Kilo-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kilo-klassen
Sovjetisk Kilo-klasse i 1987

Sovjetisk Kilo-klasse i 1987

Klasse oversigt
Type Dieselelektrisk ubåd
Bruger(e) Naval Ensign of Algeria.svg Algeriets flåde
Naval Ensign of the People's Republic of China.svg Folkets Befrielseshærs flåde
Naval Ensign of India.svg Indiens flåde
Naval Ensign of Poland.svg Marynarka Wojenna Rzeczypospolitej Polskiej
Flag of Indonesia.svg Indonesiens flåde
Flag of Iran.svg Irans flåde
Flag of Romania.svg Rumæniens flåde
Naval Ensign of Russia.svg Vojenno-Morskoj Flot Rossojskoj Federatsii‎
Flag of Vietnam.svg Vietnams Folkeflåde
Værft Komosolsk samt St. Petersborg
Byggeperiode 1980 – Nu
Planlagte enheder 55
Byggede enheder 49
Pris 200-250 mio. USD (Kina betalte 1,5-2 milliarder USD for 8 enheder)[1]
Operative enheder 41 
Udgåede enheder
Tekniske data
Deplacement 2.325 tons uddykket
3.076 tons neddykket
Længde 73,80 meter
Bredde 9,90 meter
Dybgang 6,60 meter
Testdybde 300 meter
Fremdrift 2x dieselmotor
1x elektromotor
Fart 12 knob uddykket
20 knob neddykket
Rækkevidde 400 sømil neddykket
7.500 sømil med snorkel
Udholdenhed 45 dage
Besætning 52 mand
Sensorpakke MG-519 Arfa højfrekvent sonarsystem
Rubikon MGK-400 sonarsystem
Snoop Tray navigationsradar
Missiler 4x SS-N-27 Sizzler antiskibsmissiler (Kun projekt 636)
8x SA-N-8 Gremlin eller SA-N-10 Gimlet jord til luft-missiler (eksportversioner er muligvis ikke udrustet med SAM) 
Torpedoer 6x torpedorør
18 torpedoer 
Miner 24x DM-1 miner kan medbringes i stedet for torpedoer

Kilo-klassen er NATO rapporteringsnavnet for en russiskbygget dieselelektrisk ubåd. Den originale version af ubåden var benævnt Projekt 877 Paltus (Pighvar) på russisk blev indført i den sovjetiske flåde i starten af 1980'erne i Stillehavs- og nordsøflåden. Der er desuden udviklet en mere avanceret version, omtalt som Projekt 636 Varshavyanka på russisk (eller forbedret Kilo) som er i stand til at medbringe SS-N-27 (Klub-S) antiskibsmissiler. Afløseren til Kilo-klassen er den nyudviklede Lada-klasse, som begyndte søprøver i 2005.

Klassen er bygget til at jage overfladeskibe, ubåde samt foretage rekognosceringsopgaver på relativt lavt vand. De originale projekt 877 både er udstyret med Rubikon MGK-400 sonarsystemet (med NATO rapporteringsnavnet Shark Gill, som inkluderer den højfrekvente minesøgningssonar MG-519 Arfa (NATO navn: Mouse Roar). De nyere projekt 636 ubåde er udstyret med det forbedrede MGK-400EM sonarsystem hvor minesonaren MG-519 Afra også er opgraderet til MG-519EM. Det forbedrede system har reduceret antallet af sonaroperatører på grund af øget automatisering.

Ubåden benytter dieselelektrisk fremdrivning med to dieselgeneratorer der driver den elektriske motor. Klassen råder over seks vandtætte afdelinger og er bygget med dobbeltskrog.

Lyddæmpende gummimåtter er placeret på skroget og dybderorene for at absorbere eventuelle sonarstråler, hvilket resulterer i en reduktion eller forvrængning af sonarstrålen, som igen resulterer i et forbedret forsvar mod detektion. Disse måtter hjælper også med at dæmpe egenstøj genereret inde i ubåden, og dermed reducerer man afstanden hvorved man kan detekteres med passiv sonar.[2] Projekt 636, til tider omtalt som "Det sorte hul" af US Navy for dens evne til at "forsvinde" er formentligt en af de mest stille dieselelektriske ubåde i verden.[3]

Brugere[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer, kilder og eksterne links[redigér | redigér wikikode]