Kardinalskollegiet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kardinalkollegiets dekanus er den øversted blandt kardinalene og får en række pligter når en pave er gået bort. Her forretter daværende dekanus Joseph Ratzinger ved pave Johannes Paul IIs begravelse.

Kardinalkollegiet er forsamlingen af alle kardinalerne i Den romersk-katolske kirke. Tidligere udgjorde kardinalerne præsteskabet i Rom; de var præster som tjente paven i hans rolle som biskop af Rom.

I dag er kardinalkollegiets eneste opgaver at deltage i pavevalg når Den hellige stol er ubesat (i konklave) og at give råd til paven om kirkelige anliggender (i konsistorium). Kollegiet har ingen myndighed bortset fra i tiden mellem en paves død og valget af en ny pave (sedisvakans), men også da er myndigheden meget begrænset.

Siden 1. januar 1971 har kardinaler over 80 år ikke stemmeret ved pavevalg.

Kardinalbiskopperne vælger selv en dekanus og en vicedekanus for kollegiet. Udnævnelsen af disse skal godkendes af paven. Udover at lede kardinalernes møder har dekanen (og i hans fravær vicedekanen) ingen speciel magt, men fungerer som primus inter pares. Når en pave dør indkalder dekanus til og leder konklavet, og fungerer også som kirkens ansigt udad under sedisvakansen. Det er også dekanen som er celebrant ved pavens rekviemmesse. Videre er det under konklavet dekanen som spørger den valgte kardinal om han accepterer pavevalget; dersom dekanen selv er valgt til pave, sådan som det skete i 2005 under valget af Benedikt 16., er det visedekanen som udfører denne opgave. I forbindelse med pavens indsættelsesceremoni har dekanen også centrale opgaver.

Dekaner siden koncilet i Trient[redigér | redigér wikikode]

Hvert navn efterfølges af leveår, og derefter år for udnævnelse til kardinal og til dekanus. Normalt sidder dekaner til deres død. To dekaner har i nyere tid valgt at pensionere sig før de døde, en er blevet valgt til pave.