Krim

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler halvøen Krim. For den kriminalpolitiske forening, se Landsforeningen KRIM
Krims beliggenhed i Europa.
Krims placering i forhold til Ukraine
Krimhalvøen er opdelt i Republikken Krim (gul), og den føderale by Sevastopol (lyserød)

Krim (russisk: Крым) er en halvø ved den nordlige bred af Sortehavet. Før 1954 tilhørte Krim den russiske sovjetrepublik, hvorefter Krim blev overgivet til det Ukrainske SSR, og blev efter murens fald en del af folkerepublikken Ukraine. I 2014 blev Krim de facto optaget i Rusland efter en tvivlsom folkeafstemning[1]. Optagelsen er ikke internationalt anerkendt og er fordømt af bl.a. EU og USA[1][2][3]. Selv Ruslands nære allierede, Hviderusland og Kasakhstan, støtter ikke den russiske intervention på Krim[4].

Halvøen er på 26.000 km² og har 2.024.056(2001) indbyggere eksklusiv Sevastopol, der havde 377.200(2001) indbyggere. De største byer er Simferopol og Sevastopol (base for den russiske Sortehavsflåde).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

En række af tyrkiske folkeslag, nu kendt som Krim-tatarerne , har beboet halvøen siden den tidlige middelalder. Efter Timur Lenks ​​ødelæggelse af Den Gyldne Horde grundlagde Krim-tatarerne det uafhængige Krim-khanatet i 1441, under Haci Giray, som var en efterkommer efter Djengis Khan. Krim-tatarerne kontrollerede stepperne, der strakte sig fra Kuban til Dnestr, men var i første omgang ude af stand til at tage kontrol over de genovesiske byer. Efter erobringen af ​​genovesiske byer holdt den osmanniske sultan Meñli I Giray som fange,[5]] senere blev Meñli I Giray mod at han accepterede osmanniske overhøjhed over Krim-khanerne, der regerede som underordnede fyrster under det Osmanniske Rige.[6][7] Imidlertid havde Krim-khanerne forsat udstrakt uafhængighed af det Osmanniske Rige. I 1774 kom Krim-khanerne under russisk indflydelse med Küçük Kaynarca-traktaten, og i 1783 blev hele Krim annekteret af det Russiske Kejserrige.[7]

Slavehandel[redigér | redigér wikikode]

Indtil slutningen af 1700-tallet havde Krim-tatarerne en massiv slavehandel med Det Osmanniske Rige og Mellemøsten,[8] og eksporterede omkring 2 millioner slaver fra Rusland og Ukraine i perioden fra 1500 til 1700.[9] I 1769 gennemførtes det sidste store tatartogt, som fandt sted under den russisk-tyrkiske krig med indfagningen af ​​20.000 slaver.[10]

Krimkrigen og 1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Krim blev en del af Ruslands Tavritjeskaja guvernement og en stor del af slagene under Krimkrigen (1853-1856) foregik der mellem Rusland på den ene side, og Frankrig, Storbritannien, Det Osmanniske Rige og Kongedømmet Sardinien på den anden. Rusland og det Osmanniske Rige gik i krig i oktober 1853 over Ruslands rettigheder til at beskytte de ortodokse kristne. Rusland fik overtaget efter at have ødelagt den osmanniske flåde i Sortehavshavnen i Sinope. For at stoppe Ruslands erobringer gik Frankrig og Storbritannien ind i krigen i marts 1854. De fleste af kampene fandt sted om kontrollen over Sortehavet, med landslag på Krim-halvøen i det sydlige Rusland. Russerne holdt deres store fæstning ved Sevastopol i over et år.

Efter fæstningens fald blev der indgået fred i Paris i marts 1856. Religionsspørgsmålet var allerede blevet løst. Hovedresultaterne blev, at Sortehavet blev neutralt farvand, og at Rusland ikke måtte have krigsskibe der. Samtidigt blev de to vasaller Valakiet og Moldavien stort set uafhængige under nominelt osmannisk styre.

Krigen lagde store dele af den økonomiske og sociale infrastruktur på halvøen i ruiner. Under krigen gjorde sygeplejersken Florence Nightingale sig kendt som reformator af de sanitære og menneskelige forhold for britiske soldater.

Krim i 1900 og 2000-tallet[redigér | redigér wikikode]

I Sovjetunionen[redigér | redigér wikikode]

Under den russiske borgerkrig efter omstyrtelsen Zar-vældet skiftede Krim hænder flere gange og var en højborg for den anti-bolsjevikiske hvide hær. Det var på Krim, at de sidste kampe mellem De Hvide under ledelse af general Pjotr Wrangel og Nestor Makhnos anarkistiske kræfter i koalition med Den Røde Hær stod i 1920. Ca. 50.000 "hvide" krigsfanger og civile blev henrettet ved skydning eller hængning efter General Wrangels nederlag i slutningen af ​​1920.[11] Henrettelserne anses for en af de mest omfattende under borgerkrigen. Den 18. oktober 1921 blev Den autonome Socialistiske Sovjetrepublik Krim (ASSR) oprettet som en del af Den russiske SFSR som en del af Sovjetunionen.[6] Krim ramtes af alvorlig hungersnød to gange i 1900-tallet, hungersnøden fra 1921 til 1922 samt hungersnøden i 1932-1933, hvor over 2 millioner døde.[12]

Under 2. verdenskrig var Krim skueplads for flere blodige slag. Aksemagterne under ledelse af Nazityskland led store tab i sommeren 1941, da de forsøgte at gå gennem den smalle landtange, Perekop, der forbinder Krim til det sovjetiske fastland. Da Aksemagterne slap igennem, besatte de det meste af Krim, med undtagelse af byen Sevastopol, som holdt stand fra oktober 1941 til 4. juli 1942, hvor tyskerne endeligt erobrede byen. Fra 1. september 1942 blev halvøen administreret som Generalbezirk Krim (generaldistrikt Krim) und Teilbezirk (og under-distrikt) Taurien. På trods af nazisternes og deres forbundsfællers hårdhændede overgreb forblev Krim-bjergene en ubesejret højborg for modstandskampen, indtil halvøen blev befriet af Den røde hær i 1944.

Med begrundelsen at de havde samarbejdet med de nazistiske besættelsesstyrker, blev Krim-tatarerne den 18. maj 1944 deporteret til Centralasien. Den 26. juni 1944 blev den armenske, bulgarske og græske befolkning ligeledes deporteret til Centralasien. I 1967 blev Krim-tatarerne rehabiliteret, men det var fortsat forbudt for dem at vende tilbage til deres hjemland, indtil de sidste dage af Sovjetunionens eksistens. Krim ASSR blev ophævet 30. juni 1945 og omdannet til oblasten (provinsen) Krim i den russiske SFSR.

Den 19. februar 1954 udstedte præsidiet for Den Øverste Sovjet et dekret om at overføre Krim-oblasten fra Russiske SFSR til Ukrainske SSR.[13] Overdragelsen af Krim-oblasten til Ukraine er blevet beskrevet som en "symbolsk gestus", der markerede 300-året for at Ukraine blev en del af det russiske imperium.[14][15] Andre hævder imidlertid at overførslen blev foretaget, fordi den Ukrainske SSR var i en bedre position til at hjælpe med Krims genopbygning i kølvandet på 2. verdenskrig.[16] I efterkrigsårene udviklede Krim sig til et førsteklasses turistmål, hvor der byggedes nye attraktioner og kurbade for turister, og Krim blev turistmål for hele Sovjetunionen og nabolandene.[6] Krims infrastruktur og produktion blev også udviklet, især omkring havnene i Kertj og Sevastopol og i Simferopol.

Efter en folkeafstemning den 20. januar 1991 fik Krim-oblasten status som en selvstyrende socialistisk sovjetrepublik den 12. februar 1991 af Øverste Sovjet i den ukrainske SSR.[17]

I det uafhængige Ukraine[redigér | redigér wikikode]

Med Sovjetunionens opløsning blev Krim en del af det uafhængige Ukraine, hvilket førte til spændinger mellem Rusland og Ukraine.[nb 1] Med Sortehavsflåden baseret på halvøen var der flere gange bekymring for væbnede sammenstød. Krim-tatarer begyndte at vende tilbage fra deres eksil og bosætte sig på Krim.

Den 26. februar 1992 omdøbte Krims Verkhovna Rada (Krims parlament) oblasten Krim til ASSR Republikken Krim og proklamerede selvstyre den 5. maj 1992,[19][20] som senere blev godkendt ved en folkeafstemning d. 2. august 1992,[21] og vedtog Krims første forfatning samme dag.[21] Den 6. maj 1992 indsatte parlamentet en sætning i forfatningen, der erklærede, at Krim var en del af Ukraine.[21]

Den 19. maj 1992 erklærede Krim sig enig i at forblive en del af Ukraine og annullerede proklamationen af selvstyre og den ukrainske regering accepterede at udvide Krims allerede omfattende autonome status.[7] Samtidigt blev den russiske præsident Boris Jeltsin og den ukrainske præsident Leoníd Kravtjuk enige om at opdele den tidligere sovjetiske Sortehavsflåde mellem Rusland og den nydannede ukrainske flåde.[22]

Den 14. oktober 1993 oprettede Krim-parlamentet posten som Krims præsident og fastsatte antallet Krim-tatarrepræsentanter i rådet til 14. Ændringerne af forfatningen skabte imidlertid grobund for fortsat politisk uro. Den 17. marts 1995 greb Ukraines parlament ind, forkastede Krims forfatning og afsatte Krims præsident Jurij Mesjkov sammen med hans regering for hans forsøg på at fremme integrationen med Rusland.[23] Efter en midlertidig forfatning trådte den nuværende forfatning, der ændrede områdets navn til den Autonome Republik Krim, i kraft.

Efter ratificeringen i maj 1997 af traktaten for samarbejde, partnerskab, venskab og deling af Sortehavsflåden mindskedes de internationale spændinger langsomt. Men i september 2008 beskyldte den ukrainske udenrigsminister Volodimir Ogrizko Rusland for at dele russiske pas ud til befolkningen på Krim og beskrev det som et "reelt problem" givet Ruslands erklærede politik om militær intervention i udlandet for at beskytte russiske statsborgere.[24]

Den 24. august 2009 afholdt de etniske russiske beboere på Krim anti-ukrainske demonstrationer. Sergej Tsekov (fra Russisk Blok og formand for Krim-parlamentet[25]), sagde dengang, at han håbede, at Rusland ville behandle Krim på samme måde, som det havde behandlet Sydossetien og Abkhasien.[26] Kaos i det ukrainske parlament brød ud under en debat om forlængelse af lejekontrakten på en russisk flådebase den 27. april 2010 efter at Ukraines parlament ratificerede traktaten som forlænger Ruslands lejekontrakt på det orlogsværftet og baseinstallationer i Sevastopol havn frem til 2042. Både Verkhovna Rada og den russiske Duma ratificerede traktaten.[27]

Krimkrisen og den russisk militære intervention 2014[redigér | redigér wikikode]

Den 23. februar 2014, efter de ukrainske uroligheder, blev loven om beskyttelse af mindretalssprog, herunder russisk, afskaffet, og ukrainsk blev det eneste officielle sprog på alle niveauer.[28] Den 26. februar 2014 stødte tusinder af pro-russiske og pro-ukrainske demonstranter sammen foran parlamentsbygningen i Simferopol. Protesterne fulgte afsættelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj den 22. februar 2014 og et krav fra pro-russiske demonstranter for løsrivelse af Krim fra Ukraine og søge assistance fra Rusland.[29]

Den 28. februar 2014 tog russiske militærstyrker kontrollen over bygninger, lufthavne og andre knudepunkter på Krim.[30] Arsenij Jatsenjuks nytiltrådte fungerende ukrainske regering betragtede begivenhederne som en russisk invasion og besættelse af Krim.[31][32] Krims premierminister Sergej Aksjonov, valgt af Krims parlament tidligere på ugen, tog kontrollen over Krims sikkerhedsstyrker og appellerede til Rusland "om bistand til at sikre fred og ro" på halvøen[Kilde mangler]. Den fungerende ukrainske regering anerkender ikke Krims parlaments valg af Aksjonov, og finder regeringen ulovlig.[33][34] Det russiske udenrigsministerium erklærede, at "Sortehavsflådens panserkøretøjers aktiviteter på Krim (...) sker i fuld overensstemmelse med grundlæggende russisk-ukrainske aftaler om Sortehavsflåden".[35]

Den 1. marts 2014 gav den russiske duma præsident Vladimir Putin myndighed til at anvende militær magt i Ukraine.[36] Det internationale samfund fordømte bredt dette træk[Kilde mangler]. Samme dag fordømte den fungerende præsident i Ukraine, Oleksandr Turchynov, udnævnelsen af ​​premierminister for Krim som forfatningsstridig.[37]

Den 16. marts 2014 afholdtes en folkeafstemning på Krim med forslag om dels at udtræde af Ukraine, dels at ansøge om optagelse i den Russiske Føderation. Det officielle resultat af afstemningen var, at 97 % af vælgerne stemte for en udtræden af Ukraine og for en optagelse i den Russiske Føderation. Dagen efter, den 17. marts 2014, erklærede Krim sig uafhængig af Ukraine og ansøgte om optagelse i den Russiske Føderation.

Den 18. marts 2014 holdt den russiske præsident Putin et pressemøde angående Krim-halvøens status, hvor han bød dem velkommen i den Russiske Føderation.

Ingen vestlige lande anerkender på nuværende tidspunkt Krim som en del af Rusland.[Kilde mangler]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Ifølge den ukrainske folketælling fra 2001 var folketallet på Krim 2.024.000.[38] Den etniske sammensætning bestod af følgende grupper: russere: 58,32%, ukrainere: 24,32%, Krim-tatarer: 12,1%, hviderussere: 1,44%, tatarer: 0,54%, armeniere: 0,43%, jøder: 0,22%, grækere: 0,15%, og andre mindre grupper.[39][40][41]

Etnisk
gruppe
Folketælling 1897 Folketælling 1926[note 1] Folketælling 1939 Folketælling 1959[note 2] Folketælling 1979 Folketælling 1989[note 2] Folketælling 2001[note 3]
Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  %
Russere 180.963 33,11% 301.398 42,22% 558.481 49,6% 858.273 71,4% 1.460.980 68,4% 1.629.542 66,28% 1.180.400 58.5%
Ukrainere 64.703 11,84% 77.405 10,84% 154.123 13,7% 267.659 22,3% 547.336 25,6% 625.919 25,46% 492.200 24.4%
Krimtatarer 194.294[note 4] 35,55% 179.094[note 4] 25,09% 218.879[note 5] 19,4% 0% 5.422 0,7% 38.365 1,56% 243.400 12.1%
Andre 83.000 3,78%
Folketal ialt 546.592 713.823 1.126.429 1.201.517 2.182.927 2.458.655 2.024.000
Noter:
  1. Folketælling 1926
  2. 2,0 2,1 Folketælling 1959/1989
  3. Folketælling 2001
  4. 4,0 4,1 Omfatter både krimtatarer, tatarer og aserbajdsjanere
  5. Omfatter både krimtatarer og tatarer

Andre minoriteter er sortehavstyskere, romaer, bulgarere, polakker, aserbajdsjanere, koreanere, grækere og italienere. I 1944 var antallet af krimtyskere 45.000.[42] I 1944 blev 70.000 grækere og 14.000 bulgarere fra Krim blev deporteret til Centralasien og Sibirien,[43] sammen med 200.000 Krimtatarer og andre nationaliteter.[44]

Ukrainsk er det eneste landsdækkende officielle statslige sprog, og er det eneste sprog i Ukraines regering i Kijev. Ifølge folketællingen fra 2001 opgav 77% af Krims indbyggere at russisk er deres modersmål, 11,4% opgav krimtatarisk som modersmål, og 10,1% ukrainsk.[45] På Krim benyttes hovedsageligt russisk i den statslige administration. Forsøg på at udvide brugen af ​​ukrainsk i uddannelse og den offentlige sektor har været mindre succesfulde på Krim end i andre områder af Ukraine.[46]

National sammensætning på Krim[redigér | redigér wikikode]

National sammensætning på Krim fra midten af 1700-tallet til 2001
Rødt: Russere
Gult: Ukrainere
Grønt: Krimtatarer
National sammensætning af oblasterne på Krim
Rødt: Russere
Gult: Ukrainere
Grønt: Krimtatarer


Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. I en undersøgelse fra sommeren 2013 lavet af VTSIOM, hvor borgere i Rusland blev spurgt hvad de betragter som russisk territorium, sagde 56 % at Krim var en del af Rusland.[18]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Politiken (16. marts 2014). "Dansker på Krim: Der har været rig mulighed for snyd". http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237007/dansker-paa-krim-der-har-vaeret-rig-mulighed-for-snyd/. 
  2. TV2 (14. marts 2014). "USA: Vi vil ikke anerkende Krim-afstemning". http://nyhederne.tv2.dk/udland/2014-03-14-usa-vi-vil-ikke-anerkende-krim-afstemning. 
  3. BBC (17. marts 2014). "Ukraine crisis: EU and US impose sanctions over Crimea". http://www.bbc.com/news/world-europe-26613567. 
  4. BelarusDigest (6. marts 2014). "Belarus Refuses To Support Russia's Invasion of Ukraine". http://belarusdigest.com/story/belarus-refuses-support-russias-invasion-ukraine-17082. 
  5. "Soldier Khan". Avalanchepress.com. http://www.avalanchepress.com/Soldier_Khan.php. Hentet 2014-02-28. 
  6. 6,0 6,1 6,2 "History". blacksea-crimea.com. http://www.blacksea-crimea.com/history1.html. Hentet March 28, 2007. 
  7. 7,0 7,1 7,2 Subtelny, Orest (2000). Ukraine: A History. University of Toronto Press. ISBN 0-8020-8390-0. http://books.google.com/books?id=HNIs9O3EmtQC&pg=PA78&dq#v=onepage&q=&f=false. 
  8. Brian Glyn Williams (2013). "The Sultan’s Raiders: The Military Role of the Crimean Tatars in the Ottoman Empire". The Jamestown Foundation. p. 27. http://www.jamestown.org/uploads/media/Crimean_Tatar_-_complete_report_01.pdf. 
  9. Darjusz Kołodziejczyk, as reported by Mikhail Kizilov (2007). "Slaves, Money Lenders, and Prisoner Guards:The Jews and the Trade in Slaves and Captivesin the Crimean Khanate". The Journal of Jewish Studies. p. 2. http://www.academia.edu/3706285/Slaves_Money_Lenders_and_Prisoner_Guards_The_Jews_and_the_Trade_in_Slaves_and_Captives_in_the_Crimean_Khanate. 
  10. Mikhail Kizilov. "Slave Trade in the Early Modern Crimea From the Perspective of Christian, Muslim, and Jewish Sources". Oxford University. p. 7. http://www.academia.edu/2971600/Slave_Trade_in_the_Early_Modern_Crimea_From_the_Perspective_of_Christian_Muslim_and_Jewish_Sources. 
  11. Gellately, Robert (2007). Lenin, Stalin, and Hitler: The Age of Social Catastrophe. Knopf. s. 72. ISBN 1-4000-4005-1. 
  12. "Famine in Crimea". Iccrimea.org. http://www.iccrimea.org/historical/famine1931.html. Hentet 2014-02-28. 
  13. ""Подарунок Хрущова". Як Україна відбудувала Крим". Istpravda.com.ua. http://www.istpravda.com.ua/articles/4d61ab91438ae/. Hentet 2014-02-28. 
  14. Arutunyan, Anna (2 March 2014). "Russia testing the waters on Ukraine invasion". USA Today. http://www.usatoday.com/story/news/world/2014/03/02/ukraine-crimea-russia-putin/5944117/. Hentet 2 March 2014. 
  15. Calamur, Krishnadev (27 February 2014). "Crimea: A Gift To Ukraine Becomes A Political Flash Point". NPR. http://www.npr.org/blogs/parallels/2014/02/27/283481587/crimea-a-gift-to-ukraine-becomes-a-political-flash-point. Hentet 2 March 2014. 
  16. Mycio, Mary (1 March 2014). "Crimea and Punishment". Slate. http://www.slate.com/articles/news_and_politics/foreigners/2014/03/vladimir_putin_s_crimean_mistake_the_russian_president_is_miscalculating.html. Hentet 2 March 2014. 
  17. "Day in history - 20 January" (på Russian). RIA Novosti. January 8, 2006. http://www.ukrweekly.com/Archive/1991/499101.shtml. Hentet August 6, 2007.  Arkiveret September 30, 2007.
  18. (Ukrainsk) Майже 60% росіян вважають, що Крим - це Росія ("Næsten 60 % af russerne mener at Krim – er russisk"), Ukrayinska Pravda (10 September 2013)
  19. Wolczuk, Kataryna (August 31, 2004). "Catching up with 'Europe'? Constitutional Debates on the Territorial-Administrative Model in Independent Ukraine". Taylor & Francis Group. http://taylorandfrancis.metapress.com/openurl.asp?genre=article&issn=1359-7566&volume=12&issue=2&spage=65. Hentet December 16, 2006. 
    Wydra, Doris (November 11, 2004). "The Crimea Conundrum: The Tug of War Between Russia and Ukraine on the Questions of Autonomy and Self-Determination". http://booksandjournals.brillonline.com/content/journals/10.1163/157181104322784826. 
  20. Eastern Europe, Russia and Central Asia 2004, Routledge, 2003, ISBN 1857431871 (page 540)
