Kalmarunionen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Unionstiden.
Statsunion
Kalmarunionen
Flag of Denmark.svg
 
Royal Standard of Norway.svg
 
Flag of Sweden.svg
1397–1523 Flag of Denmark.svg
 
Flag of Sweden.svg
Flag Våben
Flag Margrete 1.s segl
Geografisk placering af Kalmarunionen
Kalmarunionen i begyndelsen af det 16. århundrede
Hovedstad København
Religion Katolicisme
Styreform Monarki
Regent
 - 1387–1412 (Danmark)
   1388–1389 (Norge)
   1389–1412 (Sverige)
Margrete 1.
 - 1389–1442 (Norge)
   1396–1439 (Sverige)
   1396–1439 (Danmark)
Erik af Pommern¹
 - 1481–1513 (Danmark)
   1483–1513 (Norge)
   1497–1501 (Sverige)
Hans
 - 1513–23 (DK. & N.²)
   1520–21 (Sverige)
Christian 2.
 - 1524–33 Frederik 1.
Lovgivende forsamling Rigsråd og Herredag (et i hvert rige)
Historie
 - Etableret 17. juni 1397
 - Engelbrektsoprøret 1434–36
 - Det Stockholmske Blodbad 7.-10. november 1520
 - Gustav Vasa vælges til konge af Sverige 6. juni 1523
 - Det Danske rigsråd annekterer Norge 1536
1. Erik 7. af Danmark, Eirik 3. af Norge, Eric 13. af Sverige
2. Christian 2. var regent af Norge fra 1506

Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som oprettedes 1397 og varede til 1523. Unionen indbefattede områder som Finland, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.

Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det såkaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern. Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1.. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. styrede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Norge og Sverige i union[redigér | redigér wikikode]

Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson(Smek) og sønnen Håkan Magnusson forenede under samme krone. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skåne til Johan af Holstein i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme år valgte Johan mod et løsen at overdrage Skåne og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skåne som et autonomt kronland, mens skåningene anerkendte folkungerne som kongeæt. Magnus kaldte sig derefter "Sveriges, Norges og Skånes konge". Den danske konge Valdemar Atterdag, der var blevet anerkendt som den retmæssige indløser af de pantsatte danske områder, vandt imidlertid Skåne, Blekinge og det sydlige Halland tilbage 1360. Sommeren 1361 vandt han tillige Gotland. Tabet af Skåne gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Håkan Magnusson. Håkan valgtes til konge af Sverige på Mora stene i februar 1362.[1]

Håkan Magnusson og hans far forsonedes dog i foråret 1362 og kom overens om at samregere i Sverige og Norge. For at få hjælp til at besejre den svenske adel, vendte de sig til Valdemar Atterdag i Danmark. Håkan Magnusson havde i 1359 forlovet sig med Valdemars seksårige datter Margrethe. Under pres fra den svenske adel havde Håkan ophævet forlovelsen og i stedet forlovet sig med en prinsesse fra Holsten, Elisabet. Da prinsessen i december 1362 rejste til Sverige for at møde sin kommende ægtefælle, blev hendes skib af vinden drevet til Bornholm og der sattes hun i fængsel. Magnus Eriksson og hans søn skyndte sig til København, og den 9. april 1363 giftede Håkan sig med Margrethe. Den holstenske prinsesse slap siden ud af fængslet; hun levede resten af sit liv i kloster.[2]

Valdemar havde to døtre, Ingeborg og Margrethe, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med Henrik Bödeln af Mecklenburg, søn af Albrekt den store af Mecklenburg. Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Håkan Magnusson, forenede sig med Albrekt for at sætte dennes søn Albrekt af Mecklenburg på Sveriges trone. Under andet halvår 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud på en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Håkan kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februar 1364 kunne Albrekt derfor lade sig hylde som Sveriges konge på Mora stene. De to folkunger Magnus og Håkan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i slaget ved Gataskoven på grænsen mellem Västmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn Albrekt 4. af Mecklenburg som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks år frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske områder, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrekt ved Magnus Erikssons død.[3]

Danmark og Norge i union[redigér | redigér wikikode]

Da Magnus Eriksson døde i 1374, blev disse områder imidlertid ikke overdraget, og da Valdemar Atterdag døde i oktober 1375, blev Albrekt 4. ikke udråbt til dansk konge. I stedet stillede Håkan Magnusson med en modkandidat, den egne søn Olof. Håkan fik støtte af Danmarks mest indflydelsesrige stormænd, og ved et rigsmøde i Slagelse i maj 1376 blev Olof udråbt til dansk regent. Samtidig bestemtes det, at regeringen skulle udøves af dennes forældre, Håkan og hans hustru Margrethe. Af betydning var det, at både Håkan og Margrethe havde opholdt sig i Danmark for at virke for sønnens kandidatur men tillige, at kun Margrethe kunne anses at repræsentere det danske kongedynasti; hendes søster Ingeborg var i mellemtiden afgået ved døden. For at styrke sit krav på tronen begyndte hun at kalde sig "Danmarks, Sveriges og Norges dronning" under tiden frem til valget af sønnen som konge.[4]

Ved udnævnelsen af Olof var der ved Danmarks og Norges forening fremkommet et storvælde, som ikke blot indbefattede de to lande men tillige andre områder under deres styre som Skåne og Gotland. Da Håkan døde 1380, blev Olof tillige konge af Norge, mens Margrethe virkede som hans formynder. Den svenske konge Albrekt af Mecklenburg sad ikke uvirksom men forsøgte under 1380–1384 at erobre Skåne men måtte nøjes med det sydlige Halland. Albrekts forsøg på at forene Skåne og Sverige under en krone havde tillige en støtte blandt den skånske adel. Folkungernes indflydelse i Skåne svækkedes også af det forhold, at vestre Skåne havde været pantsat til den tyske Hansa siden 1370. I 1385 kom Olof Håkansson imidlertid til Lund, hvor han blev hyldet af skåningerne efter at have bekræftet skåningernes traditionelle privilegier. Nogle uger senere overdrog hanseaterne deres borge i vestre Skåne til den danske konge. I forsommeren 1385 begyndte Olof Håkansson at anvende titlen "sand arving til Sveriges rige" og havde derefter mulighed for at påbegynde oprustning for krig i stedet for forsvar.[5]

Dynastiske forudsætninger for unionen[redigér | redigér wikikode]

Dette stamtræ viser de nordiske rigers familieforhold i tiden omkring kalmarunionen, og hvordan de forskellige kongehuse blev flettet sammen. Der er kun medtaget personer, der er nødvendige for sammenhængen.

(Konger af ét nordisk rige er markeret med kursiv, konger af to nordiske riger er markeret med fed, unionsregenter er markeret med fed og kursiv)

 
 
 
 
Håkon 5.
 
Eufemia
 
Magnus Ladulås
 
Helvig
 
 
 
 
 
 
 
Erik Klipping
 
Agnes
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ingeborg
 
 
 
Erik Magnusson
 
Ingeborg
 
Erik Menved
 
Christoffer 2.
 
Eufemia
 
Nicolaus
 
Richiza
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht
 
Eufemia
 
 
 
Magnus Eriksson
 
Blanka
 
 
 
 
 
 
 
Valdemar Atterdag
 
Helvig
 
Sophie
 
Gerhard
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht af Mecklenburg
 
Ingeborg
 
Henrik
 
Erik Magnusson
 
Håkon 6.
 
 
 
 
 
 
 
Margrete 1.
 
Ingeborg
 
 
 
Henrik
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Oluf 2.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht
 
Vartislav
 
Maria
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Erik af Pommern
 
Johan
 
Catharina
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christoffer af Bayern
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gerhard
 
Elisabeth
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Didrik den Lykkelige
 
Hedevig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 1.
 
Dorothea
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hans
 
Christine
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 2.

Krigen mod Albrekt[redigér | redigér wikikode]

Albrekt af Mecklenburgs stilling som svensk konge var med tiden blevet svækket. Til sin hjælp havde han indkaldet tyskere til at fungere som lensherrer og fogeder i stedet for den svenske adel. En af de stormænd, som havde støttet Albrekt og modarbejdet folkungerne, var Bo Jonsson (Grip), blandt andet med forhåbningen om, at Albert ville erobre Skåne fra Valdemar Atterdag. Bo Jonsson var ikke blot rigets drost men tillige dets største jordejer. I april 1384 var han på vej til Skåne for at deltage i felttoget, men i Vadstena gjorde han sit testamente, hvori han erklærede som sin sidste vilje, at alle hans forleninger i Finland og det egentlige Sverige efter hans død skulle forvaltes af otte navngivne stormænd for derved at forhindre, at kong Albrekt skulle få kontrol over lenene. Bo Jonssons mecklenburgske ægtefælle og hans børn blev holdt væk fra al kontrol over lenene. Hvorledes forholdet havde været mellem Bo Jonsson og Albrekt i de senere år er ikke kendt; formodentlig har Albrekts manglende evne til at erobre Skåne ikke gavnet ham. Da Bo Jonsson døde i august 1386, blev testamentet kendt og Albrekt erklærede sig at være enkens og børnenes formynder for på denne måde at forsøge at omgøre testamentet. Albrekt fik da også kontrol over nogle steder. I den indenrigspolitiske krise, som indtrådte Sverige, forsøgte nu de svenske stormænd støtte hos Margrethe. Nogle af dem mødtes med Olof og Margrethe i Skåne i sommeren 1387.[6]

Margrethe er i eftertiden blevet symbolet på Kalmarunionen. Gravering af H.P. Hansen

Margrethe opholdt sig i Ystad, da Olof hastigt blev meget syg af feber og døde på Falsterbo slot den 3. august 1387. Margrethe sikrede sig hurtigt, at hun blev hyldet som Danmarks regent, først ved en sørgemesse i Lund den 10. august, derefter på landsting i Ringsted, Fyns landsting i Odense og formodentlig tillige på det jyske landsting i Viborg. Margrethe rejste også til Norge, hvor hun i februar 1388 hyldedes som Norges regent ved en herredag i Oslo. Efter besøget i Norge mødte hun Bo Jonssons testamentsexekutorer i Dalaborg. Ved Dalaborgstraktaten anerkendtes Margrethe som Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbonde" af den forsamlede adel. De lovede at stille de svenske slotslen til hendes rådighed og at give hende militær støtte til at erobre magten fra kong Albrekt.[7]

Kong Albrekt sad ikke passiv, da oppositionen mod ham tog til i styrke. På sensommeren 1388 rejste han til Mecklenburg for at samle en stor styrke af lejetropper. Albrekt og hans lejetropper ankom omkring nytår 1389 efter at være gået i land i Kalmar. I efteråret 1388 havde oppositionens styrker belejret Axevalla hus uden for Skara, og Albrekts tropper drog via Jönköping for at undsætte Axevalla. Albrekts tropper var formentlig beredne, velrustede og havde i det mindste en kerne af stridsvant kavaleri. Margrethes og Albrekts tropper mødtes nær Åsle kirkeby en mil øst for Falköping. Slaget ved Åsle blev både en militær og en politisk sejr for Margarethe, idet både Albrekt og hans søn Erik blev fanget[8]

De dansk-svenske styrker kunne hurtigt tage kontrollen over de slotte, som var i mecklenburgernes hænder, deriblandt Kalmar slot.[9] Margrethe agerede tillige hurtigt med hensyn til tronfølgen: ved midsommer 1389 samledes en stor herredag i Helsingborg, hvor Margrethe præsenterede tronfølgeren Erik af Pommern, søn af Margrethes søsterdatter Maria, og hvor han anerkendtes af de norske repræsentanter som Norges arvekonge, omend med Margrethe som hans formynder så længe, han var mindrerårig. Derimod tog det tid inden, at Eriks stilling i Danmark og Sverige blev afklaret: Erik valgtes til Danmarks konge ved et landsting i Viborg nytår 1396, og for Sveriges vedkommende blev han hyldet på Mora stene som Sveriges konge den 23. juli 1396.[10]

Nyköpings recess[redigér | redigér wikikode]

Margrethe og Erik mødtes med det svenske riksråd i Nyköping i september samme år. Den vigtigste beslutning var om en reduktion af alt det krongods, som var blevet overført til adelen under Albrekt af Mecklenburgs tid som konge, forsåvidt kronen ikke bevilgede undtagelser. De, som var blevit frälse under perioden, skulle miste denne status. Mødet besluttede også, at alle fæstninger og slotte, som var opført under denne tid, skulle nedrives, hvis kronen ikke besluttede andet. Margrethe fik i morgengave Östergötland og Skara bispedømme, Rumlaborgs slot og len med Jönköping, Västerås slot og stad med Norbohärad og Dalarna. Recessen udfærdigedes den 23. september 1396 og anses som et knusende nederlag for den svenske stormandsklasse, efter som den mistede alt, hvad den havde vundet efter oprøret mod Magnus Eriksson. Mødet besluttede også at et nyt møde mellem de ledende stormænd i de tre riger, hvor de skulle slutte en aftale om evig fred mellem landene.[11]

Kalmarmødet[redigér | redigér wikikode]

Unionsbrevet fra 1397: "Först at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær koning Eric i hans lifdaghæ, oc siden evinnelicæ thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer alle thry riken, suo at riken aldre at scilias meer, om Gudh wil."

Det første tydelige vidnesbyrd om, at Margrethe ville skabe en union af de tre riger, som Erik var konge over, er Nyköpings recess 1396. Med den personalunion, som var for hånden, blev de forsamlede enige om et unionsmøde, hvor repræsentanter for de tre riger skulle enes om en union, hvilken angaves som en forudsætning for fred mellem rigerne. Dette alnordiske unionsmøde foregik i Kalmar sommeren 1397. Selve mødet må have taget mindst fire uger og indledtes med en kroningsceremoni, hvorunder Erik blev kronet til konge af ærkebiskopperne i Lund og Uppsala. Fraværet af norske biskopper i Kalmar antyder, at Erik var blevet kronet til konge over Norge allerede 1392. Selve mødeforhandlingerne resulterede dels i et unionsbrev, som regulerede de fremtide forhold mellem de tre riger samt et kroningsbrev, hvor det fremgår, at Eriks kroning til konge i Danmark, Norge og Sverige var blevet fuldbyrdet i Kalmar[12]

Kroningsbrevet[redigér | redigér wikikode]

I kroningsbrevet kundgøres, at kroningen af Erik var fuldbyrdet i Kalmar. De underskrivende afgiver en trohedserklæring over for kong Erik og giver fuld ansvarsfrihed for Margrethe. Kroningsbrevet pålægger ikke kongen nogen særlige forpligtelser, der findes alene en i almene vendinger udformet passus: "oc han gøre widh oss alle som hanom bør at gøre". Det er blevet påpeget, at Erik i kroningsbrevet af de underskevne anerkendes som konge, noget kongevalg eller nogen overladelse af magt fra undersåtter til konge omtales ikke. I kroningsbrevet fastslås også, at Erik er konge af Guds nåde.[13]

Unionsbrevet[redigér | redigér wikikode]

I unionsbrevet slås fem vigtige principper for unionen fast[14]:

  • En eneste konge skal råde over alle tre riger. I princippet skal unionen vara et Valgkongedømme men i første række bør kongesønner vælges.
  • Kongen skal styre hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love.
  • Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp.
  • Den, som er blevet dømt fredløs, skal være det i alle rigerne.
  • Ved forhandlinger med andre lande har kongen sammen med rådsmedlemmer fra hvert rige ret til at træffe beslutninger til alles bedste.

Unionen under de skiftende regenter[redigér | redigér wikikode]

Unionen under Margrethe[redigér | redigér wikikode]

Margrethe gjorde reduktioner af frälsets jord både i Danmark og i Sverige da overførelsen af skattejord til frälsejord alvorligt truede kronens skatteindkomster. Efter, at Sveriges drost Bo Jonsson (Grip) var død i 1386, Danmarks drost Henning Podebusk var død i 1388 og Norges drost Ogmund Finsson var død 1388 indsatte Margrethe ikke nye droster. Endog embedet som marsk blev ladt ubesat under hendes tid. Margrethe er også blevet kritiseret for at i strid med Magnus Erikssons landslag have sat udenlandske fogeder på svenske slotte, idet hun altid satte danske fogeder på svenske og norske len men det må bero på, om hvorledes begrebet "indenrigske mænd" forstås[15]

Også med hensyn til besættelsen af de kirkelige embeder fortsatte Margrethe sin fars politik med at placere håndplukkede personer som biskopper for, at kronen derved skulle kunne låne penge af kirken. Det ved denne tid svage påvedømme lettede også dette. Allerede ved Arbogakonciliet 1396 kom kirken i opposition til Margrethe på grund af skattetrykket og sammenlignede forholdene med jødernes trældom i Egypten.[16] Arbogakonciliet 1412 protesterede mod reduktionen af kirkegods og truede med interdikt, hvis forholdene ikke ændrede sig.[17]

