Keith Jarrett

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Keith Jarrett (født 8. maj 1945 i Pennsylvania) er en amerikansk pianist, multiinstumentalist og komponist.

Han fik klaverundervisning han var 3 år, og han optrådte for første gang offentligt, da han var 7. KJ spiller desuden diverse slagtøjsinstrumenter og er en mere end habil sopransaxofonist.

KJ fungerede i anden halvdel af 1960'erne som sideman i forskellige sammenhænge ikke mindst hos Charles Lloyd (1966-1968) og i Miles Davis' elektriske gruppe (1969-1971), hvor han spillede orgel og elpiano (dokumenteret bla. på "Live-Evil" (1970)) .

KJ indspillede i 1967 sin første LP i eget navn ("Life Between the Exit Signs" på Vortex) med bassisten Charlie Haden og trommeslageren Paul Motian. Haden og Motian udgjorde i perioden 1967-1976 kernen i de grupper, KJ ledede. Konstellationen udvidedes næsten permanent med (tenor)saxofonisten Dewey Redman (ofte omtalt som den såkaldt 'amerikanske trio/kvartet'), men lejlighedsvis også med f.eks. guitaristen Sam Brown, percussionisterne Airto, Danny Johnson og/eller Guilhermo Franco. I perioden 1974-79 arbejdede KJ desuden med den såkaldte 'skandinaviske' (eller 'europæiske') kvartet med saxofonisten Jan Garbarek, bassisten Palle Danielsson og trommeslageren Jon Christensen, med hvem han bla. indspillede de meget succesfulde "Belonging" (1974) og "My song" (1977).

I 1971 indspiller KJ soloklaverpladen "Facing You" på det forholdsvis nystartede tyske pladeselskab ECM (under Manfred Eichers ledelse), som KJ har været tilknyttet siden, og for hvem han har været et ikke uvæsentligt økomonisk og pr-mæssigt aktiv. I 1973 indspilles to improviserede solokoncerter fra hhv. Lausanne og Bremen, og i 1975 optages den senere så berømte Köln-koncert.

I 1977 indspiller KJ for første gang med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette på i LP'en "Tales of Another" udgivet på ECM i Peacocks navn. De tre indspillede i 1983 en række jazz-standards, som blevet udgivet som "Standards vol. 1" og "Standards Vol. 2", og blev startskudet for den såkaldte "Standard-trio"; en konstellation KJ siden har koncentereret sin sammenspilsaktivitet omkring.

Sideløbende med disse trio- og kvartet-konstellationerne samt solokoncerterne har KJ indspillet en lang række eksperimenterende, enkeltstående projekter. Bland disse kan nævnes improvisationer på kirkeorgel "Hymns Spheres" (1976); flere plader hvor han overdubber sig selv som multiinstrumentalist (typisk div. blæse- og slagtøjs-instrumenter) f.eks. "Restoration Ruin" (1968) og "Spirits" (1985); og kompositioner for strygeorkester kombineret med improviserede elementer, "Luminessence" m. Garbarek (1974) og "Arbour Zena" m. Garbarek og Haden (1975).

Stillistisk har KJ sit udgangspunkt i et spændingsfyldt krydsfelt mellem Bill Evans og Ornette Coleman, hvilket kombineres med elementer fra både pop/country, klassisk kompositionsmusik (Debussy, Scriabin m.fl.) og orientalsk musik. Dette eklektiske udtryk samles imidlertid i et uhyre personligt og unikt musikalsk univers, som ikke blot er rundet af en exceptionel musikalitet og kompromisløshed, men også af et teknisk overskud ud over det sædvanlige.

Ud over jazzmusik har KJ bla. indspillet (klaver)værker af bla. Johann Sebastian Bach, Händel og Shostakovich. Disse indspilninger har generelt fået en rimelig medfart af anmeldere og fagfolk, men KJ's enestående og helt åbentlyst unikke evner som jazzkunster lever de ikke op til.

KJ betragtes med rette, ikke blot som en af sin egen tids absolut største jazzmusikalske begavelser, men, som en af jazzmusikkens ypperste repræsentanter.