstere", hvor de før havde været selvejende.[21]

De følgende år var igen en urolig tid i Danmarks historie, og i perioden 1332-1340 var landet uden konge. Efter rigets opløsning modtog kong Valdemar København af grev Johan af Holsten og gjorde sig i 1341 til herre over København, og biskoppen overlod derfor midlertidigt byen til kong Valdemar, men først 1346 fik kongen den i sin besiddelse, og i 1350 fik han overdragelsen stadfæstet. I 1359 forlovedes Valdemars datter, Margrete, med kong Håkon af Norge i København, og i 1363 afholdtes en stor bryllupsfest, hvor deres stridigheder blev bilagt. Et angreb fra hansestædernes flåde i 1368 ledte til, at byen blev indtaget og fuldstændig ødelagt; selv borgen blev nedbrudt, og det varede længe, inden København rejste sig.[22][23]

I 1375 tilbageleveredes byen til biskoppen i Roskilde og antages på det tidspunkt (1380) at have haft omkring 4.000 indbyggere. Nogle år senere blev København ligeledes hovedstad i Kalmarunionen, som varede indtil 1523. I 1416 gjorde Erik af Pommern sig til herre over København og tvang Roskildes domkapitel til at afstå fra sine rettigheder til København. I tiden derefter stod byen umiddelbart under kongen og blev snart rigets vigtigste by. Som følge af sin betydning blev byen, som en del af en større konflikt angrebet af hansestædernes flåde både i 1427 og 1428. Begge angreb blev afvist, men dog med store tab til følge. Vigtigheden af byen blev befæstet af Eriks efterfølger Christoffer af Bayern, som i 1443 gjorde København til kongens residens. Ligeledes reviderede han den i 1422 udstedte stadsret for byen og valgte byen til ramme for sit bryllup.[24] Også Christoffer var i strid med Hansestæderne og ønskede at mindske deres indflydelse ved at begunstige engelske og nederlandske handelsmænd. Handelen var vigtig for kongen, da det gav mulighed for at inddrive skatter.

Efterhånden voksede byen sig til rigets største og mest betydningsfulde.[25] Selvom byen var den største i Danmark, boede der dog stadig under 5.000 indbyggere i 1500-tallet og dermed kun nogle få hundrede mere end i byer som Ribe og Århus.[17] Betydningen understreges af etableringen af universitetet i 1479,[26] som efter tysk forbillede fik fire fakulteter: Teologi, jura, medicin og filosofi. Koncentrationen af magt fortsatte og omkring år 1510 grundlagde kong Hans orlogsværftet på det nyetablerede Bremerholm, som muligvis var opkaldt efter hanseatiske købmænd eller håndværkere fra Bremen. Som en udbygning på dette ønskede Christian II at gøre København til centrum for udenrigshandel (stabelstad)[27] og den fornemste handelsplads ved Østersøen og flyttede derfor hovedstationen for Øresundstolden fra Helsingør til København (dog kun for nogle få år)[28] og lod hollændere bosætte sig på Amager i 1521. København forblev derfor tro mod Christian II, da adelen og Frederik I styrtede ham og udholdte efter hans bortrejse i 1523 en belejring i 8 måneder, inden byen i januar 1524 blev underkastet Frederik I. Han forstærkede derefter byens befæstning betydeligt.[29]

1536-1660: Reformation og belejring[redigér | redigér wikikode]

Året hvor Danmark under Reformationen skiftede fra den katolske kristendom til den protestantiske indleder denne periode, som ellers er præget af Christian IV's byggeiver og talrige krige, primært mod Sverige. Perioden afsluttes med to års belejring af København, indførslen af enevælde og ekstra privilegier til København.

Reformationen, som Martin Luther havde igangsat i 1517, bredte sig langsomt mod Danmark. I 1529 prædikede Hans Tausen reformationen i København, og i 1530 afholdtes en offentlig disput mellem katolikker og protestanter. I 1530 nedlægges det katolsk-dominerede universitet, og julen samme år brød borgere anført af borgmester Ambrosius Bogbinder ind i Vor Frue kirke og ødelagde helgenbillederne.[30][31] De københavnske borgere stillede sig også på reformatorernes side under herredagen i København i 1533 og sluttede sig i 1534 til grev Christoffer af Oldenburg, da han lovede at arbejde for Christian II's genindsættelse som konge. Under Grevens Fejde, som borgerkrigen fra 1534-1536 kaldes, udlevede København i 1535-36 et helt års belejring med svær hungersnød og anden elendighed, inden byen overgav sig til Christian III, hvilket afsluttede borgerkrigen. I oktober 1536 afholdtes en rigsdag i København, hvor Reformationen blev fastslået, og i 1537 genoprettedes universitetet.[32]

Nyboder i dag. Oprindeligt var bygninger røde og hvide.[33]

Under Christian IV blev havnen udvidet mod nord til Toldboden, og derfra blev der bygget et nyt voldanlæg i en bue uden om Nyboder og Rosenborg til Nørreport. Med dette nye område, som for Sjællandsdelens vedkommende kaldtes Ny-København, blev Københavns areal næsten fordoblet. Desuden begyndte der en udvikling af områderne uden for voldene. Indenfor de nu udvidede volde anlagdes både Christianshavn og Nyboder sammen med en mængde andre byggerier. Nyboder blev bygget for at huse de mange søfolk, som var nødvendige til at bemande den voksende flåde, mens Christianshavn i første omgang blev bygget til hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men endte med at blive en almindelig købmands- og håndværkerby.

I 1657 indleder Danmark-Norge Første Karl Gustav-krig, som ved Freden i Roskilde i februar 1658 medfører tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Dermed kommer København til at ligge i udkanten af Danmark og ikke i centrum. I august 1658 indleder Sverige Anden Karl Gustav-krig for at få yderligere landvindinger. København blev hurtigt belejret og områderne udenfor voldene nedbrændt under hærens angreb. Til gengæld for borgernes løfte om at værne byen gav Frederik III dem sin forsikring om store privilegier for København som en selvstændig by og borgerskabets ligestilling med adelen. København udlevede nu en langvarig belejring, og 11. februar 1659 blev en svensk storm slået tilbage, og man reddede derved Danmarks fremtid som selvstændigt rige. Holland og flere andre europæiske lande støttede Danmark og kom bl.a. med fødevarer til København. 27. maj 1660 sluttedes fred med Sverige, og belejringen hævedes efter næsten to år.[34] Med freden fik Danmark-Norge Bornholm og den norske landsdel Trøndelag tilbage.

I september 1660 åbnedes en rigsdag i København, hvor byens præste- og borgerskab støttede kongen i at styrte adelsvældet og erstatte det med kongelig enevælde.

1660-1814: Befæstning og handel[redigér | redigér wikikode]

Denne periode afgrænses af indførslen af enevælden i 1660 og tabet af Norge i 1814. I denne periode hærges byen af pest og to bybrande. Mens store dele af Europa er præget af krig oplever København i den sidste del af perioden et økonomisk boom under den florissante periode. Til sidst i perioden inddrages Danmark i Napoleonskrigene hvilket medfører tabet af Norge og afslutningen på den økonomiske opgangstid.

Kort over København i 1728. Voldene er nu fuldt udbyggede, og Nyboder og Christianshavn indlemmet. De med gult markerede bygninger, er de bygninger der brændte under Københavns brand 1728, mens de med blåt markerede bygninger er de bygninger, som yderligere brændte under branden i 1795. (Se også kortene København 1699 og København 1728)

Efter afslutningen af Anden Karl Gustav-krig og som belønning for at Københavnerne havde støttet kongen fik København i 1661 sine privilegier stadfæstet, men de havde da stort set mistet deres betydning, netop på grund af enevældens indførelse. Københavns nye kommunalråd bestående af 32 repræsentanter fik ikke stor magt, og det varede længe, inden borgerskabet blev ligestillet med adelen.[35]

Efter det næsten fatale nederlag til svenskerne i Karl Gustav-krigene (1657-1660) besluttedes det at forstærke Københavns forsvarsværker. Man anlagde derfor Kastellet i perioden 1662-63. Christianshavn blev sammenført med byen i 1674,[36] og København havde da omkring 40.000 indbyggere (i 1658 beregnedes antallet til 29.000), men hærens og flådens mandskab, hoffets personale og embedsmændene udgjorde en betydelig andel. De enevældige danske konger ønskede generelt en centraliseret statsmagt, hvilket betød yderligere styrkelse af København.

I juli 1700 som begyndelse på Den Store Nordiske Krig udstod København et bombardement af en engelsk-hollandsk-svensk flåde uden dog at lide synderlig skade. Bombardementet førte til at Danmark sluttede fred og trak sig ud af krigen, som man dog trådte ind i igen senere. Krigen fortsatte til 1720, men berørte ikke København direkte. Bombardementet førte også til at man besluttede at udvide Københavns befæstning kraftigt for at undgå et en flåde kunne ligge så tæt på byen og bombardere den.[37][38]

Bombardementet af København 1700.

Midt under krigen hjemsøgtes byen af pest fra juni 1711 til marts 1712, som udryddede omkring 1/3 af befolkningen eller omkring 23.000 personer. Pesten havde allerede vist sig i 1709 hos nogle af Københavns vigtigste samhandelspartnere, hvorfor der var blevet oprettet en karantænestation på Saltholm. Denne var også effektiv i de første år, men i 1711 gik det galt, da pesten spredte sig fra Helsingør.[39][40] Byen kom sig dog hurtigt over dette og i 1767 skønnedes det at der boede 80.000 i byen.

Nogle år efter krigens afslutning hærgedes København af en brand. Ved branden i 1728 nedbrændte omtrent 2/5 af København (den vestlige del), 1.670 huse og 5 kirker, under fire dages brand. Mange kulturskatte gik tabt i flammerne og bl.a. den middelalderlige Vor Frue Kirke og universitetsbibliotekets 35.000 bind gik tabt sammen med stiftsarkivet. Byen byggedes dog relativt hurtigt op igen, og i 1731-32 nedrev Christian VI det gamle Københavns Slot og opførte i stedet Christiansborg for en sum svarende til halvdelen af statens BNP.[41] Inspireret af europæiske ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv med den senere kongelige residens Amalienborg som den flotteste del.[42]

I 1794 brændte Christiansborg, og året efter spredte en brand i flådens lager for kul og tømmer, sydvest for Kongens Nytorv, sig til den vestlige del af byen, og 946 huse brændte. Bybrandene i 1728 og 1795 er en stor del af forklaringen på, hvorfor der kun findes få bygninger i København fra før Christian IVs tid. Under branden i 1728 brændte fx 47 % af matriklerne i den middelalderlige del af byen.

I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København under den florissante periode en enorm opgangstid som følge af Danmarks neutrale stilling i de omfattende krige i Europa og Amerika, primært mellem England og Frankrig. Neutraliteten og en af verdens største flåder gjorde det muligt at opretholde en stor handelsflåde, der tjente enorme profitter hjem til københavnsk baserede købmænd. Udover købmænd fandtes der selvfølgelig personer med mange andre professioner i byen. Ved folketællingen i 1801 opgjortes det fx at ud af ca. 100.000 indbyggere var der ca. 12.000 soldater (med 6.000 medfølgende kvinder), 13.500 tjenestefolk, 5.600 almisselemmer, 9.800 borgerlige, købmænd eller fabrikanter og en masse andre.[43]

Efter at have holdt sig neutral i mange år blev Danmark omkring århundredskiftet inddraget i de europæiske krige. Den 2. april 1801 belejres København under Slaget på Reden af Lord Nelson og den engelske flåde. Et angreb på selve byen blev undgået, men i 1807 vendte den engelske flåde tilbage. Byens blev belejret fra august 1807 og den 2.-5. september udsat for et voldsomt bombardement, hvor omkring 300 bygninger, bl.a. den genopbyggede Vor Frue Kirke, blev ødelagt og 1.600 personer døde. Angrebet skulle forhindre, at den danske flåde blev overgivet til Napoleon. Efter det danske nederlag måtte flåden afstås til englænderne. Med englændernes ran af flåden var man ikke længere i stand til at beskytte handelsflåden og den florissante periode, med dens profitable handel, der havde gjort København til en af de vigtigste byer i Østersøområdet, var endeligt forbi.[44]

Som konsekvens af englændernes angreb sluttede Danmark sig til Frankrig under Napoleonskrigene. De store omkostninger forbundet hermed bevirkede, at staten reelt gik fallit i 1813. Ligeledes måtte Norge i 1814 afstås til Sverige efter Napoleons nederlag. Tabet af Norge bevirkede at de københavnske købmænd ikke længere havde monopol på handel med korn til Norge.[45]

1814-1856: Guldalder og revolution[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Den danske guldalder.
Toldeftersyn i Ravelinen

Havde de foregående 25 år været en materiel glansperiode for København, blev de følgende 25 år desto mere kummerlige og nødtørftige i denne henseende. Tabet af Norge fjernede et stort marked, og tabet af flåden gjorde søhandel besværlig. Dette påvirkede selvsagt de økonomiske forhold i København i en negativ retning. Alligevel er perioden gået over i historien som Den danske guldalder. Dette skyldes, at der i København inden for videnskab, litteratur og kunst var en række udøvere, som gjorde sig bemærkede nationalt og internationalt. Kunstnerne var inspireret af en mere overordnet europæisk tendens kaldet romantikken. I Danmark var bevægelsen centreret omkring en række københavnske kunstnere som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Bertel Thorvaldsen og C.W. Eckersberg. Perioden varede til omkring 1850, hvor en række af kunstnerne døde.[46]

Thorvaldsens Museum (bygget 1839-1848).

Efter juli-revolutionen 1830 i Frankrig fremspirede også i København et nyt politisk liv. I første omgang dog kun på kommunalt plan, da København den 1. januar 1840 fik en ny kommunalforfatning. Ved det første valg i 1840 var det dog kun 1,6 % af byens befolkning, der havde valgret.[47] Det kommunale demokrati udvikledes yderligere gennem loven af 4. marts 1857, der medførte oprettelsen af Københavns Borgerrepræsentation som et organ sideordnet med Magistraten.[48] De folkevalgte delte derfor magten med embedsmændene. På nationalt plan gjorde martsrevolutionen 1848 – endnu fredeligere end oprørene i 1536 og 1660 – en ende på enevælden. Revolutionens dramatiske højdepunkt var folketoget til Christiansborg, hvor 10.000 mennesker drog mod Christiansborg med krav om et systemskifte. Kongen proklamerede dette, og demonstrationen opløstes fredeligt.[49]

Trafikalt skete der også omvæltninger. I 1820'erne kom hestedrosker til, der i 1841 fik selskab af hesteomnibusser. For dem, der ville ud i landet og havde råd til det, var de hestetrukne postvogne muligheden. Disse blev dog i stor udstrækning udkonkurreret af jernbanerne, der fra 1847 holdt deres indtog på strækningen København - Roskilde. Denne strækning var den anden danske jernbane. Den første var mellem Kiel og Altona, som på det tidspunkt var dansk område. Strækningen havde et stop på Valby Station, primært for at københavnerne kunne tage på søndagsture til Frederiksberg.

Hen imod slutningen af perioden blev det tydeligt, at København var ved at være for lille til det store antal mennesker, der boede inden for voldene. Omfanget indenfor voldene var ikke udvidet synderligt siden Christian IV's tid, og befolkningen, som øgedes fra ca. 30.000 i 1650 til 155.000 i 1860,[50][51] havde derfor været tvunget til at bygge højere og presse sig sammen. Efter en frygtelig koleraepidemi i 1853, der kostede hen ved 4.800 menneskeliv, besluttede man endelig at nedlægge de gamle, snærende volde. Militæret havde allerede i 1852 rykket demarkationslinjen mod nord, ud på den anden side af Søerne i erkendelsen af, at voldene med udviklingen af langtrækkende kanoner ikke længere kunne forsvare byen.[52] I 1856 ophørte København endeligt med at være en fæstningsby, og Nørreport blev som den første port revet ned samme år og de øvrige tre året efter.[53]

1856-1900: Udvidelse og industrialisering[redigér | redigér wikikode]

Oversigtskort over det nuværende københavnsområde ca. 1888. Byen nåede på dette tidspunkt kun til området lige udenfor søerne og der var stadig et stykke til Hvidovre, Lyngby og øvrige omkringliggende byer. Se også kortet København 1888.

1856 markerer året hvor voldene endelig sløjfes og giver mulighed for en kraftig udvidelse af byen. Byen præges i perioden af den internationale industrielle revolution. Mod slutningen af perioden bruges mange kræfter på at bygge Københavns befæstning som et nyt forsvarsværk.

Voldene omkring København ophørte i 1856 med at være byens grænse, og det blev nu tilladt at bygge permanent, grundmuret byggeri uden for voldene. Denne frigivelse i kombination med en meget liberal byggelovgivning førte til et byggeboom i brokvartererne, Nørrebro (fra 1850'erne), Vesterbro (ditto), Østerbro (fra 1880'erne), Amagerbro (fra 1890'erne) og Islands Brygge (fra 1905) og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000.[54] Den meget kraftige forøgelse i indbyggertallet medførte også en afgrundsdyb forskel på de dekorerede facader mod gaden og de mørke baggårde og små lejligheder.

I 1867-1871 blev de første byggeforeningshuse bygget på Sverrigsgade på Amager. Byggeforeningshusene var et udslag af et ønske om at forbedre vilkårene for den københavnske arbejder.[55] Indtil omkring år 1900 blev der bygget byggeforeningshuse flere steder, bl.a. ved Sortedamssø (Kartoffelrækkerne), ved Svanemøllen (Strandvejskvarteret) og ved Valby Station (Lyset).

De nye bydele blev meget forskellige. Frederiksberg blev en selvstændig sognekommune i 1857, og samme år blev villakvarteret Rosenvænget på Østerbro grundlagt. Disse to enklaver blev borgerskabets og velhavernes kvarterer, hvor der var natur, lys og luft og for Frederiksbergs vedkommende også underholdning, teater samt landets første zoologiske have. Frederiksberg har beholdt sin autonome status og sin lavtbebyggede karakter helt op til vore dage. Nørrebro og Vesterbro blev derimod meget tæt bebygget og blev hurtigt arbejdernes bydele. Et nyt kvarter opstod 1861-77Gammelholm, efter at Orlogsværftet flyttedes til Nyholm, og dele af Nyboders lave bygninger nedrives og omdannes til karreer i 1854-73.[56]

Byggeaktiviteten kulminerede – og fik en brat ende – i 1880'erne, hvor spekulanten Hellig-Hansen blev et billede på "stuktidens" byggefeber. Hellig-Hansen var også manden, der gav københavnerne nye forlystelser som Dagmarteatret, Cirkusbygningen og National Scala.[57] Han er karikeret i Herman Bangs roman Stuk fra 1887.

Rester af Københavns volde ryddes omkring år 1900.

Selve voldene forsvandt først sent i århundredet. I 1868 besluttede man at fjerne voldene, og fra 1872 blev de gamle glaciser omformet til beboelseskvarterer. Det meste af voldene blev omdannet til parker – først Ørstedsparken og Botanisk Have, senere Østre Anlæg og den nu forsvundne Aborrepark. Christianshavns volde var de eneste, der ikke blev nedbrudt, mens voldenes omrids stadig i dag (2010) kan genfindes i førnævnte parker og omkring Kastellet. Området mod vest nær Tivoli blev i 1880'erne et forlystelseskvarter. Tivoli var allerede blevet anlagt i 1843 uden for voldene.[58] En del nye offentlige institutioner blev anlagt langs de tidligere volde – Polyteknisk Læreanstalt, Københavns Universitets Observatorium, Det tekniske Selskabs Skole og ikke mindst mange nye museer, herunder Statens Museum for Kunst.

Med byens udvidelse ind i først Frederiksberg og senere andre kommuner, var der ikke længere en overordnet ledelse af København, hvilket der ikke har været siden. Ledelserne i de forskellige kommuner og byer der løbende kom til at udgøre København havde ikke nogen officiel politisk observans, da dette ikke var opfundet endnu, men havde som regel rod i det bedre borgerskab. Dette var gældende indtil omkring år 1900 hvor Socialdemokratiet både fik sit landspolitiske gennembrud fra 1895 og sit københavnske gennembrud med overtagelsen af finansborgmesterposten i Københavns Kommune i 1903.

Udsigt fra Børsen mod nord (1890-1900) over Slotsholmskanalen. I baggrunden ses fra venstre Helligåndskirken, Rundetårn og Trinitatis Kirke, Sankt Nikolaj Kirke (inden spiret blev genopført) og til højre Holmens Kirke. Til venstre ses bl.a. en hestetrukken sporvogn.

Fra begyndelsen af det 19. århundrede spredte industrialiseringen sig fra det øvrige Europa sig til Danmark og industrialiseringen af Danmark tog for alvor fart i anden halvdel af det 19. århundrede. Industrialiseringen førte jernbaner, industri og øget flytning fra land til by med sig. Den nye grundlov fra 1849 havde ligeledes affødt en række andre love som næringsfrihedsloven og høkerloven, hvilket gav mulighed for et langt friere næringsliv og muliggjorde etablering af nye værkstæder og forretninger. Omkring år 1890 var næsten halvdelen af befolkningen beskæftiget med håndværk og industri, en fjerdedel med handel og transport, 8 % med administration og service og ca. 1% med landbrug mm.[59] I landet som helhed var fordelingen 46% i landbrug og 28% i håndværk og industri.[60] Dette fulgtes ad med en urbanisering, der betød en kraftigt voksende befolkning i hovedstaden. Den voksende befolkning fik fra 1863 mulighed for at benytte hestetrukne sporvogne som bredte sig udover byen og elektrificeredes omkring århundredeskiftet, og efterhånden kom sporvognslinjerne drevet af selskabet De kjøbenhavnske Sporveje til at dække det meste af byen. Befolkningen voksede og passerede i 1870'erne 250.000.

En af de vigtigste drivkræfter i København (og Danmark) for industrialiseringen var fra 1860'erne og frem til 1896 C.F. Tietgen, som var den ledende erhvervsmand i København. Han oprettede med udgangspunkt i sin stilling som direktør for Privatbanken en række selskaber bl.a. Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, Det Forenede Dampskibs-Selskab (begge 1866), Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, Burmeister & Wain (1871), De Danske Sukkerfabrikker (1872) og Tuborgs Bryggerier (1873). Med disse virksomheder og andre, som Østasiatisk Kompagni, var København blevet hjemsted for en række virksomheder i international målestok.

Tabet af Slesvig og "Hvad udad tabes, skal indad vindes" førte til et fokus på skandinavisme og international profilering af hovedstaden, hvilket bl.a. gav sig udslag i de to store internationale udstillinger: Den nordiske Industri- og Konstudstilling i Kjøbenhavn 1872 og Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888. Begge blev afholdt i Tivoli og var støttet af Industriforeningen.

Som erstatning for de nu nedbrudte volde – og på grund af truslen fra et stadigt stærkere Tyskland efter den 2. slesvigske krig – vedtog Estrup-regeringen fra 1886 byggeriet af det store befæstningsbyggeri, herunder Vestvolden, der var Danmarks største arbejdsplads, kun senere overgået af Storebæltsforbindelsen. Fæstningsbyggeriet på landjorden stoppede i 1894, men op til under 1. verdenskrig blev søbefæstningen udbygget. Amagersiden fik aldrig en landbefæstning, fordi Christianshavns Vold officielt fungerede som militært anlæg helt frem til 1916, selvom volden for længst havde mistet enhver forsvarskapacitet.[61][62][63] Amager havde som erstatning opnået et forsvar i form af nye søforter i øens periferi.

1900-1945: Industri og verdenskrige[redigér | redigér wikikode]

Anlæggelsen af toglinje fra Hovedbanegården til Østerport (1914).