Eriks unionssegl

Unionen under Erik af Pommern[redigér | redigér wikikode]

Efter Margrethes død 1412 mildnedes enevældet noget og i Danmark fik det danske rigsråd en større indflydelse. For Sveriges del besluttede Erik om räfsteting, som indebar, at den tidligere godsreduktion i nogen grad ophævedes. Indsættelser af biskopper skete uden åbne konflikter. Det danske Danehof blev indkaldt 1413.[18] Fra 1398 virker det som om, at Margrethe opholdt sig mere i Sverige end i Danmark. Erik på sin side opholdt sig de første år efter 1412 regelmæssigt i Sverige men efter det blev hans besøg i Sverige sjældnere. Erik synes ikke at have besøgt Norge efter 1412.[19] Overvejende fortsatte Erik Margrethes unionspolitik. Han donerede penge til Vadstena kloster men placerede sine egne mænd som biskopper. Indflydelsen for det norske rigsråd mindskedes, og dets medlemmer savnede indflydelse bortset fra i domsspørgsmål. I Norge placeredes danskere som biskopper og de norske slotte Bohus, Akershus, Tunsberghus og Bergenhus blev styret af danske fogeder. Erik synes at have haft ambitionen at integrere de tre unionslande med unionsmøder med rigsråd fra de tre lande, der mødtes i København, et unionsbanner og et unionsvåben samt en fælles herold for de tre riger.[20]

I Sverige placerede Erik danskere og tyskere som fogeder på slottene. 1434 var tyskerne Hans Kröpelin foged på Stockholms slot og Hans af EbersteinGripsholms slot, danskerne Anders Nielsen på Axevalla, Jens Grim på Kalmar slot og Jösse ErikssonVästerås slot. Endog Älvsborgs fæstning, Nyköpingshus og Ringstaholm havde tyske eller danske fogeder. Alene på nogle slotte i Finland fandtes der medlemmer af den svenske adel som fogeder.[21]

Som motiv for det oprør mod Erik, som udbrød i Sverige sommeren 1434, Engelbrektsoprøret, er nogle direkte årsager udpeget. Det svenske rigsråd udfærdigede den 12. september 1434 en cirkulæreskrivelse til den Tyske Ordens højmester, Hansestæderne og Norges rigsråd. Riksrådet fremsætter heri flere påstande om brister, blandt andet at Erik skulle have udnævnt uegnede mænd som biskopper, at han har overdraget slottene til udlændinge, og han at ikke respekterer arvekongedømmet ved sit forsøg på at gøre sin onkels søn Bogislav 9. af Pommern til tronfølger. Almuen er blevet tvunget til at betale trykkende skatter, stæderne uretmæssig told, og adelen er blevet tvunget til at deltage i krige i udlandet.[22]

I november 1434 kom parterne overens om forhandlinger. Disse foregik i Halmstad i april-maj 1435. Fra det svenske riksråd deltog ærkebisp Olof, biskopperne Knut og Sigge, ridder Nils Erengislesson samt væbnerne Knut Jonsson og Magnus Gren. Som Eriks repræsentanter deltog biskop Jens i Roskilde, Axel Pedersson, Erik Nielsson, Sten Basse, Morten Jensson og dekanen Hans Laxmand. Under mødet blev man enige om, at rigsrådet skulle indsætte fogeder på de slotte, som kongen endnu kontrollerede, skatter skulle besluttes i fællesskab af kongen og rigsrådet. Kongen lovede også at udnævne en drost og marsk i Sverige, at rigshøvedsmanden Engelbrekt Engelbrektsson skulle få Örebro slot og len på livstid og Erik Puke skulle få Rasbo hundare på livstid. I juni mødtes riksrådet i Uppsala, hvor man ratificerede aftalen fra Halmstad, men i ratifikationsbrevet præciserede riksrådet hvorledes, man tolkede aftalen: kongen skulle styre riget i overensstemmelse med riksrådet og loven.[23]

Unionen under Christoffer af Bayern[redigér | redigér wikikode]

Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Slesvig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, som var en forstyrrelse af svenskernes eksport(især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev sat af som konge af unionen, som blev overtaget af Christopher af Bayern.

Christoffer blev ikke nogen populær konge. Han formåede ikke at indfrie et løfte til svenskerne om at give dem Gotland i hænde, da Erik sad her på borgen Visborg og bedrev et sørøveri, som Christoffer heller ikke formåede at stoppe. Af danskerne blev han anklaget for at tilkalde og favorisere egne landsmænd på bekostning af rigernes egne indbyggere. Han forsøgte at stække Hanseforbundets indflydelse ved at favorisere nederlændinge og englændere, ved at genindføre Øresundstolden og ved at give København nye privilegier, der skulle forhindre udenlandske købmænd at handle, men måtte indrømme Hansestæderne fornyede rettigheder i både Norge og Sverige.

I kraft af tomrummet efter Christophers død i 1448, valgte Sverige Karl Knutsson til konge med sigtet om at oprette unionen under den svenske trone. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end de svenske og norske tilsammen og fik det danske gehejmeråd til at udnævne Christian 1. af Oldenborg til konge.

I løbet af de næste syv årtier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.

Unionen under Christian 1.[redigér | redigér wikikode]

Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.

I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.

Unionen under kong Hans og Christian 2.[redigér | redigér wikikode]

Også Christian 1.s efterfølgere, kong Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør (Den Svenske Befrielseskrig), og 6. juni 1523 blev Gustav Vasa konge, hvilket egentlig betød en afslutning på Kalmarunionen. Men det var dog først i 1524, at enden på unionen blev vedtaget på skrift.

Efter den midlertidigt succesfulde erobring af Sverige af Christian 2. og efterfølgende Stockholm blodbad i 1520, startede svenskerne endnu en oprørsgruppe, som fordrev de danske styrker igen i 1521. Mens uafhængigheden var blevet genindført, sørgede valget af Gustav Vasa den 6. Juni 1523 til svensk konge for genoprettet uafhængighed og praktisk herredømme for Sverige og opløste den uformelle union. Dagen, hvor Gustav af Vasa blev kronet har siden været nationaldag for Sverige indtil 2005, hvor det blev lavet til en almindelig feriedag.

Den politiske baggrund[redigér | redigér wikikode]

Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Carlsson (1945), s. 19–31
  2. Carlsson (1945), s. 32–33
  3. Carlsson (1945), s. 33–36
  4. Carlsson (1945), s. 37–38
  5. Carlsson (1945), s. 38–42
  6. Carlsson (1945), s. 42–48
  7. Carlsson (1945), s. 48–51
  8. Larsson (1997), s. 39–40
  9. Larsson (1997), s. 42
  10. Carlsson (1945), s. 58–60
  11. Lönnroth (1969), s. 15–16
  12. spørgsmålet om hvorledes, unionsbrevet skal tolkes, har ført til omfattende videnskabelige diskussioner, jvf. Carlsson (1945), s. 61–65; Larsson (1997), s. 89–90
  13. Lönnroth (1969), s. 42–44
  14. Carlsson (1945), s. 67–68
  15. Enemark (1979), s. 25–26
  16. Fra Arbogakonciliets beslutning: "[...] quem unigenitus Dei in signis et prodigiis de Egyptiaca servitute redemit, in servitutem mirabiliter miserabilem."
  17. Larsson (1997), s. 97, Enemark (1979), s. 26–27
  18. Lönnroth (1969), s. 65
  19. Carlsson (1945), s. 87–91
  20. Larsson (1997), s. 152–153
  21. Enemark (1979), s. 29
  22. Lönnroth (1969), s. 67–68
  23. Lönnroth (1969), s. 151–152

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gottfrid Carlsson: Medeltidens nordiska unionstanke; Gebers, Stockholm 1945. ISBN 9900079248. (svensk)
  • Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439, Gyldendal, 1980. ISBN 87-00-51833-6.
  • Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad; Nordiska ministerrådet, Köpenhamn 1979. ISBN 91-40-30271-7.
  • Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 5: 1250-1400; København 1989) ISBN 87-89068-07-6
  • Lars-Olof Larsson: Kalmarunionens tid; Bokförlaget Prisma, Stockholm 1997, Andra upplagan. ISBN 9151842173. (svensk)
  • Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457; Akademiförlaget, Göteborg 1969. ISBN 9968061085. (svensk)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 55°40′00″N 12°34′00″Ø / 55.666666666667°N 12.566666666667°Ø / 55.666666666667; 12.566666666667