Karl 6. af Frankrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kroningen af Karl 6.

Karl 6. af Frankrig (3. december 136821. oktober 1422), med tilnavnet den Gale (le Fol eller le Fou) var af slægten [[Valois] og Frankrigs konge fra 1380 til død].

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Paris som søn af kong Karl 5. og Jeanne de Bourbon. Elleve år gammel blev han i katedralen i Reims kronet som konge . Han giftede sig med Isabeau af Bayern i 1385. Indtil han i 1388 var i stand til fuldt ud at påtage sig ansvaret som konge, blev Frankrig regeret af hans farbror, Filip den Dristige.

Karl blev fra begyndelse kendt som bienaimé (den elskede), men efter at han blev ramt af en psykose fik han også tilnavnet le Fol eller le Fou (den gale). Sygdommen kom til at plage ham resten af livet. På grundlag af de symptomer der beskrives i kilderne, har moderne læger beskrevet hans lidelse som enten Skizofreni, porfyri eller bipolær affektiv sindslidelse.[Kilde mangler]

Kongen bliver gal[redigér | redigér wikikode]

Det første kendte anfald fandt sted i 1392, da kongens ven og rådgiver, Olivier de Clisson, blev udsat for mordforsøg. Karl var fast besluttet at straffe den skyldige, Pierre de Craon, som havde søgt tilflugt i Bretagne. Samtidige kilder beretter, at Karl var som i en rus for at påbegynde felttoget og samtidigt havde virket usammenhængende i sin tale. Karl drog af sted med en hær 1. juli 1392, men blev nærmest drevet ud i et vanvid af utålmodighed over dens langsommelige fremskridt.[Kilde mangler]

Kongen blev plaget af perioder med mentale forstyrrelser gennem resten af sit liv; under et anfald i 1393 kunne han fx ikke huske sit eget navn, vidste ikke, at han var konge og flygtede i rædsel for sin egen dronning. Han kunne ikke genkende sine børn, men sin bror og rådgivere huskede han navnene på, lige som personer, som var døde. Under senere anfald ville han strejfe om i paladset, mens han hylede som en ulv, nægte at gå i bad i flere måneder og led af tvangstanker om, at han var lavet af glas.[Kilde mangler]

Bal des Ardents som var tæt på at koste kongen livet, miniature fra 1450-80

Kongens mentale tilstand betød, at regeringsmagten var overladt til hans embedsmænd og derfor stærkt afhængig af deres loyalitet; kongen kunne bl.a. ikke længere anføre hæren i krig og Charles d'Albret, le Connétable de France, måtte fx stå i spidsen for hæren ved Agincourt.

Forholdet til England[redigér | redigér wikikode]

Karl 6.’s regeringstid blev præget af gentagne krige mod England, det der senere blev kendt som Hundredårskrigen. Der blev gjort et forsøg på at indgå en fred allerede i 1396, da den endnu ikke syv år gamle prinsesse Isabella af Valois blev gift med den 29-årige Richard 2. af England.

Freden i Frankrig holdt ikke, og fejden mellem kongefamilien og den burgundiske fyrsteslægt kastede igen landet ud i anarki og kaos. I 1415 besluttede Englands konge Henrik 5. at drage fordel af denne situation, og foretog derfor en invasion i Nordfrankrig; dette felttog blev afgjort i slaget ved Agincourt, hvor den franske hær led et totalt og afgørende nederlag til de talmæssigt underlegne engelske styrker. I 1420 måtte Karl, stærkt mærket af sin sygdom, underskrive fredsaftalen i Troyes, hvor Henrik 5. blev anerkendt som Karl 6.’s arving, hans egen søn blev erklæret illegitim og hans datter, Katharina af Valois, blev forlovet med Henrik.

I realiteten var der tvivl om dauphinen Karls legitimitet, hans mor var berygtet for sine affærer, mens hendes mand var sindssyg. Desuden blev han anset som svag og vaklende, hvilket skabte konflikter med både hans mor og hans egen søn Ludvig. Senere mente mange franskmænd, heriblandt Jeanne d’Arc, at kongen kun havde indgået denne katastrofale aftale pga. presset fra sin sygdom, og at aftalen derfor ikke kunne regnes som bindende.[Kilde mangler]

Karl 6. døde i 1422 i Paris og blev begravet sammen med sin dronning i Saint Denis; han blev efterfulgt af sin søn Karl 7. Henrik 5. var på det tidspunkt optaget af Rosekrigene hjemme i England.

Foregående: Konge af Frankrig Efterfølgende:
Karl 5. af Frankrig Karl 7. af Frankrig

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Tuchman, Barbara, A Distant Mirror: The Calamitous 14th Century, New York; Ballantine Books, 1978.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: