Kampsport

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kenjutsu, japansk kampkunst, grundlagt i Japans feudale tidsperiode (før 1868). Våbnet er bokken (træsværd) der blev anvendt som reelt våben af samuraierne.
Kungfu, kinesisk kampkunst.
Judo, japansk kampsport, grundlagt i Japans moderne tidsperiode (efter 1868). Judo er i dag en olympisk sportsgren.
Thaiboxing, thailandsk kampsport. Er ikke en olympisk sportsgren.

Kampsport og kampkunst er danske begreber, der dækker over diverse kampdiscipliner verden over. Imidlertid er der en væsentlig forskel på henholdsvis kampsport og kampkunst, idet formål og træningsmetode er forskellige inden for kampsport og kampkunst.

Forskelle mellem kampsport og kampkunst[redigér | redigér wikikode]

Mange kampsportsgrene har militær oprindelse, men praktiseres som i sportslig regi, hvor der optræder konkurrenceelementer efter vestligt regelsæt.[1] I de fleste kampsporter anvendes der ikke våben og hvis dette forekommer, er der typisk tale om våben, der er beregnet til sport. Eksempler på sportsvåben er iaitō (attrap for det japanske sværd, kan ikke slibes op), naginata (attrap for "militær-naginata") Recurvebuen (bue med sigte og stabilisator), fleuret (kårde med dup i spidsen), diverse sportsskydevåben, etc.

Kampkunst har sit udspring i militær oprindelse, hvor kendetegnet er, at der ikke eksisterer sportslige momenter. Kampkunst blev anvendt til at optræne folk i krigsteknikker med henblik på krig og ikke med sport som formål. Såfremt der anvendes våben i kampkunst, er der tale om autentiske våben. Eksempler på våben er katana (det japanske sværd), nunchaku (to stykker træ der holdes sammen med kæde eller ræb), naginata (hellebard - langt træstav forsynet med et skarpt blad for enden), etc.

I kampkunst eksisterer der ingen konkurrencer, hvilket kan tillæges a) farligheden, uanset om disciplinen anvender våben eller ej, samt b) traditioner.

Begreberne kampkunst og kampsport benyttes ofte i flæng i tale og i litteratur uden skelen til oprindelse, historisk tidsperiode eller indhold. I fagkredse eksisterer der imidlertid en differentiering mellem kampsport og kampkunst.

En kampkunst drejer sig om selvforsvar i almindelighed samt adfærd i en reel, uregulerede konflikt. Derfor sigter alle kampkunstteknikker på at passivisere fjenden. Udover brug af våben omfatter kampkunst ofte andre aspekter, såsom forebyggelse af konflikter og selvdisciplin. Nogle kampkunstsystemer, især fra de asiatiske lande, er et komplet system af livførelse med passende religiøs eller filosofisk base. I dag er de faktiske kampteknikker undertiden trådt i baggrunden eller forstås som en "vej" til det endelige bestemmelsessted. Som tidligere nævnt er der ingen konkurrencer i kampkunst.

Ralf Pfeifer har i sin afhandling "Mechanik und Struktur der Kampfsportarten" opstillet nedenstående kriterier for kampkunst og kampsport.[2]

Kampkunst Kampsport
Det overordnede princip: "Er eksisterer ingen regler under indlæringen, da formålet er krigsteknikker og ikke konkurrence." Det overordnede princip: "Der er regler under indlæringen, da formålet er konkurrence."
Kampen begynder og fortsætter, indtil en af fjenden er passificeret. Konkurrencen vil blive afgjort af en tredjepart (dommer). Det er derfor vigtigt, at overbevise dommerne om deres evner i form af point eller presse konkurrenten ud i advarsler som en strategi for sejren.
Fjenden er altid ret, hvis den anvendte teknik var vellykket. Konkurrenten kan begå begår fejl i forhold til regelment og dermed diskvalificeres på trods af en sejr.
Den overlegen kriger kan bestemme, hvorvidt kampen skal fortsætte indtil den totale nedkæmpning. Hvis en af konkurrenterne kommer i en overlegen position, vil konkurrencen blive afbrudt i nogle kampsportsgrene, og konkurrenterne skal genoptage konkurrence på ny eller i en tilsvarende stilling.
Kampen overstås hurtigt, der gives ingen ekstra chance. Konkurrencen kan blive kunstigt forlænget, hver deltager får en ekstra chance. Går det skidt i starten, er der stadigvæk chance for at vinde.
Hvis den besejrede kriger har overgivet sig eller blevet nedkæmpet, er der stadigvæk risiko for at blive yderligere angrebet. Hvis konkurrenten giver op, skal dommeren sikre afslutningen på konkurrencen, således at der ikke forekommer yderligere hændelser. Angreb efter endt konkurrence vil blive straffet af dommeren.
Træningsprogrammet er ikke regelorienteret. Der trænes i tidligere reelle krigerteknikker, hvor fjenden ikke forhånd kan udvælges. Træningsprogrammet er regelorienteret. Der trænes kun de aspekter, der kan medføre succes i form af konkurrence. Der er ingen grund til at praktisere andre teknikker, som krigerne ellers tidligere kendte til.
Hverken modstander eller slagmarken er kendt. Det er ikke muligt at udvikle en enkelt strategi eller teknik til en bestemt fjende. Konkurrenten og sted for konkurrence er kendt. Det er således muligt at udvikle individuelle strategier for hver konkurrent samt teknikker, der er tilladt inden for de givne regler.

Selvforsvar[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Selvforsvar

Selvforsvar kan betegnes som kampkunst og rummer derfor ikke sport (konkurrencer).[2] Selvforsvar danner sit eget system gennem moderne modificeringer og moderne opfindelser. Der eksisterer mange forskellige former for selvforsvar, hvor der henvises til artiklen selvforsvar vedrørende nærmere beskrivelse.

Japanske systemer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Budo og Bujutsu

Inden for de japanske systemer er der stor forskel og kompleksitet mellem systemerne. Overordnet skelnes der mellem bujutsu (武術) (på engelsk martial arts) og budō (武道) (engelsk: martial ways).[3][4] Dernæst eksisterer der under-kategorier af Bujutsu og Budo, der er tilnytttet de forskellige japanske tidsperioder. Historisk er der sket en differentiering af Bujutsu og Budo helt op til i dag. De danske betegnelser "kampkunst" og "kampsport" er overordnede begreber, der ikke dækker beskrivelsen for de japanske systemer på en fyldigstgørende måde. De japanske kampdiscipliner fremgår af nedenstående oversigt.

Oversigt over kampdiscipliner[redigér | redigér wikikode]

Følgende kampdiscipliner, uanset kampkunst eller kampsport, er opdelt på baggrund af kulturelle, historiske og geografiske forskelle. Opdelingen udgør 7 verdensdele svarende til den normale indeling af kontinenter:[5]

Afrika Asien Europa Nordamerika Oceanien Sydamerika

Sudan

Zululand

Japan
  • Aikido (moderne tidsperiode)
  • Iaido (moderne tidsperiode)
  • Judo (moderne tidsperiode)
  • Karate (moderne tidsperiode)
  • Kendo (moderne tidsperiode)
  • Kyudo (moderne tidsperiode)

Filippinerne

Grækenland

Indien

Israel

Kina

Korea

Myanmar

Nicobarene

Pakistan

Thailand

Usbekistan

Egypten

England

Frankrig

Island

Italien/Frankrig

Rusland

Schweiz

USA

Hawaii

New Zealand

Brasilien

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.sportaccord.com/en/members/definition-of-sport/ SportAccord - Definition of Sport. (Hentet den 6. marts 2013).
  2. 2,0 2,1 Pfeifer, Ralf (2006) Mechanik und Struktur der Kampfsportarten - Handbuch für Trainer in Kampfsport und Kampfkunst. Köln: Sportverlag Strauss. (Afhandling), ISBN 3-939390-03-8
  3. Draeger, Donn F. (1973) Classical Bujutsu - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill. Side 19. ISBN 978-0-8348-0233-9
  4. Armstrong, Hunter B. (1995) The Koryu Bujutsu Experience i Koryu Bujutsu - Classical Warrior Traditions of Japan (ed. Diane Skoss). 19-20. ISBN 1-890536-04-0
  5. What is a Continent? ,National Geographic - Hentet den 12. maj 2014.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: