Karl Marx

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 3. jun. 2015, 19:45 af KnudW (diskussion | bidrag) KnudW (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Fnielsen, fjerner ændringer fra 178.132.233.75 (diskussion | bidrag))

Skabelon:Infoboks filosof

En del af serien af politiske ideologier om
Kommunisme

Kommunismens historie


Skoler indenfor kommunismen
Marxisme · Leninisme
Venstrekommunisme
Trotskisme · Autonom marxisme
Eurokommunisme
Rådskommunisme
Luxemburgisme
Anarko-kommunisme


Politiske partier
Kommunisternes Forbund
Danmarks Kommunistiske Parti
International Communist Current
Fjerde Internationale


Relaterede artikler
Urkommunisme · Matriarkat‎
Socialisme · Kapitalisme
Planøkonomi · Den Kolde Krig
Historisk materialisme
Marxistisk filosofi
Venstrekommunisme
Stalinisme . Juche . Maoisme
Demokratisk centralisme
Sovjetdemokrati
Antikommunisme
Anarko-kommunisme


Betydningsfulde kommunister
Karl Marx · Friedrich Engels
Vladimir Lenin · Lev Trotskij
Emma Goldman · Josef Stalin · Rosa Luxemburg
Anton Pannekoek · Antonio Gramsci
Karl Liebknecht · Amadeo Bordiga
Che Guevara · Georg Lukács
Herman Gorter · Ho Chi Minh
Mao Zedong . Ted Grant
Alan Woods . Alexander Berkman
Mansoor Hekmat · Antonio Negri
Karl Korsch · Fidel Castro

Kommunismeportalen
Karl Marx' grav på Highgate kirkegården i London, bag stenen stod kunster Laurence Bradshaw[1]

Karl Heinrich Marx (5. maj 1818- 14. marts 1883) var en tysk sociolog, politisk økonom og filosof.

Karl Marx er (sammen med Friedrich Engels) grundlægger af hvad han selv kaldte for den videnskabelige socialisme. Denne socialisme tog ideologisk udgangspunkt i den såkaldte utopiske socialisme som eksempelvis blev repræsenteret ved Charles Fouriers ideer, men kombinerede denne ideologi med en økonomisk og sociologisk teori for den historiske udvikling. Marx påstod deri at samfundene udvikler sig som resultat af samfundsklassernes indbyrdes kampe om herredømmet. Denne udvikling ville ifølge teorien nå sit højeste stadie med det kommunistiske samfund, hvor proletariatet (de besiddelsesløse, arbejderklassen) havde erobret magten over produktionsmidlerne og stillet dem i hele befolkningens tjeneste. Arbejderklassen ville således afskaffe klassesamfundet. Dette skulle gøre alle mennesker lige, så alle kunne udfolde sig frit, og ingen skulle udsættes for udbytning eller undertrykkelse. Dette kommunistiske endemål havde den såkaldt videnskabelige socialisme til fælles med den utopiske socialisme, men den økonomiske og sociologiske analyse af, hvordan det skulle komme i stand, var noget nyt hos Marx og Engels. Den såkaldt videnskabelige socialisme er i eftertiden også blevet kendt under betegnelsen marxisme, et begreb som Karl Marx dog aldrig selv anvendte.

Karl Marx' udgav i 1848 Det kommunistiske partis manifest sammen med Engels. Denne bog var et kampskrift som redegjorde for de vigtigste marxistiske idéer og hvis formål var at samle socialisterne i hele verden. Manifestet blev skrevet i en situation, hvor de borgerlige revolutioner prægede det meste af Europa og gav løfter om afskaffelse det gamle feudale tyranni til fordel for demokrati og borgerrettigheder. Denne kampsituation ville Marx og Engels intervenere i.

Karl Marx anses som en af de fire klassiske sociologer. Marx er epokegørende for den historiske videnskab. Og Marx spillede en vigtig rolle for den samtidige og efterfølgende arbejderbevægelse.

