Kald det søvn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Kald det søvn (originaltitel: Call It Sleep) er en bog skrevet af den amerikanske forfatter Henry Roth i 1934. Ved udgivelsen blev bogen ikke så bemærket af hverken anmeldere eller læsere, og vandt først popularitet, da den blev genudtrykt i 1964, og blev en ægte bestseller. Den solgte mere end 1 mio. eksemplarer i USA, og kom ind på listen over de 100 vigtigste romaner i det 20. århundrede.

Den handler om den meget nervøse og nærmest fobiske dreng David Schearl, og hans jødiske familie bestående af en mor og en far. De kommer til USA fra Østeuropa, og bosætter sig i New York. Den meget overbeskyttende moder passer den lille lejlighed derhjemme, og den meget temperamentsfulde far, skifter fra job til job. Bogen handler om problemer i forbindelse med immigration, men også i høj grad om familiære problemer, som igen kan vendes over til immigrationsproblematikken.

Forfatterens forhold til bogen[redigér | redigér wikikode]

Henry Roth er født i 1906, altså 1 år før historien om David begynder. Han er født i Tysmenitz i det daværende Østrig-Ungarn. Da han skrev Kald det søvn vidste han, hvad det var han skrev om, for han emigrerede nemlig selv som lille med sin familie til USA, præcis ligesom det hændte for David Schearl. Kald det søvn solgte kun 4.000 eksemplarer, men det var faktisk også flot, når man tænker på at det var under depressionen. Han mistede dog lysten til at udgive mere, og der skulle gå hele 45 år, nemlig til 1979, før han udgav sit næste værk kaldet Nature’s First Green. Han udgav yderligere et værk, Shifting Landscape: A Composite i 1987, og i løbet af 90’erne udgav han fire sammenhængende værker kaldet Mercy of a Rude Stream. Han døde i 1995 i New Mexico, og nåede ikke selv at opleve sine sidste 2 bøger i serien Mercy of a Rude Stream blive udgivet, da de udkom i 1996 og 1998.

Henry Roth rejste som sagt til USA, ligesom David Schearl gjorde det, og deres Davids liv er på mange måder baseret på Henrys eget liv. Når man begynder bogen, er det første man læser, at David og moren står alene, for at blive modtaget af Davids far, som har arbejdet derovre i forvejen. Præcis denne situation er den samme for Henry Roth, da han blev modtaget på Ellis Island af sin far, i en alder af 18 måneder. Generelt er farens hidsighed, morens overbeskyttelse og Davids nervøse træk meget ens dem, som Henrys liv er skabt på. Så denne roman indeholder mange træk, der kunnge ligne en biografi af Henry Roth.

Komposition / Tid[redigér | redigér wikikode]

Historien er fortalt kronologisk, startende i 1907, hvor David kommer til USA fra Europa med sin mor. De bliver derfra hentet af hans far, som er der i forvejen. Romanen slutter igen i 1913, og spænder altså over 6 år. Historien er delt ind i fire bøger, The Cellar, The Picture, The Coal og The Rail, alle med hver deres symbolske betydning. De første 4 år bliver dog ret hurtigt sprunget over, og er kun med i prologen. Det er blandt andet derfor, at David allerede har fået kendskab til engelsk, dog et meget gebrokkent et af slagsen.

Fortæller[redigér | redigér wikikode]

Fortælleren er en alvidende, der konstants spotter Davids følelser, og som det ses i citatet nedenfor, så kan han også forudsige fremtidige handlinger, som det fremgår af den sidste sætning. Ydermere er han meget detaljeret i beskrivelser af, specielt, Davids følelser, så man hele tiden fornemmer hans usikkerhed og uskyldighed.

When David thought of the roof teh next morning, he thought of it with so peculiarly selfish joy that it kept him from thinking any further. The roof, that precinct in the sky, that silent blacony on the pinnacle of turmoil, demanded that what thoughts one had be had there. He culled them, sorted out what he would think when he got up there – he would allow them to blossom once he had climbed the stairs[1]

Tid / rum / miljø[redigér | redigér wikikode]

Historien finder sted lige efter 1900-tallet er begyndt, og man fornemmer hurtigt stemningen. Når man først går i gang med at læse Roths måde at skrive på, fornemmer man hurtigt stemningen ude på Ellis Island hvor David og hans mor står, forvirringen om det nye. Roth giver også et rigtig detaljeret indblik i New Yorks liv. Man kan nærmest se det for sig, New Yorks store gader, da lille David er faret vild, og han spørger folk om vej. Man kan fornemme mørket i gaderne, som David er så inderligt bange for.

Kombinationen af Roths talent for detaljer i beskrivelser, og hans talent for at ramme accenten, som de nye tilflyttere snakker, er så godt skildret, at man ikke kan være i tvivl om, hvilket miljø man befinder sig. Dette kan også gøre bogen meget lang, men tager man sin tid, kan man næsten lugte til vejret, så detaljeret formår han at ramme, når han blander hans beskrivelser og bevidsthedsstrømme.

Personer[redigér | redigér wikikode]

David Schearl er hovedpersonen i denne fortælling, om hans egen skæbne. Han er en utrolig følsom dreng, og igennem hans følelser og tanker opdager man hvordan det må have været, at være en lille, bange dreng, i et nyt, stort land. Han frygter sin far overalt på Jorden, og det er ikke frygt i form af respekt, det minder mere om, at han nærmest væmmes ved hans far. Heldigvis for ham, har han sin alt for overbeskyttende mor, der redder ham gang på gang.

David er en meget ung dreng, og til tider virker han ældre end som så. Et eksempel er hans intellekt. En af hans fars venner, Luter, kommer regelmæssigt på besøg, og er altid ualmindelig flink overfor familien, men David har regnet den ud: Luter og hans mor har en affære, og allerede træder hans intellekt i karakter. En dag overhører han også sin mor og sin tante Bertha, hvor de taler om, dengang i Det Gamle Land, hvor hans mor havde en affære, og David realiserer hans mors seksualitet.

Genya Schearl er Davids mor, og hun fremstår meget sympatisk og omsorgsfuld. Første gang hun kommer til USA, bliver hun mødt af sine sure mand, Albert, der brokker sig med det samme over, at hun og hans søn ikke er klædt ordentlig nok på, og at de ligner immigranter for meget, og han hakker konstant på hende, idet han mener hun ikke er støttende nok omkring det hele, men hun formår alligevel at udvise tålmodighed, og forståelse, dog kun udadtil.

I virkeligheden er det ikke Albert, som hun elsker overalt på Jorden, det er hos David hun lægger al hendes kærlighed. En af hendes eneste lys i livet er da også David, og hun forsvarer ham altid, når faren prøver at skælde ud, og tæve ham. Hun vil så gerne gøre alt for, at de bliver lykkelige sammen, hende og Albert, men hun har været ham utro, og Albert gør blot hele fadæsen endnu værre, ved hans utilgivelige og barnlige opførsel mod David.

Albert Schearl er far til David og gift med Genya. Albert fremstår som et meget bittert menneske, og bryder sig muligvis ikke som at være immigrant i et nyt land. Han får et job som mælkemand, men før det, vandrer han rundt fra job til job, uden at kunne slå sig ordentlig ned. Det eneste han gør for sin søn, er at give ham en jødisk opdragelse, men bortset fra det, er der ikke meget forælder over ham. Han indser først til sidst, at han har skubbet David og Genya for langt væk fra ham selv, da det er for sent.

Bertha er Genyas søster, og bor en kort overgang hos familien Schearl. Hun er en pige der siger hvad hun mener, og hun har en mening om alt! Hende og Albert har mange slænderier, og nogel gange endte det i mild form for vold. Hun formår at bringe lidt glæde ind i romanen, som ellers er præget meget af mørke og dysterhed. Hun bliver gift med en russer, Nathan, som hun møder ved tandlægen, fordi hun har for dårlige tænder, pga. for meget slikspisning. De to åbner sammen en slikbutik(!), hvor David efterfølgende kommer meget.

Leo er den sidste af de 4 vigtigste bifigurer. David ser ham første gang, da han står og flyver med en drage, og han indser, at ham vil han rigtig gerne være ven med. Han er en irsk dreng, som har meget mere ”by-gen” end David, og er meget mere udadvendt. David er nærmest misundelig på alt hvad Leo ejer og gør, og da David en dag bliver tilbudt en rosenkrans, til gengæld for at Leo kan møde en af Davids kusiner, siger han modvilligt ja, hvilket selvfølgelig ender i ballade.

Der kan drages mange paralleller mellem Davids seksuelle oplevelser og realiseringer, og Bertha. Som nævnt ovenover, er der f.eks. da moren fortæller om hendes affære, fra dengang i Europa. Det er også i hendes slikbutik, hvor Leo og Esther, Davids kusine, begynder at flirte med tanken om sex, og med succes. De bliver dog opdaget, da Davids anden kusine, Polly sladrer.

David er et levende billede på immigrationen i USA. Hele hans udvikling bliver beskrevet i bogen, dog mest indirekte. Han snakker Jiddisch når han er sammen med sine forældre, men når han er på gaden og lege, foregår det på engelsk. Igennem historien hører man hans sprog udvikle sig og tilpasse sig:

Temaer[redigér | redigér wikikode]

Denne romans altoverskyggende tema er selvfølgelig immigration, men historien indebærer også mange andre niveauer som f.eks. opdragelse, opvækst, religion osv., men alt dette er skabt som en reaktion af immigrationen. Så disse ovenstående emner bliver gjort til sidetematikker, men til tider virker de større, end selve historien om immigrationen.

Sprog / Stil[redigér | redigér wikikode]

Henry Roth formår at bruge sproget på en helt speciel måde, som man ellers ikke ser i andre tekster. Hans sproglige stil forsøger at efterligne det gadesprog, som efter forfatterens mening taltes blandt indvandrerne i New York på den tid. Et eksempel på dette er indsat nedenfor.

”David hesitated: ”I godduh waid hea till duh wissle blows.”

“W’y wissle?”
“By de fectory. All togedder.”
“So?”

“So den I c’n go opstai’s”[2]

Det er en af Henry Roth’s kvaliteter at han er i stand til at skrive på denne måde. Den måde han formår at ramme personerne på, som er en del af hans skriveteknik, der har gjort denne bog så populær, som den nu engang er blevet. Sproget er på en måde baseret på hans immigration, og den udvikling som reflekteres i historien. Hans sprog bliver aldrig perfekt, men det er måske den del af Melting pot, det at påtage sig en ny kultur og identitet, uden helt at glemme sine rødder

Den sproglige stil i denne kvalitet ses ikke ret mange andre steder. En af de få ligemand er James Joyce, med særlig blik på hans mest berømte værk, Ulysses. Både Ulysses og Kald det søvn hører under genren modernisme. Modernismen havde bevæget sig væk fra romantismen, og ledte én mere over i det realistiske, men samtidig indebærer det i høj grad en bevidsthedsstrøm. Bevidsthedsstrøm er, som ordet ligger op til, indre monologer fyldt med tanker og følelser, og disse monologer er altoverskyggende i både Ulysses og Kald det søvn

Fortolkning / Symboler[redigér | redigér wikikode]

The Cellar som er første afsnit i bogen, symbolisere et meget gennemgående og tilbagevendende punkt for David. Nemlig mørke. Efter at have skubbet en af hans venner, og han flygter fra politiet, som han tror er efter ham (Hvilket de selvfølgelig ikke er), gemmer han sig nede i kælderen. Her er beskidt og meget mørkt. Han kæmper sig ud igen, men farer derefter vild. En dame finder ham, og sætter ham af ved politistationen, hvor han selvfølgelig også er bange. Hans mor kommer til sidst og finder ham, men den mørke oplevelse i kælderen og de efterfølgende hændelser, har givet ham en skræk i livet, og i resten af bogen, fremstår han som en skræmt dreng som er meget mørkeræd.

Andet afsnit i bogen, The Picture, handler om et billede som Genya hænger op i hjemmet. På billedet er der afbildet et landskab, der minder om hendes hjem i Østeuropa. Det symboliserer derfor selvfølgelig hendes europæiske fortid, men også hendes affære hun havde lige inden hun mødte David, og også hendes affære med Luter. Albert har to tyrehorn, som balancerer opad billedet, og de er fra hans tid i Europa. Alberts far blev stanget ihjel af tyre, så hornene repræsenterer hans frygt, og samtidig med at de balancerer opad af hendes fortid, symboliserer de tilsammen Alberts frygt for, at David ikke er hans biologiske dreng, hvilket også kan hænge sammen med hans ringe opførsel overfor David.

The Coal står for 2 ting. For det første står kul for styrke. Noget han ikke har, og som han så inderligt ønsker, specielt når kan kigger på sin far i bar mave. Kullet symboliserer også mørke, som er Davids tilbagevendende skræk.

The Rail henviser til et af sporene ved sporvognene. David er blevet snydt til, at røre ved sporet med et stykke metal, og der kommer et kæmpe blitzlys, som han forbinder med kraft og med Gud. Da hans far en dag vil tæve David, løber han væk og hen til sporet, hvor han rører ved det igen, for at få kræfter Denne gang rører han dog med en stor form for en ske til mælk, som så bliver symbol for hans mors mælk, altså at hans mor skal komme og redde ham. Han får dog et kraftigt stød, og besvimer, og i drømme har en religiøs oplevelse med Gud. Faren bliver bekymret for David, og her finder man ud af, at David altså er Alberts søn, da Genya forsikrer ham, men Albert har for længst ødelagt familieforholdene.

Efter David har været besvimet og haft sin oplevelse med Gud, bringer det mig tilbage til titlen, Call It Sleep. Efter hans oplevelse funderer han over tingene, og bliver enig med sig selv om, at snart ville det være nat, og så kunne han sove, og glemme alting. I hans søvn blev alle følelser, billeder, hans fortid, ja alt blev levende, og han kunne have det som han ville. Livet var hårdt og forfærdeligt for ham, men i hans drømme var det ham der bestemte, og ham der kunne triumfere.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Call It Sleep, 8. udgave, kap. 4 – VII, side 299 linje 20
  2. Call It Sleep, 8. udgave, kap. 1 – I, side 22, linje 3