Korsfæstelse
Korsfæstelse er en henrettelsesmetode, der især er kendt fra Romerriget. Den anvendtes på sørøvere, andre forbrydere, på slaver som Spartacus og udlændinge; ikke på romerske borgere. Selv om mange romere aldrig havde set en korsfæstelse, kendte alle dog til afstraffelsen, der blev anset som så brutal, at Cicero i Pro Rabirio omtaler det upassende i at nævne ordet "kors" i dannet samtale. [1]
Den dødsdømte (cruciarius) blev normalt klædt nøgen og derefter ført til retterstedet. Her blev han først pisket. I mangel af autentiske afbildninger eller detaljerede skildringer af korsfæstelser ved vi ikke med sikkerhed, hvilken form de benyttede kors havde. Formentlig var der en eller flere pæle (latin stipes) fast opstillet på retterstedet. Forbryderen fik armene fastbundet eller fastnaglet til en tværstang (patibulum), som derefter løftedes op og fastgjordes til pælen, så hans fødder ikke kunne nå jorden.
Døden indtræder som følge af iltmangel, eller pga en kombination af blodtab, tørste og chok. Iltmangel opstår, når personen hænges på korset uden støtte for fødderne eller en blok til at sidde på. Når armene strækkes til siden og opad, bliver brystkassen trukket ind, så lungerne ikke magter at udvide sig. Åndedrættet bliver derved utilstrækkeligt til at udskille kultveilten. Til sidst indtræder bevidstløshed, og derefter død. Normalt blev døden fremskyndet ved at personens ben blev knust, sådan at han hurtigere sank sammen og ikke fik vejret. De korsfæstede blev sjældent gravlagt, men smidt i en bunke, til rovfuglene havde ædt dem. [2]
Den romerske general Crassus korsfæstede i 71 f.Kr ca 6.000 slaver, Spartacus havde samlet til oprør. I Palæstina blev ca 4.000 oprørere korsfæstede i år 4 f.Kr, da en anden romersk general, Varus, nedkæmpede opstanden i Galilæa. Dette gentog sig efter de store oprør mod romerne i år 70 og år 135. En død på korset oplevedes af jøderne som en dobbelt skammelig død, for i Det gamle testamente (Femte Mosebog 21:23) forbander Gud den, der dræbes på et træ: "For den, der hænges på en pæl, er under Guds forbandelse. I må ikke besmitte det land, som Herren jeres Gud har givet jer!" [3] Desuden var den korsfæstede som regel nøgen.
Jesus Kristus fik ikke benene knus ved sin korsfæstelse. (Joh 19,32) En svamp med eddike blev rakt op til ham som hjælp mod tørsten. For romerne kan det have fortonet sig som en ekstra forhånelse, da en svamp med eddike var det, romerne tørrede sig med nedentil i mangel af toiletpapir. [4]
Evangelisterne siger ikke, at Jesus var nøgen, men henvisningen til soldaterne, der kastede lod om hans tøj i Lukasevangeliet 23:34, kan være en diskret måde at få sagt på, at ikke engang Jesus blev sparet for den vanære: "Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig." [5]
Henvisninger [redigér]
- ↑ Peter Walker: I Jesu fotspor (s. 176-7), forlaget Hermon, 2010, ISBN 978-82-302-0768-0
- ↑ Peter Walker: I Jesu fotspor (s. 177)
- ↑ 5. Mosebog (Bibelen på Hverdagsdansk)
- ↑ Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 116), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4
- ↑ Lukas evangeliet (Bibelen på Hverdagsdansk)
Se også [redigér]
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
