Kampene ved Dybbøl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kampene ved Dybbøl
Del af 2. Slesvigske Krig
I Dybbøl Skanser i April 1864. Maleri fra 1871 af Jørgen Valentin Sonne
I Dybbøl Skanser i April 1864. Maleri fra 1871 af Jørgen Valentin Sonne
Dato 7.18. april 1864
Sted Dybbøl vest for Sønderborg
Resultat Dansk nederlag og tilbagetrækning til Als
Parter
Preussen Preussen Danmark Danmark
Ledere
Frederik Karl af Preussen Overgeneral Gerlach
Styrke
37.000 11.000
Tab
1201 (dræbte, sårede eller tilfangetaget) 4.834
(700 dræbte, 554 sårede og 3.534 tilfangetagne)
Den sønderskudte Dybbøl Mølle efter stormen 18. april 1864

Kampene ved Dybbøl var fra 7. april-18. april 1864 under den 2. Slesvigske Krig og endte med dansk nederlag.

Stillingen ved Dybbøl var en flankestilling. Den var oprindelig tænkt som en offensiv stilling, hvor man fra skanserne kunne støtte et fremstød mod en indtrængende fjende, [1] ligesom hæren her kunne genere en fjendes forsyningslinjer op i Jylland samt binde store styrker foran stillingen. Als og Sønderborg kunne med flådestøtte anvendes som opmarch- og forsyningsområde.

I 1861-63 anlagde danske ingeniørtropper Dybbølstillingens 10 skanser i en halvbue af to kilometers længde fra Vemmingbund til Als Sund. [1] Skanserne blev på grund af besparelser opført med træblokhuse som beskyttelsesrum for mandskabet i stedet for beton. Det kostede senere mange livet, at kun ammunitionskamrene blev opført i beton.

1864[redigér | redigér wikikode]

Den 7. februar 1864 ankom 20.000 mand, 500 ryttere, 80 feltkanoner og 1.100 fæstningsartillerister til Dybbøl fra Dannevirke, som var blevet rømmet efter ordre fra general Christian de Meza.[2] Skansernes front var blot 2 km. lang og de 10 jordskanser var lidet imponerende sammenlignet med Dannevirkes 27. [3]Preussiske forposter ankom den 8. februar. Omkring 20. februar havde preusserne 20.000 mand, 1.200 ryttere og 88 kanoner foran stillingen. Den 22. februar blev forposten tvunget tilbage., men preusserne forholdt sig dog passive i flere uger, mens 20.000 danskere udbyggede og forbedrede stillingen.[3] Mellem skanserne gravede hæren en række løbegrave, ligesom terrænet foran skanserne blev forsynet med fælder, bl.a. bælte med jernspidser. [1]

Prins Friedrich Karl besluttede i den låste situation at beskyde den danske stilling. Fra den 15. marts var Dybbøl Mølle under konstant beskydning, og den 10. april blev møllen skudt i brand af de tyske tropper. Møllehatten og vingerne brændte og akselen styrtede ned. Den officer, der stod bag fuldtræfferen, blev dekoreret for bedriften.[4] Den 17. marts forsøgte danske tropper et angreb på de tyske forposter, men blev slået tilbage, ligesom landsbyen Ragebøl og Dybbøl by blev stærkt beskadigede.[5]

Den 28. marts forsøgte preusserne en storm på stillingen. Angrebet blev afvist ved dygtig anvendelse af hær og flåde (Panserskibet Rolf Krake).[6] En britisk krigskorrespondent berettede, at preussernes mislykkede aktion havde givet de danske soldater nyt mod. [7] Det varede dog kun få dage, inden danskernes håb slukkedes. Preusserne havde hidtil holdt kanoner i reserve med henblik på et angreb på Als, men nu påbegyndte de en opstilling af disse i de parallelgrave, der var etableret i nærheden af de danske skyttegrave. Den 2. april påbegyndtes et bombardement af Sønderborg, hvor store dele af byen blev skudt i brand. Preusserne opstillede ligeledes batterier, hvor de farligste var placeret i stillingens flanke på Broager -halvøen. [8]

Broager Kirke[redigér | redigér wikikode]

Mellen kirkens tvillingetårne blev oprettet en gangbro. Her kunne man følge granatnedslagene mod skanserne ved Dybbøl Banke, og korrigere disse.

Fra den 7. april begyndte den afgørende artillerikamp, hvor preusserne beskød stillingen for at forberede en storm mod den. Den 11. april intensiverede de beskydningen ved at afsende 4.000 granater mod den danske befæstning.[9] Samtidig udbyggede de parallelgravene, således at de forreste blot var ca. 300 meter fra fronten af de danske skanser.[10] Samtidig udkæmpede forposter dagligt kampe i ingenmandsland foran skanserne, og begge parter led et tab af flere hundrede soldater.[10] [11] Moralen blandt danskerne var ikke særlig høj, idet mange var høreskadede af larmen fra granaterne, halvt blindede af krudtrøgen og udmattede, fordi afløsningen ikke nåede rettidigt frem. [12] Beskydningen og kampene i ingenmandsland varede til 18. april, hvor preusserne på fire timer skød 7.900 granater mod stillingen. Skanserne var nu reducerede til grus og græsbunker, med blot få fungerende kanoner tilbage.[13]

Stormen den 18. april[redigér | redigér wikikode]

Vilhelm Rosenstands glorificerende maleri "Episode af ottende brigardes modangreb ved Dybbøl 18. april 1864" malet i 1894, 30 år efter kampen.

10.000 preussiske soldater kastede sig kl. 10 over skanserne, der blev forsvaret af 2.200 mand samt en reservestyrke på 7.000 mand. Den sydlige flanke blev hurtigt revet op, og kun ved 8. brigades modstød op til Dybbøl Mølle undgik nordflanken tilfangetagelse. De officielle danske tab var 379 faldne og 646 savnede, hvoraf hovedparten var faldne menige soldater, 1.250 sårede, mens ca. 2.500 faldt i fangenskab. [14] Den tysksprogede udgave af denne side skriver: "In der Schlacht sind etwa 3.600 Dänen und 1.200 Preußen gefallen, 554 Dänen wurden verwundet und 3.534 Dänen wurden Kriegsgefangene." Forskere har generelt den opfattelse, at begge parter underdrev deres egne tab og overdrev fjendens. [14]

Løjtnant Johan Anker forsvarede Skanse 2 og opnåede heltestatus for sin indsats. Ved stormen 18. april havde tyskerne derfor givet befaling til, at Anker så vidt muligt skulle fanges levende, hvilket også lykkedes. Hans billede blev anbragt på det tyske sejrsmonument i Berlin, hvorpå en fremstilling af stormen findes.[15]

Det politiske spil[redigér | redigér wikikode]

Prins Friedrich Karl havde oprindelig planlagt en storm på skanserne den 12. april, men fik fra Kong Wilhelm besked på at vente, indtil den danske stilling var afgørende svækket.[16]

Den danske regering havde af politiske grunde besluttet at stillingen skulle holdes længst muligt. Overgeneral Gerlach, som var sengeliggende, var først indstillet på at følge denne opfordring; men efter forhandlinger i overkommandoen, indstillede han af militære grunde til regeringen, at den burde give tilladelse til at rømme skanserne. Det nægtede regeringen at imødekomme af hensyn til stemningen i København. Gerlachs tilstand betød, at generalmajor Glode du Plat reelt var øverstkommanderende i felten, og under indtryk af ødelæggelserne opsøgte han den 16. april Gerlach, at denne sygemelder sig, så Du Plat kan tage overkommandoen og ansvaret for en tilbagetrækning til Als. [17] Gerlach nægter imidlertid at sygemelde sig, men beslutter den 17. april at anmode regeringen om tilladelse til en hurtig tilbagetrækning. Men den får han ikke, og hæren forbliver ved Dybbøl, som preusserne indtager efter de voldsomme kampe den følgende dag. Generalmajor Glode du Plat og hans næstkommanderende, major Ernst Schau er blandt de faldne den 18. april.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Buk-Swienty (2009), s. 42
  2. Buk-Swienty (2009), s. 45
  3. 3,0 3,1 Buk-Swienty (2009), s. 219
  4. Buk-Swienty (2009), s. 224
  5. Buk-Swienty (2009), s. 229
  6. Buk-Swienty (2009), s. 49 ff.
  7. Buk-Swienty (2009), s. 225
  8. Buk-Swienty (2009), s. 226-27
  9. Buk-Swienty (2009), s. 229
  10. 10,0 10,1 Anders Walther Hansen:Tipoldefar overlevede stormen på Dybbøl, Frederiksborg Amtsavis, sektion 2, s.24-25, 16. april 2014
  11. Buk-Swienty (2009), s. 229,238
  12. Buk-Swienty (2009), har adskillige øjenvidneberetninger af dette inferno.
  13. Buk-Swienty (2009), s. 38
  14. 14,0 14,1 Buk-Swienty (2009), s. 325
  15. Buk-Swienty (2009), s. 340
  16. Buk-Swienty (2009), s. 234
  17. Buk-Swienty (2009), s. 246-47

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • Axel Liljefalk og Otto Lütken, Vor Sidste Kamp for Sønderjylland. København, 1901
  • Tom Buk-Swienty, Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København, Gyldendal, 1. udgave, 6. oplag, 2009. ISBN 978-87-02-05000-4