Kilo-klassen

Kilo-klassen
	Sovjetisk Kilo-klasse i 1987
Klasseoversigt
Type	Dieselelektrisk ubåd
Bruger(e)	Algeriets flåde; Folkets Befrielseshærs flåde; Indiens flåde; Marynarka Wojenna; Indonesiens flåde; Irans flåde; Rumæniens flåde; Ruslands flåde‎; Vietnams Folkeflåde
Værft	Komosolsk samt St. Petersborg
Byggeperiode	1980 – Nu
Planlagte enheder	55
Byggede enheder	49
Pris	200-250 mio. USD (Kina betalte 1,5-2 milliarder USD for 8 enheder)
Operative enheder	41
Udgåede enheder	8
Tekniske data
Deplacement	2.325 tons uddykket; 3.076 tons neddykket
Længde	73,80 meter
Bredde	9,90 meter
Dybgang	6,60 meter
Testdybde	300 meter
Fremdrift	2x dieselmotor; 1x elektromotor
Fart	12 knob uddykket; 20 knob neddykket
Rækkevidde	400 sømil neddykket; 7.500 sømil med snorkel
Udholdenhed	45 dage
Besætning	52 mand
Sensorpakke	MG-519 Arfa højfrekvent sonarsystem; Rubikon MGK-400 sonarsystem; Snoop Tray navigationsradar
Missiler	4x SS-N-27 Sizzler antiskibsmissiler (Kun projekt 636); 8x SA-N-8 Gremlin eller SA-N-10 Gimlet jord til luft-missiler (eksportversioner er muligvis ikke udrustet med SAM)
Torpedoer	6x torpedorør; 18 torpedoer
Miner	24x DM-1 miner kan medbringes i stedet for torpedoer

Kilo-klassen er NATO rapporteringsnavnet for en russiskbygget dieselelektrisk ubåd. Den originale version af ubåden var benævnt Projekt 877 Paltus (Pighvar) på russisk blev indført i den sovjetiske flåde i starten af 1980'erne i Stillehavs- og nordsøflåden. Der er desuden udviklet en mere avanceret version, omtalt som Projekt 636 Varshavyanka på russisk (eller forbedret Kilo) som er i stand til at medbringe SS-N-27 (Klub-S) antiskibsmissiler. Afløseren til Kilo-klassen er den nyudviklede Lada-klasse, som begyndte søprøver i 2005.

Klassen er bygget til at jage overfladeskibe, ubåde samt foretage rekognosceringsopgaver på relativt lavt vand. De originale projekt 877 både er udstyret med Rubikon MGK-400 sonarsystemet (med NATO rapporteringsnavnet Shark Gill, som inkluderer den højfrekvente minesøgningssonar MG-519 Arfa (NATO navn: Mouse Roar). De nyere projekt 636 ubåde er udstyret med det forbedrede MGK-400EM sonarsystem hvor minesonaren MG-519 Afra også er opgraderet til MG-519EM. Det forbedrede system har reduceret antallet af sonaroperatører på grund af øget automatisering.

Ubåden benytter dieselelektrisk fremdrivning med to dieselgeneratorer der driver den elektriske motor. Klassen råder over seks vandtætte afdelinger og er bygget med dobbeltskrog.

Lyddæmpende gummimåtter er placeret på skroget og dybderorene for at absorbere eventuelle sonarstråler, hvilket resulterer i en reduktion eller forvrængning af sonarstrålen, som igen resulterer i et forbedret forsvar mod detektion. Disse måtter hjælper også med at dæmpe egenstøj genereret inde i ubåden, og dermed reducerer man afstanden hvorved man kan detekteres med passiv sonar.^[2] Projekt 636, til tider omtalt som "Det sorte hul" af US Navy for dens evne til at "forsvinde" er formentligt en af de mest stille dieselelektriske ubåde i verden.^[3]