Knýtlingesaga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Knýtlingesaga er den islandske litteraturs hovedværk om Danmarks historie. Den begynder med Harald Blåtands historie og slutter med venderkrigenes afslutning under Knud 6. og Absalon. Udførligst er sagaen om Knud den Hellige (deraf navnet knytlinge) og den del, der handler om tiden efter 1130. Knud den Helliges saga er i øvrigt på mange punkter upålidelig eller urigtig. Den er ældre end den samlede Knytlingesaga, men optaget i sin helhed af dennes forfatter. Til den er der knyttet en fremstilling af Knud Lavards liv, der dog i meget er uhistorisk. De øvrige dele er forfattede efter forskellige kilder: dels efter skjaldekvad (Knud den stores og Erik Ejegods historie for en stor del), dels efter Snorres »Heimskringla«.

Fra denne er hentet alt, hvad der fortælles om forholdet mellem Danmark og Norge på forskellige tider. Endelig er den mundtlige tradition hovedkilden især for tiden efter 1130. Denne traditions pålidelighed kan til en vis grad måles ved en sammenligning med Saxo, og det viser sig da, at sagaens forfatter har været forbavsende godt underrettet. Der er i det hele og store god overensstemmelse mellem de to kilder, ja Knytlingesaga giver undertiden mere end Saxo, uden at man kan antage, at det er urigtigt.

Den er en saga. Det vil sige, at den er mundlig overleveret og først nedskrevet omkring år 1300Island. På grund af den store afstand i tid og geografi er historien blevet bedre, men ikke mere troværdig.

Sagaens forfatter selv har været en nøgtern mand og ikke ukritisk; han sløjfer legender undtagen i Knud den Helliges historie; særlig omhyggelig er han — trods enkelte fejl — med tidsregningen. Til trods for at visse dele af sagaen er mindre pålidelige, og til trods for at der findes nogle alvorlige fejl, er Knytlingesaga et vigtigt kildeskrift.

Den er forfattet omkr. 1260.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]