Kønsskifte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Kønsskifte kaldes den proces som transseksuelle går igennem for at skifte fra sit biologiske køn til det psykiske køn, dvs. kønsidentiteten. Det kan deles i forskellige dele: det sociale kønsskifte, det biologiske og det juridiske. Harry Benjamin organisationen[1] er organisationen for mennesker, som arbejder professionelt med transseksuelle, og udgiver den Standards of Care, som er retningslinjer for dette arbejde. Der findes transseksuelle, som ikke ønsker at bruge alle de muligheder, som måske står til rådighed for dem, hvilket kan skyldes flere ting, fx fordi de måske ikke opfatter sig helt som hverken det ene eller andet køn, måske synes de ikke, at de potentielle resultater står mål med omkostningerne, lige som der også kan være medicinske grunde til at undlade visse ting.

Det sociale kønsskifte[redigér | redigér wikikode]

er den proces, hvor man etablerer sig i sit nye køn. Dette gøres typisk ved at springe ud for sine omgivelser og får dem til at acceptere det nye køn. Desuden opsøger mange transseksuelle nye sociale grupper for at få mulighed for at etablere sig socialt med mennesker, som ikke har nogen fordomme om kønnet. Specielt den første del er en hård proces, som kræver sorgbearbejdelse for både den transseksuelle og de pårørende/venner. Men det er vigtigt at bruge mange kræfter på dette, da accept fra det sociale netværk er bestemmende for, om man bliver glad for at gå igennem processen.

Det biologiske kønsskifte[redigér | redigér wikikode]

er den proces, hvor man forandrer kroppen, så den så vidt muligt kommer til at ligne det psykiske køn. Den grundlæggende ide er at forandre kroppen så meget som muligt, men da det er svært og har store omkostninger, er det ikke alle, der gennemfører dette.

For transseksuelle kvinder betyder dette, at de får østrogen og eventuelt anti-testosteron. Dette medfører, at brysterne vokser, kropsbehåring formindskes eller forsvinder, huden bliver blødere, musklerne bliver svagere og fedtfordelingen bliver mere kvindeligt. Desuden kan der foretages permanent fjernelse af skæg med fx laser. Ved den store operation forneden bruges penishovedet til at skabe en klitoris, og huden fra skaftet bruges til at forme en skede. Testiklerne fjernes, og pungen laves om til kønslæber. Denne operation er tit meget succesfuld, og tit kan man efter en periode slet ikke se, at det ikke drejer sig om en biologisk kvinde her. Man kan eventuelt foretage en operation af stemmelæberne for at gøre stemmen lysere, og stemmetræning hos en logopæd bruges meget.

Transseksuelle mænd får testosteron og eventuelt anti-østrogen, som giver dybere stemme, skægvækst, øget kropsbehåring og øget muskelmasse, klitoris vokser, og menstruationen ophører. Nogle få transseksuelle mænd oplever, at de bliver mere aggressive, men de fleste bliver mere rolige eller mærker ingen forskel, hvilket skyldes, at man får det i doser, så det svarer til indholdet i blodet som hos biologiske mænd. Mange oplever endvidere forøget libido(sexlyst). Mastektomi kaldes den operation foroven, som fjerner eller forminsker brysterne. Ved kastrationen fjernes i hvert fald æggestokkene og ofte også livmoderen, da der ellers er en forøget risiko for livmoderkræft på grund af testosteronen. Nogle gange lukkes skeden, andre steder ikke. Der findes endvidere to penisoperationer: falloplastik og metaoid. Den første er den ældste. Man tager her hud fra en anden del af kroppen, fx en underarm eller ryggen og tildanner et rør, som fæstes over klitoris. Penisskaftet forbindes nerverne i klitoris, så man i nogle tilfælde har mulighed for nogen følelse. Der tildannes eventuelt et penishovede, og nogle får indsat en stav, så penis kan gøres stiv som ved en erektion. Ved metaoid udnytter man det faktum, at klitoris vokser, når man tager testosteron, og ved operationen frigøres den, så den sidder som en mikropenis. Man kan ved begge operationer lægge et urinrør ind, så man kan stå op og tisse. Dette rør laves i Danmark af en vene, mens man i Sverige dyrker et af patientens stamceller. Nogle transmænd ønsker slet ikke disse sidste operationer, da de ikke føler, at de vil give dem en større livskvalitet, mens andre holder sig tilbage, da de specielt for falloplastikkens vedkommende er ret risikable. Af de ydre kønslæber formes en pung, og der indlægges siliconebolde, så de føles som testikler.

Generelt kan man sige, at kvindekønnet er basiskønnet, så det er ofte, men ikke altid, muligt at se, at en transseksuel kvinde har en fortid som biologisk mand, hvorimod det specielt efter et halvt års testosteron er stort set umuligt at opdage en transseksuel mand, så længe man beholder tøjet på. Til gengæld er operationerne af kønsorganerne meget bedre for de transseksuelle kvinder end for mænd.

Det juridiske kønsskifte[redigér | redigér wikikode]

er den proces, hvor man skifter juridisk køn og får de rettigheder og pligter, som hører til det nye køn. I Danmark har det konkret den betydning, at man får et nyt cpr. nr. Tidligere har det betydet, at man så også har fået tilladelse til at skifte sit fornavn til det andet køns kønsspecifikke navne. Det er nu muligt tidligere i processen, men er stadig besværligt og kræver udtalelse fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Retslægerådet. Man skal regne med, at det tager mindst et år at skifte navn. Tilladelse til juridisk kønskifte udformes som tilladelse til kastration, hvorefter man får det nye cpr. nr. efter operationen, eller hvis man har fået selve kastrationen foretaget i udlandet.

Det er dog, efter den nyeste navnelov fra 2007, muligt at ændre sit navn på en hurtigere måde, ved at vælge et kønsneutralt navn som fornavn, hvorefter der frit som mellemnavn(e) kan vælges mellem begge køns fornavne, samt efternavne med mere. Navnelister og lovgivning kan findes på Familiestyrelsens hjemmeside.

Noter[redigér | redigér wikikode]