Kaj Munk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kaj Harald Leininger Munk (13. januar 1898, Lolland – 4. januar 1944, likvideret på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg) var en dansk præst og dramatiker.
Kaj Munk blev født i Maribo og mistede sine forældre 1901 og 1903 og flyttede som 5-årig til sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter Munk, der adopterede ham og gav ham Munk-navnet. Han tog realeksamen på den private realskole i Maribo og blev student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole. Han blev cand.theol. i 1924 fra Københavns Universitet.
Munk var præst i Vedersø fra 1924 til sin død i 1944. Ved siden af præstegerningen var han også en ivrig samfundsdebattør og dramatiker.
Hans mest kendte stykke er "Ordet" (1925) om miraklet. Stykket blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer.
Politisk set tog Munk afstand fra parlamentarismen og demokrati, som han betragtede som svagt. I stedet beundrede han den stærke mand og i begyndelsen af 1930-erne beskrev han beundrende Adolf Hitler og Benito Mussolini og de resultater, de opnåede i deres hjemlande. Han gik dog senere skarpt imod nazismen og fascismen og endte også med at blive slået ihjel for det. Hans livsopfattelse var uideologisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier. Han stemte kun ved èt folketingsvalg og det var i 1943. Her opfordrede han alle til at stemme på Dansk Samling, det eneste opstillede parti, som var imod samarbejdspolitikken.
Med jødeforfølgelserne og Mussolinis invasion af Abessinien blev han aktiv mod det tyske og italienske regime. Han skrev stykket "Sejren" (1936) mod Mussolini og stykket "Han sidder ved Smeltediglen" (1938) mod jødeforfølgelserne.
Tysklands besættelse af Danmark i april 1940 var slet ikke efter Munks hoved. Munk var én af de første til at afvise samarbejdspolitikken og stod længe meget alene med det synspunkt. Efter regeringens fratræden d. 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen og "Før Cannæ" var direkte angreb på nazismen.
Den 4. januar 1944 blev Munk hentet af fem Gestapo-folk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Munk blev skudt. På stedet er der i dag opsat et mindekors.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Skuespil
Kaj Munk skrev adskillige dramaer bl.a. Pilatus (1917, offentliggjort 1937), Ordet (1925), En Idealist (1928), I Brændingen (1929), Cant (1931), De Udvalgte (1933), Sejren (1936), Han sidder ved Smeltediglen (1938), Egelykke (1940), Niels Ebbesen (1942), Før Cannae (1943).
Flere af disse værker opførtes på Det kongelige Teater; inden for indgangen til dettes Gamle Scene er en mindeplade med Kaj Munks navn anbragt på en fremtrædende plads.
[redigér] Kaj Munk-prisen
I 1945 blev Kaj Munks Mindefond stiftet efter en sogneindsamling til støtte for nationale, kunstneriske og kirkelige formål. Den uddeler bl.a. Kaj Munk-prisen. Blandt modtagerne af prisen er skuespiller Caspar Koch, dramatiker og instruktør Jakob Christensen, højskoleforstander og forfatter Bjarne Nielsen Brovst, professor, dr.phil. Bent Jensen, samt dr. phil. Per Stig Møller. Den ukrainske nazistjæger Simon Wiesenthal har også modtaget prisen.
[redigér] Død
Kaj Munk blev angiveligt advaret kort inden sin død om, at han var i fare.[1] Det var modstandsmanden Børge Eriksen, der var med i Jyllandsledelsen af modstandsgruppen Ringen, der blev sendt til Kaj Munks hjem i Vedersø - angiveligt sidst i december 1943 - for at advare Kaj Munk og overtale ham til at gå under jorden.
Børge Eriksen ankom til Vedersø Præstegård sent om aftenen, bankede på døren, og Kaj Munks hustru Lise åbnede. Børge Eriksen præsenterede sig og bad om at tale med Kaj Munk. Lise Munk gik op til Kaj Munk, der opholdt sig ovenpå i sit arbejdsværelse, men han afviste at komme ned og tale med Børge Eriksen.
Få dage efter, den 4. januar, blev Kaj Munk hentet af en gruppe på fem SS-folk og skudt.
