Karelsk-finske SSR

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Karjalais-suomalainen
sosialistinen neuvostotasavalta
Karelsk-finske SSR
Socialistisk Sovjet-Republik
Flag of Karelian ASSR.svg
1940–1956 Flag of Karelian ASSR.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Geografisk placering af Karelsk-finske SSR
Karelsk-finske SSR i 1940.
Hovedstad Petrozavodsk
Styreform Socialistisk republik
Formand for den øverste sovjet og regeringsleder Otto Ville Kuusinen
Historisk æra
 - Etableret 31. marts 1940
 - Ophørt 16. juli 1956

Den Karelsk-finske SSR var en sovjetrepublik, dvs. en delstat i Sovjetunionen, i den sovjetiske (østre) del af Karelen mellem 1940 og 1956, hvor den blev afskaffet af Nikita Khrusjtjov.

Den blev dannet af den Karelske ASSR i den Russiske SFSR den 31. marts 1940. Hovedstad i Karelsk-finske SSR var Petrozavodsk. Republikken blev ledet af Otto Ville Kuusinen, den finske kommunist som Stalin i forbindelse med den sovjetiske invasion af Finland i 1939 havde placeret i spidsen for Terijokiregeringen. Den 16. juli 1956 blev republikken igen en del af Russiske SFSR som det gendannede Karelske ASSR.

Den Karelsk-finske SSR svarede til det, som nu er den Karelske republik indenfor den russiske føderation.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Karelsk-finske frimærker fra 1941.

Republikken dannedes på grundlag af Karelske ASSR i Russiske SFSR den 31. marts 1940 for at internationalt legitimere den traktat om grænseændringer, som Terijoki-regeringen og Sovjetunionen officielt havde indgået den 2. december 1939.

Den 16. juli 1956 blev republikken atter en del af Russiske SFSR som det gendannede Karelske ASSR.

Befolkning[redigér | redigér wikikode]

Af befolkningen udgjorde i 1939 karelere og finner ialt omkring 40% og russere 60%. I 1940-erne skete store forandringar i befolkningens sammensætning især ved tvangsforflytninger af folkegrupper. Befolkningstætheden (1941 i gennemsnit 3,4 indb/km2) aftog hurtigt i nordlig retning.

De viktigste byer var Petrozavodsk (ca. 80.000 indbyggere 1941), Kem (16.700), Kondopoga (14.000), Medvezjegorsk (13.400), Belomorsk (13.500) og Sortavala (13.000).

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Karelsk-finske SSR omfattede den nordvestlige del af det daværende Sovjetunionen Republikken grænsede i vest til Finland, i nord til Murmanskområdet og Kandalaksjabugten, i øst til Hvidehavet og Arkhangelskområdet og i syd til Vologda- og Leningradområdet.

Karelsk-finska SSR udgjorde i geologisk og landskabelig henseende en del af Fennoskandia. Det er et område præget af blottet grundfjeld, omfattende søer og skove: omkring en sjettedel af Karelsk-finske SSRs areal udgjordes af søer, som indbyrdes var forbundne med stride og dårligt sejlbare floder med mange strømhvirvler og vandfald.

Klimaet var strengt, nedbøren kunne være over 500 mm om året, hvilket i forbindelse med den ringe fordampning bevirkede en forsumpning af jorden. Forudsætningerne for dyrkning af afgrøder var ikke gode. Det dyrkede areal udgjorde i 1941 omkring 152.600 hektar, svarende til 0,8 % af det samlede areal, det tilsåede areal i 1946 enddda kun til 77.700 ha. Store dele af landet var dækket af skove (9,8 mio. ha eller 55 % af det samlede areal) og moser. Skovene bestod overvejende af fyr (60%), gran (33%) og birk. Den årlige vedtilvækst beregnedes til 16 mio. m2.

Næringsliv[redigér | redigér wikikode]

I henseende til ekport af trævarer lå Karelsk-finske SSR på andenpladsen efter Arkhangelsk-området inden for Sovjetunionen. Skov-, savværks-, cellulose-, papir- og skiindustrier svarade for ca. tre femtedele af Karelsk-finska SSRs samlede produktion, andre industrigrene og jordbrug hver for en femtedel. En vis betydning havde tillige fiskeriet ved Hvidehavets kyster og i de store indsøer. Karelsk-finske SSR havde store forekomster af råstoffer til byggeri, især granit, diabas, marmor, cementler og glimmer. Sømalm fandtes i flere søer, jernmalm frem for alt i nærheden af Petrozavodsk og Pudozjgorsk (titanomagnetit). Nye jernmalmsfund gjordes 1945—46 ved Himola. Endvidere fandtes forekomster af zink, tin, bly (Prjazja), sølv, kobber (Pitkäranta), molybden (Uhtua), baryt m.m.

Nye kraftstationer blev opførte ved Kondopoga og Solomennoje.

De vigtigste færdselsårer var den 1915—1917 anlagte Murmanskbane (Leningrad—Petrozavodsk—Murmansk) med bibaner og den 1931—1933 anlagte Stalinkanal (227km) mellem Hvidehavet og Onega; kanalen blev hårdt skadet under 2. verdenskrig men var fra 1946 på ny i brug.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: