Kontinental filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kontinental filosofi refererer til de forskellige filosofiske strømninger og bevægelser på det europæiske fastland starten af 1900-tallet, bortset fra England. Siden starten af 1900-tallet har den filosofiske verden været delt mellem den kontinentale og den analytiske (eller angelsaksiske) filosofi.

Termens historie[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer i anden havdel af det 20. århundrede, der fandt det brugbart at have en samlet betegnelse term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland, der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.

Udgangspunkt[redigér | redigér wikikode]

Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den tyske idealisme, Søren Kierkegaard og Nietszche. Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten Henri Bergson og Oswald Spengler, der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.

Fællestræk[redigér | redigér wikikode]

Kontinentalfilosofi kan siges at have nogen teser til fælles:

  • Afvisning af scientisme, at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
  • Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
  • Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
  • Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer. Fysikeren Alan Sokal udstillede i Sokal-affæren denne tendens indenfor postmodernismen.
  • Politisk filosofi har traditionelt været et tema der ikke behandles meget i kontinentalfilosofien. Det behandles som regel ud fra et kritisk perspektiv på et aspekte af samfundet eller historien, f.eks. Hannah Arendts indflydelsesrige analyser af magt og totalitarisme, Sartres engagement og selvfølgelig frankfurterskolen, Men man finder ikke mange værker med generelle teorier om samfundets indretning, i traditionen fra Platons Staten eller Hobbes Leviathan, medens denne tradition stadig er repræsenteret indenfor den analytiske filosofi f.eks. med Rawls værk En teori om retfærdighed.

Retninger[redigér | redigér wikikode]

Kontinentalfilosofien er opdelt i retninger en række mere eller mindre alment accepterede retninger. Mange filosoffer kan dog siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, og placeres derfor tit i forskellige kategorier. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne. Der er også filosoffer som f.eks. Peter Sloterdijk eller Paul Virilio der ikke regnes til nogen speciel isme, selv om deres temaer er udpræget kontinentalfilosofiske.

  • Fænomenologi. Edmund Husserl, grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege. Fænomenologien videreudvikles af Max Scheler, Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.
  • Eksistentialisme. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen (Jean-Paul Sartre, Albert Camus) som inspireret af Heidegger. Martin Buber kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion. Psykologen Karl Jaspers regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.
  • Marxisme

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

(red.) Poul Lübcke (1982): Vor Tids Filosofi - Engagement og forståelse, Politiken, ISBN 87-567-3540-5

filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.