Kap Verde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikken Kap Verde
República de Cabo Verde  (Portugisisk)
Flag Nationalvåben
Motto"Unidade, Trabalho, Progresso"
(portugisisk: "Enhed, Arbejde, Fremskridt")
Nationalmelodi"Cântico da Liberdade"
(portugisisk: "Frihedssangen")
 Kap Verdes placering  (mørkeblå)– i Afrika  (lyseblå og mørkegrå)– i den Afrikanske Union  (lyseblå)  —  [Forklaring]
 Kap Verdes placering  (mørkeblå)

– i Afrika  (lyseblå og mørkegrå)
– i den Afrikanske Union  (lyseblå)  —  [Forklaring]

Hovedstad
(og største by)
Praia
14°55′N, 23°31′W
Officielle sprog Portugisisk
Anerkendte regionale sprog Kap Verde-kreol
Demonym kapverder
Regeringsform Republik
 -  Præsident Jorge Carlos Fonseca
 -  Premierminister José Maria Neves
Uafhængighed
 -  fra Portugal 5. juli 1975 
Areal
 -  Total 4,033 km2 (nr. 172)
 -  Vand (%) ubetydeligt
Indbyggertal
 -  Anslået 2010 516.733[1] (nr. 165)
 -  Folketælling 2009 509.000[2] 
 -  Tæthed 125,5/km2 (nr. 79)
BNP (KKP) Anslået 2008
 -  Total 1,749 mia. USD[3] 
 -  Pr. indbygger 3.472 USD[3] 
BNP (nominelt) Anslået 2008
 -  Total 1,744 mia. USD[3] 
 -  Pr. indbygger 3.464 USD[3] 
HDI (2007) Stigning 0,708[4] (medium) (nr. 121)
Valuta Escudo (CVE)
Tidszone CVT (UTC-1)
 -  Sommer (DST) findes ikke (UTC-1)
Kører i højre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
CV1
Luftfartøjs-
registreringskode
D4
Internetdomæne .cv
Telefonkode +238
1. Uofficiel, bruges ikke på FN's liste over kendingsbogstaver.

Kap Verde (port. Cabo Verde) er en øgruppe i Atlanten, beliggende ca. 500 km ud for Afrikas vestkyst og er en selvstændig republik. Navnet betyder "Det Grønne Forbjerg".

De dengang ubeboede øer blev opdaget af portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af det 15. århundrede og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændig i 1975 efter nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er hovedstaden Praia, der ligger på øen São Tiago, som samtidig er Kap Verdes mest folkerige ø.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Opdagelsen af øerne[redigér | redigér wikikode]

Henrik Søfareren finansierede de første portugisiske opdagelsesekspeditioner langs Afrikas Atlanterhavskyst
Sir Francis Drake plyndrede Riberia Grande i 1582 og 1585

Den portugisiske prins Henrik Søfareren engagerede den venetianske kaptajn og opdagelsesrejsende Alvise Cadamosto til at udforske atlanterhavskysten af Afrika. På Cadamostos anden færd i 1456 opdagede han flere af Kap Verdes øer.

Da Cadamosto og hans mænd ankom til Kap Verde, var øerne ubeboede, og på vegne af den portugisiske krone gjorde han krav på øgruppen. I det påfølgende årti udforskede kaptajnerne Diogo Dias og António Noli resten af øgruppen på vegne af Henrik Søfareren.

Portugisisk kolonisering og den første europæiske bosætning i troperne[redigér | redigér wikikode]

Når man ser øerne i dag, er det vanskeligt at forstå, at de var så grønne (portugisisk: verde) og frodige, at portugiserne seks år senere (i 1462) skulle komme tilbage til øen São Tiago (Santiago) for ar grundlægge byen Ribeira Grande (nu Cidade Velha). Ribeira Grande var den første permanente europæiske bosætning i troperne.

Slavehandel[redigér | redigér wikikode]

På grund af sin beliggenhed ud for Afrikas vestkyst, som var strategisk i forhold til handelsruten mellem Afrika, Europa og den nye verden, blev Kap Verde en vigtig havn og knudepunkt for slavehandelen.

Øgruppens økonomiske vækst som følge af slavehandelen tiltrak sig pirater, herunder Sir Francis Drake fra England. Drake plyndrede Riberia Grande (nu Cidade Velha) i 1582 og 1585. Efter et fransk angreb i 1712 mistede Riberia Grande sin betydning i forhold til Praia, som blev hovedstad i 1770.

Nedgangstider[redigér | redigér wikikode]

I 1747 blev øerne ramt af den første af mange tørkeperioder, som siden dengang har ramt øerne med omtrent fem års mellemrum. Forholdene blev forværret på grund af afskovning og overgræsning . Tre større tørkeperioder i det 18. og det 19. århundrede førte til, at over 100.000 personer sultede ihjel. De portugisiske koloniherrer sendte kun meget lidt hjælp til øboerne under tørkeperioderne.

Fra midten af det 19. århundrede afskaffede flere lande slavehandelen, noget som påvirkede Kap Verdes økonomi i negativ retning. Velstanden, som havde været stigende under slavehandelstiden, forværredes gradvis. Tørkeperioderne og økonomiske nedgangstider gjorde, at mange kapverdere emigrerede til New England i slutningen af det 19. århundrede.

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Perioden under 2. verdenskrig blev ekstra tung for øerne, da de blev ramt af tørkeperioder med efterfølgende hungersnød, vulkanudbrud og en stærk tilbagegang i skibstrafikken. Dette førte til at økonomien kollapsede, og som tidligere var hjælpen fra kolonimagten begrænset, og mange tusinder døde af sult.

Uafhængighed fra Portugal[redigér | redigér wikikode]

I perioden 1910-25 havde Portugal 40 forskellige regeringer samt 18 revolutioner og kupforsøg, og i 1926 skete det sidste af en lang række militærkup i Portugal. Landet blev et højreorienteret diktatur, som betragtede kolonierne som et middel til at øge landets velstand, og at disse måtte udvikles i Portugals og portugisernes interesse. Flere tilfælde af hungersnød, høj arbejdsløshed og fattigdom samt de portugisiske koloniherrers manglende evne til at løse problemerne medførte øget modstand mod kolonimagten i befolkningen.

Men Portugals diktator António de Oliveira Salazar ville ikke give slip på kolonierne så let som briterne og franskmændene havde gjort. Efter 2. verdenskrig holdt Portugal fast på sine kolonier, der fra 1951 blev omtalt som oversøiske territorier. De fleste afrikanske kolonier opnåede uafhængighed i perioden 1957-64, men ikke de portugisiske.

Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (Partido Africano da Independência da Guiné e Cabo Verde – PAIGC) blev stiftet i 1956 af Amílcar Cabral. Efter tre års forberedelser var det klar med sin første aktion, som markerede starten på en femten år lang befrielseskrig for Kap Verde og Portugisisk Guinea. Det skete 3. april 1959 i forbindelse med strejken i Pijuguitihavnen i Porto de Bissau i Portugisisk Guinea. Kolonipolitiet (P.I.D.E) slog ned på strejken og åbnede ild mod de strejkende havnearbejdere, og 50 personer omkom. Foruden lokale kræfter deltog også 10.000 sovjetiske og 35.000 portugisiske soldater i den efterfølgende frihedskrig, der skulle vise sig at blive den længstvarende af de afrikanske befrielsekrige.

I april 1974 blev fascistregimet i Portugal afsat i et militærkup kaldet nellikerevolutionen. Det nye regime overførte magten i Kap Verde til en overgangsregering, og i 1975 fik republikken Kap Verde fuld uafhængighed med Aristides Pereira fra PAICV som præsident. Pereira lovede at lede en demokratisk og socialistisk nation, da han blev valgt til præsident, men han forværrede i stedet landets økonomiske situation og forfulgte dissidenter af regimet. Kap Verde blev nu til en etpartistat, og landet indgik alliancer med lande som Folkerepublikken Kina og Libyen. Etpartistyret varede til 1990.

Forsøg på union med Guinea-Bissau[redigér | redigér wikikode]

Efter uafhængigheden prøvede PAIGC at forene Kap Verde og Guinea-Bissau til en nation. PAIGC kontrollerede regeringen i begge lande, men et kup i Guinea-Bissau i 1980 satte en stopper for planerne. I Kap Verde styrede PAICV (associeret med PAIGC) helt frem, til der i 1991 blev afholdt valg, som resulterede i et regeringsskift. PAICV blev genvalgt i 2001.

Demokratisering[redigér | redigér wikikode]

Aristides Pereira på statsbesøg i USA 4. oktober 1983
Foto: Maria Briestline / US Department of Defense

På baggrund af øget pres for større politisk frihed indkaldte PAICV parlamentet til et hastemøde i februar 1990 for at diskutere ændringer i konstitutionen med henblik på at afvikle etpartistyret. Oppositionsgrupperne samlede sig i hovedstaden Praia for at danne Bevægelsen for demokrati (Movimento para a Democracia – MpD) i april 1990, hvor målet var at kunne stille op til præsidentvalget i december 1990.

Etpartistyret blev afskaffet 28. september 1990, og det første flerpartivalg til parlamentet blev afholdt i januar 1991. MpD fik flertal i parlamentet, og MpD's præsidentkandidat Antonio Mascarenhas Monteiro slog PAICV's kandidat med 73,5 % af stemmerne. Monteiro afløste landets første præsident, Aristides Pereira, som havde haft magten siden 1975.

Ved det næste valg i december 1995 øgedes tilslutningen til MpD yderligere, hvor partiet fik 50 af de 72 sæder i nationalforsamlingen, og efterfølgende blev MpD's præsidentkandidat genvalgt ved præsidentvalget i februar 1996.

Ved præsidentvalget i 2001 kæmpede to tidligere statsministre om hvervet, Pedro Pires og Carlos Veiga. Pires var statsminister under PAICV's regime, mens Veiga var statsminister i størstedelen af Monteiros præsidentperiode. Præsidentvalget blev en politisk gyser, hvor Pires vandt med blot 17 stemmer.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Styreform[redigér | redigér wikikode]

Kap Verde er et parlamentarisk demokrati med et flerpartisystem, hvor statsministeren er regeringschefen. Statsministeren bliver valgt af nationalforsamlingens 72 medlemmer (Asembleia Nacional) og indsat af præsidenten. Statsministeren udpeger regeringens ministre. Regeringen og nationalforsamlingen har til sammen den lovgivende magt, mens den dømmende magt, domstolene, er uafhængige heraf.

Kap Verdes forfatning blev vedtaget i 1980 og revideret i 1992. Der bliver afholdt valg af præsident, der sidder i en femårsperiode. Medlemmerne af nationalforsamlingen vælges ved almindeligt valg, og de nominerer statsministeren, der formelt udpeges af præsidenten. De udnævner endvidere dommerne i højesteret sammen med statsministeren og præsidenten.

Efter uafhængigheden i 1975 etablerede Det afrikanske parti for Guinea-Bissau og Kap Verdes uafhængighed (PAIGC) et etpartisystem. Partiet skiftede navn til Det afrikanske parti for Kap Verdes uafhængighed (PAICV) i 1980, da Kap Verde ville løsrive sig fra Guinea-Bissau på grund af uroligheder i Guinea-Bissau.

I 1991 gav PAICV efter for presset om at indføre flerpartivalg, og det første blev vundet af Bevægelsen for demokrati (MpD). MpD fik flertallet i nationalforsamlingen og gik sejrende ud af præsidentvalget. I 2001 vandt PAICV præsidentvalget og fik flertallet i nationalforsamlingen.

Kap Verde er et stabilt demokrati, og valgene bliver anset som frie og retfærdige. Landet har en fri presse og et velfungerende retsvæsen.

Nationalforsamlingen[redigér | redigér wikikode]

Kap Verdes første nationalforsamlingsvalg fandt sted i juni 1975. Fra starten kunne kun medlemmer af PAIGC stille op. Fra valget i 1985, hvor antallet af sæder blev udvidet til 83 kunne uafhængige kandidater stille op, dog kun hvis de var godkendt af PAICV.

I 1990 blev Kap Verde et af de første lande i Afrika, som afskaffede etpartistyret og indførte demokrati. Antallet af sæder var da på 79, hvilket blev reduceret til 72 i 1995.

Herunder ses fordelingen på partier af pladser i parlamentet ved valgene fra 1995 og frem.

Parti 17. december 1995 14. januar 2001 22. januar 2006
Det afrikanske parti for Kap Verdes uafhængighed (PAICV) 50 40 41
Bevægelsen for demokrati (MpD) 20 30 29
Det Demokratiske Parti/Demokratialliancen 1 2 2

Partier[redigér | redigér wikikode]

Kap Verde har tre store politiske partier:

Kommuner[redigér | redigér wikikode]

Kort over Kap Verde med angivelse af kommunenavne
Porto Grande - havnen i Mindelo, São Vicenteøen

Kap Verde er administrativt opdelt i 17 kommuner (portugisisk: concelhos):

Kommune Administrationscenter Ø
Paúl Vila das Pombas Santo Antão
Porto Novo Porto Novo Santo Antão
Ribeira Grande Ribeira Grande Santo Antão
São Vicente Mindelo São Vicente
São Nicolau Ribeira Brava São Nicolau
Sal Espargos Sal
Boa Vista Sal Rei Boa Vista
Maio Vila do Maio Maio
Praia Praia Santiago
Santa Catarina Assomada Santiago
Santa Cruz Vila de Pedra Badejo Santiago
São Domingos São Domingos Santiago
São Miguel Calheta de São Miguel Santiago
Tarrafal Tarrafal Santiago
São Filipe São Filipe Fogo
Mosteiros Vila de Pedra Badejo Fogo
Brava Vila Nova Sintra Brava

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Øer[redigér | redigér wikikode]

Detaljeret kort over Kap Verde

Øgruppen Kap Verde består af 10 hovedøer og 8 mindre øer, som er inddelt i to øgrupper: Barlaventos (nordlige øgruppe) og Sotaventos (sydlige øgruppe).

Ø Indbyggertal ø Hovedby Indbyggertal by Areal Højeste punkt Øgruppe
Boa Vista 3.353 Sal Rei 2.500 620 km² Monte Estancia (387 moh) Barlavento
Razo ubeboet Barlavento
Santo Antão 47.124 Ribeira Grande 2.550 779 km² Topo de Coroa (1.979 moh) Barlavento
São Vicente 67.163 Mindelo 62.970 227 km² Monte Verde (774 moh) Barlavento
Santa Luzia ubeboet 35 km² Monte Grande (395 moh). Barlavento
São Nicolau 12.864 Ribeira Brava 4.892 388 km² Monte Gordo (1.312 moh) Barlavento
Sal 14.451 Espargos 5.877 216 km² Monte Vermelho (406 moh) Barlavento
Maio 5.435 Vila do Maio 1.561 269 km² Monte Penoso (436 moh) Sotavento
Santiago 240.000 Praia 113.664 991 km² Pico d'Antónia (1.394 moh) Sotavento
Fogo 37.409 São Filipe 5.615 476 km² Pico do Fogo (2.829 moh) Sotavento
Brava 7.000 Vila Nova Sintra 1.500 64 km² Monte Fontainhas (976 moh) Sotavento

Alle øerne er vulkanske, og en aktiv vulkan findes på den ene ø, Fogo ("Pico de Fogo" – Ildbjerget). Seneste udbrud var i 1995.

Byer[redigér | redigér wikikode]

Flyfoto af hovedstaden Praia
Mindelo, São Vicente
Santa Maria, Sal

Størstedelen af Kap Verdes befolkning bor i hovedstaden Praia eller på øen Santiago. I alt 55 % af befolkningen (265.066 pr. 2005) bor på denne ø.

Liste over Kap Verdes ti største byer:

Byer og byområder på Kap Verde
Rang By eller byområde Indbyggertal Kommune
Folketælling 1990 Folketælling 2000 2003 Data 2005
1. Praia 61.644 94.757 101.000 113.364 Praia
2. Mindelo 47.109 62.970 67.100 70.611 São Vicente
3. Santa Maria 1.343 13.220 14.100 17.231 Sal
4. Pedra Badejo 5.302 8.492 9.100 9.488 Santa Cruz
5. São Filipe 5.616 7.984 8.500 8.189 São Filipe
6. Assomada 3.414 7.095 7.600 7.927 Santa Catarina
7. Tarrafal 3.626 5.785 6.200 6.463 Tarrafal
8. Espargos 5.578 - - 6.173 Sal
9. Porto Novo 4.867 5.532 5.900 5.580 Porto NovoSanto Antão
10. Calheta de São Miguel - 4.884 5 200 5.457 São Miguel

Klima[redigér | redigér wikikode]

Måned Temperatur Nedbør (mm)
Januar 24 °C 5,3 mm
Februar 24 °C 3,8 mm
Marts 25 °C 1,3 mm
April 25 °C 0,0 mm
Maj 25 °C 0,0 mm
Juni 26 °C 0,0 mm
Juli 27 °C 0,8 mm
August 29 °C 14,1 mm
September 29 °C 33,6 mm
Oktober 29 °C 6,5 mm
November 27 °C 2,5 mm
December 25 °C 1,6 mm

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Fiskere ved havnen i Tarrafal på øen São Nicolau
Saltudvinding på øen Maio

Kap Verde er en lille nation, som mangler resurser og har oplevet store kriser og mangel på vand (landet har ingen ferskvandskilder). Landbrug er vanskelig på grund af mangel på regn og begrænset til kun fire af øerne i det meste af året. Størstedelen af landets BNP stammer fra serviceindustrien. Kap Verdes økonomi har været stærkt stigende siden slutningen af 1990'erne, og landet har nu en gennemsnitlig levestandard. Kap Verde har tætte bånd til Portugal på det økonomiske plan og har knyttet sin valuta op mod den portugisiske escudo, siden 1999 til euro.

Den tidligere portugisiske statsminister José Manuel Durão Barroso, der i 2004 blev præsident for Europa-Kommissionen, har lovet at hjælpe Kap Verde til at blive bedre integreret med EU via et udvidet samarbejde med Portugal. I marts 2005 opfordrede den tidligere portugisiske præsident Mário Soares EU om at indlede medlemskabssamtaler med Kap Verde, hvilket dog ikke er blevet taget til følge.

Økonomiske nøgletal Værdi  % af BNP År, kilde
BNP 1,12 mrd US$ 2006, UN Statistics (unstats.un.org)
BNP (vækst) (Verdensbanken) 5,45 % 2005, UNDP Database
Industriproduktion 5,5 % 2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Forbrugspriser 7,5 % 2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Renter 3 md.
Arbejdsløshed
Handelsbalance -0,39 mia. US$ 2006, UN Statistics (unstats.un.org)
Betalingsbalance -0,03 mia. US$ 2005, UNDP Database
Udviklingshjælp 0,16 mia. US$ 2005, UNDP Database
BNP pr. indb. 2.048 US$ 2005, UNDP Database


Handelspartnere[redigér | redigér wikikode]

Land Eksportandel 2004 Eksportandel 2006 (WTO) Importandel 2004 Importandel 2006 (WTO)
EU n.a. 60,7 % 77,6 %
Portugal 62,5 % 43,2 %
Storbritannien 11,3 %
Nederland 8,7 %
Brasilien < 2,0 % 6,4 %
Elfenbenskysten 26,4 % < 1,1 %
Senegal 2,7 % < 1,1 %
Japan < 2,0 % 4,0 %
USA 15,8 % < 2,0 % 12,5 % 2,0 %
Kina < 2,0 % 2,0 %
Andre lande 10,4 % 35,6 %

Kilde 2006: WTO Trade Profiles (stat.wto.org)

Befolkning[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsudvikling. Tallene er udgivet af FAO (2005). Indbyggertal i tusinder.

