Krigen mellem aser og vaner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Odin kaster sit spyd mod vanernes hær, illustration af Lorenz Frølich (1895)

Krigen mellem aser og vaner var en mytologisk krig mellem de nordiske gudeslægter, aserne og vanerne. Resultatet af krigen var en alliance mellem de to grupper. Krigen var en vigtig mytisk begivenhed, hvis betydning længe har været genstand for megen debat i det videnskabelige miljø.[1]

Der kendes ikke nogen sammenhængende mytisk beretning om krigen, men der findes fragmenter af den i Völuspá, et digt fra den samling, som kaldes Ældre Edda, i Snorre Sturlasons Skáldskaparmál fra 13. århundrede, samt i en euhemeristisk form i Ynglingesaga fra Heimskringla, ligeledes skrevet af Snorre Sturlason.

Vidnesbyrd[redigér | redigér wikikode]

Informationen om krigen stammer primært fra følgende kilder:

Ældre Edda[redigér | redigér wikikode]

Gullveig henrettes, illustration af Lorenz Frølich (1895).
"Aserne går imod vanerne" (1882) af Karl Ehrenberg.

I Völuspá, genfortæller vølven flere af de begivenheder, der ledte op til slaget til asernes konge Odin. Vølven omtaler konsekvent sig selv i 3. person, mens Odin udspørger hende.

7. Der udbrød Krig
i den unge Verden,
da man på Spydspids
spidded Guldveig,
og i den Højes
Hal hun brændtes.
Tre Gange født
blev hun tre Gange brændt.

8. Heid[2] blev hun kaldt,
hvor hun kom til en Gaard,
Sandsigervølven;
Vilddyr hun tæmmed,
sejded, hvor hun kunde,
sejded Galskab,
vented med Fryd
af hver ond kvinde.

9. Alle Skaberne gik
til Skæbnens Stole,
hver højhellig Gud,
og holdt saa Raad,
om Aserne skulde
skatte til Fjenden
eller Ofret deles
af alle Guder.

10. Men Odin skød,
skød ind i Skaren
- atter var der Krig
i den unge Verden.
Brudt blev Træværket
trindt om Asgaard.
Vanerne drog
over Vang til Slag.[3]

John Lindow beskriver disse strofer som særdeles uklare, og han mener, at særligt anden halvdel af strofe 9 kun kan oversættes og tolkes med stor vanskelighed. Han foreslår, at denne rådslagning hentyder, til et tidligere slag, der blev fremprovokeret af Gullveigs/Heiðrs ankomst hos aserne.[4] Derfor mener Lindow, at det, der fortælles i denne strofe, tilsyneladende er, at man forsøgte at indgå en fredsaftale midt under krigen, og at krigen derfor fortsatte i den følgende strofe. Ordvalget i beretningen om rådslagningen, kunne imidlertid også betyde, at der allerede var fundet en tilnærmelse sted mellem de to gudeslægter.[4]

Yngre Edda[redigér | redigér wikikode]

I bogen Skáldskaparmál fra Yngre Edda er der en fortælling om at Ægir, en gud, associeres med havet, holder et gilde. Under gildet stiller Ægir et spørgsmål til Brage, en skjaldegud, om hvordan digterkunsten opstod.[5] Brage svarede:

Oprindelsen var, at Guderne laa i Ufred med det Folk, som hedder Vaner. Men begge Parter kom sammen til et Fredsmøde, hvor de bekræftede Freden ved begge at spytte i et Kar. Ved Afskeden vedtog Guderne, at dette Fredstegn aldrig skulde gaa tabt, og skabte af Spyttet en Mand, som hed Kvasir. Han var saa vis, at ingen kunde spørge ham om noget, som han ikke kunde give Svar paa.[6]

Brage fortæller videre, at Kvasir da rejste ud omkring i verden for at lære menneskene kundskab, men han blev myrdet af dværgene Fjaler og Galar. Af hans blod skabte de digtermjøden.[6]

Heimskringla[redigér | redigér wikikode]

I kapitel fire i Heimskringla gengiver Snorre en euhemeriseret udgave af krigen. Han beretter om hvordan Odin ledte en stor hær op fra Asia ("Asaland") for at angribe folket i "Vanaland." Men som Snorre fortæller, var de velforberedte på invasionen, og forsvarede derfor deres land så godt, at de lige såvel som aserne havde sejren indenfor rækkevidde. Begge parter gjorde stor skade på modstanderens land.[7]

Snorre fortæller, at de to parter til sidst blev trætte af krigen, og derfor enedes om at mødes for at indgå en fred. Hvilket de derpå gjorde. De aftalte også at udveksle gidsler som pant på freden. Fra Vanaland sendte de deres to bedste mænd: Njörðr (beskrives som rig) og hans søn Freyr som bytte for Asalands Hœnir (beskrives som stor, smuk), nogle af Vanalands indbyggere foreslog derpå, at han skulle være deres høvding. Derudover sendte man Mímir fra Asaland (enmand af umådelig visdom) som erstatning for Kvasir, som Snorre beskriver som den viseste mand i Vanaland.

Odin med Mímirs krop, illustration af Georg Pauli (1893)

Snorre fortæller videre, at Hœnir blev gjort til høvding straks ved sin ankomst til Vanaland, og Mimir gav ham ofte gode råd. Når Hœnir imidlertid var på tinget uden at Mimir var ved hans side, ville han altid svare på samme måde: "Lad andre råde." Derfor begyndte Vanalands folk at mistænkte Asalands for at have snydt dem, ved at sende dem den uduelige Hœnir. Derfor greb de Mimir og huggede hovedet af ham, som de sendte tilbage til Asaland. Odin tog det, balsamerede det med urter, så det ikke ville rådne, og sang tryllesange over det, så det fik kraften til at tale og afsløre sin hemmelige viden for ham.

Ifølge Snorre udnævnte Odin derpå Njörðr og Freyr til offerpræster og de blev til diar ("guder") for Asalands folk. Freyja, beskrevet som Njörðrs datter, blev præstinde, og det fortælles, at hun bragte sejdkunsten til Asaland.[8]

Teorier[redigér | redigér wikikode]

Der er blevet fremlagt en række forskellige teorier omkring krigen mellem aser og vaner. nedenfor er nogle af dem, der har fået mest støtte refereret. Det er dog ikke alle, der fortsat nyder udbredt støtte.

Gullveig/Heiðr og Freja

En meget stor del af forskerne opfatter skikkelsen Gullveig/Heiðr som identisk med vanegudinden Freja.[9] En konklusion, der hovedsageligt baseret er på sammenligninger mellem den måde, Gullveig/Heiðr bruger sejd i Völuspá og beskrivelsen af hvordan Freja introducerer sejdkunsten for aserne i Heimskringla.[4] Denne teori er siden blevet brugt som grundlag for endnu en teori om, at det var hendes negative indflydelse på aserne, som medførte krigen.[4]

Indoeuropæisk invasion

Traditionelt er vanerne ofte blevet kategoriseret som fredelige frugtbarhedsguder, mens aserne var mere krigeriske. På den baggrund er det blevet foreslået, at forestillingen om den mytologiske krig bygger på erindringer om en historisk krig, hvor et krigerisk asedyrkende folkeslag invaderede og undertvang en vanedyrkende lokalbefolkning.[4] Denne begivenhed er af nogle blevet identificeret med den indoeuropæiske indvandring til Nordeuropa.[4] Georges Dumézil mente imidlertid, at denne mytiske krig, i lighed med alle andre myter, ikke nødvendigvis skulle forstås i en historisk sammenhæng. Både fordi lignende krige optræder i andre indoeuropæiske mytologier, og i så fald må være fundet sted før udvandringen begyndte. Og mere vigtigt, fordi vægten i beretningerne i højere grad ligger på selve fredsaftalen og begivenhederne omkring den, end på selve krigen.[10]

Forstyrrende personer og magisk værktøj

Lindow mener, at selv om de ikke er helt identiske, så deler de to forskellige fortællinger om en krig idéen om at en persons ankomst medførte en splittelse hos et folk.[4] Lindow sammenligner Gullveig/Heiðrs opdukken i blandt aserne med Hœnir og Mimirs splittelse af Vanaland i Heimskringla.[4] Han mener desuden, at alle tre beretninger deler samme motiv, idet erhvervelsen af magiske værktøjer, som kan bruges til at opnå skjult viden, spiller en stor rolle i dem. I de to første er det kunsten at sejde, i den sidste er det Mimirs hoved.[4]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Steinsland (2005).
  2. opr. Heiðr, som kan oversættes til "Den skinnende", Larrington (1996:7), eller måske "Strålende" eller "Ære", Lindow (2001:165)
  3. Vølvens Spådom oversat af Olaf Hansen 1911
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 4,6 4,7 4,8 Lindow (2001:51-53).
  5. Faulkes (1995:61-62).
  6. 6,0 6,1 Skjaldskabslæren, (III) oversat af Thøger Larsen, 1928
  7. Ynglinga-soga oversat af S. Schjött til norsk, 1900
  8. Hele historien kan læses i Ynglinga-soga oversat af S. Schjött til norsk, 1900
  9. Grundy (1998:62).
  10. Dumézil (1973:Chapter 1).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: