Chirurgiske Akademie
Det Chirurgiske Akademie eller på nydansk Det Kirurgiske Akademi var en uddannelsesanstalt for kirurger i København der eksisterede fra 1785 til 1842. Akadamiet var en fortsættelse af det tidligere Theatrum anatomicum hvor kirurger lærte anatomi ved hjælp af dissektion. Kirurgien var i 1700-tallet en uddannelse der var adskilt fra medicinstudiet, og havde oprindelig været dyrket af barberer.
Indholdsfortegnelse |
Striden forud for oprettelsen [redigér]
Fra 1736 havde der været en stadig strid mellem læger og kirurger, idet det medicinske fakultet arbejdede hen til at få den kirurgiske læreranstalt, Theatrum anatomicum, henlagt under Københavns Universitet og opslugt af fakultetet, mens kirurgerne kæmpede for at bevare deres egen anstalt fuldstændig uafhængig af fakultutetet. I nøje sammenhæng med de skiftende politiske begivenheder under Johann Friedrich Struensee, Ove Høegh-Guldberg og kronprins Frederik havde snart det ene parti, snart det andet parti overtaget, men gennemgående var kirurgerne de sejrende, selv da det lykkedes fakultetet i 1774 at sætte igennem, at kirurgerne for at få ret til medicinsk praksis skulle eksamineres i indre medicin ved fakultetet, thi denne eksamination gav kirurgerne, trods fakultetets modstand, ret til ubegrænset praksis ikke alene mellem militære, men også i den civile befolkning.
Da kronprins Frederik overtog regeringen lykkedes det kirurgerne, i lighed med hvad der var sket flere steder i udlandet særlig i Wien ved livkirurgen Johan Christian Bodendicks hjælp 22. juni 1785 at få oprettet et kongeligt Kirurgisk Akademi der var fuldstændig uafhængigt af fakultetet, så et endog eksaminationen i indre medicin trods lægernes energiske protest henlagdes til Akademiet.
Det kirurgiske akademi [redigér]
I 1785 blev en bygning tegnet af arkitekten Peter Meyn opført i Bredgade nr. 62, på en grund skænket af enkedronning Juliane Marie, i København til et decideret Akademi, hovedsageligt fordi den voksende flåde havde brug for kirurger med en grundig praktisk uddannelse [1] og diskussionen blussede op om hvem der skulle være præsident for det.
Det var oprindeligt planlagt at den medicinske professor Henrich Callisen skulle udpeges, hvilket kirurgerne var imod. Efter en heftig debat, med mange skrifter for og imod, bl.a. deltog samfundsrevseren Niels Ditlev Riegels på Kølpins side, blev kirurgen Alexander Kølpin udnævnt som akademiets præsident.
Ved dette ansattes generaldirektøren for kirurgien, der var ældste professor, hofkirurgen og overkirurgen ved Frederiks Hospital som professorer, og desuden ansattes en lektor i kemi og nogle reservekirurger. Akademiet fik alt, hvad der angik kirurgien, under sig og indstillede f.eks. til alle kirurgiske embeder, indtil Sundhedskollegiet oprettedes i 1803.
Akademiet, som lå tæt på Frederiks Hospital, uddannede i de næste årtier mange dygtige kirurger med et solidt videnskabeligt grundlag. Det Kirurgiske Akademi har spillet en stor rolle i den danske lægevidenskabs historie, thi det overvejende antal af læger udgik fra dette. Fra 1800 tog kun 65 medicinsk eksamen alene, cirka 90 både medicinsk og kirurgisk, mens cirka 390 tog kirurgisk eksamen ved akademiet.[2]
Efter akademiet [redigér]
I løbet af 1800-tallet blev det dog snart klart at kirurgien var en del af lægevidenskaben og 1. januar 1842 blev de to uddannelser slået sammen.
Bygningen i sig selv blev stadig i lang tid brugt til de anatomiske dissektioner og kirurgiske forelæsninger.
I dag huser bygningen, som stadig er den oprindelige Akademi-bygning fra 1785, Medicinsk-Historisk Museum.
Henvisninger [redigér]
- ↑ Københavns Universitets historie
- ↑ G. Norrie – Kirurgisk Akademis Historie, 1896
Kilder [redigér]
- Poul Aagaard Christiansen (red.), Academia Chirurgorum Regia : Det kongelige kirurgiske Akademi 1787-1987, Medicinsk-historisk Museum ved Københavns Universitet, 1988. ISBN 87-7709-004-7.
- Nordisk Conversations-Lexicon, bind 2, Forlagsbureauet i Kjøbenhavn, 1859.
| Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i artiklen. |