Denne periode startes med indlemmelsen af nye områder i Københavns kommune og Socialdemokratiets gennembrud med overtagelse af finansborgmesterposten. Perioden præges af udpræget industrialisering og afsluttes med besættelsen af København og resten af Danmark.

Omkring århundredeskiftet var København en by under forandring. I 1900-01 var der store bebyggelser af Brønshøj, Valby og Sundbyerne. I 1901-1902 indlemmedes Brønshøj, Vigerslev, Valby og Kongens Enghave Sogne og i 1902 Sundbyernes Kommune i Københavns Kommune.[64] Hermed tredobledes Københavns Kommunes areal og kommunen kunne nu i højere grad igangsætte nye projekter. Frederiksberg Kommune var nu en enklave i Københavns Kommune.[65] I denne periode runder København 500.000 indbyggere. Opførelsen af store projekter som Frihavnen (åbnet 1894), der var et modsvar til Kielerkanalen (gravet 1887-1895) og Hamborgs frihavn (åbnet 1888),[66][67] Rådhuset (1905), Hovedbanegården (1911) og et nyt Christiansborg (det tredje) i 1918 satte sine spor. Der gennemførtes renovering af gadenettet hvor bl.a. Ny Østergade vest for Kongens Nytorv anlagdes med mange nedrivninger til følge.[68] Den store byggeaktivitet fik dog en opbremsning med bank- og boligkrisen i 1908.

Selvom Danmark og dermed København var neutral og ikke besat under første verdenskrig, 1914-18, opstod der alligevel varemangel, lønnedgang og bolignød samtidig med at de såkaldte "gullaschbaroner" tjente på spekulation. Det gjorde kun ondt værre at den spanske syge rasede i 1918 og forårsagede 2.300 dødsfald i København. Boligkrisen i 1908 og den fortsatte tilstrømning af indbyggere til København bevirkede at der blev mangel på egnede boliger hvilket ligeledes medvirkede til en ulmende social uro og politisk opbrud som f.eks. kom til udtryk i stormen på Børsen i 1918 samt en generalstrejke da Christian 10. afsatte Zahle-regeringen i 1920. I krigens kølvand kom også økonomiske kriser som f.eks. Landmandsbankens krak i 1922.[69] Manglen på boliger søgtes bl.a. løst ved dannelsen af AAB i 1912, som skulle bygger gode, billige boliger til arbejderne og gennem kommunens etablering af barakker og senere egentligt boligbyggeri i 1920'erne og 1930'erne.

I takt med at der blev bygget på jorderne uden for Søerne, nærmede København sig omkringliggende byer som Lyngby, Herlev og Rødovre. København kommune erhvervede billigt store jordarealer i de nye områder, bl.a. Bispebjerg, for at have hånd i hanke med fremtidig planlægning. Samtidig blev visse områder belagt med tilbagekøbsklausuler, også af hensyn til byplanlægning. Begge dele skulle vise sig at give kommunen udstrakt kontrol med infrastruktur og planlægning i mellem- og efterkrigstiden. Store nye boligområder på Amager og i Nordvestkvarteret voksede op og efterhånden blev disse til forstæder. Af mangel på egnet jord i den indre by kom meget af byudviklingen til at foregå omkring disse byer. Denne udvikling blev også hjulpet af mere kollektiv trafik, bl.a. åbningen af S-togslinjerne fra 1934.[70] Udviklingen i infrastruktur fortsatte på andre fronter med boulevardbanen i 1917 og lufthavnen i 1925. Langebro måtte udskiftes i 1930 på grund af den tiltagende bilisme. I 1930'erne passerede befolkningen ligeledes 800.000 indbyggere.

Krydseren Peder Skram ligger sænket ved Mastekranen på Holmen. Billedet blev et symbol på ophøret af samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig.

Efter en beskeden start i 1870'erne, bl.a. Slaget på Fælleden i 1872, fik arbejderbevægelsen sit gennembrud i 1900-tallets hovedstad, hvor finansborgmesterposten i Københavns kommune i 1903 blev overtaget af fagforeningsmanden Jens Jensen.[71] Fra 1917 havde Socialdemokratiet flertal i Københavns kommunes styrelse. En position Socialdemokratiet sammen med diverse andre venstreorienterede partier stort set har fastholdt siden. Dette flertal medførte et øget fokus på bl.a. offentlig forsorg,[72] kommunalt boligbyggeri og grønne områder[73]. Det social- og sundhedspolitiske program, inkluderede bl.a. anlæggelsen af Fælledparken og andre parker, mens boligprogrammet bl.a., som følge af boligkriserne i 1908 og 1916, fokuserede på at bygge boliger, der ikke var påvirket af byggespekulation.[74]

I 1938 blev Københavns kommunes styre endeligt fuldt demokratiseret, hvorved Borgerrepræsentationen fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens Magistraten fik den administrative myndighed og blev reduceret til forvaltningsapparat under de respektive borgmestre og en overborgmester.[75]

Under 2. verdenskrig var København ligesom resten af Danmark besat af de tyske tropper fra 9. april 1940 indtil befrielsen 5. maj 1945. Tyskernes greb blev strammere i løbet af besættelsen, og efter uroligheder og den engelske bombning af B&W indførtes der forsamlingsforbud og afvæbning af militæret fra august 1943 (Operation Safari). Det kom til kamphandlinger med danske dræbte flere steder, og flåden på Holmen blev sænket, før den faldt i tyskernes hænder. I juni 1944 udførte BOPA en stor aktion mod Riffelsyndikatet som medførte store skader. Tyskerne svarede igen med schalburgtage-sprængninger bl.a. i Tivoli og efterfølgende blev et antal modstandsfolk henrettet; derefter opstod der en omfattende generalstrejke som fik tyskerne til at indføre spærretid og lukke for el, gas og vand. Efter nogle dage gav tyskerne efter og gik med til at nedtone Schalburgkorpsets tilstedeværelse i gaderne.

Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt, enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, som den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske SkoleFrederiksberg ved en fejl også ramt, hvorved mange børn blev dræbt.[76] Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.

1945-1992: Industriafvikling og oliekrise[redigér | redigér wikikode]

Befrielsen kom i 1945, og ligesom i resten af Danmark var der et retsopgør med de personer, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. Christian 10., som havde været i et samlingspunkt under besættelsen, døde i 1947 med et stort optog til følge; en rytterstatue af den afdøde konge blev opstillet på Sankt Annæ Plads. Efter krigen kom den frie varetilførsel tilbage, og der blev nu lettere adgang til eksotiske varer som nylonstrømper, bananer og fjernsynsapparater.

Byudviklingen blev overvejet og mundede ud i "fingerplanen" fra 1947 som blev brugt til planlægning af bl.a. den offentlige trafik. Der kom en stigning i bilismen; den begyndte svagt, men tiltog, så i 1953 måtte Langebro atter udbygges. I 1972 blev de sidste sporvogne nedlagt og erstattet med busser. I takt med at bilen blev mere udbredt, blev ideen om et København bygget op omkring fingerplanens ideer om den kollektive S-togstrafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960'erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Gladsaxe Kommune under Erhard Jakobsen og Albertslund er eksempler på denne udvikling i Københavns omegnskommuner.[77]

I løbet af 1950'erne begyndte turismen at vinde frem i København og der blev bygget hoteller og satset mere på gæsterne. Byens silhuet begyndte at ændre sig med højhuse, hvor Bellahøjs Tårnhuse fra 1950 var nogle af de første, og Arne Jacobsens SAS Royal Hotel fra 1960 et af de mest markante. Gågaderne begyndte at vinde frem og Strøget blev omdannet i 1962. Det var i det hele taget gode tider med stigende købekraft og næsten fuld beskæftigelse, men samtidig med begyndende oprør, som for alvor kom til udtryk ved utallige demonstrationer mod Vietnamkrigen, atomkraft, NATO og Verdensbanken. BZ-bevægelsen satte sit præg på perioden fra starten af 1970'erne med kampen om Byggeren og med besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn i 1971 og oprettelse af Fristaden Christiania. En gruppe brugere tilknyttet denne bevægelse blev i 1982 overdraget brugsretten til Folkets Hus (Ungdomshuset) på Jagtvej 69, hvorfra der udgik en række både voldelige og ikke-voldelige demonstrationer.

I 1950'erne lavede indbyggertallet i København en lokal top med lige under 1 mio. indbyggere. Op gennem de næste årtier faldt indbyggertallet efterhånden som baggårde blev ryddet og forstæder bygget. I 1960'erne inviterede Danmark de første fremmedarbejdere til landet, hvoraf en del bosatte sig i København. Især områderne Nørrebro/Nordvest og ved S-togets stationer langs sydkysten, som Greve og Brøndby Strand var populære områder for bosættelse.

Velstand blev i 1970'erne afløst af krise udløst af oliekrisen i 1973. København og Vesteuropa var ikke gearet til at håndtere dette og de øgede omkostninger og den mindskede eksport ramte hovedstaden i form af nye og voksende sociale problemer, bl.a. høj ungdomsarbejdsløshed, narkotikamisbrug og lavkonjunktur. København måtte derfor låne penge i udlandet. Landspolitisk forsøgte man sig med et stop for indvandring, men der kom stadig mange nye indvandrere ved familiesammenføring og af andre grunde. Samtidig stagnerede det private byggeri, og periodens væsentligste byggeri var derfor det sociale boligbyggeri, der bl.a. rejste sig på Indre Nørrebro, der gennemgik en omfattende og kontroversiel sanering. Den første større sanering var allerede foregået i 1940'erne og 50'erne, hvor hele området mellem Frederiksstaden og Kongens Have var blevet ryddet og bebygget med modernistisk byggeri.[78] I samme periode blev det tidligere banegårdsterræn mellem Vesterport Station og Sankt Jørgens Sø bebygget.

Krisen fortsatte op gennem firserne og også København blev ramt af kartoffelkuren, som skulle rette op på statsfinanserne. Københavns Kommune nærmede sig i denne periode fallittens rand, fordi børnefamilier og de gode skatteborgere flygtede til forstæderne, mens personer på overførselsindkomst og med sociale behov forblev i byen.[79]

1992 og frem: Nybyggeri og vidensby[redigér | redigér wikikode]

Forskellige tiltag for at sparke liv i byggeriet blev forsøgt, og Folketinget vedtog i 1992 loven om den nye satellitby Ørestad og anlæggelsen af Københavns Metro. I 1990'erne kom der gang i byggeriet igen, og kommunen kom gradvist på fode igen, så den ved udgangen af årtiet var økonomisk sund. I samme årti afhændede kommunen sine 20.000 lejeboliger, der blev omdannet til andelsboliger. Da byen var europæisk kulturby under navnet Kulturby 96, var de gode tider allerede på vej tilbage. Dette var også årtiet, hvor Vesterbro blev saneret; vel at mærke på en meget mere nænsom og bevarende måde end de tidligere saneringer i Indre by og på Nørrebro.[80] Bydelen blev dog efter flere iagttageres mening dog alligevel genstand for gentrificering.

Udflytningen af industrien til forstæderne og udlandet bevirkede at havneaktiviteterne i Københavns Havn var aftagende, og havnen så nu sig selv som ejer af store tomme arealer langs vandet. Områderne ved Amerika Plads og Kalvebod Brygge var nogle af de første arealer, der blev bebygget med nye kontor- og beboelsesejendomme, hvilket afgørende ændrede byens profil mod havnen. Senere indgik selskabet i en større fusion med bl.a. Ørestadsselskabet, hvor de primære aktiver var en række byggearealer, blev samlet i samme selskab under navnet By & Havn. Flere af de bebyggede områder er blevet kritiseret for at være kedelige og mangle liv, især Kalvebod Brygge og Ørestaden har været udsat for denne kritik. I 2000 blev Øresundsbroen åbnet, hvilket blev begyndelsen på større integration i Øresundsregionen. Integrationen har dog mødt udfordringer, og især beskatning har vist sig som et problemområde.[81]

Eksempel på byggeri fra 2000'erne på Islands Brygge.

Bevægelsen omkring det i 1982 etablerede UngdomshusJagtvej 69 gav også i denne periode anledning til uro. Selvom en gruppe brugere havde brugsretten til huset, ejede Københavns kommune stadig bygningen frem til 2000, hvor den blev solgt til en privat frikirke, Faderhuset. I 2007 ønskede Faderhuset at tage sin ejendom i besiddelse og politiet ryddede huset. Dette medførte voldsomme uroligheder ved Nørrebrogade og ved Christiania, hvilket ikke var set lignende siden urolighederne den 18. maj 1993 i forbindelse med en EU-afstemning. Efter en del politisk debat og under hårdt pres lovede overborgmester Ritt Bjerregaard at lave et nyt hus til de unge. Denne beslutning blev stærkt kritiseret, idet kritikerne ikke mente, det var rimeligt at give efter for pres.[82] Efter etableringen af det nye hus ebbede demonstrationerne langsomt ud, og nogle år senere holdt de helt op. I 2008-2012 var der flere opgør mellem diverse kriminelle grupperinger, hvor unge indvandrere og rockere stod på hver sin side i hvad, der blev kaldt Bandekrigen.[83]

Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002-2007 præget af en boligboble, som bl.a. skyldtes nem adgang til billig kapital. Dette gjorde, at priserne steg, samtidig med at det var muligt at låne til de stigende priser. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2007, hvilket efterfulgtes af et markant fald fra 2007 til 2009, og markedet er i dag (2013) præget af mere stabile priser på et marked, hvor der ikke længere er adgang til billig kapital. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers lukkede andelsboligmarked op, og andelsboliger omsættes nu oftest i fri handel i stedet for gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet.[84] I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København.[85] Dette illustrerer hvordan boligmarkedet og arbejdsmarkedet påvirker hinanden. Grundet de stigende boligpriser var der i perioden meget diskussion, om især politibetjente og sygeplejersker havde råd til at bosætte sig i København. Det ophedede boligmarked fulgtes ad med et ophedet arbejdsmarked. Noget der senere har ændret sig til en situation der pr. 2013 har ændret sig til at der er lidt flere arbejdsløse. Det københavnske arbejdsmarked er i denne periode ligesom resten af landet delt ca. halvt/halvt mellem privat og offentligt ansatte. Den største arbejdsgiver i byen er Københavns kommune med omkring 50.000 ansatte. I alt udgør offentlige og private tjenesteydelser i 2006 38 % af de beskæftige, herudover finansiering mv. på 21 %, mens industrien på de sidste 100 år er faldet fra ca. 50 % til nu ca. 10 %.[86] Militæret er stort set ikke til stede i byen længere med andet end administration, men fastholder dog Livgardens Kaserne ved Rosenborg Slot. Omkring årtusindeskiftet runder København 1 mio. indbyggere.

I 2010 står 50 % af Københavns nye bydel Ørestad færdig, mens Islands Brygge Syd, Teglholmen, DSB's tidligere grund på Kalvebod Brygge ved Dybbølsbro, Amerika Plads, Marmormolen, Carlsbergs Vores By (på det gamle bryggeriområde i Valby), Nordhavnen og forskellige andre byomdannelser i København er igangsat eller starter indenfor de kommende år.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Væsentligste oversigtsværker om emnet

Se også nedenfor under eksterne henvisninger til oversigter over den meget omfattende litteratur om Københavns historie.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. www2.dmu.dk Danmarks Miljøundersøgelser om vandsystemet omkring København (s. 118-140)
  2. jyllands-posten.dk/indland/kbh/ECE3374855/stenalder-fund-kan-forsinke-amager-strandpark/ Stenalder Amager Strandpark
  3. dn.dk/default.aspx/Default.aspx?ID=2556 Om stenalderdysse i Gladsaxe
  4. avisen.dk, 22. september 2007 – København er langt ældre end vi troede
  5. www.copenhagen.dk/dk/udgravninger/ved_metrostationerne/kongens_nytorv/ om 1100-tallet ved Kongens nytorv
  6. 6,0 6,1 Kåre Lauring: Københavns Havn 1840-1940: som fotograferne så den - 8702046652, 9788702046656 - s.12 Om den første havn
  7. Carsten Due-Nielsen, Karl-Erik Frandsen og Gunner Lind (red.): Konger og krige 700-1648, 2002 ISBN 87-7789-087-6 side 61
  8. Engsig 2002, s. 9.
  9. www.tidsskrift.dk Københavns tidlige historie fra et handelsperspektiv
  10. www.kobenhavnshistorie.dk Om Absalon og København
  11. www.ses.dk Slots- og Ejendomsstyrelsens side om Christiansborgs historie. Hentet 29. august 2010
  12. Stadfæstelsesbrevet fra Urban III. Hentet 29. august 2010
  13. www.xtimeline.com Stadfæstelsesbrevet oversat til dansk. Hentet 29. august 2010
  14. www.eremit.dk Kjøbenhavn i Middelalderen 1.3
  15. www.kobenhavnshistorie.dk Bl.a. om udvidelsen i 1200-tallet
  16. 16,0 16,1 www.eremit.dk Kjøbenhavn i Middelalderen 2.1
  17. 17,0 17,1 byhistorie.inet-designer.dk Om København i Vikingetid og middelalder – Hentet 29. august 2010
  18. www.cofman.com Om Jarmers tårn – hentet 2010-08-06
  19. www.kobenhavnshistorie.dk Om Jarmers tårn – hentet 2010-08-06
  20. www.kobenhavnshistorie.dk/1289 Om Erik Præstehader og byens nye stadsret 1289
  21. Københavns love Om den nye stadsret 1294 og oprør mod bispen 1295
  22. www.kobenhavnshistorie.dk Københavns historie 1368
  23. www.kobenhavnshistorie.dk Københavns historie 1369
  24. www.roskildehistorie.dk/oversigter/konger/Bayern/Bayern Noget om Christoffer af Bayern
  25. www.tidsskrift.dk Handel i København – historie
  26. Københavns universitets historie – Hentet 28. august 2010
  27. runeberg.org/salmonsen/2/22/0121.html om koncentration af handel v. Chr II
  28. www.helsingorleksikon.dk/index.php/%C3%98resundstolden_og_Helsing%C3%B8r Om Øresundstolden fra Helsingør til København
  29. www.eremit.dk/ebog/bkh/1/bkh1_7.html s.201 om forstærkningen af Københavns befæstning i 1500-tallet
  30. danmarkshistorien.dk Om nedlæggelsen og genoprettelsen af universitetet – Hentet 23. januar 2011.
  31. www.jmarcussen.dk Om ødelæggelsen af helgenbillederne i 1530 – Hentet 23. januar 2011.
  32. universitetshistorie.ku.dk/personer_og_priser/rektorer/rektorer_1537-1850/ Genopretning af universitetet
  33. www.dengang.dk pdf om Nyboders historie
  34. www.sydsverige.dk Om Karl Gustav-krigene – Hentet 29. august 2010
  35. www.kbharkiv.dk/wiki/K%C3%B8benhavns_administrationshistorie om Stadens 32 mænd
  36. www.chrarkiv.dk/index.php?id=24 Om grundlæggelsen af Christianshavn
  37. www.befaestningen.dk Om begyndelsen af Københavns befæstning
  38. www.danskhistorie.dk Om Københavns bombardement i 1700
  39. www.roskildehistorie.dk Pest 1711 – Hentet 29. august 2010
  40. www.fagboginfo.dk Om pest i København 1711
  41. Lund, p. 14
  42. www.dac.dk Frederiksstaden som kanonværk
  43. www.kobenhavnshistorie.dk/bog/pmbok/1/pmbok_1-7.html Næringsveje i 17 og 1800-tallet
  44. www.orlogsmuseet.dk Om englandskrigene – Hentet 29. august 2010
  45. www.natmus.dk Nationalmuseet
  46. www.guldalder.dk Om Guldalderen – Hentet 29. august 2010
  47. www.kk.dk Københavns bystyres historie
  48. www.stadsarkiv.dk/wiki/K%C3%B8benhavns_administrationshistorie Københavns administrationshistorie 1857
  49. danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/1848/ Om revolutionen i 1848
  50. Folketal i København 1801-2009 Folketal i KBH kommune – hentet 29. august 2010
  51. Statistik Årbog 2006, Befolkning og valg, tabel 12 Folketal i København. Hentet 29. august 2010
  52. dendigitalebyport.byhistorie.dk/bibliografi/dokumenter/okkels_byens_plan.pdf Demarkatinoslinje mm
  53. www.kobenhavnshistorie.dk Om nedrivningen af byportene 1856-1857
  54. www.kk.dk/da/om-kommunen/fakta-og-statistik/statistik-og-historie/emneopdelt-statistik/befolkning-og-fremskrivninger/folketal Befolkningstal i København
  55. www.strandvejskvarteret.dk Om byggeforeningshusene
  56. Villads Christensen, København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid 1840-1857, København: G.E.C. Gads Forlag 1912, s. 47. Online
  57. Paul Nørreslet, "Hellig-Hansen og hans huse", Historiske Meddelelser om København 1988.
  58. www.tivoli.dk/da/om/historie/ Om Tivolis grundlæggelse
  59. dendigitalebyport.byhistorie.dk/koebstaeder/erhverv Om erhvervsfordeling i København
  60. www.dst.dk/pukora/epub/upload/4576/bef150.pdf s. 59 om erhvervsfordeling i Danmark
  61. Christianiaområdets historie, Slots- og Ejendomsstyrelsen
  62. Kyst- og Fæstningsartilleri, Københavns Befæstning
  63. Københavns historie (uddrag af Bjørn Westerbeek Dahl: Guide til Københavns Befæstning, København 2006
  64. www.starbas.dk/kort/okort1903.jpg Kort med de i 1900-1902 indlemmede områder
  65. www.im.dk Om udvidelsen af Københavns Kommune i 1901-1902
  66. Visuelt bygningsregister i København: SAVE og tilstandsvurdering. Beskrivelse af kulturhistoriske forhold i Indre Nordhavn i Frihavnen, Københavns Bymuseum 2007 (PDF)
  67. Nordhavnens historie
  68. www.emu.dk Kort over Ny Østergade. Hentet 30. august 2010
  69. www.fredsakademiet.dk Om gullaschbaroner og Landmandsbankens krak – Hentet 29. august 2010
  70. myldretid.dk Om s-tog
  71. www.arbejdermuseet.dk Om Jens Jensen
  72. www2.kvinfo.dk/2015/en-sag-de-kvindelige-borgerrepraesentanter-daginstitutioner-til-koebenhavnske-boern-1935-45 Om vuggestuer mm i København
  73. [www.forumforidraet.dk/showPublikationfil.ashx?filid=0789feff-25f5-4cc7-898b-991a0102b8a3 www.forumforidraet.dk/showPublikationfil.ashx] Om anlæggelsen af Fælledparken
  74. www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/106_2/586.pdf Boligpolitikkens historie – et upåagtet forskningsområde s.606
  75. archive.is/Ee8n Om Københavns borgerrepræsentation
  76. www.shell.com Om bombningen af Shell-huset
  77. www.kulturarv.dk Om Albertslund i 1960'erne
  78. http://indenforvoldene.dk/tidstavle.html indenforvoldene.dk/tidstavle.html Om sanering af Ny-København - 1942
  79. www.resumedatabase.im.dk/publikationer/1307/kap6 en gennemgang fra indenrigsministeriet om økonomien i Københavns kommune i 1980'erne og 1990'erne
  80. videnskab.dk/kultur-samfund/politikere-ville-fylde-byerne-med-beton Om bysanering i København
  81. www.oresundsregionen.org Om Øresundsregionen
  82. politiken.dk Om Ungdomshuset på Dortheavej
  83. www.berlingske.dk Om Bandekrigen
  84. www.de.dk Dansk Ejendomsmæglerforening (Jens Lunde) om andelsboliger
  85. www.nykredit.dk Om antal danske flytninger til Malmø
  86. www.statistikbanken.dk/statbank5a/ AKU3 med beskæftigelse i hovedstadsområdet 1995-2006

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]