  21. 21,0 21,1 21,2 Russians in the Former Soviet Republics by Pål Kolstø, Indiana University Press, 1995, ISBN 0253329175 (page 194)
  22. Ready To Cast Off, TIME Magazine, June 15, 1992
  23. Verkhovna Rada, Ukraine: lov 1995/03/17 nummer 92/95-VR, Om afskaffelse af forfatningen og nogle love i Den Autonome Republik Krim, (Ukrainsk), hentet 2014-03-09
  24. Cheney urges divided Ukraine to unite against Russia 'threat. Associated Press. September 6, 2008.
  25. www.ruscrimea.ru: Этапы становления Русской общины Крыма (Russisk)
  26. "Russia and Ukraine in Intensifying Standoff". Nytimes.com. 2009-08-28. http://www.nytimes.com/2009/08/28/world/europe/28crimea.html?_r=1&partner=rss&emc=rss. Hentet 2014-02-28. 
  27. Update: Ukraine, Russia ratify Black Sea naval lease, Kyiv Post (April 27, 2010)
  28. Ayres, Sabra (February 28, 2014). "Is it too late for Kiev to woo Russian-speaking Ukraine?". CSM. http://www.csmonitor.com/World/Europe/2014/0228/Is-it-too-late-for-Kiev-to-woo-Russian-speaking-Ukraine. 
  29. "Putin orders military exercise as protesters clash in Crimea". Russia Herald. http://www.russiaherald.com/index.php/sid/220244696/scat/723971d98160d438/ht/Putin-orders-military-exercise-as-protesters-clash-in-Crimea. Hentet February 27, 2014. 
  30. "This is what it looked like when Russian military rolled through Crimea today (VIDEO)". UK Telegraph. http://www.globalpost.com/dispatch/news/regions/europe/140228/video-on-the-ground-crimea-ukraine-russia-tanks-armed-men. Hentet February 28, 2014. 
  31. "UPDATE 2-U.N. Security Council to hold emergency meeting on Ukraine crisis". Reuters. http://www.reuters.com/article/2014/02/28/ukraine-crisis-un-idUSL6N0LX3QA20140228?feedType=RSS&feedName=marketsNews. Hentet February 28, 2014. 
  32. Higgons, Andrew, Grab for Power in Crimea Raises Secession Threat, New York Times, February 28, 2014, page A1; reporting was contributed by David M. Herszenhorn and Andrew E. Kramer from Kiev, Ukraine; Andrew Roth from Moscow; Alan Cowell from London; and Michael R. Gordon from Washington; with a graphic presentation of linguistic divisions of Ukraine and Crimea
  33. "Crimean PM claims control of forces, asks Putin for help". The Hindu. March 1, 2014. http://www.thehindu.com/news/international/world/crimean-pm-claims-control-of-forces-asks-putin-for-help/article5739708.ece. Hentet March 1, 2014. 
  34. "Ukraine army on full alert as Russia backs sending troops". BBC. March 1, 2014. http://www.bbc.com/news/world-europe-26403996. Hentet March 1, 2014. 
  35. ""Movement of Russian armored vehicles in Crimea fully complies with agreements - Foreign Ministry"". Russia Today. February 28, 2014. http://rt.com/news/russian-vehicles-crimea-comply-agreements-227/. Hentet March 1, 2014. 
  36. "Kremlin Clears Way for Force in Ukraine; Separatist Split Feared". New York Times. 1 March 2014. http://www.nytimes.com/2014/03/02/world/europe/ukraine.html. Hentet 1 March 2014. 
  37. Турчинов издал указ о незаконности назначения Аксенова премьером Крыма
  38. "Regions of Ukraine / Autonomous Republic of Crimea". 2001 Ukrainian Census. http://2001.ukrcensus.gov.ua/eng/results/general/nationality/Crimea/. Hentet December 16, 2006. 
  39. "Results / General results of the census / National composition of population". 2001 Ukrainian Census. http://2001.ukrcensus.gov.ua/eng/results/general/nationality/Crimea/. Hentet December 16, 2006. 
  40. Зміни в етно-національному складі населення півдня України в 60-80-ті роки ХХ ст.
  41. Національний склад населення України в XX сторіччі
  42. "A People on the Move: Germans in Russia and in the Former Soviet Union: 1763 – 1997". North Dakota State University Libraries.
  43. "The Persecution of Pontic Greeks in the Soviet Union" (PDF)
  44. "Crimean Tatars Divide Ukraine and Russia". The Jamestown Foundation. June 24, 2009.
  45. "Results / General results of the census / Linguistic composition of the population / Autonomous Republic of Crimea". 2001 Ukrainian Census. http://www.ukrcensus.gov.ua/eng/results/general/language/Crimea/. Hentet December 16, 2006. 
  46. Bondaruk, Halyna (March 3, 2007). "Yushchenko Appeals to Crimean Authority Not to Speculate on Language". Ukrayinska Pravda. http://www2.pravda.com.ua/en/news/2007/3/3/7209.htm. Hentet March 25, 2007. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 44°56′00″N 34°06′00″Ø / 44.933347222222°N 34.099927777778°Ø / 44.933347222222; 34.099927777778