De fleste indbyggere på Kap Verde er mulatter, der er efterkommere af hvide portugisiske nybyggere og sorte afrikanske slaver. Europæiske forfædre inkluderer også spanske og italienske sømænd, som fik tildelt land på øerne af Portugal, samt portugisiske jøder, som flygtede fra inkvisition. I tillæg har Kap Verde hollændere, englændere, franskmænd, arabere, amerikanere, brasilianere, kinesere fra Macau og jøder fra Libanon og Marokko. Alle disse indgår i det, som omtales som mestiçobefolkningen, det vil sige personer med både europæisk og ikke-europæisk herkomst.

De fleste portugisere flyttede fra Kap Verde i forbindelse med landets selvstændighed i 1975.

Der bor flere kapverdere uden for landet end i Kap Verde selv. Der er store kapverdiske samfund i USA (500.000), Portugal (80.000) og Angola (45.000). Der er også et større antal kapverdere i São Tomé og Príncipe, Senegal, Brasilien, Guinea-Bissau, Frankrig, Spanien og i Nederland.

Alderssammensætning[redigér | redigér wikikode]

Aldersgruppe Andel Mænd Kvinder
0-14 år: 38,9 % 82.249 80.752
15-64 år: 54,3 % 110.119 116.816
65 år og ældre: 6,8 % 10.599 17.689

Tallene er 2005-estimater

Levealder[redigér | redigér wikikode]

Levealder
Hele befolkningen 70,45 år
Mænd 67,13 år
Kvinder 73,86 år

Tallene er 2005-estimater

Befolkningsgrupper og religion[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsgrupper:
Kreoler (mulatter) 71 %
Afrikanere 28 %
Europæere (portugisere) 1 %

De fleste indbyggere (93,2 %) tilhører Den katolske kirke, men troen er påvirket af lokale traditioner. 6,8 % af indbyggerne er protestanter.

De første katolske præster kom til øerne i 1462. Fransiskanerne kom i 1466, og i 1532 blev der oprettet et bispedømme, Santiago de Cabo Verde, som også omfattede Afrikakysten mellem Gambiafloden og Kap Palmas. Jesuitterne virkede der mellem 1604 og 1642, og i 1656 kom de første kapucinere. I dag (2006) er de fleste af præsterne enten kapverdere eller goanesere. Et nyt bispedømme, Mindelo, blev oprettet i 2003 og omfatter den nordlige ørække (Barlavento).

Protestanterne udgør en lille minoritet. De fleste er nazarenere, som indledte sit missionsarbejde der i 1903. Adventisterne etablerede en kirke på øerne i 1935.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Kap Verdes officielle sprog er portugisisk og det sprog, som bliver brugt i skoleundervisningen, administration og medier. I det daglige er kreolsk, der indeholder en blanding af portugisiske og vestafrikanske ord, udbredt. Der findes mange varianter af kreolsk på Kap Verde, og forskellen mellem varianterne kan være betydelig mellem hver enkel ø. Hovedskellet er mellem de sydlige (Sotavento) og nordlige (Barlavento) dialekter.

Næsten hele ordforrådet stammer fra portugisisk, men grammatikken har mange fællestræk med andre kreolsprog. Verber bøjes ikke i person, og der er få uregelmessige verber. Dialekten på São Vicente er nærmest portugisisk, og bádiu fra det indre af Santiago er mere som Guinea-Bissau-kreolsk. Kapverdiansk har mange lighedstræk med papiamento på de Nederlandske Antiller.

Det er efter selvstændigheden kommet en del litteratur på de forskellige kreolske dialekter, specielt på bádiu, som bliver talt på hovedstadsøen Santiago og São Vicente. Kreolsprogets prestige er steget, og en organisation (ALUPEC) arbejder på at gøre Santiagos version af kreolsk til landets officielle sprog. Forskellen mellem de kreolske dialekter på de forskellige øer har imidlertid været en stor hindring for en ændring. Tradition og det forhold, at eliten behersker portugisisk, er andre hindringer.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Kap Verdes kultur reflekterer landets portugisiske og afrikanske rødder. Kendte musikformer er morna, koladera, funana (Santiago), batuku (Santiago), finason (Santiago), mazurka, valza (vals), kontradanza og lundum (Boa Vista). Koladera har fået moderniserede former, som kola-zouk, zouk love og pasada. Morna er en kapverdisk musikform i samme genre som portugisisk fado, brasiliansk modinha og argentinsk tango. Teksterne er som regel på kreolsk, og instrumenterne, som bliver brugt, er klarinet, cavaquinho, harmonika, ferrinho (en metalstang man skraber på med en ske eller kniv, for at holde rytmen i funana), violin, piano, cimboa (en enstrenget violin), skarptrommer (brugt i tabanka-optog), konkylier (brugt i tabanka-optog) og guitar. Kizomba er blevet populært på øerne de seneste år, men er oprindeligt en angolansk musikstil.

Hver af Kap Verdes ni øer har sin favorit blandt de forskellige stilarter. Mest afrikansk indflydelse finder man på Sotavento, øgruppen i syd, hvor funana, batuku, finason og koladera dominerer. I Barlavento, øgruppen i nord, dominerer den europæiske påvirkning. Her findes blandt andet morna, vals, mazurka og kontradanza. Lundum er i dag så godt som forsvundet, men kan fortsat opleves ved private fester.

Den kendte jazzmusiker Horace Silver er halvt kapverdisk. Hans hit Cape Verdean Blues fra 1965 er den eneste med klar reference til barndomshjemmet, hvor faren og hans venner jammede med udgangspunkt i traditionelle sange. Ellers finder man kapverdere i både Duke Ellingtons orkester og Machitos latinske orkester.

Turisme[redigér | redigér wikikode]

I de senere år er der opstået en del turisme på øen Sal, hvor den internationale lufthavn, Amílcar Cabral International Airport, også ligger. Øen er flad og gold, men har lange sandstrande langs sydkysten. Passatvinden og de meget stejle vulkanske øer gør stedet ideelt til surfing og vindsurfing, der også er en væsentlig del af kernen i turismen på Sal. Den lokale befolkning på Sal er meget begrænset. På de øvrige øer er turismen meget begrænset. Her kan sproget udgøre en barriere, da kun få taler engelsk.

Samfærdsel[redigér | redigér wikikode]

Lasteskib udenfor Mindelo
Boeing 757-200 fra Cabo Verde Airlines på lufthavnen i München i Tyskland (oktober 2005)

Mindelo, Praia og Tarrafal er Kap Verdes tre havnebyer.

Kap Verde har 1.100 km vej, hvor 858 km er asfalteret. Der findes ingen jernbaner.

Kap Verde har syv lufthavne:

Ø   By   ICAO   IATA   Lufthavn
Boa Vista Sal Rei GVBA BVC Rabil lufthavn
Fogo São Filipe GVSF SFL São Filipe lufthavn
Maio Vila do Maio GVMA MMO Maio lufthavn
Sal Espargos GVAC SID Amílcar Cabral International Airport
Santiago Praia GVFM RAI Francisco Mendes internationale lufthavn
São Nicolau Ribeira Brava GVSN SNE Preguiça lufthavn
São Vicente Mindelo GVSV VXE São Pedro lufthavn

Kap Verdes lokale flyselskab Cabo Verde Airlines (TACV) betjener alle landets syv lufthavne samt opererer med ruter til udlandet. Kap Verdes vigtigste internationale lufthavn er Amilcar Cabral internationale lufthavn på øen Sal.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Myndighederne[redigér | redigér wikikode]

Informationssider[redigér | redigér wikikode]

Turisme[redigér | redigér wikikode]