Kalmarkrigen
| Kalmarkrigen | |||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Kalmarkrigen |
|||||||||||
|
|||||||||||
| Parter | |||||||||||
 Danmark |
 Sverige |
||||||||||
| Styrke | |||||||||||
| 20.000 | 21.000 | ||||||||||
Kalmarkrigen var en krig udkæmpet mellem Danmark og Sverige i årene 1611–13 på grund af Sveriges forsøg på at bryde Danmarks monopol på handelen med Rusland og uenigheder om Finmarks fremtidige statslige tilhørsforhold.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Årsagen til krigen var grænsetvistigheder i Lapmarken og strid om herredømmet på Østersøen. Begge Nordens konger, Christian 4. og Karl 9. af Sverige, var stemte for at afgøre tvisten med våben, og det nyttede derfor kun lidt, at både det danske og det svenske rigsråd ønskede at bevare freden.
[redigér] Krigen begynder
Efter at være stærkt udæsket af Karl 9. sendte Christian 4. den 4. april 1611 sit fejdebrev over grænsen. Christian 4. havde tænkt at falde ind i Sverige med to hære; een under rigsmarsken, Sten Maltesen Sehested, skulle fra Halland falde ind i Vestergötland, se at ødelægge det nyanlagte Göteborg og trænge frem til Jönköping, og een under kongen selv skulle gå mod Kalmar. Da kongen havde uheld med sine hvervninger i Nordtyskland, kom kun den sidste plan til udførelse.
Den 2. maj kom kongen for Kalmar, der blev kækt forsvaret af Pehr Mikkelsson Hammarsköld. Efter 3 ugers belejring var volden skudt til storm, og natten mellem den 26. og den 27. maj gik stormen for sig. To gange slog svenskerne angriberne tilbage, tredje gang lykkedes det Palle Rosenkrans fra Glimminge at plante livfanens mærke på volden, og byen var dermed taget. Slottet holdt sig dog endnu, og snart efter kom Karl 9. og den 16-årige kronprins Gustaf Adolf med en hær, der var den danske betydelig overlegen. Stillingen blev meget vanskelig, og Christian 4. forlod personlig Kalmar for at hente hjælp.
[redigér] Kristianopel hærges
Imens lykkedes det Gustaf Adolf at overrumple besætningen i fæstningen Kristianopel i Blekinge og hugge den ned.
[redigér] Danmark får overtaget
I juli vendte kongen tilbage til Kalmar og medbragte nogen forstærkning under feltmarskallen Gert Rantzau, men Karl 9. fik en endnu større hjælp af sin rigsmarsk, og den svenske flåde under Hans Bjelkenstjerna forjog en tid den danske blokadeeskadre. Under disse forhold søgte Karl 9. en afgørelse og angreb 17. juli den danske lejr både forfra og i ryggen ved udfald fra slottet. Efter en blodig og hårdnakket kamp, hvor lykken flere gange skiftede, vandt de danske sejr, takket være deres konges mod og feltherredygtighed. Da Christian 4. umiddelbart efter fik forstærkninger, trak Karl 9. sig længere tilbage, og den ny slotsherre på Kalmar slot, Krister Some, overgav snart efter på forræderisk vis slottet.
[redigér] Karl 9. dør, krigen fortsætter
Hen på efteråret kom det endnu til nogle uafgørende kampe nord for Kalmar. Så lagde Christian 4. en stærk besætning i byen og drog hjem med den øvrige hær. Den 30. oktober døde Karl 9., og den 26. december blev Gustaf Adolf Sveriges konge. Krigen blev fortsat.
[redigér] Danskerne får overtaget
Christian 4. faldt i januar 1612 ind i Vestergötland og trængte frem til Skara, der blev brændt. Gert Rantzau hærgede i Småland. For at hævne dette faldt Gustaf Adolf ind i Skåne og hærgede og brændte der. Ikke mindre end 24 kirkesogne samt købstaden Væ blev plyndret og brændt. Kong Christian 4. opfordrede derefter de overlevende mennesker i Væ til at bosætte sig i den projekterede fæstningsby Christianstad, som skulle blive en lås for Skåne. Ved udtoget blev han den 11. februar angrebet af en langt ringere dansk styrke under ledelse af Breide Rantzau og den skånske adelsmand Anders Stensen Bille ved Vidtsø (svensk: Vittsjö) i Gjönge Herred. Den nye svenskekonge blev og undslap med nød og næppe med livet i behold. Hans tropper blev adsplittede, og selv kom han i livsfare, da isen brast under ham på flugten. De danske var meget stolte over denne sejr, og den fremstilledes senere af Karel van Mander II på tapeter i riddersalen på Frederiksborg slot.
Senere faldt svenskerne ind i Halland og brændte Varberg by. Christian 4. ilede byen til hjælp med en lille rytterstyrke og angreb vovemodigt den langt overlegne svenske hær på Skællinge hede. Angrebet blev afvist, og de danske måtte trække sig tilbage.
[redigér] Älvsborg erobres
Hen på sommeren ville Christian 4. rykke dybere ind i Sverige mod Jönköping med to hære, een under Gert Rantzau fra Kalmar og een under ham selv fra Halland. Kongen erobrede Elfsborg (svensk Älvsborg), men da han senere nærmede sig Jönköping, fik han at vide, at Gert Rantzau var vendt tilbage til Kalmar på grund af mytteri mellem tropperne og mangel på proviant. Christian 4. måtte da også vende om. Han opgav angrebet til lands, gik om bord på flåden, søgte forgæves kamp med den svenske flåde i Østersøen og forfulgte den ind i Stockholms-skærene lige til Vaxholm.
[redigér] Kampe i Norge
I Norge var kampene uden større betydning, men nærmest uheldige for nordmændene: Jämtland blev således erobret af de svenske i 1611. Da al adgang til Vesterhavet var spærret, efter at Elfsborg var taget, forsøgte nogle skotske af Sverige hvervede lejetropper at bane sig vej gennem Norge, en afdeling af dem blev nedhugget af norske bønder, og en af skotternes førere, kaptajn George Sinclair, blev dræbt, en i militær henseende temmelig betydningsløs begivenhed, som dog Edvard Storm’s digt »Hr. Sinclair drog over salten Hav« senere gjorde navnkundig.
[redigér] Freden i Knäred
Da Christian 4. havde opgivet håbet om at vinde mere ved krigen, begyndte i november 1612 under engelsk mægling fredsforhandlinger, der endte med Freden i Knærød den 20. januar 1613. Resultatet af krigen var, at Danmarks stilling som den førende nation i Norden blev slået fast. Sverige måtte opgive sine uretmæssige fordringer på land i det nordlige Norge, tillade Danmark at føre de 3 kroner i rigsvåbenet, anerkende den gensidige toldfrihed og betale 1 mio. rigsdaler i krigsomkostninger.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Ingvar Andersson: "Källstudier till Kalmarkrigets historia" (Scandia, Band IX, Lund 1936; s. 301-312) (svensk)
- Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIII, s. 440; opslag: Kalmar-Krigen
