Kalmarunionen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Unionstiden.
Statsunion
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kalmarunionen er det historiografiske navn for personalunionen mellem Danmark, Sverige (inkl. Finland) og Norge (inkl. Island, Færøerne, Grønland, Shetlandsøerne og Orkneyøerne) fra 1397 til 1523
Efter Oluf 2.s død som 17-årig i 1387 fortsatte hans mor, Margrete 1., sine allerede igangværende bestræbelser for at samle Norden under én konge, og hun blev valgt til Danmarks frue og husbonde og rigets fuldmægtige formynder.
Presset af et tronkrav fra kong Albrecht af Mecklenburg blev hun i 1388 af det norske rigsråd valgt til regerende dronning i Norge, og hendes fostersøn Erik af Pommern blev anerkendt som tronfølger. I marts valgtes hun også som regent i Sverige.
Efter at Margrete havde slået Albrechts hær og taget ham og hans søn Erik til fange i slaget ved Åsle 1389, blev Lindholm Slot (Lindholmen) ved Børringesø (Börringesjön) i det sydvestlige Skåne skueplads for et afgørende møde mellem de stridende parter. Ved mødet på Lindholm Slot den 17. juni 1395 blev der sluttet en fred, der blev forudsætningen for det møde i Kalmar, der resulterede i de aldrig afsluttede forhandlinger om Kalmarunionen to år senere. Selve dokumentet er kun et udkast, der aldrig blev ratifiseret af rigsråderne.
17. juni 1397 blev Erik 7. af Pommern i Kalmar af den danske og den svenske ærkebiskop kronet til konge af de tre nordiske riger.
Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.
I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.
Også Christian 1.s efterfølgere , kong Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør, og 6. juni 1523 blev Gustav Vasa konge, hvilket egentligt betød en afslutning på Kalmarunionen. Men det var dog først i 1524,at enden på unionen blev vedtaget på skrift.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Den politiske baggrund
Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.
[redigér] Konflikter
Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Schleswig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, som var en forstyrrelse af svenskernes eksport(især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev sat af som konge af unionen, som blev overtaget af Christopher af Bayern. I kraft af tomrummet efter Christophers død i 1448, valgte Sverige Karl VIII til konge med intention om at oprette unionen under den svenske trone. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end de svenske og norske tilsammen, og fik det danske gehejmeråd til at udnævne Christian den første af Oldenburg til konge.
I løbet af de næste syv årtier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.
Efter den midlertigt succesfulde erobring af Sverige af Christian den anden og efterfølgende Stockholm blodbad i 1520, starede svenskerne endnu en oprørsgruppe, som fordrev de danske styrker igen i 1521. Mens uafhængigheden var blevet genindført, sørgede valget af Kong Gustav af Vasa d. 6. Juni 1523, for genoprettet uafhængighed og praktisk herredømme for Sverige og opløste den uformelle union. Dagen, hvor Gustav af Vasa blev kronet har siden været nationaldag for Sverige indtil 2005, hvor det blevet lavet til en almindelig feriedag.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- Historisk Tidsskrift, Bd. 11, rk. 6 (1960-62): Henry Bruun: Kalundborgvidissen 1425 af Kalmarunionsbrevet
- Historisk Tidsskrift, Bd. 16, rk. 5 (1996): Aksel E. Christensen: Christoffer af Bayern som Unionskonge
- Historie/Jyske Samlinger, Ny rk. 14 (1981-83): Poul Enemark: Christian I og forholdet til Sverige 1448-1454
- Historie/Jyske Samlinger, (1996): Poul Enemark: Christian I.s vej til Sveriges trone
- Historisk Tidsskrift, Bd. 5, rk. 3 (1881): Kr. Erslev: Studier til Drinning Margrethes Historie
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
- Unionsbrevet fra 1397 på Nationalmuseets hjemmeside
- http://www.sa.dk/lak/saxo/artikler/margret.htm
- (home.swipnet.se/skaaneland/dk_margrethe.html)
- http://www.alexheick.dk/historisk/rigens_banner/s.htm
- Gyldendals DVD Leksikon (Se også Gyldendals Online Leksikon)