Livshistorie

Marx voksede op i den tyske by Trier og var af jødisk herkomst. På grund af antisemitismens voldsomme vækst i Tyskland konverterede Marx' familie til protestantismen, da Marx var ti år gammel. Marx var som voksen ikke religiøs og opfattede aldrig sig selv som jøde.

Han studerede jura, først i Bonn hvor han blev immatrikuleret i 1836, men viste større interesse i at drikke øl end at studere retsvidenskaben, og senere i Berlin hvor han blev udsat for den hegelianske filosofi som kom til at præge hans videre arbejde som filosof og sociolog. Marx blev gift med Jenny von Westphalen i sommeren 1843. De fik to døtre.

Han levede en stor del af sit liv i eksil i London efter at have blevet forvist fra Paris i 1845 og siden Belgien i 1847 på grund af revolutionære aktiviteter.

Kommunismen består af en samling af politiske og økonomiske ideer og teorier der bygger på Karl Marx' analyse og kritik af kapitalismen. Grundelementerne i denne økonomiske analyse er udviklet i hovedværket Kapitalen som Marx skrev på frem til sin død i 1883. Bind 2 og 3 blev udgivet i Marx' navn af Friedrich Engels.

Marx døde 14. marts 1883 kort tid efter sin kones død. Han er begravet i London.

Ideologi og filosofi

Karl Marx var inspireret af Hegel og dennes dialektik, men mente dog samtidig at Hegels idealistiske historieopfattelse var at betragte som historien "på hovedet". Mens Hegel mente at det var en ånd der fremprovokerede de materielle ændringer i samfundet, var Marx af den helt modsatte opfattelse: Det er de materielle forudsætninger der ændrer "menneskeånden", og derfor også de tanker der florerer i hver epoke. Ændringer sker ifølge Marx i et dialektisk sammenspil mellem modsætninger. Dette er et ræsonnement der følger Hegels egen logik. Den materialistiske vinkel får han fra en anden unghegelianer, Ludwig Feuerbach. På denne måde kombinerer Marx' filosofi det dialektiske og materialistiske til den historieopfattelse, som han sidenhen er blevet så velkendt for: dialektisk materialisme. Historisk materialisme er en anden tilsvarende betegnelse for hans filosofi.

Teori og begreber

Klasseteori

Marx' klassebegreb er ikke skitseret et samlet sted af ham selv; tættest på en definition kommer vi i Elendighedens filosofi, Det kommunistiske manifest samt Kapitalen. Kort sagt siger teorien, at der finder en udbytning sted klasserne imellem. Der er to hovedklasser (borgerskabet og proletariatet). Borgerskabet ejer produktionsmidlerne og udbytter proletariatet, idet de ikke lader arbejderne få den fulde økonomiske udbytte af deres indsats (se merværdi). Denne konflikt vil blive større og større gennem kriserne og vil ultimativt forandre verden, når proletariatet gør oprør. Proletariatets oprør skal grundlæggende bygge på solidaritet mellem de enkelte medlemmer af samfundsklassen.

Fremmedgørelse

Marx' fremmedgørelsesteori bygger på Feuerbachs tanker. Ifølge Feuerbach er gud menneskeskabt, men får så at sige sit eget liv. Marx' pointe er at der også eksisterer fremmedgørelse på arbejdspladsen: den store arbejdsdeling gør produktionen så kompleks at den får et eget liv der kommer til at bemægtige sig menneskets daglige handlinger. Fremmedgørelsen eksisterer også på markedet. Der får varen et eget liv, og det omtaler Marx som varefetichisme.

Den økonomiske betydning af ordet er for Marx især at producenten (arbejderen) ikke ejer produktionsmidlet (maskiner, bygninger m.v.). Den brede samfundsmæssige betydning af ordet er for Marx, at "...sammenhængen i totalproduktionen påtvinger sig produktionsagenterne (arbejdere OG kapitalister) som en blind lov, ikke som en lov som de kollektivt har erkendt og kollektivt behersker, og som bringer produktionsprocessen under deres fælles kontrol."[2] Betragtningen har mange ligheder med Adam Smiths usynlige hånd[3]. Men hvor Smith så den usynlige hånd som udtryk for en harmonisk og i det væsentligste selvregulerende dynamik, så Marx en kapitalisme præget af indre modsætninger der især i tilstande af økonomisk krise producerede destruktive resultater.

