Korstog

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

Korstog er i historisk forstand en serie felttog, de fleste godkendt af paven, som fandt sted fra 11. til 13. århundrede. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion (jihad), og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

Korstogenes forudsætninger

1) Lysten og evnen til massekamp for Guds sag (i forvejen kampe i Spanien og på Sicilien). Missionsoffensiv mod muhammedanismen

2) Pilgrimsrejserne til Det hellige Land

3) En samfundsklasse, hvis håndværk er krig

4) Seldjukkernes plyndringer af pilgrimme (masserejser) og belejring af byen Antiokia

5) De italienske byers handel lammes af tyrkerne

6) Kejser Alexios’ opfordring og Pave Urbans tale. Kejser Alexios i Konstantinopel er en dygtig mand. Alexios havde kæmpet mod Normannerne og kun vanskeligt fået slået dem. Derefter angreb af tyrkerne, og dette medførte, at han bad om hjælp fra Vesten

Motiver for at drage på korstog:

1. Religiøs hengivenhed
2. For at slippe ud af dårlige økonomiske forhold hjemme
3. Af eventyrlyst
4. For at turnere
5. For at se verden
6. For at ære sin elskede
7. For at tjene Gud
8. For at lide for Guds skyld
9. For at undgå fattigdom hjemme
10. For tidsfordriv
11. Af ærgerrighed

Forudsætninger

For at få det bedst mulige indblik i korstogenes forudsætninger, er det nødvendigt med en redegørelse for forholdene mellem Vesteuropa, det byzantinske kejserrige og muslimerne i øst. Situationen er den at tyrkiske stammer presser Byzans meget hårdt og at de muslimske styrker står meget stærkt overfor et svækket Byzans. Både Vesteuropa og orienten var i fremgang i modsætning til det østromerske rige der både økonomisk og militært var i en nedgangsperiode. Paven i Rom har meget stor magt, i et meget religiøst, men splittet Europa. Patriarken i Konstantinopel og paven i Rom er langt fra stærke allierede, men har dog en fælles fjende i de vantro muslimer. To kristne ledere dog med forskellige opfattelser af kristendommen.

En af de vigtigste forudsætninger, er forholdet mellem den østromerske kejser og den katolske pave. De to ledere havde længe haft et særdeles køligt forhold, men da den byzantinske Kejser Alexios i Konstantinopel, anmodede pave Urban 2. om hjælp mod de tyrkiske hære østfra i år 1095, var paven ikke sen til at træde i karakter. Han opfordrer snarligt herefter til et korstog mod Jerusalem, i en tale jeg også senere vil komme ind på. Fra pavens synsvinkel var dette en kærkommen lejlighed til at manifestere sin magt under investiturstriden , og til at skabe et bedre sammenhold blandt de europæiske konger og magthavere. At paven har den markante magt, skal ses i lyset af den kraftige reformbevægelse der gennemgik kirken i det 10. og 11. århundrede. I denne reform fik paven en større selvstændighed overfor Europas magthavere. Pavens position var kraftigt forstærket og hans initiativer kunne lettere ske fyldest.

Den tidlige middelalder omkring år 1095, var en meget urolig tid i Europa. De krigeriske magthavere dominerede samfundet. Krig var for dem den eneste rigtige tilværelse, og kunne man ikke få sin krigeriske lyst styret på anden måde, var det altid en mulighed at slås indbyrdes. Disse stridigheder gik særligt ud over bønderne, der udgjorde broderparten af befolkningen. Det kunne kirken ikke tolerere. Der blev fra gejstlighedens side forsøgt at få disse stridigheder til at ophøre men uden større held. Korstogstanken kom derfor på et meget nyttigt tidspunkt, da der på denne måde kunne afreageres på en for bøndernes uskadelig, og for kirken velbehagelig og nyttig måde.

Mange yngre adelssønner blev desuden lokket af de mange spændende muligheder der kom i kølvandet på et korstog. Særligt i Frankrig gjorde det sig gældende, da den feudale samfundsorden er sådan indrettet at kun den ældste søn arver et landområde, og dermed lader det ikke meget tilbage at bestille for de yngre sønner. Derfor var korstogene en meget spændende mulighed for dem der ikke havde det store at give sig til i hverdagen.