Basis og overbygning

Marx deler samfundet op i en basis og en overbygning. Basis er den økonomiske og materielle struktur som præger samfundet. Den kapitalistiske økonomi og forholdet mellem proletariatet (arbejderklassen) og bourgeoisiet (borgerskabet) hører til i basis. Overbygningen er vores kultur, politik og ideologi og er til en vis grad bestemt af basis. Overbygningen virker dog også tilbage på basis; man siger derfor, der er et gensidigt (dialektisk) forhold mellem basis og overbygning.

Ideologi

Marx definerede ideologi således at der i samfundet hersker en hegemonisk ideologi der er den herskende klasses ideologi. Denne ideologi legitimerer den herskende klasse ved at fremstille en eksisterende magtfordeling som naturlig og naturgiven .

Falsk bevidsthed

Er mennesket underlagt den herskende (borgerlige) ideologi, ser mennesket ikke sine "virkelige" (objektive) interesser. Mennesket har en falsk bevidsthed.

Merværdi

Merværdi er ikke det samme som profit. Merværdien er forskellen på den værdi i form af varer som arbejderen frembringer ved sit arbejde, og den værdi han modtager som betaling for brugen af sin arbejdskraft (løn). Merværdien forvandles på markedet til profit (kapitalistens renter), der så anvendes til investeringer eller forbrug for kapitalistklassen. Marx betragter merværdien som et merprodukt der tilfalder kapitalisten, uden at denne selv begår et reelt stykke arbejde; at arbejderen arbejder et antal timer gratis for kapitalisten, da produktet er mere værd end det, kapitalisten betaler arbejderen i løn.

Arbejdsværdilæren, varens dobbeltkarakter og profittens oprindelse

Marx’ teori bygger på arbejdsværdilæren, som han overtog og forfinede fra de klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo. Varen der for Marx er kapitalismens mest grundlæggende bestanddel, har en dobbeltkarakter. Den har en nytte og den har en værdi. Nytten er den grad af behovstilfredsstillelse som forbruget af varen giver, mens værdien er den mængde arbejde i bred forstand som er brugt til dens fremstilling. Se eventuelt Adam Smith’s vand-diamant-paradoks[4]. Vand er nok nyttigere end diamanter, men billigere at fremstille og derfor den store prisforskel.

For den specielle vare arbejdskraft gælder at dens nytte (for kapitalen) er den mængde varer som den kan fremstille, mens dens værdi er lønnen (=den mængde varer, som arbejderen kræver for sit arbejde – og som bestemmes på arbejdsmarkedet). Da arbejdskraftens nytte således kan udtrykkes i værdi – værdien af de varer, som den skaber – og da denne værdi (sædvanligvis) er højere end lønnen, bliver der således skabt en merværdi der under de rette betingelser på markedet kan forvandles til profit.

Nyere økonomisk teori har afskaffet arbejdsværdilæren til fordel for en samlet nytteteori[5] der ophæver varens og dermed arbejdets dobbeltkarakter. Profit er således (betaling for) kapitalens nytte – og kan derfor ikke forstås som et udbytningsforhold (selvom ingen vil benægte, at 'kapitalistklassen' disponerer over profitten). Nytteteorien rummer imidlertid også nogle modsigelser og implikationer i form af den generelle ligevægtsteori, der har svært ved at forklare kriserne som andet end midlertidige problemer med markedstilpasning.

Marx’ kriseteori

Marx er en af de første til at anføre, at krisen er indbygget i det kapitalistiske system. I modsætning til de generelle ligevægtsteorier[6] der antager at markedet af sig selv etablerer ligevægt, hævder Marx at markedet styrer mod en uligevægt der kun voldsomt kan forløses i krisen. I loven om profitratens tendens til fald’[7] er teorien i grove træk at der i højkonjunkturen sker en overophobning af kapital der skal forrentes, og en dis-proportionalitet mellem aktiviteten og kapitalbeholdningen i forbrugs- og investeringsindustrierne. Når krisen så kommer, sker der en voldsom nedskrivning af kapitalen. Konkurser er det voldsommeste udtryk. Den kapital der før var bogført til en milliard, sælges nu for en million – og kan atter kaste en acceptabel profitrate af sig. Virksomhedslukninger og frisætning af arbejdere (arbejdsløshed) er den måde hvorpå krisen omfordeler ressourcerne mellem samfundets forskellige sektorer. Marx adskiller sig måske især fra sine ’kolleger’ ved at hævde at denne proces ikke sker glidende, men i ryk (krisen) og alt andet end fredeligt.

I kriserne vokser også modsætningen mellem produktionen som en samfundsmæssig nødvendighed og produktionen som middel til privat tilegnelse[8]. Og fordi produktivkræfternes udvikling bevirker en stadig større samfundsmæssiggørelse af produktionen, internationalisering og stadig større kapitalformationer, uddybes også denne modsætning, og Marx’ 'profeti' er, at hver krise bliver dybere end den forgående.

Marx's børn

Jenny d.y. (1844–1883) med sin mand Charles Longuet
Eleanor Marx (1855–1898)
Laura Marx (1845–1911)

Kun tre af familiens børn blev voksne. Det var døtrene Eleanor, Jenny Caroline og Laura, der ligesom deres forældre engagerende sig i den socialistiske bevægelse. Laura giftede sig i 1868 med Paul Lafargue (1842–1911), Jenny giftede sig i 1872 med Charles Longuet (1839-1903), og Eleanor levede fra 1883 sammen med Edward Aveling (1849–1898). Alle tre svigersønner var aktive socialistiske agitatorer; de to førstnævnte i Frankrig og den sidste i Storbritannien. Ingen af dem gav deres far et barnebarn.

De to døtre der overlevede deres far, Laura og Eleanor, var sprogbegavede og engagerede sig i oversættelsesarbejde. Eleanor oversatte blandt andet to Ibsen stykker til engelsk: Fruen fra Havet og En Folkefjende. Noget andet de skulle få til fælles var at de skulle begå selvmord. I begge tilfælde var det i selvmordspagt med deres respektive livsledsagere, skønt i Lauras tilfælde blev hun narret til det – Edward havde aldrig haft til hensigt at tage gift selv.

Ifølge et standhaftigt rygte havde Marx en søn udenfor ægteskab: Frederick Demuth, født 1851, sønnen af hans husholderske Lenchen Demuth (1820–1890). Hun havde arbejdet hos familien helt siden 1843. Ungkarlen Engels tog ansvaret for faderskabet og tilsyneladende for at spare Marx for problemer. Efter Marx' død flyttede hun ind til Engels og blev hans husholderske. De tog sig i fællesskab af Karl Marx' historiske efterladenskaber. Hun døde af kræft i november 1890, og efter Jennys ønske blev hun begravet i familien Marx' familiegravsted.

Bibliografi (udvalg)

(Se udførlig oversigt på tysk Wiki)

Se også

Søsterprojekter med yderligere information:

Fodnoter

  1. ^ Tidsskrift.dk, Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 111 (1973) 1, Kommentarer til Karl Marx's mindesten, af Niels Banke
  2. ^ Kapitalen, 3. bind, kapitel 15
  3. ^ den usynlige hånd | Gyldendal - Den Store Danske
  4. ^ vand-diamant-paradokset | Gyldendal - Den Store Danske
  5. ^ nytteteori | Gyldendal - Den Store Danske
  6. ^ se eksempelvis Jesper Jespersen http://altandetlige.dk/blog/jesperjespersen/makrooekonomisk-metodologi-.htm
  7. ^ Kapitalen 3. bog.
  8. ^ Jomfru Ane Band udtrykker egentligt modsætningen meget fint i Asfaltballet (1976): Tag aldrig fejl af, at penge var motivet. Intet blev bygget af kærlighed til livet. http://www.youtube.com/watch?v=_41G0nUdVZM

Eksterne henvisninger