En anden faktor der også har spillet ind er den voksende fromhed blandt Europas befolkning og herunder større tilslutning til pilgrimsrejser. Efter tyrkernes indtrængen i Lilleasien blev store dele af infrastrukturen ødelagt. Byzans tabte ydermere herredømmet over Syrien og Palæstina til forskellige indbyrdes stridende tyrkiske fyrster. Vejen til Jerusalem for de mange pilgrimme blev dermed meget besværlig og farlig. De stridigheder der har hersket mellem de vantro, ved pilgrimsmålene, er formentlig blevet overdrevet af de hjemvendte pilgrimme, og har opildnet til had mod muslimerne. Mange gejstlige og verdslige fyrster ser naturligvis dette som en torn i øjet, og noget der bedst løses med en militær handling. Pilgrimmenes voksende besværligheder blev af pave Urban 2 opfattet som en af de mest markante årsager til det første korstog.

En anden omstændighed der har gjort sig gældende er den økonomiske fremgang der var i Europa i årene op til korstogene. Handelen blev konstant øget og intensiveret, og efterspørgslen af luksusvarer fra orienten var voksende. Manglen på ædelmetaller i Europa førte til et større samarbejde med mellemøsten. På denne måde stiftede Europa bekendtskab med den økonomisk og kulturmæssigt overlegne muslimske verden. Det kan derfor ikke komme som den store overraskelse at de ustrukturerede og usammenhængende muslimske stater var et fristende mål for en stor forenet kristen hær.

Livssyn og verdensbillede

Man kan spørge sig selv om hvad der kunne lokke store dele af den europæiske befolkning, til at rejse flere tusinde kilometer væk for at bekæmpe folk, og forsvare hellige steder, de kun har hørt omtalt af kirken. Jeg vil her komme ind på nogle af de afgørende elementer i henhold til det. Efter romerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa; feudalismen. Her er samfundet klasseinddelt med fyrster, konger og pave øverst, efterfulgt af godsejere og adel, og nederst i samfundspyramiden er de hårdtarbejdende bønder. Bønderne dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne for denne brugsret. Godsejernes opgave er at beskytte bønderne fra udefrakommende angreb, og at opretholde lov og orden, samt at stille med en hær når fyrsten befalede det. Fyrsterne har det privilegium at kunne udnævne en ny konge som kan varetage deres interesser, og dermed styrer de indirekte landet. sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem var i denne meget hierarkiske periode ikke eksisterende, og alle kæmpede for at klare dagen og vejen på lokalt plan. Denne samfundsstruktur medførte utallige krige mellem de skiftende konger og statsdannelser der prægede Europa i tiden omkring korstogene. Med andre ord havde fyrsterne stor erfaring med krigsførelse, i et Europa præget af stridigheder. Kirkens rolle for den almene borger i denne periode var meget markant. Kirkens folk var repræsenteret i enhver administration og livsudfoldelse for at præge eller i det mindste regulere dem. I det politiske magtspil deltog de skiftende paver og bisper ivrigt med vekslende held, men i længden sejrede den verdslige magt både generelt og lokalt. Kirkens ambition om at gennemsyre det middelalderlige liv og tankegang lykkedes forbavsende godt. Højmiddelalderen var kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, og et meget klart kristeligt livssyn gældende for næsten hele befolkningen. Dette faktum skal ses som en af årsagerne til at der var så væsentlig opbakning til korstogene der blev befalet af paven. På denne måde kunne den almene borger tjene Gud gennem en retfærdig sag og få mulighed for at betale af på den gæld, de havde til Gud, i kraft af deres synder. Ydermere var det i en tid med stærke strømninger af krigslyst, hvilket gjorde det nemmere for kirken at organisere en samlet europæisk hær. Ideologien bag korstoget tillod samfundets krigerklasse, dvs. adelen at gøre det den er bedst til, nemlig at føre krig. Det var en afgørende nyskabelse, at man kunne være en god kristen og hellig kriger på en gang, og at krigens håndværk kunne kombineres med det at være en god katolik. Denne ideologi ramte plet i det meget religiøse middelalderlige verdensbillede

Urban 2.s tale ved kirkemødet i Clermont

Korstogene mod det Hellige Land begyndte i 1095 med pave Urban 2.s tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede europæerne til at tage korset og tilbageerobre den Hellige Stad (Jerusalem). Dette lykkedes da også og Jerusalem var på kristne hænder 1099-1187 og 1228-1244, men intern splid og problemer med at skaffe forsvarere nok gjorde, at de erobrede områder ikke kunne holdes på kristne hænder. I det følgende afsnit vil vi komme ind på hvad præcist pave urban 2 sagde om muslimerne og hvordan han fremstillede dem i forhold til os, samt hvilke virkemidler han brugte til at hverve folk til korstoget. I relation til det vil vi kommentere et uddrag af hans tale fra november 1095 ved kirkemødet i Clermont i Sydfrankrig.

Ved talen ser vi paven der appellerer til den brede europæiske befolkning, om at gribe til våben mod den muslimske trussel. Han forsøger at tænde en gnist af mod og vilje i de europæiske katolikker bl.a. ved at rose dem; ”I er folket som Gud har skænket overlegenhed i våbenstrid, åndelig storhed, kropslig behændighed og modet til at stække de stolte traditioner på dem der vover at bekæmpe jer.” Tilhørerne bliver bekræftet i deres tro og på den måde opildnet til korstog. Han skildrer også den nød og elendighed, som var blevet østens kristne til del under seldjukkernes ekspansioner, og til sidst kan ende med at true os. Et andet vigtigt element i talen er hans forsøg på at samle Europas kristne. ”Lad de der indtil for nylig var røvere, blive Kristi soldater. Lad de, der har kæmpet mod brødre og slægtninge på ret vis nu kæmpe mod barbarer”. Med denne retorik giver paven de mange indbyrdes stridende europæere en fælles fjende at stå sammen om. Takket være en storartet tilrettelagt og dygtig ledet kirkelig propaganda, lykkedes det at skabe et stærkt fjendebillede af muslimerne i mellemøsten. Muslimerne bliver i talen omtalt som dyr, der kun tænker på at dræbe og som kristendommens værste fjender. Han karakteriserer tydeligt ”os mod dem” tankegangen, hvilket falder i god tråd med den augustinske tankegang der var fremherskende i hele det gejstlige Europa under middelalderen. Denne opfattelse bygger på en indædt kamp mellem gud og djævlen. Gud og djævlen er repræsenteret med de kristne på den ene side, og hedningene på den anden. Det er enhver kristen borgers pligt at udbrede kristendommen hvis ikke med ord så med sværd. Alle dårligdomme bliver karakteriseret som djævlens værk, og skal bekæmpes med alle midler. Vantro og i særdeleshed muslimer skal omvendes eller slås ihjel. Krig er derfor tilladt, og også et krav hvis man skal opfylde kirkens ord. Krig, blod, nedslagtning af civile og plyndring fik paven i meget stor stil leveret af de korsfarer der erobrede Jerusalem. Ifølge deres beretning blev næsten alle saracenere i byen nedslagtet, og deres blod flød i gaderne. ”Der var et sådant slagteri, at vores mænd vadede i blod til anklerne”, hedder det i beretningen. Denne fortælling fra erobringen kan meget vel være overdrevet, da man kun hører det fra korsfarernes side. På trods af det efterlader den ingen tvivl om at en regulær massakre på Jerusalems befolkning har fundet sted. Det kan være i korsfarernes interesse at få det til at lyde mere voldsomt end det egentlig var tilfældet, for at fremstille sig selv i et mere heltemodigt lys. Fortællingen beskriver også korsfarernes forhold til den hellige Jesu grav.. ”Lykkelige og grædende af glæde gik vores folk til vor Frelser Jesu grav for at tilbede ham og opfylde deres ed”. Her ses det tydeligt at korsfarerne gør alt hvad de kan for at fremhæve deres kærlighed til Gud. Man kan således sætte spørgsmålstegn ved om alle ridderne kom grædende ind og bad ved Jesu grav. Denne dagbogsskildring fremstiller korsfarertanken som paven ønsker det. De vantro er blevet elimineret, og den hellige by Jerusalem er i sikre kristne hænder. At kirken kan diktere mord og massakre uden at få problemer, skal ses i det lys at man på daværende tid, havde et fundamentalt anderledes syn på mennesker og måden at skabe retfærdighed på. Pavens budskab faldt i særdeles god jord blandt tilhørerne, der flere gange afbrød med at råbe i kor: ”det er Guds vilje, det er Guds vilje”. En engelsk krønike beskriver meget rammende begejstringen for korstogs ideen; ”Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at drage til Jerusalem”.

Flere forudsætninger har gjort sig gældende for deltagerne i korstoget. Naturligvis var der mange der blev drevet af religiøs begejstring eller fanatisme. Andre grunde kan også være økonomisk dårlige forhold på hjemmefronten og derfor forsøge at tage på korstog for at afprøve nye muligheder. Andre kan være drevet af eventyrlyst eller ærgerrighed. Den mest åbenlyse motivation, har dog været at alle der deltog i korstoget fik en plads i himlen, og garanti for at deres synder ville blive tilgivet. ”Enhver, som for troen alene og ikke for at opnå ære eller penge, drager til Jerusalem for at befri Guds kirke, vil få denne færd regnet for hele sin bod” som paven fremsagde i sin tale. Afladen understregede dermed den katolske kirkes magt til at lukke mennesker ind i himlen. En mulighed kun paven havde, der fungerer som guds repræsentant på jorden. Det var naturligvis umuligt at bevise, at kirken havde beføjelser til at give aflad, eller at det havde nogen effekt, når man endelig var død. Det lader dog ikke til at have haft den store bekymring på den menige borger der troede fuldt og fast på pavens ord. Den romersk katolske kirke misbrugte frygten for skærsilden blandt folk til at få dem til at give gaver, eller deres eget liv for kirken. Ligeså med at deltage i et korstog til Jerusalem – her blev alle dine synder renset – på en gang. Afladen, kunne gives af kirken for handlinger der ansås for særligt hæderfulde, og sidst men ikke mindst bruges til at fremme politiske mål. Kirken brugte på den måde uvidenhed som en stærk faktor i deres propagandakampagne, om det så er eller negativt eller positivt kan diskuteres men det er under alle omstændigheder at udnytte sin magt til det yderste. Dette budskab stemmer ikke helt overens med det som er omtalt i det nye testamente om Jesu kærlighed til mennesker. Denne fremgangsmåde er mere med vægten lagt på frygt end kærlighed. Derfor er hele afladstanken et meget centralt element i ethvert korstog.

Faktisk skulle det vise sig at kirkens opfordring om hellig krig blev fulgt med næsten for stor fanatisme af visse mennesker. Munken Peter Eremit prædike kort efter talen i Clermont om at alle, der kunne deltage i korstoget, skulle deltage. Denne holdning var stik modsat det paven havde sagt om at det kun var soldater eller andre der kunne bidrage til en militær offensiv der måtte deltage. Det lykkedes dog Peter Eremit i foråret 1096 at samle ca. 20.000 bønder og andre jævne folk der langtfra have erfaring fra krig. Denne bevægelse, også kaldet folkekorstoget, havde sit udgangspunkt i religiøs begejstring, men endte dog med at blive nedslagtet af tyrkiske seldjukker så snart de havde krydset Bosporus. Paven måtte herefter mane til besindighed. Korstog skulle foregå i organiserede grupper, med dygtige riddere der kunne forsvare gruppen mod fjender og komme mere sikkert til endemålet. Han indskærpede ligeledes at man kun måtte drage af sted med den lokale præsts tilladelse, og nygifte mænd ikke uden deres kones tilladelse. Ingen, der kunne blive en byrde for korstoget, måtte deltage.

I modsætning til folkekorstoget krævede adelens og stormændenes korstog noget længere forberedelse. Det var deres opgave at stable en hær på benene og selv at finansiere den. Eftersom adelens eneste rigdom var jordbesiddelser var det nødvendigt at pantsætte dele af deres private ejendom for at finansiere deres deltagelse i korstoget. Det var naturligt i denne henseende at henvende sig til kirken, der var den mest kapitalstærke institution på daværende tidspunkt. Denne favorable indtjeningsmulighed forstod kirken at udnytte til fulde. Ved at yde lån til de pantsatte jordbesiddelser eller i nogle tilfælde at opkøbe dem, formåede kirken rent faktisk at tjene penge på korstogene, samtidig med at det gejstlige samfund fuldkommen overlod finansieringen til den rigere del af befolkningen.

Korstogene til mellemøsten sluttede i 1291, ved Acres erobring, og satte dermed punktum for knap 200 år med korstog mod øst. Byzans formåede at bygge bro mellem de kristne og muslimerne, men endte selv med at blive mål for korsfarerne da byen i 1204 blev plyndret af ”det skæve korstog”. Følgerne af korstogene lader sig ikke præcisere i enkeltheder men snarere i øget kunstnerisk og litterær påvirkning. I den sammenhæng kan bl.a. det arabiske titalstalsystem nævnes der vandt indpas i Europa som følge af korstogene sammen med visse arabiske ord. Vesteuropas erobringer skabte forbindelser mellem den gamle middelhavskultur og et udkantsområde med store ressourcer, præget af en vældig ekspansion. Trods fanatisme og intolerance indså vesteuropæerne, at de var deres modstandere kulturelt underlegne og tog ved lære af dem. De lærte filosofi, naturvidenskab og ny teknologi af araberne og byggede selv videre på lærdommen. Grundlaget er her lagt for de faktorer som senere medførte, at dette område kom til at dominere resten af verden. Set fra arabernes synspunkt ledte korstogene til en fortsat splittet muslimsk verden. Dette fik dog en ende da Osman forende de tyrkiske stammer under navnet osmannerriget, og ledte en fælles tyrkisk fremmarch mod vesten. Denne statsdannelse bragte Byzans til fald og forenede den islamiske verden gennem erobring, og oprettede kalifatet med hovedsæde i det erobrede Konstantinopel der blev omdøbt til Istanbul. Hvis Byzans og de europæiske korsfarer havde stået stærkere sammen, og ikke have bekriget hinanden, kunne Osmannerrigets fremmarch havde været stoppet ved Konstantinopel og ikke ved Wien. Europas geografiske horisont blev udvidet, og de store rejser i Centralasien i 1200-tallet, skal ses med udgangspunkt i korstogenes ekspansion af Europas grænser. Rent religiøst resulterede korstogene i en mere distanceret og intolerant forhold til den muslimske verden. Den europæiske feudaladel blev mærkbart svækket, efter at de finansielt meget dyre korstog havde drænet deres økonomi i forhold til den stadigt mere magtfulde kongemagt. Endvidere bidrog korstogstanken til en mere voldsom bekæmpelse af kættere og andre gudsbespottere.

Man kan kort sammenfatte korstogene som resultatet af et meget stærkt religiøst Europa præget af krigslyst, og en fjende der vat let at hade. Man var i Europa blevet opdraget af kirken til at hade de vantro, og at en god kristen skulle slå ihjel for at opfylde Guds ord. Korstogenes legitimitet og frelsende budskab var lokkende for tusindvis af europæere. Et Vesteuropa i fremgang tog denne ekspansionsmulighed med begejstring, forude ventede splittede muslimske statsdannelser der skulle nedkæmpes. Byzans følte sig truet østfra og bad derfor om hjælp fra den katolske pave i Rom. Denne hjælp endte dog til sidst med at blive rigets undergang. Man kan sige at Byzans var bindeleddet mellem den kristne og den muslimske verden.

Med tiden kom korstog til at betegne krig mod og omvendelse af hedninger generelt. Således opfordrede paven Valdemar den Store og Valdemar Sejr til at føre korstog i Baltikum, og den franske konge førte korstog mod kættere i Sydfrankrig.

I en bredere forstand bruges ordet korstog ofte om enhver krig som udkæmpes af religiøse årsager eller hvor modsætningerne falder sammen med religiøse skillelinjer, om specielt aggressive kristne kampagner omkring specielle temaer (korstog mod umoral), og stigmatiserende som karakteristik særlig af kristnes stærke engagement i samfundsspørgsmål. På engelsk, og især amerikansk engelsk, bruges ordet (crusade) om nærmest enhver kampagne (f.eks. mod narkotika).

1. korstog 1096-1099

Uddybende artikel: 1. korstog

Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 som den er gengivet i et middelalderligt manuskript.

Pave Gregor VII havde allerede kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (den såkaldte investiturstrid), så det blev først hans efterfølger, pave Urban II, der kom til at virkeliggøre ideen.

Han indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, for med samlede kræfter at tilbageerobre staden.

Skønt talen først blev nedskrevet efter den blev holdt af en munk, som var til stede, må hovedindholdet kunne karakteriseres som troværdigt. Af talen følger her et kort uddrag:

	Jeres brødre, som lever i østen har stort behov for jeres hjælp, og I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fleste af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret Romanias territorium [det Byzantinske Rige) så langt vestpå som til Middelhavet og Hellespont, det vi kalder St. Georgs Arm. De har besat flere og flere af de kristnes lande, og har besejret dem i 7 slag. De har dræbt og fanget mange, og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader at fortsætte således et stykke tid endnu vil de som tror på Gud blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Kristus's sendebude om at offentliggøre dette allevegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav.

Alle som deltog i denne guddommelige opgave ville sikres plads i Himmerige.

Det egentlige korstog, der drog op fra Vesteuropa i 1096 bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var Godfred af Boullion, Raymond af Toulouse, Eustace af Boulogne, Bohemond af Taranto, Balduin af Flandern og Robert 2. af Normandiet. Der var således ingen konger eller regenter blandt lederne i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejseren Alexios Komnenos nægtede dem adgang til byen, og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre at de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Dette gjorde de, men overholdt blev det stort set ikke (den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren).

Belejringen af Antiochia

I foråret 1097 var korstogshæren sat over til Lilleasien, og man begav sig mod syd og øst, således at man fortrinsvis holdt sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien, og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både Edessa og Antiochia. Antiochia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelse blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.

I juni 1099 nåede man frem og erobrede Jerusalem. En anonym kristen kilde fra samtiden beretter følgende om indtagelsen af Jerusalem:

	Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godtfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen til Salomos tempel.” (...) ”Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over deres ankler. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomos tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet.

Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, Grevskabet Tripoli og Kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, og varetoges eftere erobringen af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 konsolideres de kristnes magt i det Hellige Land, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder der formåede at give de kristne igen.

Svend Estridsens søn Svend Korsfarer deltog, men faldt i kamp i Tyrkiet i 1097, da en gruppe nordiske krigere blev overfaldet og nedkæmpet ved Antiochia.

2. korstog 1147-1149

Uddybende artikel: 2. korstog

På initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiochia og Edessa i Syrien, der også var blevet erobret under det første korstog.

3. korstog 1189-1193

Uddybende artikel: 3. korstog

Ledet af Richard Løvehjerte, Filip 2. August og Frederik Barbarossa

Den nok mest kendte muslimske hærfører, Saladin, leder de muslimske styrker under dette korstog.

De europæiske tropper slutter fred med muslimerne i året 1192. Det er det samme år Richard Løvehjerte vender hjem fordi hans bror, prins John, forsøger at overtage tronen. Oprindeligt skulle Kong Richard være blevet i Det Hellige Land til påsken 1193, men var nødt til at vende hjem da problemerne hober sig op. Hvis han var blevet der til påsken ville situationen have set meget anderledes ud. Saladin dør nemlig tre uger før påsken og muslimerne formår ikke at forblive i den enighed som Saladin havde forenet dem under.

4. Korstog 1202-1204

Uddybende artikel: 4. korstog

Venedig – Konstantinopel

På det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik Pave Johannes Paul II til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Korstogets oprindelige formål var, som med de tidligere, at tilbageerobre Jerusalem og det hellige land. Korstogets ledere havde dog besluttet, at det af strategiske og økonomiske årsager ville være mest effektivt at angribe Egypten først, men sørgede for, at de menige korsfarere ikke fik noget at vide om dette. Det havde i det 3. Korstog vist sig, at korsfarerhærene kunne være så opsatte på at befri Jerusalem, at de nægtede at invillige i deres overordnedes planer, hvis disse ikke koncentrerede sig om det hellige land.

Oprindeligt ønskede pave Innocens at få den Engelske konge Richard Løvehjerte og den franske konge Filip 2. August til at deltage i dette korstog (de havde begge deltaget i det 3. Korstog), men bl.a. på grund af deres indbyrdes konflikter, var det ikke muligt. I stedet var det en række grever, hovedsageligt fra Frankrig, der kom til at lede det 4. Korstog. Oprindeligt var korstogets ledelse uofficielt delt mellem tre af dets initiativtagere: Grev Thibaut af Champagne; en af de højst rangerende adelsmænd i Frankrig; dennes fætter, Grev Louis af Blois og Grev Balduin af Flandern. Da den unge Grev Thibaut imidlertid døde allerede i maj 1201, måtte de tilbageværende korsfarere finde nogen til at overtage Thibauts plads. Valget faldt på Markgrev Bonifacius af Montferrat i Norditalien, hvis prestige var så stor, at han blev tilbudt fuld kontrol over hele korsfarerhæren, hvilket han tog imod.

Korstogets ledere sendte seks udsendinge til Venedig, som var en magtfuld, selvstændig handelsstad, for at lave en aftale med venetianerne om at sejle den kæmpemæssige korsfarerhær til Egypten. Venetianerne indvilligede, mod betydelig betaling, i at bygge og klargøre en mægtig flåde til korsfarerne. Udsendingene havde dog voldsomt overvurderet antallet af korsfarere, som de troede ville møde op i Venedig, og endte derfor med en flåde, der var langt større, end de skulle bruge, samt med en kolossal gæld til venetianerne.

For at korstoget ikke skulle falde fuldstændigt til jorden, indvilligede korstogets ledere i, at bruge korsfarerhæren til at angribe den nærliggende havneby Zara, som var en rival til Venedig. Herved kunne korsfarerne få eftergivet noget af deres gæld til venetianerne, og korstoget kunne fortsætte. Da Zara var en kristen by, som var underlagt den ungarske konge, der, på papiret, også var korsfarer, var der mange, der forlod ekspeditionen i protest. Pavens stedfortræder på korstoget accepterede, at dette angreb på kristne var en nødvendighed for, at det hele ikke skulle være forgæves, men Pave Innocens derimod fordømte venetianernes handlinger, da han fik nys om angrebet, og ekskommunikerede dem alle.

Før korshæren nåede videre blev den opsøgt af en østromersk prins, Alexios (senere Kejser Alexios IV), som tilbød hæren tiltrængte forsyninger, en kæmpe sum penge samt massiv militær støtte på ekspeditionen, hvis korsfarerne til gengæld ville indsætte ham som kejser i Konstantinopel. Trods protester og frafald fra store dele af hæren, valgte korstogets ledere at tage imod tilbuddet og lagde vejen forbi den østromerske hovedstad.

I Konstantinopel måtte korsfarerne, muligvis imod forventning, kæmpe for at få indsat Alexios. På trods af sin umiddelbart fordelagtige position og sit overlegne militær, valgte den siddende kejser Alexios III, den unge Alexios' onkel, at flygte fra byen.

Prinsen blev indsat som kejser Alexios IV og begyndte at betale korsfarerne, hvad han havde lovet. Han fanges dog mellem sine forpligtelser overfor sine nye venner, korsfarerne, og det østromerske aristokrati, som var meget negativt indstillet overfor vesterlændingene. I sidste ende kunne Alexios IV ikke forhindre åben konflikt med korsfarerne, som nægtede at rejse, før de havde modtaget den lovede betaling.

En højtstående østromersk embedsmand fik efterfølgende Alexios IV myrdet, og blev selv indsat som kejser Alexios V. I en efterfølgende belejring af byen lykkedes det imod alle odds korsfarerne at erobre Konstantinopel. Korsfarerne oprettede et nyt rige, Det Latinske Kejserrige, og Grev Balduin af Flandern blev valgt som den første kejser, mens korstogets egentlige leder, Markgrev Bonifacius, blev forbigået.

Korsfarerne blev travlt optagede af at forsvare deres nye land, og korshæren nåede aldrig til Det Hellige Land.

Nordiske korstog mod baltiske egne

Uddybende artikel: Baltiske korstog

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, bl.a. med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog ofte af sted af personlige grunde, og først og fremmest af religiøs overbevisning, men også ønsket om at markere sig som ridder, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen har formentlig gjort sig gældende.

Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse, og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt medførte i de følgende 50 år til større og større erobringer, for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og klør, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Tempelriddernes kors.

Andre korstog

Det Albigensiske Korstog

Det Albigensiske korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år lang militær kampagne startet af den romersk-katolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af Katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase.

Korsridderordner

Korsriddere organiserede sig i ridderordner, hvor den første, Tempelridderne blev grundlagt 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. Af andre betydelige korsridderordner kan nævnes Tyske orden, og Johanniterordenen (oftest omtalt som Malteserordenen).

Kilder/henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Korstog

• Gyldendals illustrerede verdenshistorie, 1922
• Politikens historiske atlas
• http://www.fordham.edu/halsall/source/urban2-fulcher.html (Urbans tale)

Se også

• Ludvig den Hellige indledte det 8. korstog i 1270; nogle gange anset for det syvende, hvor det femte og sjette bliver anset for et enkelt korstog. Det 9. korstog 1271-1272, bliver også anset for en del af det ottende.
• Reconquista
• OSMTH
• Korstogshistoriker